Hjælp at støtte sig til

[Patsy Murray]

Tråd til William Knight
Tidspunkt omkring midnat d. 16. august

Patsy havde fået en del at drikke og selvom meget af øllen var blevet fortyndet, var hun alligevel kommet i godt humør. Hun var blevet enormt kærlig over for alle og i sin kærlige glæde, havde hun præsteret at sende et brev afsted til Liam. Ordene i brevet var reelle nok med alkoholen i hendes blod havde givet det hele et lidt forkert twist. Selv var hun dog veldig godt tilfreds med det. 

Lige nu sad hun med en ældre heks og fortalte om hvor skøn Liam var og hvordan han var hendes eneste ven hun kunne stole på, hun fortalte også om en anden ven, Dougal, Som kunne flyve og var en smuk ung fyr. hun var både højrystet og tiltrak sig noget mere opmærksomhed end hvad hun normalt virkede til at bryde sig om. "... Men Liam har altid været der. Også selvom jeg har svigtet ham nogle gange så er han bare super skøn. Helt ærlig, jeg elsker ham virkelig han er noget HELT for sig selv." Hun smilede stort og bemærkede ikke heksen hun snakkede til sad og himlede lidt med øjnene af pigebarnet. "Søde, Jeg tror du bør finde hjem i din seng nu. Du har vist fået mere end så troldmandshatten passer." Patsy slog det dog bare hen og drak lidt mere af sit krus.

[William Knight]

Selv i den magiske verden, var det vel ikke mærkværdigt at få noget i stil med en drunken-text. Dette var dog Liam's første. Først havde næsen rynket noget så grundigt og forvirret. Som forventede han at dette var en besynderlig practical joke. Der var dog ingen latter at hente, selvom indholdet i brevet måske kunne virke grinagtigt. Faktisk, var han nærmere bekymret.
"Hvor er du på vej hen, William?" Lød det fra hans far, som havde været på vej i seng da kaminen blussede op. Liam var allerede i fuld gang med at stille sig derind, iført sorte jogginbukser, en ret oversize T-shirt, og et par sorte converse han hastigt havde klemt sig i.
"Far, jeg er myndig nu. Kan jeg ikke smutte som jeg vil?" Bemærkede han protesterende. Faren rystede på hovedet med et tydeligt 'ikke i mit hjem'-udtryk mærket over ansigtet. Da Liam dog fortalte at han var nervøs for Patsy Murray, måtte faren give sig, med et par enkelte læresætninger. Efter en mængde susepulver, befandt Liam sig i Hogsmeade.

Der var ikke just meget luft i kroen. Sandsynligvis fordi atmosfæren var fyldt med røg, såvel som en stærk dunst af alkohol. Den unge fyr måtte orientere sig en smule, i håb om at Patsy ikke havde forladt stedet. Dog kunne hendes stemme snart høres gennem mængden. Eller faktisk, hørte han nærmere proklameringer indeholdende sit eget navn. 
"Jeg skal nok tage mig af hende. Jeg er hendes bedste ven." Sagde Liam til den ældre heks, da han nåede bordet. Snart tog han plads ved siden af Patsy. Hendes øjne svømmede, "Skal du ikke hjem Pats? Hvorfor i alverden drikker du her alene?"

[Patsy Murray]

Patsy virkede til at have en fest og lod sig bestemt ikke gå på af at ingen længere ville høre på hende. Måske med undtagelse af en sært udseende ældre troldmand, der sad med et lille smil og studerede hende. "Vidste I godt at jeg faktisk opgav en tradition med Liam, bare fordi jeg troede jeg havde fundet kongen i mit liv, men... men han forsvandt igen og så var jeg bare..." Hun sank. Duncan Brown var jo ikke bare forsvundet af egn fri vilje, han var borte... hun ville ikke tænke på det og begyndte derfor at tale igen. "tænk sig, Liam er meget eftertragtet og jeg kunne måske blive den heldige hvis bare jeg ændrede lidt på tingene." Munden ville nærmest ikke stå stille på hende, kun når hun drak af sit krus. Øllet var efterhånden mere vand end øl, men det var nok meget godt.

En høj ung mand stillede sig tæt bag Patsy, hvilket fik hende til at kigge op på ham. "LIIIIAAM!!!" Patsy smilede i hele hovedet. "Jeg er overhovedet ikke alene, se selv." Hun pegede rundt på de andre ved bordet.

[William Knight]

Blive den heldige. Liam havde skam hørt Patsy's fordrukne ord gennem mængden, men lagde ikke meget i det. Ligesom hendes brev havde været meget ulig Patsy Murray, var udtalelserne nu ligeledes distancerede fra dén person han kendte. Ikke at det undrede ham. Patsy's liv var langt mere kaotisk for tiden, end hans nogensinde havde været. Hun gennemgik tydeligvis en smerte som hun forsøgte at maske gennem alkohol. Forhåbentlig ikke en sti hun havde lært at betræde gennem ham... Ideen strejfede ham dog.

"Ja, sikke...-" Han lod blikket glide rundt mod de ukendte ansigter ved bordet, efter han havde slået sig ned, "-Gode venner du har fået dig." Hans plads på stolen var dog ikke just afslappet. Han lignede tværtimod en person der hellere end gerne ville trække hende med sig væk. "Hvad med lige at få lidt luft Pats? Så kan vi lige være alene lidt?" Han forsøgte bestemt at lokke den unge pige med sig væk fra crowded omkring dem.

[Patsy Murray]

"hmm.... " Frisk luft? Var det da så vigtigt? Hun havde det fint nok med den luft der var herinde. Omvendt ville det selvfølgelig give hende lidt alenetid med Liam, det kunne måske være meget rart. Derfor sprang hun også op af stolen. "Okay... Wauw." Patsy tog sig straks til hovedet, da hun havde rejst sig op. Det hele snurede rundt for hende. "Måske er frisk luft alligevel godt." Konkluderede hun så, bukkede for dem hun havde siddet ved bor med og fulgte så med Liam så godt hun kunne. Efter 2-3 skridt valgte hun dog at læne sig lidt ind til Liam som støtte.

[William Knight]

Da han mærkede mere af sin lyshårede venindes vægt mod sin skikkelse, lagde han en arm trygt om hendes liv. Som for at tilbyde hende en ekstra stabilitet, nu hvor hun valsede rundt som en fordrukken sømand. Hvor meget hun havde fået indenbords, vidste han ikke. For folk af hendes lille statur, var det dog ikke underligt at være ret påvirket efter nogle genstande.

"Kom. Der er en bænk herovre." Liam fulgte Patsy ud af den tilbefolkede pub, og fik placeret hende en smule derfra. Der var en anelse koldt udenfor, taget i betragtning af at han kun havde iført sig T-shirt og joggingbukser før hans impulsive rejse hertil. "Patsy… Skal vi ikke få dig hjem? Jeg tror du har brug for lidt søvn. Ikke?"

[Patsy Murray]

Hun rystede hastigt på hovedet, hvilket kun fik hende til at føle sig mere elendig. Pointen var uanset at hun ikke kunne tage hjem, hun ville få kæmpe problemer med sine forældre. “Nej. Ik hjem. Det kan jeg ikke.” Hun lænede sig ind mod Liam om smilede stort til ham. Han var skøn at være sammen med. “Nu er du jo også kommet. Jeg vil være hos dig!” Snøvlede hun smilende. 

[William Knight]

Der gik ikke lang tid fra de havde sat sig på bænken, til Patsy mindskede afstanden mellem dem. Trods visse træk kunne gå ubemærket hen hos en ikke-så-ædruelig person, afholdt han sig selv fra at rynke en smule på næsen over duften af spiritus. Når man ikke selv tog del i 'det sjove', var det en knap så vidunderligt at være vidne til. Han forsøgte sig med et venligt og hjælpsomt smil.

"Hvad så med at vi finder dig et sted at sove hos mig? Så læser vi begge problemer, ikke?" Han forsøgte at være pædagogisk. Han tvivlede på at hans forældre ville have meget at indvende, hvis Patsy sov en brandert ud.

[Patsy Murray]

Den kølige aftenluft gjorde Patsy træt og dermed også lidt mere rolig. Hun lod sit hoved hvile ned på Liams skulder og trak vejret tung. “Det vil jeg gerne. Bare du ikke også forlader mig” stemmen var ikke helt så højrøstet længere og hun puttede sig lidt ind til sin ven. Han var den eneste hun havde nu udover familien, men et sted på vejen følte hun at hun havde mistet sog selv. “Lov mig du altid vil være der.” Bad hun så og så op på ham. 

[William Knight]

Armen hvilede trygt omkring hende, som han sugede aftenluften lidt til sig. Trods de stadig befandt sig i sommermånederne, kunne han godt mærke behovet for en trøje til at dække armene. Patsy's nærvær måtte være nok for nu. Trods han hellere ville ligge trygt i sin egen seng.

"Selvfølgelig vil jeg det." Forsikrede han hende blidt om, som han mødte de svømmende øjne. Selv gennem alkoholen syntes smerten at være til at se. "Vil du sidde her lidt, før vi bruger susenetværket?" Han vidste ikke om det ville gøre hende utilpas, at bevæge sig for meget rundt.

[Patsy Murray]

Hun nikkede sløvt, hun kunne ikke rigtig overskue at bevæge sig lige nu. Nok mest fordi hun var ved at blive enormt træt. “Undskyld Liam...” kom det så over hendes læber. Han burde hygge sig ikke passe hende. Samtidig var det en undskyldning fordi hun havde været tæt på at rejse og næsten havde opgivet sit liv. 

Det var hårdt, men nu Liam var her virkede det ikke helt så ensomt. Det var en trøst. 

[William Knight]

Liam fangede sig i at tysse en smule på sin gamle veninde. Som ønskede han ikke engang at tolerere hendes undskyldning. Dog var han blid, da han trykkede hende mere imod sig. "Du skal ikke undskylde. Der er intet at undskylde for." Han mente hvert et ord.

"Alting skal nok løse sig. Det er jeg sikker på." Han håbede i hvert fald at det var sandt. Patsy havde været igennem nok.

[Patsy Murray]

“Jeg håber du har ret. Jeg... jeg kan ikke mere nu. Hvorfor kunne jeg ikke bare holde mig til min brevkasse og til dig og... Fergus. Så var det her aldrig sket” hun tørrede en tåre væk og sukkede lidt. Hvis bare hun aldrig havde mødt Duncan, men inderst inde ønskede hun heller ikke det. 
Hun følte bare et stort tomt hul og en endnu større smerte. “Jeg skulle have lyttet fra starten af” forsikrede hun ham så. Selvom det allerede have været på første møde med Duncan hun forelskede sig, men det var kun de færreste der vidste det. 

[William Knight]

Mange gange havde han selv været plaget af tanker om et stort 'hvad nu hvis'. Han rystede dog en smule på hovedet over Patsy's ord. "Du kunne ikke have vidst hvilken drejning alt ville tage. Det kunne ingen af os." Fortalte han hende derfor, som han strøg hende en anelse over dét af hendes hår der hang over ryggen.

"Lyttet, til mig? Aldrig. Jeg siger så meget sludder." Han forsøgte at opmuntre hende en smule gennem sin egen selvironi. Smerten hun gennemgik var ulidelig.

[Patsy Murray]

"Det er altså ikke altid du siger noget sludder. Liam du er god nok... Du skal ikke være så hård ved dig selv." Patsy var begyndt at snøvle lidt grundet sin træthed og udmattelse og var efterhånden sunket lidt sammen ved siden af Liam. "Det er godt jeg ikke tager til Australien." Lød det så fra hende som det mest naturlige i verden, selvom det ikke var noget Liam overhovedet vidste noget om.

Så sukkede hun og så op på Liam. "Jeg tror måske gerne jeg er klar til at komme hjem nu. Fryser du ikke?" En del af hende begyndte igen at bekymre sig om andre end sig selv, selvom det var svært for hende overhovedet at finde synderlig meget værdi i noget, andet end Liam lige nu.