Når man er efterladt

[Senga Darrow]

Alastair Fudge
Reginald Fudge

På trods af at hun havde arrangeret ferie for familien, var det som om, at det ikke var gået op for andre end hendes engel. Den lille pige havde selvfølgelig opført sig eksemplarisk og var nu taget ud for at plukke bær. Senga, som havde ligget i sengen hele dagen i protest over resten af familiens manglende tilstedeværelse, var nu gået ind i den store pejsestue hvor der stod et sofaarrangement og et bord med en stor buket blomster. Ud over det, stod der et klaver, som hun gik hen til og satte sig ved, efter hun havde brugt et kvarter på at rette blomsterne.

Et dybt suk slap hen over hendes læber, da hun gav sig til at spille efter de noder der stod på klaveret. Hendes udførelse var ikke perfekt, men noget skulle hun lave og desuden var der ingen der kunne høre hende fordi de var jo ikke hjemme. Hun anede i virkeligheden ikke hvor andre end englen var henne. 

[Reginald Fudge]

Reginald havde ikke holdt en rigtig ferie siden dengang hans yngste kom til verden. En fridag her eller der, men aldrig et større stræk. Huset i Skotland var tilknyttet susenetværket og han havde været inde på kontoret igen denne dag.

Da han trådte ud af pejsen til lyden af musik forventede han halvt at se Gillian eller Alastair Fudge der. Han børstede lidt sod fra de sorte rober, som han rankede sig og fandt sin hustru med et overrasket udtryk i ansigtet.

[Alastair Fudge]

Alastair havde også været i ministeriet, men fulgtes tilsyneladende ikke med sin far hjem. Han ankom dog inden for minutter efter i den samme pejs, hvor Reginald var trådt ud kort forinden.

“Godeftermiddag.”

[Senga Darrow]

Senga stoppede øjeblikkeligt med at spille, da hun bemærkede Reginald var ankommet. Hun lagde sine hænder i skødet, glattede skørtet på sin kjole og rejste sig op.
"I er vel sultne." Sagde hun med et suk i stemmen.
"Englen er ude og plukke bær, vi skal lave marmelade. Sammen." Fortalte hun, selvom hun vidste de var ligeglade. I stedet for at gå hen og hilse på sin mand, gik hun hen til blomsterbuketten og rettede på den. De to mænds voldsomme entre havde rykket til Raubritterne. Det var hun sikker på.

[Reginald Fudge]

Reginald var vandt til sin hustrus humør, som var dårligt langt det meste af tiden. Det fik en enkelt tic i hans ene bryn til at bevæge sig, før han glattede ansigtet i den stive maske han bar det meste af tiden.

"Jeg spiste sent," informerede han sin hustru. "Men jeg spiser gerne jeres marmelade, når du og Gillian er færdige." Han drejede hovedet mod Alastair og hævede et bryn. "Har du mod på en venlig kamp før aftensmad?"

[Alastair Fudge]

Alastair undlod at kommentere på sin mors ord. Det var som det altid var. Et fjendtligt mijlø og hans ansigt var bare en glat maske. Først ved hans fars ord nikkede han lidt.

“Gerne, Sir.”

[Senga Darrow]

Sengas ansigtsudtryk krakelerede over sin mands spørgsmål. De var lige kommet hjem og nu ville de gå. Hun spændte kæben sammen for ikke at komme til at græde. Hun følte sig svigtet som altid.
"Det er sørme også dejligt at være sammen med jer." Sagde hun med skuffelse i stemmen og gik hen til en af de store vinduer, for at se ud efter sin datter. De ville lave marmelade når hun kom hjem. De søde bær ville gøre datteren glad og hun ville se hende smile, som en lille engel. Hendes kæreste eje.

[Reginald Fudge]

Reginalds kæbe spændtes et flygtigt øjeblik. Så var det væk igen. Hans frustration over Senga var værre i ferierne, hvor hun lod til at være ekstra træt af hans selskab og samtidig krævede det. Han tog en dyb indånding.

"Vi får brug for publikum," erklærede han. "Hvis du og Gillian vil...?"

[Alastair Fudge]

Alastair havde ikke lyst til at være der. Måske ville han have taget sin mors parti, hvis hun nogensinde havde været anderledes overfor ham end hun var.

I stedet var han bare tavs, med respekt nok til ikke at afbryde sin far.

[Senga Darrow]

Publikum. Sengas blik blev en smule blidt, men det kunne de ikke se fordi hun stadig kiggede ud af vinduet. Da hun vendte sig om blev det igen køligt, men hun smilede dog en anelse og løftede hagen.
"Lidt frisk luft har vel aldrig skadet nogen." Bemærkede hun og gik hen til dem.
"Solen skinner, i behøver nok ikke overtøj." Hendes tone var neutral, det var det mest kærlige hun kunne præstere. Derefter vendte hun sig om og gik hen til bogreolen, hun ville tage en bog med ud, som hun kunne kigge i mens de spillede.

[Reginald Fudge]

I realiteten havde Reginald intet behov for publikum, men efter atten år med Sengas mavesure kommentarer havde han lært at glide af.

"Smut op og klæd om," opfordrede han Alastair. "Vi ses udenfor om et kvarter."

Og et kvarter senere stod han selv i quidditchtøj med sin kost i den ene hånd og en tromler i den anden. De havde en enkelt indkøbt smasher, men den var kun til Als egne træningsformål.

[Alastair Fudge]

Alastair nikkede formelt. “Ja, Sir,” svarede han, før han gik op og skiftede ud af de pressefoldede ministeriegevandter til træningsrober.

Han mødte sin far på quidditchbanen og sørgede for at bukke respektfuld op mod sit publikum. Så så han tilbage på Reginald.

“Klar, når du er, Sir.”

[Senga Darrow]

Senga smilede en anelse da hendes søn bukkede og hun åbnede derefter sin parasol og lagde den over sin skulder, så den skærmede for den skarpe sol. Hun ville ikke have fregner.
Derefter åbnede hun sin bog og gav sig til at kigge på tegninger af blomster, mens hun af og til så op og kiggede på de to mænd træne. Af og til, var det næsten som om at de smilede og vinkede til hende, som om de rent faktisk holdt af hende.

[Reginald Fudge]

Reginald nød huset i Skotland, fordi det var langt fra alting og gav dem muligheden for at spille et raskt spil quiddith. Han bukkede også for sin hustru og datter, før han steg op på sin kost. De havde en enkelt rund ring helt for enden af banen der gjorde det ud som mål. Kampen om at score i det var ikke indviklet, når de blot var to.

Det var dog stadig både hårdt og sjovt og en god stund senere hang Reginald forpustet i luften på sin kost og slog sig en smule for brystet med den ene hånd, imens den anden holdt fast.

[Alastair Fudge]

Alastair havde klart den fordel over sin far, at han spillede Quidditch på en noget mere jævnlig basis.

Da de var færdige, var han ikke tilnærmesvis så forpustet som sin far.

“Tak for kampen.”