Ligegyldige skrammer

[Noah Earnshaw]

Ottoline Blishwick
Cafeteriet, Skt. Mungos

Det havde været en af de mere begivenhedsløse arbejdsdage for Noah Earnshaw. Nok var han altid ganske fascineret af arbejdsprocessen som healer (eller nærmere af dyrene der stod bag de magiske skader demonstreret på hans patienter), men der var intet mere kedeligt end at døje med blævreormebid og andre små-skader, som krævede en temmelig basal behandling. Trods en kedsommelig dag, havde det alligevel lykkedes ham at være en af de sidste fra afdelingen der troppede op i Cafeteriet. Han havde altid været en perfektionist, og derfor skulle hvér plet fra skjorten fjernes med diverse besværgelser, før han tillod sig selv at holde en pause.

"Man skulle tro, at visse magikere kunne tage vare på deres egne småskader..." Lød det fra ham, som han stillede sig ved siden af en af hans kolleger, Ottoline, for at bakse noget mad på sin tallerken. Det var ikke en sjældenhed at han henvendte sig til hende i frokostpausen, trods de arbejdede på forskellige afdelinger. "Fortæl mig endelig at du har haft en mere interessant dag end jeg?"

[Ottoline Blishwick]

Ottolines afdeling var ofte travl. Hun hjalp alle dem, der kom med de mere almindelige skader. Det inkluderede brækkede ben, slemme sygdomme og i værste tilfælde kvinder der var gået ind i døre. Hun havde til forskel fra Noah, en lang og travl dag, men hendes vagt var ovre nu så hun skulle ikke skynde sig.
"Jeg ved ikke om det er interessant at have så travlt, at man knapt nok kan hjælpe sine patienter." Sagde hun med et suk og strøg fingrene gennem sit hår.
"Den rødhårede kvinde var tilbage igen, næste gang er jeg bange for han brækker hendes nakke." Ottoline havde altid været typen, der ikke kunne lade være med at tale om de ting der skete. Hun blev alt for optaget af sine patienters velbefindende. Hendes hånd rystede en smule, da hun lagde mad på sin tallerken.

[Noah Earnshaw]

Nogen afkoblede lettere sig selv fra deres professionelle liv end andre. Om det var sundere, var dog ganske uklart. Det hændte at patienter blev hastet ind på afdelingen med grufulde magiske skader, påtaget i hændelser med magiske dyr, men der var langt mellem de mest groteske syn. Og når det galt mange magiske væsner, var et angreb sjældent personligt, som dét Ottoline måtte se i sin afdeling i en langt større grad. Der var vel altid noget mere monstrøst over det, desværre, mere normale, end det overnaturlige.

"Lad mig." Efter at bemærke hendes rystende hænder, tog han blidt fat om hendes tallerken med sin frie hånd. Han havde altid været meget rolig og kontrolleret i sine bevægelser: Sandsynligvis et levn fra den fastrammede, rolige barndom. "Har du flere timer på skemaet for i dag?" Small-talken var nok nærmere ment for at sikre sig, at hun kunne få lidt plads til at trække vejret efter en, tilsyneladende, belastende dag.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline havde trods alt forelsket sig, meget upassende, i en af sine patienter. Hun var derfor ikke typen, der distancerede sig til dem, selvom hun altid var professionel når hun behandlede dem. Det var kun bag scenen, at hun rystede på sine hænder.
"Nej, min vagt er ovre, men jeg har også været her siden fem." Tanken fik hende til at gabe en anelse.
"Tak." Sagde hun, fordi han havde taget hendes tallerken. Hun kunne knapt nok overskue at spise mad, men hendes kæreste var ikke hjemme i øjeblikket og hun spiste derfor aldrig noget derhjemme.

[Noah Earnshaw]

Lidt af frokostudvalget fra cafeteriet blev møvet op på hans tallerken ved hjælp af skranken, som han balancerede hendes i sin frie hånd. Det var næppe så godt som Renata's mad derhjemme, men Noah havde altid haft en vældig appetit. Trods han derfor snildt kunne glemme at få spist når han oplevede mere travle dage, gjorde han altid op for det, når han endelig fik både hoved og hænder fri.

"Man sover altid bedst efter en lang arbejdsdag." Kommenterede han, som et forsøg på at vende en presset situation til noget mere positivt. Han sendte hende et venligt smil, før han nikkede over mod et bord, som stod tomt. "Ingen årsag." Tilføjede han dernæst. Det var indgroet i ham at aflaste andre så godt han kunne. Høflighed havde været ganske højt på Earnshaw-familiens opdragelsesliste.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline ville ikke sove godt i nat, Barth var ikke hjemme og hun var igen ved at være nervøs for om han var begyndt at se en anden. Usikkerheden åd hende op når hun lukkede sine øjne og forsøgte at falde til ro. Hun arbejdede altid mere når han gik MIA.
Hun satte sig ned ved bordet og lagde bestikket fra sig, tog en serviet og lagde den i skødet. Derefter rakte hun ud efter sin tallerken og placerede den forsigtig foran sig. Det var tydeligt at hun var opdraget med pæne manerer.
"Hvordan har din dag været?" Spurgte hun og så flygtigt ned på maden, som hun ikke havde lyst til at spise.

[Noah Earnshaw]

Noah's egen tallerken blev snart lagt mod bordet, før han slog sig ned overfor Ottonline. En enkelt gang eller to nikkede han til en forbipasserende kollega. Nok var der et par stykker på Skt. Mungos som Noah ikke brød sig vældigt om, men han var ikke typen der slog blikket ned når andre søgte kontakt.

Han trykkede lidt brød og kød ind i munden fra sin sandwich, men måtte skubbe det lidt over i kinden for at svare. Nok var han altid blevet fortalt at man ikke burde tale med mad i munden, men det var sjældent at han kunne fokusere på én ting ad gangen, når arbejdet ventede. "Rolig." Svarede han, lidt kortfattet. "Sommetider tror jeg skam at det er de magiske væsner der lider den største overlast, frem for dé magikere der bare bliver nappet lidt i." Det var måske en kontroversiel holdning, men når det omhandlede småskader eller desideret dumhed fra magikere der omgikkes magiske væsner uden respekt, bar det måske også et stænk af sandhed. Ministeriet havde en tendens til at rette al skyld mod væsnerne, og havde en hel henrettelsesdeling til rådighed.

[Ottoline Blishwick]

Ottoline kendte Noah godt nok til ikke at blive overrasket over hans sympati for dyrene. Hun smilede en anelse. Det var rart at være i selskab med så ordentlig en mand, når hun lige havde talt med en kvinde, hvis verden var fyldt med en anden type. Det beroligede hende en smule.
"Ministeriet har en ret forskruet holdning til magiske væsner." Gav hun ham ret og smilede lidt bredere.
"Jeg har aldrig været god til dyr." Sagde hun og stikkede kedsommeligt til sin mad. Dyr var beskidte og uforudsigelige, hun var præcis det modsatte. Hun elskede at rydde op og planlægge sit liv. Det var bare svært når man havde en kæreste der forsvandt ud af det blå.

[Noah Earnshaw]

Som han tyggede lidt af maden, tillod han sig selv at banke lidt af sine politiske holdninger ud af samtalen for nu. Han røg ofte ud af en tangent når det galt dette emne, og derved blev en ellers rolig, jordnær og kontrolleret mand, lidt mere passioneret og hurtigt-snakkende. Ottoline havde vel hørt lidt for meget af den slags over deres professionelle bekendtskab. Alligevel satte han pris på, at hun vedkendte at der var en fejl i systemet. At noget burde ændres.

"Det tror jeg du deler med mange i vores samfund." Bemærkede han blidt. Efter grunduddannelsen var det vel ikke underligt at dém der ikke valgte en desideret karriere indenfor feltet, mistede grebet om det. Blikket gled lidt mod hendes tallerken. Det var som om hun knapt nok kunne røre ved sin mad.
"Men i vores felt er det vel også bedst at være god til mennesker." Vedkendte han som en tilføjelse. Nok havde han et ønske om at vende sin pleje mod de magiske væsner, men det krævede politisk handling. "Hør... Er du okay?"

[Ottoline Blishwick]

Ottoline havde slet ikke lagt mærke til hvor længe hun havde siddet og stukket til sin mad. Hendes tanker kredsede om Barth, selvom hun burde være lidt mere social og snakke med Noah.
"Jeg, det er bare min kæreste, jeg har ikke set ham i lang tid. Han plejer ikke at være væk så længe." Hun var bekymret. Det havde været en hel uge nu.
"Er du også tit væk så længe hjemmefra?" Spurgte hun og mødte Noahs øjne med et uroligt blik. Hun følte sig meget ensom når han ikke var hjemme, for hun havde ikke mange andre i sit liv end ham.

[Noah Earnshaw]

Bekymringen var næsten smittende. Mon Ottoline mente at der var sket ham noget? Noah tyggede sin mad, og tillod sig selv at besvare hendes spørgsmål, før han ville følge med sine egne. Han rømmede sig en smule, da han sank en klump brød.

"Nej." Han rystede på hovedet, "Men jeg er også et sandt hjemmemenneske, så jeg er måske den værste at spørge." Hans kone Renata P. Earnshaw var nok den eneste der kunne trække ham med på ferie. Noah var trods alt stærkt bundet til sine rutiner. "Hvad er formålet med hans fravær..? Forretningsrejse?"

[Ottoline Blishwick]

Ottoline fik ikke den bekræftigelse hun ønskede ud af Noahs svar. Det var meningen han skulle have sagt at alle mænd tog væk af og til og at det ikke betød noget. Give hende en form for beroligelse.
"Det siger han, men det virker bare så mærkeligt. Jeg forstår ikke hvorfor en skrædder skal tage på så mange forretningsrejser og de er altid så uforudsigelige. Nogle gange går han bare ud af døren og bliver væk." Hun bed ned i sin underlæbe og stak gaflen ned i et stykke broccoli som hun betragtede ligegyldigt.
"Og han kommer altid hjem med blomster som om han har dårlig samvittighed over noget."

[Noah Earnshaw]

Øjnene fulgte kortvarigt broccolien som Ottoline fik fisket op. Det var som om det var en stor kamp for hende, bare at få grøntsagen lidt hen mod munden. Måske var det heller ikke den mest fortrukne spise for én med en hindret appetit. Blikket gled snart op mod hendes ansigt igen.

"Blomsterne er måske blot en undskyldning for hans impulsive professionelle gøremål?" Foreslog Noah, som han skænkede den unge helbreder et venligt smil. "Jeg forstår din frustration, men sommetider er kunder uforudsigelige i servicebranchen. De forventer at man tropper op, og smider alt man har i hænderne," Fortalte han roligt, i et forsøg på at afdæmpe diverse konspirationsteorier, "Måske forsøger han at imødekomme kundernes ønsker?"

[Ottoline Blishwick]

Ottoline trak sine øjenbryn bekymret sammen mens Noah forsøgte at overbevise hende om hendes kærestes uskyld. Hun var ikke helt sikker på det passede. Hun havde heller aldrig rigtig forstået hvordan en skrædder blev så voldsomt såret, dengang hun havde mødt ham på Mungos.
"Måske." Hviskede hun. "Undskyld, det er slet ikke i orden at jeg bruger din frokostpause på det her." Sagde hun og lagde sin gaffel ned. Hun opgav at spise, hvilket var en smule uhøfligt når man tænkte på at han lige havde taget mad til hende.

[Noah Earnshaw]

Der var ingen tvivl om, at de begge kunne have ret i sagen. Ville han selv være mistænkelig hvis omstændighederne galt hans kone - jovist. Dog stolede han også på hende mere end noget andet menneske på jorden, og forsøgte at reflekterer det mod Ottoline. Det nyttede ikke at give hende ret i teorierne, selvom de kunne lyde sandfærdige. Det ville ikke hjælpe hende.

"Du skal ikke undskylde." Bemærkede Noah, som han spiste en smule mere af sin sandwich, "Det er helt i orden at være urolig. Faktisk, tror jeg at det er ganske naturligt." Han forsøgte sig med et opmuntrende smil, og skimtede mod uret i rummet. Han havde formodentlig tid til at færdiggøre sin egen tallerken. "Har du fortalt ham om din bekymring? Så kan han måske blive bedre til at skemalægge sine ture, hvis han ved at det går dig på?"