Støtte i hinanden

[June Chang-Masters]

Det havde været en mildest talt udmattende dag. Selvom Faye Chang-Masters var faldet i søvn for længe siden, blev June siddende i hvert fald en time, mens hun strøg søsteren over det mørke hår. Et suk strøg over hendes læber, før hun rejste sig og slukkede lyset. Lydløst lukkede hun døren efter sig.

Hendes skridt var tunge, da hun gik ind i stuen uden rigtig at vide, hvad hun havde lyst til at lave der. Hun burde bestemt spise, men havde ingen appetit. Brynene bevægede sig næsten ikke, da hun trådte ind i stuen og så Hen der.

"Hey," hilste hun mat og trak fingrene igennem håret. For blot et par timer siden havde hun brændt efter at tale med hende om de ting, der var sket. Lige nu følte hun sig bare hul. "Hvornår kom du hjem?"

Henrietta Fletcher
11. august

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde haft en uendelig dag på kontoret, weekend eller ej. Der var nok at se til for tiden og hun var komplet smadret, da hun endelig var kommet hjem. Indtil videre var hun nået til det punkt, at hun havde smidt sig i sofaen, hvor hun sad helt krøllet sammen nu med hovedet hvilende tilbage mod ryglænet.

Øjnene glippede lidt, før Junes stemme lød og hendes roommate kvalte et gab. "Det er ikke en halv time siden," konstaterede hun træt og så op på sin veninde, for da at konstatere med det samme at et eller andet var helt galt. Øjenbrynene trak sig sammen. "Jeg troede, at du sov."

[June Chang-Masters]

June nikkede og tog plads ved siden af Henrietta uden helt at vide, hvor hun skulle starte eller slutte.

"Nej, Faye sover i min seng i nat. Hun bliver her nok de næste par uger," fortalte hun og kvalte et suk. Det var nok den bedste overgang, hun fik. "Min far er syg, Hen. Som i bliver ikke rask-syg." Hun så ned på sine hænder, der lå og så håbløst tomme ud i skødet.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta nåede at hæve øjenbrynene spørgende, før Junes ord fik verden til at gå lidt i stå. Henrietta blinkede langsomt en enkelt gang, som det sank ind og hun var tavs nogle sekunder. Anede ikke, hvad hun skulle sige. Eller gøre. Hendes mave kneb sig sammen og til sidst gjorde hun det eneste hun kunne komme på.

Rykkede sig hen og lagde armene tæt om sin bedste veninde i en omfavnelse.

[June Chang-Masters]

Alene den måde de små muskler omkring Henriettas bryn bevægede sig på var nok til, at June kunne se præcis hvad hun følte og hun nikkede en enkelt gang. Det var stemmen, hun mistede først, når det kom lidt for tæt på. Som eksempelvis nu, når hun burde tale med veninden om et eller andet for at få sin sorg bearbejdet.

Eller da hun modtog Faye i pejsen og skulle se hende i øjnene og på en eller anden måde prøve at holde styr på alle de syninger, der pludselig var sprunget op og havde efterladt gabende store huller, mens hun fortalte hende, at det en dag nok skulle blive okay igen. For hvornår blev det ikke det?

Så ude af stand til at gøre hverken fra eller til lænede June sig ind i venindens favn og begyndte at græde.

afsluttet