Omvæltning [TW: terminal sygdom]

[June Chang-Masters]

Det var ikke rigtig nogen nyhed, at June var i godt humør, men siden Lughnasadh havde hun ikke blot været i godt humør. Hun havde været i strålende humør. Og det havde selvfølgelig alt med Benedict McLaggen at gøre. Hun havde tilbragt natten hos ham igen og var netop trådt ind i stuen fra pejsen, da telefonen ringede. Som en hvilken som helst anden gang tog hun den, men allerede da hun hørte sin mors sammenkrøllede, skrøbelige stemme vidste hun, at noget var helt galt.

Det var ikke noget, hun burde få at vide over telefonen, startede beskeden ud med, men Faye var på vej fra hospitalet og ville lande i hendes pejs om få øjeblikke. Hun skulle bo der et par dage, måske uger. "Hvorfor? Mor, hvad sker der?" spurgte June og prøvede at følge med, og der fulgte en lang redegørelse med lægetermer, hun ikke forstod og aldrig havde hørt før. Han har kræft, lød der langt om længe noget forståeligt i den anden ende og June vidste nok om mugglernes verden til at vide, hvad det betød.

Hendes indre krøb sig omgående sammen og hun tog et par vaklende skridt, før hun sank ned at sidde i sofaen. Leukæmi, fortsatte hendes mor, som en sur smag bredte sig i hendes mund. Tårerne stod på spring, men Faye ville snart træde ind af døren. "Ja, mor, jeg... Jeg bliver nødt til at gå," mumlede hun omtumlet og fik lagt på. I et tidsløst øjeblik stirrede hun tomt frem for sig, overvældet af en trykkende kvalme, der forplantede sig i hele kroppen. Hendes mund smagte surt og hun trak fingrene over kinderne for at sikre sig, at der ikke var tårer. Grønne flammer lyste kaminen op og et øjeblik efter kom hendes lillesøster til syne.

"Faye." Øjeblikkeligt var June på benene og henne hos sin søster. Hun pillede hende ud af pejsen og ind i et tæt kram.

Faye Chang-Masters
16. august

[Faye Chang-Masters]

Det var en ung pige, med en rungende smerte i sit udtryk, som dukkede op i pejsen. Smerten over den frygtelige nyhed hang så tungt over hendes skuldre, at hun til at starte med slet ikke kunne se sin søster i øjnene.

Hun lod sig trække ind i et kram. Gengældte det; ivrig efter den følelse af tryghed det gav hende. Der gik længe før hun sagde noget. Hendes hals føltes så tør og ru; som sad der en svamp og absorberede alt i sin nærhed.



“Det er skidt, June”, fik hun endelig frem. Hun sank hårdt; en bevægelse der blev efterfulgt af en kvælende ømhed. “Rigtig skidt”.

[June Chang-Masters]

Hvor lang tid der helt præcist gik, hvor June bare stod og holdt om sin yngre søster, havde hun ingen fornemmelse af. Tid virkede generelt som et underligt, abstrakt koncept nu mere end nogensinde før.

Hun strøg sin lillesøster over hårene, kyssede hende der, holdt om hende og strøg hendes overarm. Sidst de havde stået sådan, var da deres forældre havde overvejet skilsmisse, tænkte hun underligt frakoblet og begravede næsen mod Fayes hovedbund.

Efter noget tid slækkede hun grebet lidt og så tavst ned på hende, ventende på at tavsheden skulle brydes. "Ja, det sagde mor godt," mumlede hun og dirigerede Faye hen i sofaen, hvor de dumpede ned.

[Faye Chang-Masters]

Faye stirrede tavst ud i luften. Hvor længe havde hun ingen anelse om. Hun følte sig…Magteløs. Forvirret. Fortvivlet. Men mest af alt fyldte frygten. 



“Det giver ingen mening”, mumlede hun, måske mest for sig selv, men tydeligt nok til at June ville fange ordene. Faye var en begavet pige. Hun forstod sygdommen og alvoren af den. Hvad der ikke gav mening, var at den havde ramt deres far.

Deres kære, kære far.

[June Chang-Masters]

For en magiker var en sygdom et ret abstrakt begreb, men Eric Masters var muggler helt ind til benet og den eneste i deres lille familie, der kunne blive ramt. Ironien var ikke tabt på June, uanset hvor tragisk den var.

Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg ved det godt," mumlede hun og gav søsterens arm et klem. "Vil du have noget varm kakao?" Det var måske en ringe trøst, men hun følte sig tør i halsen og isnende kold indeni trods den strålende sol udenfor.

[Faye Chang-Masters]

Faye følte sig kold og klam. En komplet kulde som hverken tæpper eller strømper kunne afhjælpe. “Ja tak”, svarede hun i et svagt smil der aldrig nåede hendes blik. Måske et krus varm kakao ville.

Chokolade havde trods alt en forunderlig evne til at hjælpe i de mest håbløse situationer.

[June Chang-Masters]

June nikkede og kastede et sidste, uroligt blik på sin søster, før hun rejste sig. Hendes krop føltes frakoblet og søvngængerlignende, da hun gik ud i køkkenet. Uden helt at vide, hvad hun foretog sig, viftede hun lidt rundt med staven.

Der var en vase, der eksploderede, og et tilfælde af sne over spisebordet, men fem minutter efter vendte hun tilbage til stuen med varm kakao. Små skumfiduser svømmede rundt i overfladen.

"Her," sagde hun og rakte Faye den ene, før hun tog plads igen.

[Faye Chang-Masters]

Det var en larmende stilhed der fulgte efter June forlod rummet. En uro rørte på sig og den blev først dæmpet, da hun var tilbage i rummet igen. 

“Tak”, sagde hun og tog imod koppen. Hun pustede lidt ned i indholdet, før hun tog en lille tår.

“Er du sikker på…. Er det virkelig ok at jeg bliver her et par dage?”, det var planen, men det måtte være en stor omvæltning. For hende. For Henrietta.

[June Chang-Masters]

“Så lidt,” svarede hun, mest på refleks og pustede lidt til koppen. June havde en ukarakteristisk mangel på appetit eller lyst til søde sager, men chokolade plejede nu at være godt for kulden i maven, så hun tog en lille tår, før hun smilede hen til Faye.

“Jeg har allerede aftalt med mor, at du bliver boende her de næste to uger til en start,” forsikrede hun hende blidt og stillede koppen fra sig for at fange Fayes hånd. “Så ser vi på det hele efter det. I aften sover du i min seng, og så sørger vi for at finde en bedre løsning i morgen. Hvad siger du til det?”

Hvor hun fik sin gejst fra vidste hun ikke, men én ting var sikker. Hun ville knuge sig til den og få dem igennem det.

[Faye Chang-Masters]

Genfærdet af et smil dukkede frem på Fayes læber. “Som i gamle dage”, kommenterede hun og huskede tilbage på alle de gange, hvor Faye som lille havde kravlet ind under dynen til sin søster når hun havde haft problemer med at falde i søvn.

Det virkede efterhånden som en evighed siden.

[June Chang-Masters]

June smilede, selvom hun følte sig træt som aldrig nogensinde før. Det blev til et enkelt nik, før hun rakte om sin lillesøster og gav hendes skulder et klem.

"Jep, som i gamle dage," forsikrede hun hende, før hånden igen faldt. Hvordan de nogensinde skulle komme igennem det, vidste hun ikke. Men de måtte tage det en dag, en udfordring, af gangen. I det mindste havde de hinanden.

afsluttet