Eksplosive tilstande

[Roxanne Weasley]

Lysander Scamander

Roxanne havde ikke været sig selv de to sidste dage. Hun havde hakket på alle der kom i nærheden af hende. Surmulet mere end hun plejede og lukket komplet af for alt der hed menneskelig kontakt.
Hun havde tilmed fået en eftersidning på baggrund af en episode i løbet af en time igår og nu hun endelig var sluppet fra at rense Professor Longbottoms tomme potter, sad hun i opholdsstuen med næsen i en bog.
Hun havde fundet et lille hjørne, hvor ingen forstyrrede hende, mest fordi folk var bange for hun ville råbe af dem. I virkeligheden sad hun bare og forsøgte ikke at græde bag den store bog. Den skjulte det meste af hendes ansigt fra andres nysgerrige blikke.

[Lysander Scamander]

Lysander havde bemærket sin barndomsvens eksplosive humør, men han var ikke så bange for hende, som så mange andre. Han havde dog ladet hende falde lidt ned - uden held - før han opsøgte hende i opholdstuen og dumpede ned lige foran hende.

"Hej tordensky," hilste han roligt. "Inden du bider hovedet af mig skal du bare vide, at jeg er som en hydra og hvor et hoved er væk, vokser der blot to nye frem."

[Roxanne Weasley]

Roxanne bemærkede at nogen satte sig foran hende og hun var beredt på at sige noget hårdt for at personen skulle gå, men da hun hørte Lysanders stemme, kunne hun ikke finde ud af det.
"Jeg skal nok lade være med at bide hovedet af dig." Sagde hun med et opgivende suk, uden at sænke den bog hun havde gemt sig bag.
"Hvis du er en hydra, er du en meget sød hydra." Bemærkede hun derefter og kom til at smile en anelse, selvom hun kæmpede bravt for ikke at blive i godt humør igen.

[Lysander Scamander]

Lysander hævede begge bryn en smule, men trak så på smilebåndet og foldede hænderne foran sig med et alvorligt blik på sin gode veninde.

"Jeg er glad for, at du er i stand til at joke med mig. Betyder det, at du nærmer dig, at være til at tale med generelt?"

[Roxanne Weasley]

"Ja måske. Hvis du ikke nævner en hvis persons navn. Så kan det godt være jeg kan holde mig i nogenlunde godt humør." Sagde hun og fnøs let.
"Hvorfor er du den eneste søde dreng på skolen?" Spurgte hun og rystede på hovedet. Hun forsøgte at lade som om hun var ok men i virkeligheden var hun stadig ret ked af det.

[Lysander Scamander]

Lysander kunne godt regne ud hvem han ikke skulle nævne, men han fattede ikke præcis hvad det var, der var sket. Han vidste dog bedre end at begynde at spørge ind til det.

"Jeg er bare født sød," konstaterede han en anelse tørt, før han strakte benet lidt og puffede til Roxannes ene fod. "Og så hjælper det nok, at vi begge to godt ved, at vi aldrig kommer til at falde for hinanden."

Han hævede begge bryn sigende.

[Roxanne Weasley]

Roxanne havde aldrig overvejet det og bare tanken fik hende til at se mærkeligt på ham.
"Nej, for det ville være ligesom at være tiltrukket af min bror." Sagde hun og sænkede bogen lidt.
"Det bliver aldrig os to Lysander." Sagde hun højtideligt og blottede sine tænder i et skævt smil.

[Lysander Scamander]

Lysander blottede tænderne i et sjældent, bredt grin og klukkede en lille stund efter videre, rystende lidt på hovedet.

"... Det sårer mig, at du ved det," konstaterede han højtideligt, men også tydeligt for sjov.

[Roxanne Weasley]

"Ja, det gør ondt at være glad for nogen." Sagde hun og forsøgte stadig at lave sjov. Det virkede dog ikke, hendes smil blegnede og hun så trist ned i sin bog som nu lå i hendes skød.
"Jeg forstår ikke hvofor nogen synes det er sjovt at lege med folks følelser." Sagde hun og lukkede bogen sammen med et suk.

[Lysander Scamander]

Der var gået meget kort tid fra Roxannes benægtelse af at føle noget for Lachlan til nu, men sådan gik det ofte med Hogwarts-romancer. Endnu en god grund til ikke at have dem.

Lysander puffede til hendes fod igen med snuden af sin sko. "Jeg troede ikke du ville snakke om det?"

[Roxanne Weasley]

Roxanne sukkede dybt og puffede tilbage mod hans sko, mens hun faldt lidt sammen.
"Det troede jeg også. Jeg tror altid jeg bare kan gå rundt og lade som om intet rammer mig overhovedet." Sagde hun og himlede med øjnene.
"Og nu er jeg blevet den pige der blev såret af Lachlans humørsvingninger." Sagde hun . Det var ikke ligefrem det hun ønskede for sig selv.

[Lysander Scamander]

Lysander synes det havde været helt fint ikke at tale om det, men nu hvor Roxanne selv bragte emnet op, måtte han klare halsen svagt og møde opgaven lige på.

"Jeg tror ikke nødvendigvis han har humørsvingninger så meget som at han bare ikke er en dreng, der er ude efter en pige på den måde," konstaterede han lidt tøvende, men meget diplomatisk. "Men jeg siger ikke, at det er i orden at lade dig tro, at der var mere."

[Roxanne Weasley]

Roxanne forsøgte at forstå hvad Lysander mente, men hun fattede det stadig ikke helt.
"Men han sagde han kunne lide mig så jeg troede.." Sagde hun og blinkede et par gange med øjnene mens hun forsøgte at kontrollere sin stemme der blev forvrænget af gråd.
"Jeg er så dum." Sagde hun og sukkede dybt, hvorefter hun gav sig til at bladre i sin bog uden helt at vide hvad hun ledte efter.

[Lysander Scamander]

Lysanders bryn trak sig tæt sammen, før han rejste sig og sank ned på armlænet på Roxannes stol. Han lagde den ene arm omkring hende og trak hende lidt imod sig.

"Okay. Han er bare et fjols, så. Og ikke værd at sørge over. Vel?"

[Roxanne Weasley]

Det hjalp lidt at Lysander gav hende et kram. Faktisk en hel del, nogle gange kunne hun slet ikke forestille sig sit liv uden ham. På trods af at han også kunne være dødirriterende.
"Du har ret. Nej det er han ikke.." Sagde hun og lænede hovedet ind mod ham mens hun smilede en anelse. Derefter så hun op på ham.
"Og jeg sørger for at vinde over ravnene i næste kamp." Bemærkede hun mens hendes øjne skinnede af selvsikkerhed.