Mens tiden bliver langsommere

[Briony N. Baines]

Henrietta Fletcher
20. juli

Briony og Henrietta blev ledt op til Brionys værelse, hvor der blev sat to stole af træ frem til dem. Den unge blonde pige havde det som om hun var ved at falde fra et højt tårn, men utroligt langsomt, så hun kunne følge med i hvert sekund hun kom tættere på jorden.
Hun rystede ikke så meget som hun havde gjort før, men hendes kropsholdning udtrykte dog klart, at hun var utilpas med situationen. Hun sad på en af stolene, den tættest på skrivebordet og havde lagt sine arme om sig selv. Hun havde stadig sit blodige tøj på, det havde hun ikke haft tid til at skifte endnu. Synet af Edward på jorden, havde stadig ikke forladt hendes tanker.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta kom ind i rummet kort efter den yngre pige. En rynke var mellem hendes øjenbryn og der var ikke den mindste tvivl om, at hun tog situationen dybt alvorligt. Hun kunne være tenderende kynisk af natur og tænkte også sine tanker, men som hun så på den blege skikkelse i stolen var hun ikke komplet ubarmhjertig.

"Ville du foretrække at få lov til at skifte tøj inden vi taler, Briony? Jeg vil naturligvis gå med dig."

[Briony N. Baines]

Briony nikkede stilfærdigt mens hun så på auroren med et lettere skræmt blik.
"Det her er mit værelse." Sagde hun. Der var ikke rigtig andre møbler end en seng, et lille skab og stolene. Det lignede mest en dels at hun aldrig havde boet der.
Derefter rejste hun sig op og gik hen til sit skab og fandt en skjorte frem, som hun lagde på sengen. Så trak hun forsigtig den hun havde på af og så lidt tøvende på den.
"Skal i øhm have den?" Sagde hun med et fjernt blik. Synet af hendes brors blod gav hende kvalme.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta nikkede og ventede til at Briony havde skiftet. "Lad mig tage den," svarede hun roligt og gik frem for at tage skjorten. Ikke fordi de nødvendigvis skulle bruge den, men i forventning om at det ville være nemmere at føre en samtale med den unge kvinde, hvis hun ikke konstant var mindet om sin brors nylige død.

Hun lagde skjorten på gulvet umiddelbart udenfor værelset, før hun lukkede døren igen og vendte sig mod Briony. "Tag plads. Jeg vil gerne have, at du starter med at forklare mig igen, præcis hvad der skete."

[Briony N. Baines]

Briony satte sig ned på stolen igen og lagde hænderne i sit skød. Hun virkede roligere end hun reelt var, men med Edward som bror havde hun en del erfaring med at skjule sine følelser under pres.
"Jeg vidste at Edward før har angrebet Brianna Baines så jeg gik efter dem, da de gik en tur i haven. Jeg var nervøs for om han kunne finde på noget." Hun holdt en lille pause og så tøvende på auroren inden hun forsatte.
"Så hørte jeg ham true hende, så jeg ville hjælpe og kastede en besværgelse for at få ham til at slippe sin tryllestav. Men samtidig kastede Brianna sin og jeg.. det var et uheld.. jeg ville bare hjælpe hende." Sagde hun med et fortvivlet blik. Hvad havde hun dog gjort?

[Henrietta Fletcher]

Henrietta rakte hånden frem og lagde den over Brionys. Ikke fordi hun selv var særligt omsorgsfuldt anlagt, men i et simpelt trick til at berolige pigen lidt. Blikket var lige dele alvorligt og søgende.

"Hvad mener du, når du siger, at din bror før havde angrebet Brianna?"

[Briony N. Baines]

Berøringen havde en effekt på den yngre heks, hun slappede mere af og følte at hun fik lidt af aurorens styrke. Emnet hun spurgte ind til, var dog lige det hun ikke ønskede at tale om, med nogen.
"Han angreb hende i foråret. Han forstenede hende. Du kan snakke med Neville og Hannah Longbottom." Sagde hun afdæmpet og slog blikket ned.
"Han angreb hende fordi, fordi hun så ham kysse mig." Briony mærkede kvalmen i halsen igen og hun skar en grimasse, mens hun forsøgte at holde det inde.

[Henrietta Fletcher]

Måske en mere trænet auror havde kunnet skjule sin overraskelse helt. Henrietta kunne ikke og den skinnede kort igennem, selvom hun snart kontrollerede det. Det var ikke fordi at incest var fremmed for fuldblodsmagikere, ækelt som det var, men det var alligevel ikke noget der for alvor blev talt om. Udtrykket på pigens ansigt antydede dog, at det heller ikke havde været med hendes gode vilje.

"Og nu antog I, at han ville være nervøs for at I fortalte det videre?"

[Briony N. Baines]

Briony brød sig ikke om at tale om det med en hel fremmed, men det var længe siden hun havde haft noget at skulle have sagt i forhold til hvad hun ville og ikke ville.
"Han har været voldelig overfor både Brianna og mig." Sagde hun stilfærdigt.
"Han kunne ikke klare at man ikke gjorde som han ville. Da jeg fik en kæreste tog han fat i mig og ruskede mig som om jeg var en dukke." Forklarede hun. Alligevel sad hun her og savnede sin bror nu han var død. Hun ønskede næsten at hun ikke havde overlevet sit selvmordsforsøg.

[Henrietta Fletcher]

Henriettas øjenbryn trak sig ganske let sammen og hun trak hånden til sig. Fra en lomme fandt hun pergament og fjerpen og tog et par hurtige noter.

"Hvilken besværgelse kastede du, Briony?" spurgte hun som det næste. Det var lidt en formalitet, eftersom tryllestaven ville fortælle sandheden, men ikke desto mindre.

[Briony N. Baines]

Briony så en smule skyldbetynget ud da hun stillede det næste spørgsmål og hendes blik gled ned.
"Jeg er ikke særlig god til besværgelser, en af de eneste jeg kan er Diffindo. Jeg ville bare få ham til at slippe tryllestaven, men så brugte Brianna en anden besværgelse samtidig og min magi endte med at ramme ham i halsen." Briony var blevet helt bleg mens hun talte og havde et forskrækket blik i sine øjne fordi hun tænkte på at hun havde slået sin bror ihjel.
Derefter afsluttede de deres samtale og Briony fik frataget sin tryllestav og blev sendt hjem hos en ministerietansat ved navn Madoc Baines.

Afsluttet.