Møde med et forbillede

[Patsy Murray]

Outfit

Tidspunkt: Om eftermiddagen
Tråd til Violet Wizzletodd

Tiden gik og dagene med, det var ikke meget Patsy brugte sin tid på. Hun gad ikke rigtig, vidste ikke hvad hun skulle og mistede hurtigt interessen for det hun lavede. Lige nu gik hun gennem Londons gader uden egentlig at have et mål. Hvor skulle hun også gå hen, når ikke Duncan længere var der?
Hendes tøj bar fortsat prøv af det mørke der lå hen over hendes sind og hele stilen var langt fra, hvad hun plejede at gå i. Men det var sådan hun havde det bedst lige nu. Hun var ikke klar til farver.

Nede ad gaden drejede hun til venstre, og der lidt længere fremme så hun en person hun genkendte! Hun havde aldrig snakket med hende, men hun besluttede at give det et forsøg i dag. Rolig fandt hun et smil frem og gik hen imod kvinden. Da hun var inde for hørevide åbnede hun munden. "Undskyld Violet, ikke? Hej. Har du et øjeblik?" Patsy mærkede det første håb i langt tid og ville virkelig gerne at kvinden havde tid.

[Violet Wizzletodd]

Krøllerne dansede om Violets ansigt, da hun spankulerede ned ad gaden på vej mod Den Utætte Kedel, iført et hekseskrud der tenderende til det mugglervenlige. Om en halv time skulle hun mødes med en ældre kvinde, der efter sigende havde nyt smuds om den feterede sangerinde Violet havde skrevet en artikel om for et par dage siden. Eftersom historien allerede var old news i den fortravlede presseverden, regnede Violet ikke med, at det blev aktuelt. Men det var et forsøg værd. Kvikskribleren lå i hvert fald klar i tasken.
Violet vendte sig om ved lyden af sit navn. En ung pige med et lettere rebelsk udseende og store, uskyldige øjne, stirrede på hende. 
"Ja, mit navn er Violet. Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte Violet venligt. Man kom som regel længst i sine relationer med venlighed, smiger eller afpresning. 

[Patsy Murray]

Et øjeblik mærkede Patsy en klump i halsen, hun havde ikke overvejet at Violet faktisk stoppede op og ville tale til hende. Der gik et øjeblik med lig at klare halsen, før hun fik munden på gled. "Du er Violet Wizzletodd. Journalist for Profettidende! Jeg er... Jeg har altid håbet på at møde dig." 
Det var sjovt som Patsy pludselig følte sig helt nervøs, men hun stod også over for en stor journalist, en af dem hun gerne ville lære mere af. "undskyld. Hej mit navn er Patsy Murray jeg er skribet og redaktør på SKolebladet på Hogwarts. Det er min drøm at blive journalist." Patsy rakte hende hånden, for at hilse ordentligt. Hun skulle hav været i praktisk denne sommer på avisen, men havde aflyst det grundet alt det med Duncan, Liam og sin tur på sankt Mungos, hun håber ikke det nu ville bide hende selv i halen.

[Violet Wizzletodd]

VIolets læber krøllede op i et lille smil over det faktum, at den yngre kvinde vidste hvem hun var. Afventende rettede hun lidt på sit hekseskrud, mens pigen nåede frem til at præsentere sig selv. Smigret gav hun Patsy hånden. 
"Du er alt for venlig," affejede hun automatisk. "Så du vil gerne være journalist? Jeg har en halv time, inden min aftale ankommer. Skal vi gå ind og snakke lidt?" Hun nikkede mod Den Utætte Keddel. Sammen trådte de ind på det snuskede lille værtshus. "To ingefærøl, Tom," bestilte hun og greb flaskerne, da de blev placeret på bardisken. Hun fandt en ledig bås og gled hjemmevant ind på sædet. 
"Fortæl mig om dig selv, Patsy," beordrede hun, mens hun fiskede en cigaret op fra tasken. Med spidsen af tryllestaven gik der gang i gløderne.

[Patsy Murray]

Patsy fulgte glad med. En lille glød var blevet tændt i hende igen og hun var meget beæret over at kvinden havde tid til at snakke. Derfor fulgte hun også med ind på den utætte kedel og for en tid forsvandt det mørke slør der lå over hende og hun var den gamle Patsy igen. “Hmm jeg hedder Patsy, jeg skal til sidste år på Hogwarts, jeg er redaktør på skolebladet... og.. og jeg har en brevkasse til avisen” hun tøvede lidt med at sige det, fordi det mindste hende om Duncan. Det var nok tydeligt at se for Violet at den mørke skygge gled for igen. 

[Violet Wizzletodd]

Violet noterede sig Patsys tøven inden hun nævnte brevkassen. Som enhver journalist var hun trænet i at aflæse kropssprog. 
"Jeg skrev også for skolebladet dengang," fortalte Violet og smilede ved mindet om Hogwartsdagene. Alting var så simpelt dengang.
"Det er et godt springbræt hvis du drømmer om at blive journalist. Hvad er temaet for din brevkasse?" spurgte hun roligt. Hun satte cigaretten op til munden og tog et sug. Det var en yderst dårlig vane, hun var begyndt på. Ubevidst mindede det hende nok om en hvis anden person. 

[Patsy Murray]

Der gik lidt tid mens Patsy lyttede og fik indlagret det vigtigste af det hun sagde. Der var helt sikkert vigtigt at lytte til hvad Violet sagde. Hun rømmede sig lidt og valgte så at svare. “Min brevkasse var til at hjælpe elever, der har det svært på Hogwarts. Både sådan med kærlighed og med det at gå i skole” det havde været en vigtig ting for hende siden hun selv havde haft det  svært med at starte på Hogwarts. “Det er min større drøm, at blive journalist. Jeg skulle faktisk have været i praktik her over sommeren, men var nødt til at melde fra.” Tilføjede hun så ærligt. Og lidt flovt.

[Violet Wizzletodd]

"Jaså?" nikkede Violet. "Det lyder da interessant. Og virkede det så? Hjalp du dem?" Hun løftede et spørgende øjenbryn mod pigen. 
Med armen hvilende under albuen på den anden arm, der bar cigaretten, lænede Violet sig tilbage i stolelænet. Hun var overrasket over den næste kommentar. "Hvordan kan det være? Det er en chance, man ikke får mange gange i livet. Du behøver selvfølgelig ikke fortælle det, hvis du ikke har lyst," skyndte hun sig at tilføje, selvom nysgerrigheden rørte på sig. 

[Patsy Murray]

Det var selvfølgelig svært at sige  med sikkerhed, men hun var nu ret sikker på at hun hvert fald havde hjulpet nogen. “Jeg har hjulpet en del ja. Mange af dem der har sendt spørgsmål har fået svar tilbage.”  Det var kun ganske få hun ikke havde svaret, og det var primært efter hun var begyndt at få lidt problemer i foråret. Men det. Ville hun helst ikke ind over.
det. Ærgede hende meget at hun havde sagt nej til den praktik, men hun havde ikke kunnet klare det med alt det, der var sket. “Jeg blev indlagt på Sankt Mungos, fordi jeg gjorde noget dybt. Og så har min sommer bare været... fyldt af personlige ting.” Der havde været hårdt med alt det der var sket med Duncan senest det med brønden og Duncans annoncerede død.

[Violet Wizzletodd]

Violet rynkede brynene ved Patsys svar. Det var ikke, hvad hun havde regnet med. "Jamen så kan jeg godt forstå, at du sagde nej. Intet, selv drømmejobbet, er vigtigere end dit eget helbred," afgjorde Violet bestemt. Hvad disse personlige ting var, kunne Violets nysgerrighed godt tænke sig at vide, men hun lod sagen ligge.  
"Patsy - det var Patsy, ikke?" sagde Violet og lænede sig frem i sædet. "Du virker som en oprigtigt sød pige. Vil du have et godt råd? Hvis du skal blive journalist, bliver du nødt til at have skarpe albuer. Journalistikkens verden er ubarmhjertig, og du kommer til at træde nogen over tæerne før eller siden. Især hvis du vil nå til tops og blive den bedste." Hun løftede et sigende øjenbryn til pigen og tog et sug af cigaretten.

[Patsy Murray]

“Jo, Patsy” bekræftede hun og lyttede nøje efter. Hvert et ord måtte anses som guldkorn, så det var vigtigt at få det hele med. Hendes ord gav da også god mening og der var helt sikkert noget om, at Patsy havde brug for at blive mere hård. Hun tøvede lidt og åbnede så munden. “Som Jounalist, hvis du så er 75% sikker på at en ulykke faktisk slet er en ulykke, hvad ville du så gøre?” Patsy tænkte selvfølgelig på episoden med Duncan, der var simpelthen bare for meget der ikke gav mening, men skulle man skrive om det?