En Utilsigtet Konsekvens

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes lod sine mørkeblå øjne glide henover gryderne, hvis indhold stod og simrede på jernkomfuret i det skæve køkken; de syntes at passe sig selv og krævede ikke hans indblanding, hvilket han i sit stille sind priste sig lykkelig for. Han sad placeret ved køkkenbordet, iført afslappede klæder der var så ulig hans foretrukne hvide skjorter og sorte habitbukser, med det sorte hår der slog et let krøl og tumlede ned over hans blege pande. I sine tatoverede hænder holdte han en bog, hvis indhold var skrevet på fransk. En mugglerroman han ikke havde kunne ligge fra sig, siden han havde fundet den i det centrale London.
Langsomt lod han sine mørkeblå øjne glide henover uret i stuen, hvis tolv visere indikerede, at han snart måtte vække sin mor, der havde sovet til middag; i dag længere end hun plejede.
Langsomt rejste han sig og lagde bogen fra sig på bordet, hvorefter hans øjne hurtigt søgte maden, der stod placeret på komfuret. Igen konstaterede han, at det ikke krævede andet fra ham end de forbigående blikke, hvorefter han åbnede terrassedøren, for at lade den friske luft finde vej ind i køkkenet og stuen.

Briony N. Baines
18. juli år 2025

[Briony N. Baines]

For en uge siden havde Briony for første gang vist tegn på at være ved at komme videre. Hun havde skrevet et brev til Edward om, at hun havde brug for plads og hans svar havde gjort ondt. Efter et par vredesudbrud, var hun kølet ned og havde fundet en form for viljestyrke til at komme videre. Helbrederne var kommet frem til, at det var rette tid til at lade hende gå. Hun blev udskrevet, med kravet om at hun skulle møde op hver uge til undersøgelse.

Det var første gang i lang tid, at hun havde sin tryllestav i hånden og hun slap den ikke, mens hun tog susenetværket til De Tre Koste. Selvom hun stadig ikke var myndig, føltes det helt fantastisk at have den i hånden igen.

Hun kom uanmeldt ja, men hvor skulle hun ellers tage hen? Derhjemme ventede Edward og hun var nervøs for at se ham, efter hendes brev der stort set havde dødsdømt deres relation.
Desperat havde hun tænkt på Tobias, men nu hun nærmede sig det der lignede hans hus, blev hun dog i tvivl. Derfor gik hun ikke mod hoveddøren med det samme, men listede ned ad en sidegade, hvor hun fik øje på ham på terrassen. Det gav hende så stort et chok at hun straks gemte sig bag muren igen og håbede han ikke havde set hende. Det her var vanvittigt. Hun burde forsvinde med det samme og tage hjem til sin familie hvor hun hørte til.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias havde tændt en cigaret og lænet op ad dørkarmen, lod han sit blik farer udover den lille sø og skovgrænsen, der kælent kredsede ikke så langt derfra. Han inhalerede langsomt og lod sine tanker vandre uden noget særligt formål.
Uden at vide det, var hans øjne blevet forstyrret af noget til højre for ham, hvorved han ufrivilligt kiggede i dens retning; det næste han så, forekom ham fuldstændig usandsynligt, hvorved hans underkæbe forlod hans overmund i en måbende grimasse og han hastigt trådte ud på terrassen. Kunne han have set rigtigt? Ude af stand til at afgøre, hvad der var det rigtige at gøre i denne situation, vendte han rundt på hælen og for igennem køkkenet, for at kaste et stjålent blik ud igennem vinduerne i stuen.
Ganske rigtigt, tænkte han til sin egen forbavselse, der stod hun. Briony Nott.
Pludselig temmelig bevidst om sin egen påklædning, grå muggler-sweatpants og en mørkeblå T-shirt, så han ned af sig selv og bandede under et tungt suk. Det kunne umuligt være en tilfældighed, at hun stod placeret på sidegaden, men hvordan vidste hun, hvorhenne han boede? Tobias Holmes fik aldrig gæster.

Tobias stak cigaretten i munden og gik ud og åbnede hoveddøren. Han skævede mod stien, men kunne ikke se hende. For et øjeblik troede han, at hun var forsvundet, men med få skridt blev hendes skikkelse afsløret. ”Briony?”, spurgte han, hans ansigt ulæseligt. ”Hvad laver du her?”

[Briony N. Baines]

Briony lænede sig op ad muren og kiggede på himlen, mens hun overvejede hvad hun skulle gøre. Det virkede alligevel for underligt, at hun var taget ud til Tobias, tilmed fundet hans egen personlige adresse uden at have fået hans tilladelse. Bartenderen havde også kigget lidt mærkeligt på hende, men hun lignede ikke ligefrem en, der var til fare for andre.

Imens hun forsøgte at regne ud hvad hun nu skulle gøre, var hendes beslutning dog ved at blive taget for hende og da hun hørte skridt komme imod hende, tænkte hun at hun nok var blevet opdaget.
Hendes kinder var ildrøde da han dukkede op ved siden af hende og hun stirrede ned mod jorden mens hun trak sine øjenbryn sammen.
"Jeg er blevet udskrevet." Sagde hun. "Og jeg havde ikke lyst til at tage hjem."
Tøvende skævede hun mod ham, hun var bange for han ville blive vred på hende. Hun forventede egentlig at han ville bede hende om at gå.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias Holmes lignede til forveksling en forvirret dreng, der var blevet lagt an på til skoleballet uden nogensinde at have set tilnærmelsen kommer, i stedet for den voksne mand og drevne journalist, han i virkeligheden var. Han så på hende med klinisk chok i blikket, hvorefter han stak cigaretten i mundvigen, som ledte han desperat efter en livline. Kort tid efter nikkede han, imens røgen forlod hans mund.
”Kom indenfor”, mumlede han, hvorefter han nikkede mod hoveddøren. Hastigt skævede han mod overetagen; en flygtig tanke havde spurgt ham, hvordan hans mor ville tage dette improviserede besøg. Molly Holmes gjorde det sjældent godt, når det kom til spontanitet.

Sammen gik de ind i huset, hvor skævhed var en natur. Væggene i stuen var tildækket af bøger i alskens farver og tykkelser. Møblementet var simpelt men komfortabelt, hvilket var et tema, der strakte sig igennem huset. På stuebordet og på skrivebordet placeret, så det stod vendt mod skoven, var dækket af ruller af pergamenter og bøger, samt forskellige blækhuse og fjerpenne. I hjørnet af stuen sad Rasputin, den brune hornugle. Dens gule øjne stirrede chokeret, og som altid, vredt på den nytilkommende, uglen aldrig før havde set.
”Jeg – jeg er lige i gang med at lave aftensmad. Vil du spise med? Jeg garanterer ikke for, at det er godt”, skyndte han sig sige, næsten fremstamme, hvorefter han stiv vendte rundt og betragtede hende. Han sendte hende et lille smil, som for at fortælle hende, at alt var okay. Tobias Holmes kunne mærke, hvordan en sjælden angst havde sat sig i hans bryst; Tobias Holmes fik nemlig aldrig gæster.

[Briony N. Baines]

Det blev ikke bedre af hvor tydeligt hans overraskelse var. Han havde aldrig troet at hun ville dukke op. Det var slemt. Hun var allerede ved at fortryde og bakke ud, men så inviterede han hende indenfor og hun gik stilfærdigt efter ham. Skyldfølelsen tærede dog stadig på hende, selvom han havde indvilligt i at lukke hende ind.

Indenfor gled hendes blik rundt. Det var en del anderledes end hendes eget hjem og meget mere hjemligt. Hun smilede svagt over uglen og gengældte dens skarpe blik, som fik den til at puste sig en smule op. Hendes blik blev dog straks mildere da Tobias talte og hun gengældte hans smil da han vendte sig om.
"Det kan jeg umuligt sige nej til." Sagde hun og satte kufferten ned ved siden af sig.
"Her er hyggeligt. Bor du her alene?" Spurgte hun og tog sin overkappe af og hang den op på en tilfældig knage.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så rundt, som så han huset for første gang. Derefter han lod han et hæst grin undslippe hans læber, i det cigaretten fandt vej tilbage til hans læber og han nikkede, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre. ”Tak”, mumlede han, hvorefter hans mørkeblå øjne fandt hendes skikkelse, derefter kufferten på gulvet. Kort tid efter nikkede han mod køkkenet. ”Jeg må hellere lige se til maden”, bekendtgjorde han, hvorefter han vendte rundt på hælen og forlod stuen.
Stuen lå i forlængelse af køkkenet til venstre og lige ud til terrassen, der løb i forlængelse af husets ene side, hvorfor han ikke forsvandt ud af syne.
Tobias smed cigaretten fra sig igennem den åbne terrassedør og fortsatte hen til gryderne. Han så ned i substansen og konkluderede, at der ikke var længe til, at det var færdigt og kunne serveres. Ikke mange øjeblikke efter stak han de tatoverede hænder i lommerne på de grå sweatpants, hvorefter han skridtede tilbage mod Briony.
Han rystede på hovedet og rømmede sig ukarakteristisk. ”Min mor bor her også”, fortalte han, hvorefter han sank en klump, der havde vokset sig stor i hans hals. ”Molly hedder hun. Hun er syg”, tilføjede han i en hurtig vending, hvorefter hans mørkeblå og alvorlige øjne fandt hendes igen. ”Mentalt, ikke fysisk. Skizofreni, hvis du kender til det?”

[Briony N. Baines]

Briony trak sine øjenbryn undrende sammen mens hun betragtede ham. Han var en mærkelig type. Hun havde aldrig nogensinde set en mand lave mad før. Hendes mor gjorde det engang imellem når hun fik lyst, selvom de havde en husalf, men hverken hendes far eller bror rørte en finger på det punkt.
"Molly." Bemærkede hun. Referencen til en velkendt heks der havde tilintetgjort Lestrange dukkede op i hendes tanker. Sikke en person at dele navn med.
"Det gør jeg." Sagde hun afdæmpet og så på ham med et sympatisk blik.
"Jeg har flere gange overvejet om min mor lider af noget lignende, men hun har aldrig ville gå til lægen." Briony sukkede en anelse og strøg en lok af sit hår om bag øret.
"Er du sikker på det er okay at jeg er her, når hun har det sådan?" Hun vidste hvordan hendes egen mor reagerede. Det var ikke altid let at få hende til at falde til ro.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lo stille, hvorefter han nikkede bekræftende. ”Molly Huxly Holmes. Født Stone”, mumlede han, hvorefter nikkede mod køkkenet. ”Kom med.”
Sammen forlod de stuen, og Tobias gestikulerede mod køkkenbordet og de dertilhørende stole. ”Du er velkommen”, sagde han, uden at vide hvorfor. I sit stille sind var han begyndt at slappe mere af og manden, som han altid fremstod overfor omverdenen, var ved at vende tilbage. Chokket var begyndt at ligge sig. At se Briony i bedring gjorde noget for ham, han ikke havde regnet med eller forstod.
”Hun siger ikke så meget, så du må ikke forvente, at hun kommer til at snakke, indtil dine ører bløder”, bekendtgjorde han, i det han frembragte sin tryllestav og slå et slag med den ud i luften. I samme sekund begyndte tallerkener, bestik og glas at flyve fra skabene mod køkkenbordet, alt imens gaskomfuret døde ud og gryderne fløj mod køkkenbordet.
”Du må have mig undskyldt et øjeblik”, sagde han stille, hvorefter han nikkede mod overetagen. ”Jeg skal lige vække hende, forstår du. Du må gerne begynde at spise. Det er chili con carn”

Tobias forsvandt op af trappen i hjørnet af stuen, for at vende tilbage ti minutter senere. Bag ham gik Molly Holmes, en mager kvinde hvis sorte hår hang om hendes smalle ansigt som gardiner. Tobias var en tro kopi af sin mor og side om side fremstod det tydeligt.
Mollys mørkeblå øjne landede på pigen, hun ikke vidste hvem var men der var ingen frygt at spore i hendes blik. Trods og afventende nysgerrighed var det eneste, den stolte heks ville vise.
”Det er Briony Nott. Hun kommer til at spise med”, mumlede Tobias, selvom han allerede havde forsøgt at forklare sin mor situationen. Han smilede høfligt til Briony, en anelse distanceret, og han formåede ikke at skjule nervøsiteten til fulde.

[Briony N. Baines]

Briony fulgte med ham, mens hendes blik gled hen over køkkenet og bordet han gestikulerede imod. Hun forstod ikke helt, hvad han mente hun skulle være taknemmelig for, men hun stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Da han talte videre smilede hun en anelse og kneb øjnene tænksomt sammen. Det var lige før at han beskrev hendes egen mor, hvilket var lidt af et pudsigt sammentræf. Pludselig begyndte hele køkkenet at komme til live og hun gik et par skridt væk, for ikke at stå i vejen. Hun havde slet ikke nået at få indført et ord, før han forsvandt op ovenpå.

Briony satte sig ned og begyndte at fylde sin tallerken. Endnu en ting hun aldrig havde prøvet før. Chilconcan, eller hvad han nu havde kaldt det.
Da han kom ned med sin mor betragtede hun dem begge med et smil på sine læber. Hun var allerede igang med at spise men var så langsom, at hun kun havde fået et par mundfulde.
"Hej Molly. Rart at møde dig." Sagde hun og vendte ansigtet mod Tobias. Hun vidste nøjagtig hvordan han havde det. Hun havde selv siddet i samme situation et par gange før.
"Jeg har det også med at sove en del i løbet af dagen. Det er så rart." Sagde hun og sendte hans mor et indforstået blik.
"Det smager forresten dejligt Tobias, hvad er der i?" Spurgte hun og så ham i øjnene med et nysgerrigt blik.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias sendte Briony et stille smil, i det de begge satte sig til rette ved middagsbordet. Mollys mørkeblå øjne havde fæstnet sig uforbeholdent på pigeskikkelsen, som vidste hun ikke, hvilket væsen der sad overfor hende. End ikke da Tobias, der med vant hånd øsede maden op på tallerkenen, placerede maden foran hende, syntes at fange hendes opmærksomhed.
Tobias satte sig anspændt til rette, hvorefter han tog en mundfuld af maden, han havde skænket sig selv, og nikkede i retning af Briony med et skævt smil i mundvigen. Han skulle til at svare, da Molly afbrød ham. Hendes stemme var monoton, på grænsen til undrende, i det hun spurgte; ”Er du min søns kæreste?”
En lyd der mindede mest om en kat, hvis hårbold havde sat sig på tværs i dens hals, lød fra Tobias i øjeblikket der fulgte. Han sank besværet sin mad, i takt med en let rødme spredte sig over hans næseryg og kinder, hvorefter hans øjne, forlegne og forvirrede, så fra Briony til hans mor. ”Mor, det var det, jeg forklarede dig”, mumlede han hastigt og lænede sig en smule imod hende, alt imens han prøvede at fange hendes blik. Molly havde ikke ladet sine øjne fare fra Brionys skikkelse, men en let forvirring havde sat sig i øjenkrogen. ”Briony er et barn-”, forklarede Tobias hastigt, hans øjne nu tillukkede og fjerne, som prøvede han at komme så langt væk fra Briony så muligt. ”- som jeg kender igennem mit arbejde. Hun skal være her for nu.”
Molly mumlede noget usammenhængende, hvorefter hun så ned på sin made. Langsomt begyndte hun at samle ris sammen på sin gaffel, hvorefter hun atter så på Briony. ”Tobias har ikke nogen kæreste. Han er en fugl”, forklarede hun, hendes stemme altid mørk og med samme hæse undertone, som Tobias’ besad.
Tobias så på Briony, som prøvede han at aflæse hendes reaktion. ”Jeg håber ikke, at du er forlegen eller utilpas”, sagde han, hans stemme neutral. Molly syntes ikke at høre det.

[Briony N. Baines]

Briony tog sig ikke rigtig af Mollys særheder. De var værre end hendes egen mor, det måtte hun indrømme, men alligevel gjorde det hende ikke så meget. Hun spiste en mundfuld mad, mens hun ventede på Tobias' svar, men da hans mor kom ham i forkøbet, vendte hun blikket mod hende. Hun fik helt røde kinder over hendes spørgsmål og skævede nervøst hen mod Tobias, mens hun næsten fik maden galt i halsen. Hun sænkede blikket mod sin tallerken, mens hendes kinder brændte.

Hans forklaring fik hende dog til at se op med det samme. "Jeg er ikke noget barn." Udbrød hun og rynkede på næsen, mens hun vendte blikket ned mod sin mad og gav sig til at spise igen. Hun lyttede næsten ikke til det hans mor sagde, fordi hun var så frustreret over det Tobias havde kaldt hende.
"Over at hun tror jeg er din kæreste, eller fordi du siger jeg er et barn?" Hun så ham i øjnene med et lettere køligt blik, hvorefter hun gav sig til at spise videre. Pludselig føltes han ikke helt som hendes allierede længere.

[Tobias Huxley Holmes]

Mollys mørkeblå øjne fæstnede sig på Brionys lyshårede skikkelse, i det hun hævede stemmen. De var fjerne, som havde hun forladt dem og gledet ind i en anden verden. ”Er du også en fugl?”, spurgte hun, hendes stemme mørk og undrende.
Tobias lagde en tatoveret hånd på hans mors tynde arm, hvorefter hans blik søgte Brionys. Hans næseryg og kinder afslørede stadig, hvordan situationen havde gjort ham forlegen, men hans øjne var fattede. ”Det var ikke min mening at nedgøre dig”, brummede han og mente det. Han skævede til sin mor, der stadig stirrede på Briony, men uden rigtig at se hende.
Tobias prøvede at sende Briony et skævt smil, hvorefter han fortsatte. ”Men du er ikke myndig, hvilket gør dig til et barn”, sagde han stille, hans øjne næsten leende, for pludselig havde han fundet en hvis morskab i situationen. Hans blik blev langsomt varmere og han søgte hendes øjne. ”Det var ikke min mening, at gøre dig utilpas. Jeg mente ikke noget ondt med det. Jeg vil bare have klare linjer overfor Molly”, sagde han, uden at ligge mærke til, at han kaldte sin mor ved fornavn.

[Briony N. Baines]

Briony fortrød sin reaktion, fordi hun kunne mærke hans mor ikke var glad ved det. Derfor reagerede hun ved at blive stille i stedet og fokuserede på sin mad, mens hun prøvede at sluge sin stolthed. Da han undskyldte, sendte hun ham bare et skarpt blik og trak på skuldrene. Hun var ikke noget barn. Hun var snart seksten og så var der kun et år til at hun var myndig. Det var i hendes verden så tæt på at være voksen, at hun stort set var det.

Tobias gjorde det dog virkelig ikke nemt for hende, sådan som han rodede rundt i det samme emne. Hun fandt det slet ikke sjovt, men hun forsøgte stadig at undgå at lave en episode foran hans mor.
"Fint." Svarede hun til sidst og spiste videre, mens hun surmulede i tavshed.
"I det mindste er jeg stadig ung, til forskel fra visse andre." Gav hun ham igen og løftede øjenbrynene.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias brede øjenbryn forlod deres retsmæssige plads i panden, i en påtaget overrasket grimasse. Han lo stille, men tilknappet, for ikke at overraske Molly, og langsomt begyndte rødmen at foretage sig. ”Jeg troede, at du gerne ville blive betragtet som gammel og voksen?”, brummede han spørgende, hvorefter hans skarpe, mørkeblå øjne lo til hende og han fortsatte. ”Desuden er det virkelig dårlig opførelse, sådan at fornærme de gamle og vise – og så gammel er hun forresten heller ikke”, tilføjede han drilsk, hvorefter han blinkede til hende. Han havde naturligvis opfanget hendes milde fornærmelse, men hele situationen forekom ham pludselig umådelig morsom og han havde svært ved at erindre, hvornår der sidst var blevet konverseret sådanne om middagsmordet.

Molly blev langsomt færdig med at spise, hvor Tobias var hurtigere. Han så op på Briony med et lille smil. ”Giv os et øjeblik”, sagde han, hvorefter han hjalp sin mor op fra stolen. ”Hun skal have et bad”, meddelte han, hans øjne atter reserverede og tilbagetrukket.
Molly placerede sig vant i lænestolen ved sofapartiet, og ikke lang tid efter vendte Tobias tilbage fra et modstående lokale, med hårnåle og en sort, tynd hårelastik. Langsomt begyndte han at flette moderens hår, hvorefter han vant samlede den sorte manke i en knold i nakken. Ikke lang tid efter svang han tryllestaven, så service og gryder fra aftensmåltidet forlod bordet, og lyden af vand indikerede, at han ligeledes havde sat andre forberedelser i gang. Tobias arbejdede effektivt men roligt, og det var tydeligt at dette ritual var vant.
Ikke mange øjeblikke forsvandt han ud på badeværelset, men lod døren stå åben, i det Molly begyndte at klæde sig af og krøb ned i karret, der langsomt begyndte at være fyldt.
Tobias vendte tilbage med et beskedent smil. ”Har du brug for at blive her?”