En Sjældenhed

[Cornelius Cameron]

Cornelius hævede et bryn. "Så det du siger er at du ikke er tiltrukket af mig, men at du ikke tror på, at jeg ikke er tiltrukket af dig?"

Han tiltede hovedet en anelse. "Kan du selv høre hvor dumt det lyder?"

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias smed hænderne ud i en sigende gestus, hvorefter han trak på skuldrene. ”Jeg forstår ikke, hvorfor det er dumt sagt”, sagde han og smilede bredt, som altid hans vindende smil. ”Det modstrider da ikke en logisk fremgang, vel? Det ene forudsætter jo ikke det andet. Desuden tager jeg det dybt personligt – bare fordi jeg er høj, amen jeg ber’! Jeg kan da faktisk være ganske romantisk.”

[Cornelius Cameron]

Cornelius lænede sig lidt frem over bordet og så Tobias dybt i øjnene med sine egne himmelblå.

"Okay. Så charmer mig."

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias gjorde som Cornelius og lænede sig frem imod ham henover spisebordet. ”Du ved godt, at det ikke er sådan, at det fungerer, mr. Cameron”, brummede han, alt imens et skævt smil prydede hans mundvige. ”Men før du ved af det, så sker det. And then you can’t resist, mate.”

[Cornelius Cameron]

Cornelius grinede lidt af Tobias, før han rystede på hovedet og rettede sig op igen, fingrene krøllet omkring tekruset.

"Det er godt du selv tror på det," svarede han afslappet. "... Så. Hvis vi kan komme videre. Hvordan har du det?"