Forstyrrelser på en fridag

[Imogen Temples]

For en gang skyld havde Imogen en fridag i sit travle liv som aurorlærling på tredje år og mor til en fireårig. Hun havde tænkt sig at nyde dagen til fulde. Derfor var opvasken stablet op ude i køkkenet, mens gulvet var fyldt med bamser, legeklodser og tøjbunker. Ella var lykkeligt gået igang med at bygge en hule ud af alt tøjet. Hendes ildrøde hår stak frem bag en hær af bamser. 

Imogen nød de svage, pludrende legelyde fra datteren mens hun læste en af sine mors nye romaner. Den var lidt for pladderromantisk til hende, men hun var den pligtopfyldende datter når det kom til den slags. Bare det at kunne smække benene op og læne sig tilbage var en nydelse.


Killian F. Weasley

[Killian F. Weasley]

Killian plejede ikke at gøre spontane ting, men for ham var det heller ikke spontant, at dukke op på den adresse han engang var blevet tilsendt. Han havde tænkt over det længe. Presset fra hans mor var vokset, da han ved en fejl havde tilstået overfor hende i en brandert.

Nu stod han der så. Helt akavet på en tirsdag eftermiddag og overvejede om pigebarnet overhovedet var hjemme. Han kom op af trappen til lejlighederne, før han bankede på ved den, der bar det rigtige nummer.

[Imogen Temples]

Eftersom Imogen sad godt til rette i sofaen, var det bestemt ikke kærkomment at det pludselig bankede på døren. Hun bandede indvendigt og overvejede om hun kunne ignorere det. Modvilligt endte hun alligevel med at rejse sig for at åbne. 

"Killian," gispede Imogen chokeret. Hendes øjne voksede ved synet af den rødhårede mand, der stod på hendes dørtrin. Han var den sidste person i verden, hun havde forventet at se. Da hun fik samlet sig blev overraskelsen erstattet af en sund, ulmende vrede. "Hvad laver du her?" krævede hun at få af vide, mens hun satte hænderne i siden.

[Killian F. Weasley]

Bevares, Killian havde ikke regnet med en velkomstkomité, men Imogens sure ansigt fik ham alligevel til at slippe et fnys.

"Jeg er her for at hilse på hende," konstaterede han simpelt. Det kunne næppe komme som et chok.

[Imogen Temples]

"Du er har for at..." gentog hun vantro, mere for sig selv. "Nej," protesterede Imogen faretruende. "Det kan du ikke.. du kan ikke komme her efter fire år og se hende! Den rettighed frasagde du dig for længe siden." Hun prøvede automatisk at gøre sig bred i døråbningen, men Killian var næsten dobbelt så høj og bred som hende.

"Mooar, hvem er det?" råbte Ellas nysgerrige stemme inde fra tæppefortet.
"Bare en sælger," svarede Imogen med et strengt blik mod Killian.

[Killian F. Weasley]

Killian var intet tårn, men han var bred som en havnearbejder og havde en mund der var omtrent lige så beskidt. Han skulle til at tage den i brug, da en barnestemme lød inde fra lejligheden og de røde bryn skød lidt op. Han var kommet der for at se det her barn an, der efter sigende skulle være hans. Han havde ikke tænkt på, at den også talte.

"Hrm," brummede han. "Og hvad skal jeg så sælge dig i dag, pigebarn?"

[Imogen Temples]

"Sikkert en løgn om, at du vil være en del af hendes liv som en god far," hvæsede Imogen rapt, så lavt at kun Killian ville kunne høre det. Med armene over kors så hun ham an. Han lignede en muskuløs havnearbejder med ligeså stor moral som en død fisk. Men sådan havde han altid været. Det stod klart for hende et par måneder inde i deres tumulte, korte forhold.

"Hvorfor lige nu?" spurgte hun efter lidt tid.

[Killian F. Weasley]

Killian hævede et bryn over det krigeriske svar. "Næh. Såmænd ikke. Jeg har sagt, at jeg bare gerne vil se hende."

Han betragtede Imogens kamp med sig selv. Han kunne let fysisk flytte hende ud af vejen, men der var de ikke kommet til endnu.

"Synes du ikke selv det er på tide?"

[Imogen Temples]

Imogen fnøs af Killian svar, uden at være sikker på om det var en fortrøstning eller ej. 
"Det var på tide fire år siden," svarede hun og rettede sig lidt op. Efter at have overvejet i et par sekunder sagde hun til sin egen overraskelse, "fint. Selvom jeg virkelig ikke ved, hvad du håber på at få ud af det." Hun trådte til side i døråbningen så Killian kunne følge efter, hvorefter hun pegede sigende på sofaen.

Ella kravlede nysgerrigt frem fra tæppefortet for at se den nyankomne an. 

[Killian F. Weasley]

Killian havde aldrig været det største børnemenneske, men han kom immervæk fra en familie, hvor han havde fået omtrent en milliard grandkusiner og nevøer fra alderen otte til atten. Han var ikke uvandt med de små kræ.

"Hej... Du," hilste han, som en rødtop kom kravlende frem. Han stirrede lidt på hende, som det alligevel var noget helt andet at se et barn, der lignede ham selv helt så meget. Rødhårede Weasleys var der nok af. Ingen af dem med hans kæbeparti.

[Imogen Temples]

Det var et bevis på, at Ella havde arvet sin mors modige sind, da hun valgte at sætte sig i sofaen ved siden af Killian, om end længst væk, frem for på sin mors skød. Hun stirrede på Killian med store øjne og et barns nysgerrighed.
Imogen fortrød sit valg i samme øjeblik. Det var helt tydeligt for enhver med to øjne, at Ella og Killian var beslægtet.
"Hejsa. Hvad sælger du?" spurgte Ella og svang sine ben udover sofakanten. Hun havde sin yndlingsbamse under armen; en ulden, slidt drage, der af og til gav et brøl fra sig når den drejede hovedet.

[Killian F. Weasley]

Killian dumpede ned i sofaen som Imogen pegede hidsigt på og betragtede det lille væsen, der sad og betragtede ham med næsten samme øjne. Farven var lidt mørkere, men den grønne farve trådte frem af det brune og han sank en enkelt klump, før han kneb sine egne øjne lidt sammen og tiltede hovedet.

"Jeg sælger faktisk børnenæser. Men jeg er en slem mand, som også kan finde på at stjæle dem nogen gange," advarede han, som han lavede en sigende lille klemme med en bøjet lange- og pegefinger i luften.

[Imogen Temples]

Imogen fnøs uvilkårligt ved Killians benævnelse om sig selv som værende en ond mand, og i sit stille sind gav hun ham ret. Hvad Killian havde gjort, var utilgiveligt. Og hun fattede ikke, at hun sad og så dem interagere efter fire år, hvor hun ikke havde drømt om andet.

Ella var imidlertid solgt. Ved Killians ord fnes hun, inden hun smed bamsen til side og kravlede hen til den rødhårede mand. "Vil du se, hvad jeg kan?" spurgte hun ivrigt og rejste sig op i sofaen. Hun løftede hånden og strøg den ned over hans næse, hvorefter hun efter et par forsøg pressede tommelfingeren ud imellem pege- og langefinger. "Jeg stjæler også næser!"

[Killian F. Weasley]

Killian havde lovet sig selv ikke at blive påvirket af, at væsnet, der nappede ham i tuden, var hans eget kød og blod. Som hun stod der og triumferede, var det dog svært at være en hård negl. Han klarede halsen lidt og kunne ikke helt skjule et smil.

"Det var snedigt gjort. Måske kunne du blive min medhjælper i butikken?"

[Imogen Temples]

Ella satte hænderne i siden og himlede dramatisk med øjnene. "Det kan jeg ikke. Jeg er kun fire år gammel. Men jeg bliver fem år om..." hun skævede til Imogen, der ikke kunne modstå at sende et lille smil til sin datter. "Et halvt år," svarede Imogen, inden hendes ansigt lagde sig tilbage i alvorlige folder. For hvert sekund fortrød hun dette scenarie mere og mere.