Et spring i tiden

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias måtte kæmpe for ikke at le, i det Briony rynkede på næsen; han vidste, hvad det betød og gestikulerende hævede han sine øjenbryn i en sigende grimasse. ”Jeg kan ikke sige, at jeg bebrejder dig. Hun er forfærdelig”, mumlede han under sammenknebne læber, som ville ordene slippe ud i lange eskapader, hvis han blot tillod dem. Han grinede; et hæst grin, der sjældent forlod hans hals i selskab med folk, han ikke kendte intimt. ”En heks af værste skuffe. Hun ville sælge sin egen mor, hvis det betød hun fik forsiden”, tilføjede han i en bitter tone, han ikke kunne skjule; ej heller ønskede han at formå selv samme.
Tobias skulle til at fnyse af ren og skær overraskelse; aldrig i sit liv havde han hørt et sådant adjektiv blive tilknyttet ham selv. Han undlod dog at lade lyden undslippe hans læber; i stedet smilede han tøvende. ”Du har intet at undskylde og der er intet at tilgive”, tilbød han og mente det. Langsomt lænede han sig tilbage og igen fandt hans blik ned på hendes arme og håndled. ”Fortæller du mig så, hvem der har gjort det eller skal du have fem minutter til at finde på en bedre historie?”, spurgte han, tydeligvis med et forsonende og drilsk smil.

[Briony N. Baines]

Briony kendte ikke sladderskribenten personligt, men hun brød sig ikke om folk der levede af folks dårligdom. Måske fordi hun selv havde prøvet, at få sin families navn tværet ud over Profettidende. Hun skar en grimasse over hans næste ord, hun var selv så loyal overfor sin mor, at hun ikke brød sig om de mennesker der ikke tog sig af deres forældre.

Hun smilede en anelse over hans følgende ord, glad for at han ikke mente hun havde gjort noget forkert. Hun brød sig ikke om, når folk anklagede hende, for at opføre sig dårligt. Måske fordi det var en ting hendes bror ofte gjorde.
"Du ville ikke tro på mig hvis jeg sagde det." Bemærkede hun og slog blikket ned på resten af sin kage, som hun snart havde mistet lysten til at spise.
"Jeg tror ikke engang på det selv." Tilføjede hun derefter og rystede på hovedet. Hun ville helst bare glemme, at det var sket.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias rynkede sine brede bryn og lagde hovedet på skrå. Eftertænksomme øjne fæstnede sig på hendes skikkelse, hvis blik var rettet mod hendes chokoladekage. Selv stod hans eget stykke stadig uberørt og for nu, havde han glemt alt om den.
”Well”, mumlede han stille, hvorefter han sendte hende et forsigtigt smil, velvidende hans instinkt havde haft ret i sin antagelse; hvad end det var, var det ikke, som det burde. ”Jeg anser dig faktisk som værende ganske troværdig”, tilføjede han og mente det, ude af stand til at yderligere at kommenterer. Samme tanker gjorde han sig ikke om hendes resterende familie; men det var et faktum, han var villig til at feje under gulvtæppet.
For et øjeblik stillede Tobias spørgsmålstegn ved, hvorledes han var havnet i denne situation; en tanke der dog hurtigt blev malet til jorden, da den næste indfandt sig. Han havde for vane at stikke næsen i sager, der ikke vedkom ham og som havde konsekvenser – og ikke kun for ham selv. I sit stille sind spekulerede Tobias Holmes på, om dette mon var en af de situationer.

[Briony N. Baines]

Brionys blik hvilede på ham da han talte. Han tog fejl. Hun var ikke specielt troværdig. Hun havde udeladt at fortælle sandheden til sin bror utallige gange. Det samme med sin veninde. Hun forsøgte at forbedre sig selv men det var svært når hendes rollemodeller var så ringe.
"Hvorfor vil du vide det? Du får intet ud af det. Faktisk vil jeg mene at det kun skaber problemer for dig." Sagde hun og smilede en anelse.
"Muligvis også for mig. Hvis personen finder ud af at jeg har sladret og så til en journalist." Hun strøg en lok hår om bag øret og lagde hovedet på skrå. Hun vidste aldrig hvad Edward kunne finde på. Hans uforudsigelighed var ekstrem. Det var ved at blive værre nu hun var begyndt at vise tegn på selvstændighed.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias begyndte at smile; faktisk, kunne han ikke lade være. Han nikkede i hendes retning og lænede sig tilbage i stoleryggen, hvorefter han trak på skuldrene. ”Det her kommer muligvis som noget af en overraskelse”, mumlede han sarkastisk, med leende øjne vendt mod hende, der bevidst søgte og fangede hendes blik. ”- Men det ikke første gang, at jeg får problemer for at stille spørgsmål. Faktisk, så er det sjældent, at jeg ikke gør. Hvor ville mit liv være nemt, hvis de korrupte ministre og dem, der fremlægger lovforslag eller kører deres fætter i stilling til en eftertragtet stilling i Ministeriet, bare ville besvare mine spørgsmål, uden at foretrække en mine eller skabe problemer!”, tilføjede han og lo hæst til hende. Han blinkede drillende til hende, hvorefter hans mine blev mere alvorlig. ”Desuden er jeg altid frisk på de såkaldte problemer. Det er trods alt mit job – men jeg synes ærlig talt også, at det er noget så underholdende!”, fortalte han og hans leende øjne bekræftede hans ord.
Tobias blev mere alvorlig ved hendes næste ord, og var stille for en stund. Så trak han tøvende på skuldrene. ”Det lyder som en kniben situation, du befinder dig i”, sagde han omsider, hvorefter han jog hånden i lommen og fremdrog et visitkort, som han placerede på bordet. Kortets tekst skiftede med jævne mellemrum mellem en formel hilsen og en officiel adresse, hvorpå Tobias kunne lokaliseres. ”Hvis du har brug for hjælp, så kan du altid sende en ugle”, sagde han, hvorefter han sendte hende et smil. ”Jeg lover desuden, at det ikke kommer til at fremgå nogle steder. Betragt det, som en tjeneste – du hjalp mig i sin tid, måske jeg kunne hjælpe dig nu.”

[Briony N. Baines]

Briony havde efterhånden fundet ud af, at Tobias fandt nærmest alting underholdende. I hvert fald smilede han ofte. Mere end hun selv gjorde. Hun fandt sjældent ting særlig morsomme. Hun himlede med øjnene da han sagde, at hans næste ord ville overraske. Højst sandsynligt ville de netop ikke gøre det og hun lænede sig tilbage mod bænkens ryglæn og sukkede en anelse. Hun var ikke lige i humør til at grine med på hans spøg, så i stedet så hun bare lettere irriteret på ham. Hendes blik var dog hurtigt mildt igen.
Brionys øjne gled ned på hans visitkort, som hun forsigtig samlede op og kiggede på adressen.
"Jeg tvivler på du kan hjælpe mig." Sagde hun med et flygtigt smil, men lagde alligevel visitkortet ned i sin taske.
"Det eneste der ville hjælpe var hvis jeg kunne flytte ud af mit hjem og det kan jeg ikke før jeg bliver myndig." Sagde hun og havde på denne måde stort set røbet hvem der havde gjort det mod hende. Hun så ned på bordet og gav sig til at glide fingrene hen over de små revner der var kommet i overfladen med tiden.
Sandheden var dog, at ikke engang en flytning ville hjælpe, for han ville stadig være på Hogwarts, i den opholdsstue hun delte med ham.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias lod ikke sin overraskelse vise, men den satte sig fast i brystet, som et knytnæveslag i maven, og spredte sig til resten af hans krop i løbet af et kort øjeblik; han var stille, imens han prøvede at samle sine tanker. Ufrivilligt gled hans mørkeblå øjne ned på hendes håndled, hvor han svagt kunne skimte en mørkeblå plamage. ”Edward?”, mumlede han eftertænksomt, velvidende hans ord var mere til sig selv end til hende.
Han huskede godt drengen; kun kort havde han lagt sine mørkeblå øjne på ham, men det stod stadig klart i hans erindring. Tobias Holmes huskede godt den forpinte drengs ansigt og hans mørke øjne.
Hurtigt forlod Tobias minderne og så atter på Briony. Han var tavs; han følte for den unge pige, der stirrede tilbage på ham. Ikke at han lod hende se det; selv afskyede han medlidenhed. Der fandtes ikke noget værre.
”Hvorfor gjorde han det?”, spurgte han stille, hans tatoverede hænder stukket i lommen på habitbukserne. Han kunne ikke forklare hvorfor, men bange anelser skyllede henover ham. Desperat prøvede han at finde erindringer frem om Brionys mor, men intet andet end forsidebilleder og overskrifter dukkede frem. Kunne det være hende? Det var vel ikke usandsynligt heller? Tobias forholdte sig tavst imens han tænkte; huskede drengen der havde stirret tilbage på ham dengang for mange år siden.

[Briony N. Baines]

Briony svarede ikke da han sagde hendes brors navn. Det var implicit hvem det var. Hendes mor kunne aldrig finde på at skade hende, den eneste hun var led imod var sig selv. Hans næste spørgsmål var det hun havde forventet han ville sige. Hvorfor? Tænkte hun. Alle ville altid vide hvorfor. Som om der var en logisk forklaring på hvorfor mennesker skadede hinanden.
"Han var frustreret over at jeg ikke opførte mig som han ønskede." Sagde hun og bed ned i sin underlæbe.
"Hvis ikke jeg gør som han siger elsker han mig ikke mere. Så bliver han vred." Sagde hun og sukkede en anelse.
"Han kan ikke klare at min kærlighed til ham ikke er blind. At han ikke er det eneste i mit liv der er vigtigt." Sagde hun og slog blikket ned. Hendes øjne var blanke. På trods af alt elskede hun ham stadig højt. Det knuste hendes hjerte at hun ikke kunne gøre ham tilfreds.

[Tobias Huxley Holmes]

Ganske ufrivilligt mødtes Tobias brede øjenbryn i midten af hans pande i en vantro grimasse, efterhånden som hendes ord forlod hendes læber. Han forholdte sig tavst en rum tid, hvor hans tatoverede fingre distræt trommede på hans ene lår under bordet. Tobias mørkeblå øjne veg ikke fra hendes og han så, hvordan hun langsomt blev mere og mere ulykkelig.
”Det gør mig ondt”, sagde han, efter at have været tavs. Han kæmpede med at finde ord, som var passende i situationen men følte sig magtesløs. En dårlig fornemmelse af noget, han ikke kunne definere havde atter sat sig i brystkassen; som en knude under huden. Hans bange anelser var for længst blevet bekræftet, men han fandt det umuligt at rykke sine brikker; spillet var gået i stå. Han var låst fast.
”Hvad han gør, er ikke i orden”, mumlede han tøvende, og mere for sin egen skyld end hendes; han dømte, at hun allerede var opmærksom på dette faktum, hvorved det ikke var nødvendigt at sige. ”Hvad gør din mor? Ser hun det?”, spurgte han og kunne høre det udefinerbare i hans stemme. Aldrig i sit liv, havde Tobias fundet sig selv i samme position som nu.

[Briony N. Baines]

Edward havde altid været den eneste støtte i hendes liv og nu deres forhold vaklede, følte hun sig utrolig alene i verden. Hun havde det som om en del af hende var ved at blive skåret af, som om hun mistede en del af sig selv, men hun var bare ikke sikker på om det var en dårlig ting.
Briony trak på skuldrene over hans ord. Det virkede ikke særlig slemt, ikke i forhold til det hun havde oplevet allerede. At få en rusketur af sin bror var ingenting i forhold til, at få sin far sendt i fængsel.
"Måske ikke." Sagde hun og lagde hænderne om sit krus med ingefærøl. De færreste forstod Edward og hendes forhold. Der var mange ting han gjorde, som lå på grænsen til det almindelige søskende gjorde overfor hinanden.
"Min mor vil helst ikke se problemerne i sit liv. Desuden er han manden i huset nu, efter vores far er væk. Det forventes at jeg gør som han siger." Sagde hun og drak en tår af sin øl.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias øjenbryn skød i vejret, men overraskelsen var ikke dominerende; ikke sjældent så man gamle troldmandsslægter operer på denne måde.
Han nikkede mod hende og tog fat om sit krus, hvis indhold var alarmerende koldt. Han sad et øjeblik med hånden knugende om glasset, lod tankerne nedfælde sig. Tobias Holmes havde aldrig forstået, hvorledes nogle familier fungerede; øjensynligt fordi, at hans egen aldrig rigtig havde eksisteret og han derfor, i sin tid på Hogwarts, havde set mange slags familier som Brionys. Kortvarigt sad Tobias fordybet i tanker om Ella, den lille pige, han havde været med til at opfostre.
”Jeg forstår”, brummede han, hvorefter han nikkede igen, ubevidst. Han tog en dyb indånding og lænede sig en smule imod hende, hvorefter han langsomt gestikulerede imod hende. ”Ikke alle familier fungerer sådan. Og du behøver ikke rette dig efter ham. Han er ikke nogen mand, men en svag dreng, hvis det er resultatet”, sagde han, og mente det, i det han nikkede mod hendes håndled.

[Briony N. Baines]

Briony smilede svagt over hans ord, mens hun prøvede at holde sammen på sig selv. Hun havde formået at tale roligt om det nu i et stykke tid, men nu var hendes følelser begyndt at røre på sig under hendes afslappede facade. Hendes hænder rystede en anelse, hvilket fik kruset til at gøre det samme da hun løftede det. Hun satte det straks ned og trak sine øjenbryn sammen.
Da han nikkede ned mod hendes håndled, slap hun kruset med den ene hånd og lod fingrene glide hen over hendes mærker. Hun blinkede et par gange med øjnene, mens hun gnavede i sin underlæbe.
"Du forstår det ikke. Han gjorde det her mod mig, da jeg gjorde oprør. Hvis jeg ikke gør som han siger, så. Finder han på noget der er værre." Hun forsøgte at holde sine tårer tilbage, men de var allerede begyndt at løbe ned ad hendes kinder. Hun skyndte sig dog at tørre dem væk for at han ikke skulle se dem, selvom det nok var forsent.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så væk, i det en salt tårer forlod hendes øjenkrop og undslap ned over hendes kind; noget så inderligt privat var ikke for hans øjne at se. Distræt kiggede han rundt og bemærkede, at ligeså vel, som der ingen servietter var i deres umiddelbare nærhed, var der heller ingen øjne på dem; et øjeblik slog det ham som værende yderst mærkværdigt, taget deres store aldersforskel i betragtning.
Han så på hende og hans øjne var reserveret, i håb om at han kunne skjule den voksende medlidenhed og sympati for den unge pige. Han nikkede, som for at lade hende vide, at han forstod; ”Det er jeg ikke i tvivl om. Desværre er det sådan, at det fungerer. Frygt er et effektiv våben”, sagde han stille, velvidende hans ord ikke ville gavne hende. Stille, men ikke ubemærket, begyndte en klinisk desperation at indfinde sig i hans brystkasse, i takt med at situationens alvor gik op for ham.
”Måske-”, sagde han stille og lænede sig ubevidst tættere imod hende; ”Måske ville det være bedst at føje ham, indtil du kan vende situationen. Forstår du, hvad jeg mener?”, spurgte han og så på hendes med alvorlige øjne.

[Briony N. Baines]

Briony kendte frygt alt for godt i forhold til hvor gammel hun var. Hun reagerede ikke umiddelbart på hans ord. Hendes tanker var langt væk. Mentalt var hun gledet væk fra situationen og måske også sin egen krop. Hun havde mest lyst til at forsvinde fra jordens overflade. Tobias havde fået hende til at føle hvordan hun reelt havde det, hun kunne ikke bare sådan skubbe det væk igen.
"Men jeg har lov til at bestemme selv!" Udbrød hun pludselig og så på ham med et fortvivlet blik.
"Du forstår ikke. Jeg kan ikke holde det ud. Den måde han behandler mig på." Hun trak sine øjenbryn sammen, tydeligvis på randen til et sammenbrud. Hendes vejrtrækning var hurtigere. Hun ville ønske de ikke sad her i offentligheden på en kro, men hun kunne ikke gå tilbage nu, selvom hun havde lyst til at skjule sig.
Kvalmen rørte på sig i hendes mave, da hun tænkte på dengang han havde presset sig ind mellem hendes ben og brudt alle hendes grænser. Det havde føltes som et overgreb, selvom han ikke havde gjort mere.

[Tobias Huxley Holmes]

Tobias så, hvordan desperationen langsomt krøb hen ad hendes ansigt og han mærkede sin egen gøre det samme; ikke desto mindre forholdte han sig udadtil rolig. Den usikkerhed der havde præget ham før, var langsomt blevet pakket væk fra andres øjne at se.
Langsomt ledte hans øjne for et stille hjørne, hvori han kunne tage hende hen og til sin overraskelse så han, hvordan sofaområdet for enden af lokalet stod tomt. Pejsen var slukket og stedet indhyllet i mørke, men det forekom ikke Tobias som noget negativt. Han lænede sig henover bordet og nikkede pejseområdet. ”Lad os gå derned”, sagde han stille og rejste sig derefter langsomt. Hans øjne forlod hende til fordel for resten af lokalet, som for at sikre sig at hendes værdighed ikke blev antastet. Selv, havde han aldrig mistet fatningen i offentligheden og det skulle heller aldrig forekomme.

Han satte sig i modsatte sofa, hvorpå han kunne betragte hende ubesværet med fronten mod hende. ”Du har ret. Jeg ved ikke, hvad jeg taler om”, brummede han stille, hvorefter han så ned på sine tatoverede hænder. Dødningehovedet stirrede tilbage. ”Men det jeg forstår, er, at du føler dig fanget. At du ikke føler, at du kan gøre noget”, fortsatte han stille, hvorefter han nikkede; det kunne hun måske heller ikke. Verden var ikke sort hvid. ”Og måske kan du heller ikke gøre noget for nu. Måske kan du ikke andet end at overleve og holde det ud. Men du får brug for en allieret og for nu, kan du bruge mig”. Tobias kiggede på hende med venlige øjne.