The Devil Woman

[Alois Cavallo]

4 august, 2025.
Skotland, 17:45

Profil: Abriel Le Bris …
Frøken Le Bris. En ung kvinde. Vægblomst. Delikat. Relativt stille. Vær dog ikke narret, da dette individ uden tvivl besidder… En større kilde viden og intellekt bag de finere træk.
En forførerske... I særdeleshed - En heks

Røg steg til vejrs fra cigaretten. Den velklædte herre havde stillet sig ved et stort egetræ, i skyggen der blev kastet af aftensolen. Gløderne faldt til jorden. Han havde set hende i et stykke tid nu, men valgte ikke at give sig selv til kende uden videre. Han observerede hende, som et dyr i sit naturlige element. Hvordan hun agerede iblandt bekendte. Måden hendes hofter svingede, når hun bevægede sig. Hendes måde at grine på. Der var noget fascinerende over hende. Og skønt han havde tilbragt natten i hendes selskab flere gange, fandt han en nydelse ved at betragte hende på afstand, som en kat der ser en mus den ikke helt ved hvad den skal gøre ved. Eller som et finere kunstværk i en ramme, der skulle værdsættes ved længere analyser for at nå ind bag tankerne der lagde malingen.
Solen reflekterede magikerens isblå øjne og gav dem et sælsomt intenst skær, der i halvskyggen.
Det var som en leg af hvornår hun ville notere at han var der. Havde hun allerede fornemt hans tilstedeværelse? For nu fik tanken ham til at smile skævt. Gløderne af cigaretten lyste op, som ilden hvor omkring der blev danset. Men i modsætning til det noget muntre billede, mindede Alois ild nærmere om en helvedesild eller en vulkan der ventede på at slippes løs, som han holdt cigaretten med metalarmen og de relativt spidse fingre der tilhørte den.

[Abriel Le Bris]

De vilde egenrådige mørke krøller hoppede og dansede i takt til at Abriel sprang rundt i kædens dans. Hun var iført en lang hvid kjole og havde ingen sko på. Græsset var blødt og det føltes næsten som om han trådte på små skyer.

Hun var fuldkommen rundtosset da hun sneg sig ud af kæden og vaklede hen imod et sted at sidde hvor hun kunne få lidt at slukke tørsten med. Hendes øjne lyste svagt op da blikket gled hen over menneskemængden og landede på Alois. Smilet på hendes læber var ikke til at skjule da hun nærmede sig ham. Bevægelserne var stadig i bevægelse som var hun stadig hørt af flammernes kærtegn. Ret hurtig gled hun et ben på hvert side af ham, og var ligeglad at han mere eller mindre befandt sig i fuld offentlighed. "Så dukkede du alligevel op" hviskede hun.

[Alois Cavallo]

Der var hun. Hun hoppede op med en ivrighed som en ung hundehvalp, og alligevel en nærmest overjordisk ynde. Øjeblikkeligt da den solbrændte hud kom i kontakt med hans blev han slået af en sødlig duft. Næsten blomsterlignende. Han jog hende ikke væk, men lagde som første reaktion en hånd som støtte på Abriels læn og lår, da han gled det sidste stykke ned langs træet, som hun slog sine lår rundt om ham. Egentlig forbavsede det ham ikke – måden hun skruppelløst viste en sådan omfavnelse for offentligt skue. Han ville lukke hendes ben for at holde fast i en vis grad af anstændighed, men i stedet blev Abriels kjole rettet og trukket længere ned efter den var blevet krøllet op i bevægelsen.

Alois viste ingen tegn på at blive påvirket af hende, men hendes smil blev gengældt skævt, og hans blik mødtes med hendes.
”Jamen selvfølgelig frk. Le Bris” Smilet blev bredere. ”Jeg er en mand af ord. Desuden… Synes kontoret at være noget så ensformigt i øjeblikket. Nogle gange må man væk for at forstå mønstrenes bevægelser” Langsomt gled han sin hånd hen af Abriels hofte som kjolens stof kærtegnede hans hud. ”-På nye måder”.

[Abriel Le Bris]

Abriel havde altid båret sig flot og smidigt og det da med at lægge skjul på sig selv havde vitterligt aldrig formået at skrue ned for de impulsive handlinger. Hun nærmede sig sig hans ansigt og plantede et par flygtige overfladiske kys mod hans hals.

"Du burde give mig en rundvisning af det berømte kontor, der slider dig op" spandt hun kælent og pressede sig lidt tættere op af ham. Hun nynnede svagt og trak hovedet til sig. "Har du været her længe?" Hun syntes ikke at hun havde set ham, men hun måtte ærligt indrømme at hun havde haft opmærksomheden et andet sted.

[Alois Cavallo]

Nysgerrigt fulgte Alois opmærksomhed Abbys bevægelser, ligesom han kom med en brummen da hun plantede den lille række kys på hans hals.
”Jeg er bange for at det er imod protokollen frk. Le Bris… Du burde meget vel være klar over at jeg ikke kan bringe hvem som helst med mig ind på hovedkvarteret”. Han førte sin hånd mod Abriels kæbe og strøg pegefingeren mod hendes fyldige læber. ”Også med eksklusivt selskab til trods”.

”Kun omkring 40 minutter her i området. Men tænk ikke på det” kommenterede han. Han viftede afvigende med hånden som for at understrege at det ikke var vigtigt.

[Abriel Le Bris]

"Hvornår er jeg røget ind under den kategori? Jeg er da ikke hvem som helst" sagde Abriel med et let suk som de mørke øjne spillede. Hun havde aldrig set ham som en regelrytter og det skulle virkelig komme bag på hende hvis han nu agerede hellig.

"Jeg kunne ellers godt tænke mig at teste dit skrivebord." mumlede hun og fangede i en hurtig bevægelse hans læber med sine i et langt kys, hvor der var stille mellem dem. "Så er det måske for tidligt at snige sig væk og finde en skummel krog?" kom det kækt fra hende som hun trak hovedet en smule væk så hun kunne se på Alois.

[Alois Cavallo]

”Nej. Nej, det er du ikke. Og jeg kunne gøre en undtagelse”.
Der var glimt i hans blik, en glød som den cigaret der var faldet til jorden blandt et høje græs. Hendes læber smagte sødt, som en moden frugt, og under dets indflydelse og måden hun trykkede sig op af ham på, viklede hans fingre sig ind i hendes hår og klemte sammen om det i et tæt kontrolleret greb.

”Er det der du ønsker?” spurgte han endeligt. "Nu?"

[Abriel Le Bris]

Abriels blik spillede og øjnene blev store og dådyrsagtige som hun blinkede til ham. "Mmh. Det var jo det at du kunne" mussede hun blidt og trykkede sig indtil ham.

"Ja" sukkede hun næsten åndeløst og lod kun lige sine læber strejfe hans. "Vi kunne også bare tage hjem til mig." Hendes butik og lejlighed lå trods alt i byen og var vitterligt ikke mere end et stenkast derfra hvor de sad.

[Alois Cavallo]

Han tog sig i at udånde i et kort prust, der blev forsøgt lydløst, men som ikke blev det. Selv om han ikke ville lade det se ud til at Abriels meget insisterende krav på kontakt gik ham på, så var kroppen en faktion, der på trods af mandens kraftige disciplin og selvkontrol havde andre planer og lod sig ikke påvirke af hvor roligt han forholdt sig. Heksen burde kunne mærke det, sådan som hun smygede sig op af ham.

Og hun vidste det! Hun vidste hvad hun gjorde og hvordan hun provokerede forhøreren med sin leg – Han var helt sikker på det. Han kunne se det på glimtet i hendes øjne og måden hun smilte på: Hun kunne lide at løbe om hjørner med ham. Hun vidste at hun havde fanget hans interesse og havde fundet en sprække i den ellers stive maske han altid bar udadtil.

Selv om der var en vis risiko for at tabe ansigt, så opsøgte Alois stadig Abriel med en begejstret interesse for hvilke dybder og hemmeligheder den lille nymfe ville lede ham til.

"Måske ville det være mere praktisk at tage til en nærmere lokation som-" Han måtte afbryde sig selv og rystede kort på hovedet for at samle sig. De bukser føltes pludseligt vældigt små. ”Som frøkenens gemakker. Frem for noget så langt væk” istemte Alois.

[Abriel Le Bris]

Normalt kunne Abriel godt lide at lege og danse med Alois, men som aftenen var gået og hun knapt nok havde sluppet hans blik havde lystet til ham overtaget alle hendes handlinger. Der var derfor ingen grund til at lægge skjul på hendes agenda. De var endnu ikke offentlige og Abriel anede faktisk ikke hvad de betød for hinanden. Hun kunne kun tale for sig selv, og forholdet til den mørkhåret forhører stod da hende nært, dog ikke nært nok til at hun kun sås med ham. Det var dog endnu en af hendes små hemmeligheder.

Som ordenen forlod Alois nappede Abriel ham let i øreflippen. Hvis der blot havde været en stor skov hun kunne trække ham med ind i havde de ikke behøvet at gå tilbage til hendes lejlighed. Men det var dog det bedste og sikreste bud og langsomt åndede Abriel ud og trak hovedet til sig. Hun kom ganske hurtigt og elegant på benene og børstede kjolen med et par lette strøg før hun rakte sin hånd mod Alois.

[Alois Cavallo]

Alois hånd greb fat i Abriels med et hvidt Hollywood smil sendt hendes vej, da han skubbede sig op det sidste stykke. Efter han havde rettet omhyggeligt på sin jakke gled han armen rundt om Abriels talje og trak hende ind til sig. Det var utålmodigt, ganske vidst, da han førte hånden ned over hendes læn og videre ned til hendes velformede bagparti, men hun havde pirret ham siden de mødtes, og han havde derfor ingen skrupler med begærligt klemme hende.
Han var omhyggelig med primært at røre hende med den hånd der endnu forekom ”menneskelig” af kød og blod, i modsætning til metalarmen, der som et fremmed og nærmest intimiderende element reflekterede lyset fra bålet i baggrunden, selv om den forekom lettere skjult i ærmet af de dyre materialer.

”Efter dig min kære” tilbød han med en nikken, som for at invitere Abriel til at tranferere.
”Men måske ville frøkenen foretrække – at gå?”

[Abriel Le Bris]

Abriel trak afsted med Alois. Hen over græsmarken, forbi det store bål hvor folk enten dansede eller var faldet omkuld med en flaske. De kunne lige akkurat snige sig ubemærket forbi grundet at de var skjult af nattens slør.

Hun fik nøglen op til butikken og fik låst efter dem. Der var ingen grund til at nogen skulle tro at man en sjældne gang kunne få planter og blomster midt om natten.

Hun småfnes en anelse over hele den småbarnlige process i at komme op af trappen til lejligheden. Hun fik tændte for sterinlysene med et par enkle knips med sin stav før hun lagde den fra sig på det lille spisebord.

Armene blev lagt om Alois i det hun trak ham ind imod det lille soveværelse.