At knuse en mide [TW: Tortur og drab]

[Maximilian Yaxley]

Maxmilian havde lovet Antoinette at han ville udslette hendes forlovede for hende og befri dem for dét problem. Han havde dog endnu ikke gjort noget, selvom der nu næsten var gået en måned siden problemet var opstået. En smuk, varm sommeraften sad han udenfor sine forældres hus et stykke væk fra Godricdalen og drak et glas køligt vin i selskab med sin fætter af ægteskab og broder af hjerte. Han stirrede lidt ud i luften, som han brød tavsheden med sin tilståelse.

"Jeg har lovet Nettie, at jeg vil fjerne hendes forlovede for hende," konstaterede han mere ærligt end han ville være overfor næsten alle andre. "Har du nogen idéer til hvordan?

Charles Carrow

[Charles Carrow]

Solen var ved at gå ned over trætoppene på den store Yaxleygrund. Fuglene sang stadig, og varmen lå tungt over landskabet på denne usædvanlig lumre sommerdag. Der var ikke meget at tage sig til disse dage, hvorfor den sædvanlige følelse af utålmodighed og rastløshed var blusset op i Charles. Med sit lunefulde, dystre humør var han ingen glæde at have gående derhjemme, og Philippa havde utvivlsomt været lettet, da han var taget afsted for at besøge sin kones fætter.

Nu tog Charles endnu en slurk af sin vin. Han havde som sædvanligt fået en del mere indenbors end Maximilian. Han sad dovent lænet tilbage i stolen, men ved Max' ord rettede han hovedet op. Efter at have kendt Max i det meste af deres liv vidste Charles, at vennen ikke lavede sjov. 
Charles gav et lille grynt fra sig og betragtede den klare væske i sit glas.
"Jeg regner ikke med, at du tænker på at sende ham på ferie til Egypten med en bøn om at blive væk?"

[Maximilian Yaxley]

Maximilian fnøs og rystede langsomt på hovedet. Han havde kun drukket et halvt glas og hans tanker var stadig helt klare. "Det beskidte mudderblodspjok fortjener at blive klynget op og få sin mave sprættet åben," konstaterede han helt køligt, selvom han aldrig havde dræbt en mand før.

"Han har rørt ved Antoinette. Han forestiller sig, at gifte sig med hende. Det kan vi ikke lade ske, Charles."

[Charles Carrow]

Smilet i Charles' mundvige forsvandt langsomt i takt med Maximilians ord. Ingen skulle røre hans kusine udover ham selv og Maximilian. Især ikke mugglerfødt kryb som Roy Jenkins. De rigdomme manden ejede burde tilhøre noble fuldblodsslægter som Philippas. Jenkins var et perfekt eksempel på hvordan mudderblodsrotter nassede på det magiske samfund med deres beskidte fingre... Fingre der måske havde rørt ved Antoinettes smukke hals... erotiske læber... og hvad mere?

Charles' blik blev mørkt. Maximilian havde ret. Der var kun en ting at gøre. Charles ledte efter spor af samvittighedskvaler i sit sind. Han vidste, at han burde affeje en sådan grufuld handling. Men han fandt intet andet end et sort hul. Og et begær efter at begå en gerning som overskred alle grænser hidtil. 

Charles bundede sit glas og rejste sig. "Så må vi hellere tage den nødvendige affære. Ved du hvor Jenkins bor?" Det skulle ikke undre ham, at Maximilian allerede havde gjort sit forarbejde. 

[Maximilian Yaxley]

Maximilian havde ærlig talt ikke regnet med, at det skulle være nu. På den anden side kunne han ikke rigtig stå tilbage for Charles. Han fnøs. "Selvfølgelig ved jeg hvor Jenkins bor," svarede han. "Er du i stand til at slå ham ud i din nuværende tilstand?"

Han vippede et blik imod det tømte glas.

[Charles Carrow]

Charles fnøs og vendte ryggen til Maximilian. Et par minutter forinden havde han betragtet en stor bille kravle rundt i græsset. Nu trak han tryllestaven mod den sorte skygge og slog et sving med slaget. Røde gnister føg afsted, hvorefter billen trillede om på ryggen, stendød.
Der skulle langt mere alkohol til at slå ham ud af kurs. Istedet summede det varmt, spændt og behageligt i årerne.
Han løftede et sigende øjenbryn mod Max. 
"Før endelig an, my lord," spøgte Charles og gjorde en armbevægelse ud i nattens horisont.

[Maximilian Yaxley]

Maximilian hævede begge bryn over beslutsomheden hos sin gamle ven. Han tog en enkelt dyb indånding, før han rejste sig og tog ved Charles' arm.

Transferensen skete hurtigt og med et smæld var de væk fra den idylliske scene og stod udenfor en dør et andet sted i England. "Bank på," instruerede han. "Fortæl ham, at du kommer fra Afdelingen for Misbrug af magi og vil tale med ham. Jeg kommer ind efter jer."

[Charles Carrow]

I et øjeblik stod de fast på jorden, i det næste rejste de gennem tid og sted. De landede elegant foran døren til et mægtigt, imponerende palæ. Charles hævede et irriteret øjenbryn, da han så det an. Han lod kortvarigt blikket glide ud haven. Solens sidste gyldne stråler forsvandt over en række træer. Natten var kommet. En nat for ondskabsfulde, uigenkaldelige handlinger.

Charles nikkede som svar til Maximilians ordre. Han rettede sig automatisk lidt op og antog en professionel mine, mens Max gik ud til siden. Det boblede af spænding i brystet. Han bankede hårdt på døren.

[Roy Jenkins]

Roy åbnede selvfølgelig ikke sin egen hoveddør, det havde han folk til. Derfor var det en tjener der åbnede den og betragtede Charles med et skeptisk blik.
"Hvem er du? Mr. Jenkins har ingen aftale." Sagde han og rynkede på næsen. Det var sent om aftenen, hvad ville han der?

[Charles Carrow]

Charles samlede hænderne bag ryggen. Hans blik gled instinktivt ned over tjeneren, der åbnede døren. Han gjorde sit bedste for ikke at se nedladende ud. 
"Mit navn er Hugh Donahov. Jeg er fra Afdelingen for Misbrug af Magi, og jeg er kommet for at tale med hr. Jenkins. Om private anliggender," tilføjede han skarpt, med så meget autoritet, som han kunne mønstre. Og det var ikke så lidt endda som en fuldblodstroldmand af hans kaliber.

[Maximilian Yaxley]

Maximilian havde ikke forudset at idioten havde tjenere. Han var dog mere end ligeglad med fjolsets liv. De havde allerede besluttet sig for et drab.

Tryllestaven pegede fra mørket imod manden i døråbningen, som han hvislede "Avada Kedavra."

[Charles Carrow]

Charles nåede akkurat at træde til siden da liget af tjeneren faldt til jorden med et brag. Han hævede et spørgende øjenbryn mod Maximilian, inden han rystede på hovedet og trådte gennem døråbningen - og sørgede dovent for at træde ovenpå tjeneren i på vej ind.

Jenkins var tydeligvis en velhavende mand. Dyre genstande var prætentiøst udstillet på hver en væg og flade. Charles kunne mærke irritationen over den tåbelige mand stige for hvert et skridt. Ikke så overraskende dukkede en husalf op på trappen op til førstesalen. Charles trak tryllestaven og rettede den mod væsenet. De kunne ikke efterlade nogle vidner.

"Avada kedavra," sagde Charles højt. Husalfen blev stiv i kroppen. Øjnene trillede om i hovedet på den, da den tumlede stendød ned over de sidste trin. En syg bølge af tilfredsstillelse skyllede gennem Charles. Han følte sig mere i live end han havde gjort i ugevis. 

[Maximilian Yaxley]

Maximilian trådte ud af skyggerne og med ind i huset. Han skubbede tjeneren helt ind med foden og lukkede døren efter dem, før han fulgte efter Charles. "Homenum Revelio," sagde han roligt med et sving med tryllestaven.

Han var klar over, at besværgelsen afslørede sig selv på den der blev ramt af den, men den var effektiv og han fangede Charles' blik og nikkede mod trappen, før han pegede hvor han havde mærket tilstedeværelsen.

[Charles Carrow]

Charles nikkede umærkeligt som tegn til, at han havde set hvor besværgelsen afslørede tilstedeværelsen af et menneske. Trappetrinnene gav svagt genlyd da han tog de sidste skridt. Jenkins måtte besidde en hvis intelligens for at have stjålet sådan en formue, hvorfor Charles havde staven løftet da han åbnede døren. Spænding fik hjertet til at slå mod brystet. 
Charles nåede at se et glimt af bogreoler i hvad der måtte være et kontor, inden han lokaliserede Roy Jenkins og råbte "expelliarmus!"

[Roy Jenkins]

Roys tryllestav fløj op fra hans skrivebord i samme øjeblik som de to fremmede gik ind ad døren. Derefter trykkede han på en knap under sit bord, som fik en kæmpe mørk røgsky til at omgive de to mænd. I næste øjeblik var han hoppet op fra sin stol og løbet mod sidedøren ind til det tilstødende lokale.