Møde med svigermor... eller noget

[Patsy Murray]

Outfit

Tidspunkt: D. 6. august kl. 16.00
Tråd til Emma Diamond (Mor til Duncan Brown )

Der var flere ting at gøre klar, inden Patsy kunne tage afsted og mødes med Duncans mor, hvis hun da altså valgte at dukke op. Et brev var blevet skrevet og bundet om Dougals fod. Fuglen havde det heldigvis allerede bedre, og til Patsys store held, havde Sasja intet haft imod den nye del af familien. 

Som Patsy gjorde sig klar, og trak i den røde blonde kjole, tænkte hun på Duncan. Hun savnede ham, og kunne stadig ikke forstå at han var væk. Men det også kun mere grund til at følge den plan, hun havde lagt for dagen. Måske havde hendes hoved taget skade af alt det med Duncan, eller måske var det et underligt forsøg på at finde noget i verden, der stadig kunne give Patsy en følelse af at Duncan var der. Uanset havde hun sendt breve til hans mor og hun håbede inderligt på, at Miss Brown, som hun havde fundet ud af kaldte sig selv Diamond, ville du op og bestemt alene. Hvis Duncans far var med, vidste hun ikke hvad der ville ske. Så igen, de kunne ikke udsætte hende for noget værre end, hvad hun havde været igennem.

En rejse gennem pejsen og så kunne hun træde ud i Hogsmeade  og finde et bord på Det Glade Vildsvin. Hun satte sig i et lidt afsides hjørne og ventede.

[Duncan Brown]

Emma var allerede dukket op på vildsvinet før tid og havde betragtet Patsy i det hun var gået ind. Emma selv havde solbriller på så det var svært at genkende hende. Hun gad ikke paparazzi lige nu i det hun stadig var i sorg.

Hun placerede sig overfor Patsy og kiggede på hende gennem solbrillerne. "Du har 3 minutter." sagde hun kort og lagde armene over kors.

[Patsy Murray]

Patsy rankede ryggen og sank, da Duncans mor kom hen til hende. Hun huskede godt deres sidste møde og mærkede nervøsiteten løbe hende ned ad ryggen. Hun tog en dyb indånding. "Godt så 3 min. Jeg vil gerne at du lægge din tryllestav tydeligt frem på bordet imens. Du har mit ord på jeg ikke rører den." Straks efter trak hun sin egen stav og lagde den på bordet mellem dem.
Patsy følte sig nødsaget til at tage sine forholdsregler, for at være mest mulig sikker. Men tiden gik og 3 minutter var ikke længe. 

Hun tog en dyb indånding og lagde så roligt ud. "Miss Diamond. Vores sidste møde var... Ikke det bedste, men for... " Hendes stemme knækkede og hun borede neglene ned i håndfladerne, der var ikke tid til at græde nu. "For Duncans skyld var jeg nødt til at tale med dig.. Dem? Ja. Før din mand dukkede op, før jeg dukkede op næsten, fortalte du, at du elskede ham.... Duncan.. Er det korrekt? Jeg mener.... Undskyld. Men... Jeg.... Hans far Mr. Duncan. Han er en mørk mand. Han... Kunne han?" Hun tøvede igen. Hun kunne ikke sidde her og beskylde nogen, selvom det lidt var det hun nok mest af alt gjorde. Så skiftede hun helt mening. "Miss. Duncan fortalte mig om sin barndom og om Andy. Men.. eg forstår ikke, hvordan kunne De sende deres egen søn væk? hvis De elskede ham?" Det blev lidt noget rod, men det var også svært når man var bange, ked af det, nervøs og kun havde 3 minutter.

[Duncan Brown]

Emma lyttede overhovedet ikke til hendes forholdsregler, hun var et lille pigebarn som ikke kunne stille nogen krav overhovedet. "Hvem fanden tror du lige du er? Du kommer her og taler som om du har kendt Duncan i flere år. Du kendte ikke den ægte Duncan. Du ved ikke hvordan han i virkeligheden er. Han er min søn og jeg vil altid elske ham. Men det der skete fortjente han fuldt ud. Og det er ikke noget du skal stikke næsen i." sagde hun lavmælt men vredt mens hun stirrede på Patsy.

Hun kiggede kort ned i bordet. "Og hvis jeg så meget som ser dig i nærheden af hans begravelse. Så bliver det værst for dig." sagde hun og rejste sig. Der var ingen grund til at blive her hos den lille snothvalp.

[Patsy Murray]

Patsy skulede olmt til kvinden overfor. Det ville nok være smartest at gå, men Patsy havde lidt mistet besindelsen sammen med Duncan, eller den var hvert fald noget vaklende. “Jeg kom for at vide om det jeg ved er sandheden, fordi jeg elskede ham og fordi jeg tror på det bedste i dig. Jeg så noget den aften i lejligheden, i dine øjne. Og selv det mindste håb er godt nok for mig lige nu! Men jeg minder dig om, at jeg aldrig har løftet en hånd mod dig, eller kastet en besværgelse mod dig. Men jeg har elsket din søn og han mig!” Patsys øjne var blanke igen og hun rystede på hænderne. “Jeg troede du var et fornuftigt menneske st det var muligt du havde samme varme hjerte som Duncan, men jeg så forkert!” Måske var hun bare ude på at mærke et eller andet, Patsy altså. Hun var ligeglad med konsekvenser og ligeglad længere med at tale pænt. Hun var kommet i høflighed, det var Emma ikke. 

Patsy sank da hun kom med en trussel. “Beklager dame, men jeg bliver ikke væk fra den begravelse. Jeg har lige så meget lov til at sige farvel som du har!” Tårerne piskede ned over hendes kinder nu og hun lagde en hånd op for munden og hulkede. Tænk at han virkelig var væk. 

[Duncan Brown]

Emma smålo over hendes opførsel. "Jeg har ikke tid til at diskutere med en lille pige der vil have drama. Find nogen på din egen alder og størrelse at lege med. Jeg har en søn der skal begraves. Brug tiden på lektier, eller andre drenge eller hvad man nu gør i din alder." sagde hun vredt og kiggede ned på Patsy som så småt var begyndt at græde.

"Spar dine tårer, de er ikke det værd."

[Patsy Murray]

Patsy rystede på hovedet og tørrede tårerne væk. Hun var desperart for at gøre et eller andet! Så slog en tanke hende selvom den var super farlig og dumdristig, men hun var ligeglad. "Måske skal jeg så alligevel bare gå til ministeriet og fortælle om hvordan din mand torturerede sin egen søn? JA jeg var der, jeg så det hele. Det skulle ikke undre mig, hvis han også var skyld i branden!" 
Patsy hadede damen foran sig og beskyldt hende for at Duncan var blevet revet væk fra hende om ikke direkte, så inddirekte. 

"Lige et spørgsmål til." Lød det fra hende, denne gang lidt mere fattet. "Hvis du vidste hvem jeg var da jeg sendte mit brev, ikke mener jeg er Værd at tale med  OG mener jeg Kun vil have drama, Hvorfor dukkede du så op?" Det var et interessant spørgsmål, som Patsy meget gerne ville have svar på.

[Duncan Brown]

Emma smålo endnu engang da Patsy direkte truede hende. "Du har meget at lære pigebarn. Prøv endelig at gå til ministeriet. Husk på at der altid er flere ofre end du regner med.. Scott... Quinn... Tobias..." sagde hun og skulede til hende.

Hun gik direkte mod døren og forsvandt

// Out

[Patsy Murray]

Patsy skulede ondt til kvinden da hun gik. Så godt som hun nu kunne i hvert fald gennem de mange tårer. Hun havde lyst til at råbe ting efter hende, men lod være. Det var nok bedst at stoppe mens legen var god.

Hvordan Emma dog havde kendt til hendes familie skræmte hende. Faktisk havde hun slet ikke overvejet at det kunne gå ud over dem. Som en ny vane borede hun sine lange negle ind i håndfladerne. Der var snart daglige mærker af det.
Skulle hun gå til ministeriet med det? Turde hun? Måske hun skulle tage en snak med @nille. han var ikke helt ministeriet.
Uanset havde hun en fugl hun skulle hjem til før den fløj unødvendigt med et brev til ministeriet.

- Lukket