Purged by Fire

[Duncan Brown]

Purged by Fire

Duncan havde brugt de sidste mange dage på at sidde og kigge ud af sit vindue uden at ville se nogen mennesker overhovedet. Dagene var gået så hurtigt og han havde ignoreret hver eneste ugle han havde fået, en del af dem var fra en bekymret Patsy Murray som højst sandsynligt ville høre om han var okay. Men alle brevene lå i en stor bunke i entreen hvor hans ugle sad og var pænt sur over ikke at havde fået en godbid for at levere sådan en stor stak.

Duncans seng havde efterhånden lavet et ’sidde’ mærke hvor han havde siddet, dog fik han endelig rejst sig, han vaklede mod køkkenet og fik drukket noget vand, noget som hans krop havde skreget efter længe. Tankerne var bestemt mørke og så intet lys længere, den smerte han havde oplevet havde vækket nogle følelser i ham som han ikke kendte til.

Lyset fra solen slog ind mod ham efter han havde sat sig igen. Han sad med et brev i hånden hvor han havde skrevet meget kort til Patsy.



”Undskyld Patsy” var det eneste som stod.

Det blev hurtigt mørkt og brevet havde han lagt ude ved alle de andre breve som ikke var åbnet på toppen af dem.

Han gik derefter i seng og lukkede øjnene.



Senere på natten var gaderne fyldt med brandbiler og politibiler, lejligheden stod i brand og var helt nedbrændt. En politimand stod udenfor og spurgte efter en kvinde ved navn Patsy, da brevet var til hende.

Han var sørgmodig, og alle journalisterne omkring var meget interesseret, da det var i det dyre kvarter, og det var Emma Diamonds søn der skulle være omkommet i ulykken. En skandale i deres øjne.

// Out 

[Patsy Murray]

Patsy lå i sin seng og læste, da hun hørte et bank på ruden. Hun så op i håb om at det var Duncan, men.. Synet der mødte hende overraskede hende. Det var Dougal, Duncans ugle og den så bestemt ikke ud til at være en god tilstand. Dynen blev slået til side og hun løb over til vinduet. En forkuldet fugl faldt ned i armene på hende og Patsy mærkede et jag i maven. HVAD MED DUNCAN?! 

Patsy blev bange og fik straks et blik for sig om den uhyggelige mand, som var Duncans far. Bare han ikke havde gjort noget. Hun skyndte sig dog ud i køkkenet med fuglen, så den kunne få noget vand og lidt at spise, så hoppede hun gennem pejsen og til London.

Hun havde glemt alt om at skifte fra sit nattøj, så nu stod hun endnu engang i London i før underligt tøj, men hun var ligeglad. Hun løb mod gaden hvor Duncans lejlighed lå. Her var fuld af blå blink, og her lugtede brændt. Hendes øjne fulgtes af vand. "DUNCAN!!" Råbte hun hulkende da hun så den nedbrændte bygning, og sank i knæ. Hvad var der sket? "DUNCAAAAN!!!" men ingen svarede. En mand kom hen til hende og sagde en masse, men hun hørte ham ikke. hun tænkte kun på Duncan. Fjernt fornemmede hun at manden spurgte efter hendes navn. "Patsy Murray." Han sagde noget mere, og pludselig havde hun et brev i hånden. To ord var alt der stod, men det var nok til at knuse hele Patsys verden. Hun knækkede sammen og lå grædende på gaden indtil nogen tog hende op og fik hende med sig. Det viste sig at være en Auror, der kunne hjælpe mere end mugglernes politi og braandfolk.