Forsoning og Fjendtlighed

[William Knight]

Murray Husholdningen, Irland
Patsy Murray
Start august

Overraskelsen forsvandt i mørket af de unge trætte øjne, da han blev sendt igennem susenetværket. Nok havde han førhen besøgt Murray husholdningen, men... Betød det her, at Patsy ønskede at han skulle komme forbi. Sandsynligvis ikke, eftersom det var en af de andre familiemedlemmer der godkendte hans ankomst i familiens kamin. 

Der var render under hans øjne. De sidste uger havde mærket ham markant, men efterhånden forsøgte han at kravle op af dét hul han havde kreeret for sig selv. Alting gjorde stadig fandens ondt. Især den dårlige samvittighed overfor Kala og Patsy. Om en uges tid ville han være myndig... Så måske var det på tide, at han begyndte at opføre sig derefter. Han sank en klump i halsen, som han børstede susepulveret af den hvide T-shirt. Ikke et godt valg, når man transporteredes gennem en kamin måske. 

Efter at få besked på at Patsy var på sit værelse, vandrede Liam i retningen. Han kendte jo vejen... Tøvende stoppede han op ved døren, som han gav den et usikkert bank. 

[Patsy Murray]

Outfit

Det var ikke længe siden hun var kommet hjem fra Duncan, hun havde kun lige hilst på sine forældre, før hun var gået ind på sit værelse og havde lukket døren. Hun havde ondt i maven og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det hun havde set og været vidne til kunne hun ikke fortælle og den bedste måde hun kunne hjælpe Duncan på var at forsøge at glemme hvad hun havde set og glemme hans forældre.

Hun havde smidt sig på senge, og lå bare og stirrede op i loftet da nogen pludselig bankede på døren. Det lød meget forsigtigt. Det var sikkert hendes mor så. "Jeg er ikke sulten!" Råbte hun bare ud gennem døren og blev liggende.

[William Knight]

Trods han blot kunne gribe fat om dørhåndtaget, var det her måske ikke tidspunktet hvor han skulle 'bryde ind' i Patsy's værelse. Den unge fyr rømmede sig derfor en smule, og måtte stikke hænderne i lommerne på de mørke bukser, for at finde lidt tryghed, i at kunne pille ved diverse småmønter og kvitteringer.

"Pats? Det er mig." Stemmen havde, som altid, en halvdyb tone. Der var noget noget halvhæst i måden han talte på. Som forsøgte han ikke at få stemmen til at ryste, ligesom han kunne mærke den havde en tilbøjelighed til for tiden. "Jeg... Jeg ved at jeg ikke fortjener det, men... Jeg vil gerne tale med dig."

[Patsy Murray]

Patsy rynkede brynene, da hun hørte stemmen på den anden side af døren. Det lød næsten som... Men det kunne ikke passe, kunne det? Han snakkede videre og det lød faktisk som ham. Hvad mon han ville?

Hun sukkede lidt og rullede så af sengen, for at gå hen og åbne. Ganske rigtig stod Liam i gangen. Hun sendte ham et lidt ligegyldigt blik og gik så tilbage ind i rummet, han fulgte vel med, hvis han ville tale? 
Det gjorde ondt at være sådan over for ham, men lige nu føltes det nødvendigt, hun var sur på ham og ville ikke såres igen.

[William Knight]

Døren åbnedes og sendte et jag af fremmet nervøsitet gennem den unge fyrs krop. Nok havde han gjort mange dumme ting i sit liv, men oftes reagerede han ved at skubbe situationerne fra sig, frem for at angre og undskylde for dem. Derfor lignede han vel nok mest en hund der var bange for at blive straffet af dets ejer.

Selvfølgelig forsøgte han sig med et mildt smil, men der var noget utrolig malplaceret ved det. Derfor rømmede han sig en smule og fulgte hende ind i rummet. Døren skubbede han i bag sig, i tilfælde af at Patsy ville holde det privat. Brevet hun havde sendt ham for noget tid siden, havde han aldrig åbnet. Derfor var han uvidende om meget i hendes liv. Han havde haft brug for at se hende, og tale med hende - frem for at blive ødelagt af hendes ord på afstand. For havde hun ikke allerede proklameret af hun hadede ham?

"Til festen..." Begyndte han, som afholdt han en hvis distance til hende. Blikket ramte gulvet, i et par sekunder, før han tvang det op mod hende igen. "Jeg var fucked up, Pats. Det er ingen undskyldning for hvad jeg har sagt til dig, men måske kan det forklare hvorfor jeg sagde dét jeg gjorde..."

Hans stemme lød lidt nervøs. "Du betyder rigtig meget for mig, men jeg var så fixeret på at skubbe dig væk. For du kan knække mig. Faktisk tror jeg at du er den eneste der kan."

[Patsy Murray]

Patsy gik hen og satte sig på sengen. Hun var meget spændt på hvad han havde at sige og afklaret med at det skulle være mere end bare undskyld. Hun himlede lidt med øjnene over hans ord om undskyldninger. Normalt var hun hurtig til at tilgive, men Liam havde såret hende dybere end nogen anden. “Du så ellers ud til at have en dejlig aften. “ lød det så fra hende stadig uden at se på ham. Hun vidste at hvis hun så på ham ville hun blive overvældet af savn til ham det nægtede hun skulle ske. 

“Du har desuden en underlig måde at vise at jeg betyder meget. Jeg fik det modsatte indtryk må jeg indrømme” hendes stemme var kold og hård og hun borede sine negle ind i håndfladerne for ikke bare at kaste sig om halsen på den ven hun havde savnet så længe og lige nu havde brug for. 

[William Knight]

"Dejlig." Gentog han lavmælt, som for at smage på ordet. Han måtte snart ryste på hovedet. En gestus han måtte understrege yderligere med ord, eftersom Patsy ikke syntes at ville se på ham. "Langt fra." Meget var hændt den aften og al skyld havde hvilet på hans skuldre i de fleste sammenhænge. Han tillod at tage sig et enkelt skridt ind i rummet, så han ikke decideret stod med ryggen lænet op ad døren. Det skulle trods alt ikke virke som om han var parat til at flygte.

Afstanden og Patsy's kølige ord skar ham i hjertet, og inderligt ønskede han at de lyse øjne ville vugge sig op mod hans ansigt. Han forstod dog hvorfor dette ikke kunne ske. "Jeg ved at jeg har ødelagt vores venskab," Begyndte han. Der var en smerte i det mørke blik. "Og jeg kommer ikke her for at overbevise dig om at begynde forfra. For jeg er skadelig for dig, Pats. Skadelig fordi jeg ikke kan håndtere mine egne fandens problemer uden at kaste dem på alle andre."

Han sukkede. "Jeg kom for at sikre mig, at du får afvide at alt jeg sagde til dig - om dig -, ikke er sandt. Jeg er den naive af os. Den der falder for de forkerte. Og den der inviterer drama ind."

 

[Patsy Murray]

Patsy himlede med øjnene over hans ord. Han ville heldigvis ikke kunne se det, fordi hun stadig sad med ryggen til ham, men hun kunne ikke lade være. Han var latterlig at høre på, skønt hun hørte hans ord alligevel.

"Jeg har ikke lyst til at starte forfra." De havde været venner i seks år, det kunne ikke bare glemmes og så prøve igen. Sådan fungerede det ikke. "Du kunne have sagt det i stedet. Fortalt hvad der var sket, som du altid gør og så kunne vi finde en løsning. Du ved jeg altid står ved din side uanset hvilke dumheder du bevæger dig ud i." Ja, Altid... Denne gang var det bare svært at finde den hjælpsomme side frem. 
Hun var glad for han ikke kunne så hendes ansigt, så havde han set, at hendes øjne var blevet blanke. 

"Du er..... Kan du ikke bare..." Hun væltede ned på sengen, så hun lå på ryggen og lige kunne ane ham hvis hun strakte halsen opefter. "Mener du det? Mener du at det ikke er sandt?" Hun var selv ret enig om at det ikke havde passet.

[William Knight]

Har du ikke efterhånden indset at der er mange ting jeg 'kunne gøre'?. Liam ønskede at ytre de ord, men fangede sig selv i det, før et eneste gled over de bidte læber. Der var ingen grund til at være sarkastisk. Ingen.

Han sank endnu klump i halsen. Faktisk føltes det nærmere som om der var en kæmpe knude i hans bryst. En angren som denne var ny for ham, og det føltes rædsomt. Nok havde han, til poolfesten, forsøgt at jage enhver følelse på flugt, men gennem de sidste uger havde han forsøgt at mærke det hele. Derfor ramte det ham tifold, nu da han endelig lod sig selv overveje hvad han havde gjort. Han rømmede sig en smule. "Jeg ved det Patsy. Jeg skulle have... Forklaret dig alt."

De mørke øjne fulgte hende som hun landede på sengen. Der var noget rødt i dem, som havde han haft svært ved at sove, og som kæmpede han mod en eventuel blankhed. "Selvfølgelig er det ikke sandt." Trods stemmen stadig var hæs, var den ærlig. "Ikke nok med at du nok er den person på Hogwarts jeg elsker mest - jeg ser også op til dig. Det har jeg altid gjort. Du er så fandens godhjertet."

[Patsy Murray]

Patsy lå og kiggede på ham noget tid. Hun bed mærk i de røde øjne og trillede så omkring så hun endelig sad med fronten mod ham. Der var sket megetfor hende siden poolfesten og det hunnetop havde oplevet hos Duncan gjorde alt andet lidt mindre vigtigt. "Du behøver ikke fortælle mig alt Liam. Bare sig hvad pokker der sker, når tingene vælter. " 

Hun tøvede lidt og tørrede øjnene, inden tårerne begyndte at løbe hende af kinderne igen. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst havde brugt så meget tid på at græde, som hun havde gjort denne sommer. "Du betyder meget for mig Liam, derfor gjorde det også ondt at du ikke besøgte mig på Mungos, da jeg havde brug for din støtte, men jeg forstår det vel godt." Hun kiggede ned i sine hænder. "undskyld at jeg har tænkt så dårligt om dig." Patsy var fuld af dårlig samvittighed over alle de grimme ting hun havde tænkt omkring Liam. Sådan var hun slet ikke normalt, så det havde virket meget hårdt for hende. 
"Vil du ikke sidde?" Spurgte hun så og rykkede sig lidt, så der var plads til dem begge to. Hun havde ikke lyst til at råbe af ham alligevel.

[William Knight]

Trods han havde ønsket at hendes blik skulle hvile mod hans, smertede det ham næsten mere da hun gjorde. Han kæmpede dog mod den inderlige lyst til at slå blikket i gulvet, så hun ikke så hans sårbarheder. Selv efter mange års venskab, var Liam ikke tryg ved at andre så de svage sider. Han nikkede dog bekræftende. Patsy fortjente at få afvide når tingene gik skævt. Så ville hun måske også have en bedre chance for at vide hvornår han talte bullshit.

Tårerne gjorde ham rådvild. For han ville uendelig gerne trøste hende, men vidste ikke hvor meget hun ville tillade. Han havde trods alt skabt en kløft mellem dem. Et af de mørke øjenbryn fandt snart vej, en tand over det andet, i panden. "Mungos?" Der var en tydelig forvirring i hans stemme, samt en urolighed og ærlig bekymring.
Han fulgte hendes anvisning, og tog plads ved hendes side. "Har du været indlagt? Er du okay?" Spørgsmålene flød hastigt over hans læber, og hans øjne ledte efter hver skramme eller mærke der måske kunne give ham en ledetråd.

[Patsy Murray]

Det hele føltes så mærkeligt mellem dem. Det var tydeligt for hende at se Liam angrede ved det han havde gjort og at han havde svært ved at stå her nu. Hans spørgmål undrede hende dog. "Har du ikke fået mit brev?" Så forstod hun slet ikke hvorfor han var her nu. Eller det vil sige, hun havde nok regnet lidt med det var skyld i han stod her, det var det så ikke. 
"Jeg var indlagt i tre dage efter poolfesten. Jeg var dum nok til at forsøge at Spektral transferere." Liam vidste godt at hun ikke havde lært det endnu, faktisk havde hun aldrig gjort det før selv. Så at hun havde prøvet var virkelig dumt. "eg øhm... Det gik ikke så godt." Forklarede hun så. Uden at fortælle mere om hvad den egentlig smerte var kommet af, den der ikke bare kunne lappes sammen med magi.

[William Knight]

Igen gled skyldfølelsen over hans ansigt da hun nævnte brevet, og endelig måtte bukke under ved at lade blikket ramme hænderne i et par sekunder. "Jo, jeg..." Han tøvede, og mødte dernæst hendes blik igen, "Jeg åbnede det ikke. Jeg var vel for stor en kujon. Og da jeg endelig brugte tid til at tænke over tingene, ville jeg hellere tale med dig personligt." Han kunne selvfølgelig ikke have vist at noget så dramatisk var sket.

"Gik du i spåner?" Bekymringen skinnede gennem trætheden i de mørke øjne, og han måtte endnu en gang bekæmpe lysten til at tage hendes hånd i sin, eller lægge en arm omkring hendes smalle skuldre. "Patsy. Fuck. Det er jeg ked af. Jeg burde have... Åbnet det fandens brev." Bandede han.
"Det må have været forfærdeligt."

[Patsy Murray]

Liam var en helt særlig støbning, og lige nu sad Patsy og rystede smilende på hovedet af ham. Måske havde han ikke åbnet brevet, men i sidste ende var der jo en god mening bag det. "Du er virkelig noget af det særeste jeg kender. Du gør tingene på din egen måde og alligevel ender du ofte ud med et godt resultat."  Og hvad så hvis ikke han havde læst brevet, det var alligevel skrevet i vrede og sikkert ikke så konstruktivt som det kunne have været.

Hun nikkede til spørgsmålet. "Min arm blev vredet fuldstændig om. Det var vidst en del blod.. tror jeg.. jeg øhm besvimede ret hurtigt af smerten. Duncan sørgede for at jeg blev indlagt." Hun undgik delen med at deres forhold faktisk var slut inden og at det var ham hun var taget efter for at rede det hun havde ødelagt. "Tænk ikke på brevet. Jeg synes det er bedre du er her nu. Det har bare været en hård sommer."

[William Knight]

Et skævt, og lidt halv-akavet, smil strejfede hans læber ved Patsy's bemærkning. Måske mente hun det godt, men han ønskede ikke at blive placeret i et godt lys på nuværende tidspunkt. Ikke efter alt han havde gjort. Inderligt, håbede han at hun ikke kendte til hvad han havde gjort mod Kala. Det ville han fortælle hende til sin tid... Men nu rejste der sig et håb i ham, om at deres venskab ikke var fortabt. "Siden hvornår får jeg gode resultater i noget jeg gør, Pats?" Lød det lidt selvironisk fra ham, før han tilføjede, "Du er nok en af de bedste ting der er sket for mig, og alligevel vælger jeg at træde på dig."

Opmærksomt lyttede han til hendes ord. Bekymringen havde nu placeret en lille rynke mellem de tætte, mørke øjenbryn. "Duncan redede dig? Pludselig får jeg mere respekt for den fyr." Kommenterede han, med en lidt iscenesat beskyttende klang i stemmen. Som var han en storebror der anerkendte sin søster's fyr. Han sendte hende dog et smil. "Så længe du ikke tror at jeg har nydt et sekund af tiden efter jeg... Fuckede op." Sagde han. "Hvis jeg kan gøre noget for at.. Udbedre det, vil jeg gøre det."