En uheldig start

[Theodore Blanchett]

Henvendt til: Imogen Temples

Der havde været meget at se til, og selvom at det nu var blevet aften, så havde den ranke amerikaner formået at ordne papirarbejde fra den tidligere instruktør, planlægge kommende undervisning, haft møder og andet vigtigt som nu hørte ind under jobbet.

Det var så småt begyndt at ses på hans øjne, at han ikke havde yndet sig, at holde de pauser, som enhver anden ville have forlangt. Men det var intet nyt og typisk for mr. Blanchett. 

På kontoret stod forskelligefarvede eliksirer i flasker og reagensglas - det var tydeligt, at Theodore havde gjort klar til undervisning. Den ranke amerikaner havde stillet sig ved et åbent vindue og betragtede lyset fra de andre afdelinger, som ramte den lettere mørklagte have.

Der var en stilhed over stedet, og først nu mærkede Theo trætheden komme snigende. Han lod et par fingre finde hvile mod næseryggen, og måtte dy sig fra, at forlade kontoret for at gå ned og ryge; en eneundervisning skulle først lige gøres færdig.

[Imogen Temples]

Ved Merlins skæg jeg er sent på den, tænkte Imogen fortrydeligt, idet lod blikket glide over den lille urskive fra hekseuret, hun havde fået på sin syttenårs fødselsdag af Thomas og Alba. Der var ingen tal på, men opaler lyste op i et bredt farvespektrum når det var tid til forskellige ting. Lige nu chancerede uret i rødorange farver, hvilket betød at hun var for sent på arbejde.

Imogen bandede for sig selv mens hun flettede håret i en stram fletning og klædte om til praktiske rober. Barnepigen var ankommet alt for sent, hvorfor hele tidsplanen skred. Ella havde leget lidt med sin levende dragebamse, inden hun var faldet i søvn på sofaen. Imogen kyssede hende farvel på kinden.

Med sin taske i hånden og tryllestaven stukket ned i lommen, skyndte Imogen sig ud af døren til deres hjem og spektraltransfererede sig til ministeriet for magi. Her sent på aftenen var det sædvanlige mylder stilnet af. Ingen avisdreng solgte dagens udgave af Profettidende, og kun få papirsflyvere med vigtige dokumenter susede rundt i den mægtige hal. 

Imogen hilste høfligt på en bekendt inden hun tog den raslende elevator ned til aurornes hovedkontor. Det her var slemt. Ikke nok med at hun var for sent, hun skulle også undervises af en ny professor idag. 

Lettere forpustet bankede hun på døren og trådte ind i kontoret. Det havde ikke ændret sig meget fra den forrige underviser. Som sædvanligt stod et udvalg af eliksirer klar på bordet. Dampe gjorde luften døsig, og blandet med sommervarmen følte Imogen sig hurtigt sløv i hovedet.
Ved vinduet stod professoren, rank og ret med en bred ramme der udviste en dominerende tilstedeværelser. 

"Undskyld jeg kommer for sent," mumlede Imogen og stillede sin taske ved væggen. Det var først da han vendte sig om, at hun genkendte Theodore Blanchett. 

[Theodore Blanchett]

Lyden af døren, der blev åbnet, og den lette, feminine gang hen over trægulvet, fik den ranke mr. Blanchett til at komme tilbage til virkeligheden; og som han lukkede vinduet i igen og drejede sig efterfølgende om, for at tage imod lærlingen, fik han øje på det velkendte, kønne ansigt.

"Frk. Temples," sagde han blot kort for hovedet, som om, at denne situation ikke berørte ham på nogen måde. I virkeligheden ville det nok, for mange, have været en anelse akavet hvis de havde en allerede eksisterende bekendtskab til hinanden - Mr. Blanchett havde sommetider, på kort visit, været hjemme hos Imogens forældres hjem. Theodore og Thomas havde delt idéer til de bøger, som Theodore havde udgivet, og den venskabelige forbindelse havde holdt ved.

Theodore og Imogen vidste godt overordnet, hvem hinanden var, men havde såmen aldrig haft en længere samtale sammen.

Nu stod Thomas' datter foran ham, og for første gang nogensinde måtte Theodore forholde sig til hende fremfor hendes forældre.

"Du er sent på den," startede han en anelse arrogant og gik hende i møde, og selvom at det nok ikke lige var den mest optimale måde, så blev isen brudt, "Er det noget, jeg skal forvente til alle lektionerne?" afsluttede han ligeså kort for hovedet som tidligere.

[Imogen Temples]

Imogen tøvede ved synet af den ældre mand, der pludselig stod foran hende for første gang i adskillige år. Ansigtet havde fået få rynker og hårde drag, som om livet havde været hårdt ved ham. Men sådan var det vel med alle aurorer. Branchen var ubarmhjertig. Ellers lignede Theodore Blanchett sig selv. Sit arrogante, dominerende selv.

Hun tog en hurtig indånding gennem næsen. Hvis hun havde håbet på forståelse hos sin nye professor, var hun gået forkert. 
"Som sagt beklager jeg, professor Blanchett," sagde hun en smule sammenpresset. "Det kommer ikke til at ske igen." Hun var ikke på nippet til at fortælle denne halvfremmede mand, at hun havde problemer med at finde barnepige til sin datter. Det kunne umuligt falde i god jord. 

Efter at have holdt øjenkontakten et øjeblik for at understrege sine ord, sled hun blikket fra hans kolde øjne og trådte rundt om ham, hen til bordet. Hun så flaskerne an. Deres forskellige farver, dufte og dampe. Deres indhold var utvivlsomt farligt. Fandens også at eliksirer aldrig havde været hendes stærkeste fag på trods af at have en eliksirbrygger som far. 

[Theodore Blanchett]

Sikkert og vist var de begge nok enige om, at første møde mellem instruktør og aurorlærling allerede var startet lidt uheldigt. Men uanset om hun var kommet til tiden eller ej, så ville hun stadig have mødt en grumpy herre.

Theodore svarede ikke på hendes undskyldning. I stedet fulgte han hende med blikket gå imod bordet, og sekunder efter fulgte han trop. Han stillede sig ved hendes side; hendes feminine skikkelse så slank og lille ud ved siden af den høje, ranke amerikaner. Hans dyre jakkesæt sad som altid pænt, også på denne tid om aftenen, og sommetider kunne man undre sig over, om han nogensinde løsnede slipset og slappede af.

Hele situationen var en anelse akavet. Selv for Theodore der rømmede sig, da han kom til hendes side. "Hør, med al respekt, miss Temples, så håber jeg, at du er indforstået med, at mit bekendtskab med din far ikke kommer til at have indflydelse på min vurdering af vores tid sammen," sagde han roligt imens at han tog jakken af, lagde den over stoleryggen og begyndte at folde ærmerne nonchalant op.

[Imogen Temples]

Imogen følte sig selvbevidst som hun stod ved siden af den høje, ranke instruktør. Han emmede af magt og rigdom i sit fine jakkesæt. Imens havde totter løsnet sig fra hendes fletning i hast på at nå frem til Ministeriet, mens arbejdstøjet var en smule krøllet, fordi katten havde kastet op på hendes nystrøgne sæt. 

Imogen rankede sig en smule. Det kunne være lige meget. Hun var her ikke for at imponere hr. Blanchett, hvilket i øvrigt sikkert var umuligt. Theodore Blanchett havde kendt Imogen siden hun var ti år gammel; en ung, forkælet pige med et heftigt temperament. For hver gang han havde sat sine fødder i det beskedne Templeshjem, var hun blevet ældre. Startede på Hogwarts. Udviklede sig til at blive en kvinde. En dag var hun blevet tage i at snige sig ud af vinduet for at kysse på drenge. Minderne farvede hendes kinder røde. Det var først i de senere år, at uviljen imod han voksede. Selvom hendes far aldrig havde drømt om at skrive bøger følte hun, at Blanchett udnyttede Thomas' store viden til egen økonomiske gevinst. 

Samme temperament rørte på sig ved hans næste ord. At han følte en nødvendighed for at understrege dette var fornærmende.
"Det havde jeg sandelig heller ikke forventet", fløj det indigneret ud af Imogen, hvorefter hun sammenbidt tilføjede, "Professor Blanchett. Min far har høje tanker om dig, men jeg vil selvfølgelig ligeledes danne min egen mening uden forbehold for dette." Det var muligvis en smule provokerende sagt, men Imogen kunne ikke lade være. Hun skævede til ham, dog med fronten stadig rettet mod eliksirerne.

[Theodore Blanchett]

Hendes svar fik den ranke, amerikanske aurorinstruktør til at stoppe midt i sin foldning af det sidste ærme. Der var noget i deres "relation" til hinanden (hvis man da kunne kalde det dét med det minimale, og dog alligevel betydningsfulde, bekendtskab, de havde), som gjorde, at Theodore langt fra havde forventet, at blive talt tilbage til.

Han var noget ældre end hende, mere end et årtis forskel, og med relationen til hendes far havde Theodore set hende fra hun var ganske ung. Ja, han havde nærmest på sidelinjen fulgt med i hendes opvækst gennem sine besøg.

Theodore skævede tilbage på hende. Deres blikke mødtes i en stædig dyst. Så afbrød han det og færdiggjorde sin foldning af ærmet.

"Nu har jeg kendt dig siden du var ganske lille, Imogen," sagde Theodore, med den tydelige amerikanske accent i stemmen. Det var første gang, at han talte til hende ved fornavn, og af en eller anden grund virkede det til, at det faldt ham helt naturligt til trods for, at det sikkert lød mærkeligt at høre hendes navn fra den dannede amerikaner.

"Og du er ligeså stædig og temperamentsfuld som da du var 10," afsluttede han konkluderende, kort for hovedet og uden hæmninger. Slut. Punktum.

"Skal vi gå i gang?" Og som var det dét, det sidste afgørende ord, gik Theodore i stedet i gang med at finde ingredienser frem. Han lagde dem på en række foran hende på bordet. Gryden foran dem stod klar.

"Du har vel forberedt dig til stormhateliksiren, eller skal jeg ligeledes forberede mig på en banal undskyldning her?" 

[Imogen Temples]

Kun mild tilfredsstillelse fyldte Imogen, da han kortvarigt frøs fast i sin bevægelse, for hans næste ord fik varme til at skylle op i hendes kinder af raseri og afmagt. Hun hadede ham i det øjeblik. Hadede at han fik hende til at føle sig som en uerfaren, blåøjet lille pige, der ikke fortjente at stå på hans ophøjede kontor. Hun bed sig I tungen for at afholde sig selv fra at sige, “og du er ligeså dominerende og nedværdigende som da jeg mødte dig for første gang”. Det ville være kritisk at blive fyret som aurorlærling på den allerførste dag med den nye eliksirinstruktør. Desuden ville selv samme ord kun være med til at understrege hans pointe.

Og det var så det. Deres relation til hinanden vat fastlagt, og det var ikke nogen god start.

Prick.

I stedet løftede hun hagen en smule og nikkede til at gå i gang, mens det eneste tegn på hendes sydende uvilje var det faste greb om bordkanten, hvorpå hun havde lagt sine hænder.

Hun stirrede stift på flaskerne mens Theodore bevægede sig rundt i lokalet for at finde ingredienser frem. Eftersom han havde bedt dem om at læse adskillige kapitler inden deres første time, var hun usikker på, hvad hun skulle i gang med. Hun bad en stille bøn om at hun kunne huske det, så hun ikke gav Theodore yderligere grobund for sine lave tanker om hende.

Stormhatteeliksiren. En uhyrlig vanskelig eliksir som selv Thomas skulle bruge al sin koncentration for at brygge korrekt. Var Theodore ude på at ydmyge hende?
Imogen knejsede med nakken. ”Nej, jeg har forberedt mig, professor Blanchett,” svarede hun køligt. Uden at vente på tilladelse gik hun i gang.

Det var en møjsommelig proces. Imogen gik i gang med at afmåle korrekte mængder ingredienser. Hun hakkede baldrian og høstede de små korn fra diktamos. I en morter pulveriserede hun månesten. Skridt for skridt hældte hun ingredienserne i kedlen. Der gik ikke lang tid før hun svedte. En perlehvid damp steg op fra kedlen og omfavnede hendes ansigt, så de løsnede totter fra fletningen klistrede sig til kinderne. Burde dampen være klar på nuværende tidspunkt? Hun kunne ikke huske det. Koncentrationen var begyndt at vakle. Om det skyldes den lettere sløvende damp, eller Theodore Blanchetts dominerende tilstedeværelse, var svært at sige. Hun var uhyrlig bevidst om hver en lille bevægelse han gjorde.

[Theodore Blanchett]

Theodore lod hende styre showet - og som det udviklede sig hen ad vejen blev han faktisk en smule imponeret over hendes formåen. Han afbrød hende faktisk ikke under processen, og gik i stedet blot nonchalant rundt i lokalet, mens at han sommetider betragtede hver af hendes bevægelser, ingredienserne hun klargjorde og smed i samt kedlens indhold der sydede og boblede. En enkelt gang i mellem havde hans marineblå blik landet på hendes ansigt for at betragte hendes koncentration.

Det virkede næsten som om, at Theodore tog det hele mere afslappet end Imogen; måske nærmest for roligt. På et tidspunkt havde han kigget ud af vinduet og betragtet himlen der blev mørkere og mørkere. Han havde fundet noget mere diktamos da hun stod og manglede. Ja, han havde sågar brugt tid på at stille nogle bøger tilbage på den store bogreol, der prydede kontoret.

Theodore stillede sig for første gang i lang tid ved hendes side da han bemærkede koncentrationen ligeså stille dale. Han skimtede ned i kedlen. Dampen sivede op og lagde sig tungt om dem. Så lød hans stemme i det mørklagte kontor, som egentlig kun blev belyst af en enkelt lampe ved bordet og månens kolde skær, som ligeså stille var begyndt at falde ind af vinduerne.

"Du har vist arvet din fars talent," sagde Theodore ganske roligt, "- Du har netop brygget en Stormhateliksir. Det er der ikke mange der har held med i flere år.." Der var noget i hans stemme der faktisk havde en undertone af forbløffelse. Det var en yderst kompliceret eliksir, og ikke engang i sin tid i Amerika som aurorinstruktør havde mange lærlinge gjort hende kunsten efter - han kunne nok stort set have talt det på en hånd.

Så rakte Theodore hende en lille flaske, lige præcis plads nok til at indeholde en mundfuld væske.
"Det er fuldmåne i nat," sagde han ligeså rolig som tidligere, "Vi har anelse travlt hvis vi skal nå at få det testet, miss Temples."

[Imogen Temples]

Imogen noterede sig ikke hvordan mørket sænkede sig over kontoret, ej heller hvordan lampen på bordet tændte og kastede et ulmende lys på resterne af ingredienser. Hendes koncentration var delt mellem det boblende, sydende indhold i kedlen, samt bevægelserne fra den stivnakkede troldmand.

Da Theodore stillede sig ved siden af hende, løftede hun tøvende ansigtet. Til hendes overraskelse var det ikke kritiske ord, der flød fra hans læber. Snarere var det uventet ros. Hendes ansigt lyste op i overrasket glæde, også selvom han lød forbløffet. Hun havde slet ikke regnet med, at det ville lykkedes.

Smilet falmede imidlertid snart. Havde han virkelig tænkt sig at afprøve eliksiren på en varulv?
”Sir, hvad hvis jeg har lavet en fejl?” fløj det ud af Imogen. Hun var ikke klar til at møde konsekvenserne hvis eliksiren var forkert; tænk hvis offeret endte på Skt. Mungos på grund af hende? I skæret fra lampen så han lettere ildevarslende og faretruende ud, med sine markerede, maskuline træk som hugget i sten. Hendes tanker gled hen på marmorstatuer  af fordums tids helte, foreviget i stilinger af dybsindige tanker.
Hun lod den lille flaske glide ned i væsken. En svag blå damp steg op fra krystallen, inden hun satte prop på. Da han holdt hånden frem, tøvede hun blot et splitsekund, inden hun forsigtigt lagde sin spinkle hånd på hans stærke arm. Sammen spektraltransfererede de sig ud i natten.

[Theodore Blanchett]

"Det er derfor, at vi bliver nød til at teste det, ikke sandt? Så du har mulighed for, at ændre det til næste gang, ms. Temples," svarede den ranke Theodore med en arrogant tone, der fik det til at lyde, at han ikke kunne se andre muligheder.

Han havde netop taget sin jakke, og med en finger holdte den over den ene skulder, da Imogen gik ham i møde. Og som han rakte en arm elegant frem mod hende mærkede han hendes spinkle hånd finde hvile mod den. Der lød et sus, og det eneste som gav et lille hint på deres forsvinden, var de svævende dokumenter fra skrivebordet, som dalede langsomt mod gulvet.

________

Med begge ben på jorden stod de pludselig i en lysning af en skov, som Theodore kendte i den vestlige del af England. Fuldmånens kolde skær oplyste skoven så meget, at man kunne se flere meter mellem de store stammer, der var tyst og kun afbrudt af videns svage rusken i bladene.

Theodore slog en enkelt gang ud med den ene arm for at rette skjorten, så den sad bedre på den ranke ryg.
"Vi er her," sagde han roligt og gik et par skridt frem. Jorden under ham knasede mod de dyre skosåler. "Stedet her er kendt for sine varulve, og hvis vi er heldige kan vi finde mr. Grey. Han er ganske harmløs - selvfølgelig bare ikke lige på denne tid af måneden."
Med et roligt blik skimtede han på Imogen for at tjekke, om hun var okay trods det noget dystre scenarie, de befandt sig i.

Et sted i det fjerne lød der netop et ulvehyl. Theodore rettede blikket i retningen af hvor lyden kom fra.
"Jeg tror, han ved, vi er her," amerikaneren gjorde tegn til at gå ved at række hende sin arm; denne gang ikke for at spektransferere, men for at have en støtte i det svære terræn, "Skal vi?"

[Imogen Temples]

Instruktør og lærling forlod det svagt oplyste kontor og transfererede ud i natten. I få sekunder, var Imogens hånd bundet uløseligt fast til Theodores arm – i næste sekund landede hun på jorden i en skovlysning. Imogen så sig omkring. Atmosfæren i skoven var sælsom. Der var mørkt og tomt mellem stammerne, men som alle andre skove var den levende af væsener, der nok betragtede dem netop nu. Utydelige skyer gled forbi på den mørke himmel for kortvarigt at skygge for den store, kraterfyldte kugle på himlen.

Imogen betragtede Theodore med en let rynke mellem brynene. Hun kunne ikke afgøre om det var en tør konstatering, eller om bemærkningen var et forsøg fra humor fra hans side.

Trods stemningen i skoven, og varulven et sted derude, følte Imogen sig ikke bange. Instinktivt var hun fuldstændig tryg med Theodore Blanchett ved sin side, da hun let lagde hånden på hans arm og begav sig af sted over den ujævne jord. Kort tid efter gav hun dog slip, for ligesom at markere at hun godt kunne klare sig selv.

Hjertet banket mildt i brystet som det plejede at gøre, når der var spænding på færde. Hendes sanser stod på stilke. Hun balancerede over rødderne og stoppede kortvarigt op, da endnu et ulvehyl gav genlyd mellem stammerne. Blikket søgte godkendelse hos Theodore, og ved hans nik justerede hun deres kurs en anelse. Snart var de nær nok til, at dæmpede knurrende og jamrende lyde kunne høres. Imogen overvejede at trække sin tryllestav, da hun fik øje på mr. Grey; belyst af månens stråler stod han foroverbøjet i en lysning, tydeligvis i store kvaler. Hans behårede bryst var ved at springe knapperne i skjorten. Øjnene skinnede gule, men der var tilsyneladende stadig noget menneskeligt tilbage i ham. Imogen vidste bedre end at vandre ind i lysningen med tryllestaven hævet. Det ville sende helt forkerte signaler til den stakkels mand.

”Mr-,” Imogen rømmede halsen. ”Mr. Grey?” gentog hun lidt tydeligere. ”Jeg er professor Blanchetts lærling. Jeg har stormhatteeliksiren til dig her.” Hun trak krystalflasken frem fra sin lomme og løftede den mod hans knurrende skikkelse. Månens stråler reflekterede krystallen som en diamant. Imogen trådte forsigtigt tættere på og bad inderligt til, at hans forvandling ikke var for fremskredet til at forstå, at hun prøvede at hjælpe ham. Højre hånd lå stramt om tryllestaven i lommen, men til hendes store lettelse greb Grey ud efter flasken med en aggressiv knurren. Neglene var allerede blevet til kløer. Han hev proppen af og kastede eliksiren ind. Imogen stirrede åndeløst på ham.

[Theodore Blanchett]

Den store mr. Grey smed glasset fra sig efter at have drukket indholdet. I de første sekunder kiggede han forhåbningsfuldt på sine hænder, der allerede var forvandlet til et par store behårede poter med lange kløer.

Theodore gik de sidste enkelte skridt hen på siden af Imogen; for at stå klar hvis noget skulle gå galt, og ligesom hende havde han den ene hånd hvilende mod sin tryllestav, der sad i buksekanten på ryggen.

Med et sørgmodigt blik så den store mr. Grey tilbage på Imogen. Det var kun et øjeblik før, at forvandlingen var fuldendt, og indtil videre så det ud som om, at eliksiren ikke ville virke.

"Imogen, træd tilbage.." Theodore trak en arm foran hende og skubbede hende en anelse bagud; stadig med blikket fast mod mr. Grey, der efterhånden var begyndt at grynte og hive efter vejret.

Med et hyl faldt Mr. Grey sammen, holdende om sig selv med de lange behårede arme. Så kom der et lysglimt så stærkt, at området lyste op i et blændende skær, hvilket resulterede i at Theodore holdte en arm for øjnene.

Sekunder efter fjernede Theodore sin arm igen og lod det marineblå blik falde på den ældre herre, som nu befandt sig på den spot, hvor vareulven havde været tidligere.
"Det virkede.." mumlede mr. Grey, der havde sat sig op og mærkede ihærdigt på sig selv, "Haha! Det virkede!" jublen ville ingen ende tage. Selv den ellers så dannede og kontrollerede aurorinstruktør fik et lille, skjult smil på læberne; det havde rent faktisk lykkedes Imogen at brygge stormhateliksiren. Fantastisk.

"Åh tak, åh tak, du kønne kvinde!" jublede den ældre mr. Grey, der straks tog fat i Imogens hænder og hoppede og dansede, "Mr. Blanchett, hvem er denne heltinde du har med dig?" røg det forbløffet ud af Mr. Grey, der straks vendte sig om mod Theodore, der som altid stod rank som et træ.

"Imogen er aurorlærling. Og åbenbart en meget talentfuld en af slagsen," lød det ganske roligt og hæmningsløst fra mr. Blanchett. Han havde lige rost hende, hvilket var sjældent for øre.

[Imogen Temples]

Imogen betragtede fastfrosset mr. Grey; hans pelsede behåring, skarpe kløer på poterne, og de intense, gule øjne. Sekunderne føltes som minutter. Og så… ingenting. Imogens hjerte slog et slag over. Eliksiren havde ikke virket. Hun lod sig følge med, da Theodore advarende skubbede hende bagud. Rasende knurren. Grynten. Og så et blændende lysglimt.

Foran Imogen stod en lille, lurvet mand, hvis lettelse spredte et skær af varme i den mindre lysning, de stod i. Selv månens kolde stråler trængte om bag en sky for at tillade manden sit øjebliks lykke. Glæden sprang frem i Imogens indre som gnister. Det var lykkedes hende at brygge stormhatteeliksiren! Hun greb mr. Greys hænder, der ikke bar skyggen af kløer længere. Ved mandens spørgsmål kiggede hun op på Theodore. Hans ros fik atter rødmen til at stige op i Imogens kinder, og hun skyndte sig at rette sit forlegne blik mod mr. Grey, med et forsigtigt, ”tak, professor.”

”Hvordan har du det?” spurgte Imogen forsigtigt. ”Hovedpine? Smerte nogle steder?” mr. Grey rystede overstadigt på hovedet.
”Intet, min unge dame. Intet! Jeg føler mig ….” Mr. Grey var stoppet med at tale. Blikket i hans øjne blev fjernt. Tåget.

”Mr. Grey?” gentog Imogen. Mandens hænder var pludselig blevet kolde. De holdt krampagtigt fast i hendes. Imogen rynkede panden. Der var noget helt galt.

Og så gik et ufrivilligt jag gennem den stakkels mands krop, idet han bukkede sig forover. Lavmælt knurren lød fra det dybeste af hans strube. Månen var atter kommet til syne. Imogens hjerte sank i livet. ”Du godeste,” hviskede hun, da manden forvandlede sig lige foran hende. Munden spidsede til en snude. Benene blev længere. Pels voksede frem overalt. I stedet for negle kom kløer til syne, og bordede sig dybt ind i Imogens hænder så blodet piblede. Hun gispede af smerte. Hun prøvede at flå dem til sig, men han var for stærk. Hun kunne ikke få fat i sin tryllestav.

[Theodore Blanchett]

Theodore lagde, ligesom Imogen, straks mærke til den pludselig ændrede stemning. Med rynket pande holdte amerikaneren blikket fast mod Mr. Grey, hvis sind blev ganske fraværende. Jaget og den jamrende tone fra Mr. Grey, fik Theodore til at gå helt tæt på Imogen i tilfælde af, at han måtte ty til andre midler. Godt nok var hun aurorlærling, ganske temperamentsfuld, stædig og med en uheldig start ved at komme for sent, og på trods af den noget arrogante holdning, som Theodore besad, kunne han stadig ikke lade hende ske noget.

Det havde åbenbart ikke virket som det skulle; stormhateliksirens virkning forsvandt ligeså hurtigt, som det havde virket, og nu stod mr. Grey som en varulv foran dem.

Det hele gik meget hurtigt. Blodet, der piblede frem på hendes hænder, Theodore der måtte træde frem og uden tøven trak sin tryllestav.
"Incendio!" udbrød han højt og pegede mod græsset. Straks gik der gnister i og kort efter sprang en stor flamme op. Mr. Grey hvinede et hyl, trak sine poter til sig og måtte træde nogle skridt tilbage.

"Hold mig, nu!" udbrød han idet at han tog hendes hånd. Til trods for, at hendes håndflade blødte, lagde han den mod hans ene arm, og straks spektraltransferede de tilbage til det halvdunkle kontor.

De landede i midten af det store lokale. Theodore klappede sig på brystkassen, som for at tjekke, at han havde alt på sig, indtil at det gik op for ham, at han havde glemt sin jakke et eller andet sted på skovbunden.
"Miss Temples, jeg tror du har noget, du skal læse op på til næste gang.." sagde han kort for hovedet, en anelse arrogant. Så lagde han mærke til blodaftrykket på sit hvide skjorteærme, og han kom i tanke om hendes håndflade.

Roligt fandt hans hænder hendes og han betragtede dem nøje, "Jeg skulle have vidst, at det ikke gik.." mumlede han for sig selv imens at han bandt sit slips og lagde den om hendes håndflade, "jeg beklager, Imogen, det var ikke meningen."