En amerikansk accent

[Theodore Blanchett]

Henvendt til: Claire Dawlish Avery


Døren til Borgin & Burkes blev åbnet, og ind trådte en høj, rank herre. Hans ydre var næsten irriterende kønt i attraktive træk og tøjet sad som skræddersyet; det var svært at finde en fysisk fejl på ham. Til trods for det næsten fejlfrie ydre, så var Theodore's kendte indre ikke nær så kønt.

Mange kendte ham som noget af en arrogant nar med en plettet baggrund - og det var bestemt ikke blevet bedre med den tragiske hændelse, som han havde tilbage i Amerika. Nogle var sågar enige i, at han kun var kommet til England for at flygte fra minderne. 

På en måde kunne de have ret, for blot 48 timer efter, at han havde sagt ja tak til jobbet som aurorinstruktør i England, havde han pakket det mest nødvendige og rejst.

Der var nu gået et halvt år, og rygterne om ham hang stadig i luften. Det forhindrede ham dog ikke i, at tage sit job alvorligt, og netop nu befandt han sig i Borgin & Burkes på udkig efter en mørk artefakt, som han kunne anvende i sin undervisning. 

[Claire Dawlish Avery]

Butikken i Tusmørkegyden var helt stille og Ire gik roligt rundt derinde og tørrede støv af, da døren gik op med en lille ringlen, der tiltrak hendes opmærksomhed. De tykke, høje hæle gav bløde bump i underlaget, som hun snoede sig gennem rækker af magiske antikviteter og snart stod overfor den potentielle kunde.

"Goddag," hilste hun venligt og fra første færd i sin udefinerbart amerikanske accent. "Hvad kan jeg hjælpe med?"

[Theodore Blanchett]

Amerikaneren i jakkesættet fik straks øje på det pinke hår, der kunne skimtes her og der i mellemrumene blandt antikviteterne på hylderne. Det var anderledes og farverigt i forhold til butikkens lidt mørke indhold. Og som det bevægede sig mod ham kom den lille, kvindelige skikkelse endelig til syne. Hun mindede ham om candyfloss, og med dette i tankerne hed butikassistenten nu dette for en stund for amerikaneren.

En svag sammentrækning til et smil dannede sig i Theodores ene mundvig. Hendes amerikanske accent var bemærkelsesværdig.

"Goddag, miss," hilste han pænt tilbage, ligeledes med en amerikansk accent, og sendte hende et roligt blik, inden at hans øjne fortsatte ud over de mange hylder. Hans nysgerrighed var for stor, og uden at vente førte hans fødder ham straks hen til en antikvitet.

"Du kan hjælpe mig med at finde noget, jeg kan vise mine aurorlærlinge," sagde han roligt idet at han, med rynket pande, havde lænet sig frem, skrabbede antikvitetens materiale med en negl inden at han gned pegefingeren og tomlen mod hinanden.
"Tror du, du kan det?" afsluttede han og rettede sig op. Hans blik landede på hende.

[Claire Dawlish Avery]

Ire var ikke intimideret af de dystert udseende mænd og kvinder, der kom herind og bad om dystre artefakter. Hun var heller ikke intimideret af den høje landsmand, som vandrede ind i butikken og lod hende følge efter som det passede hende.

"Aurorlærlinge? Selvfølgelig. Men du må være noget mere specifik, hvis jeg skal kunne hjælpe dig. Du kan såmænd vise dem alt herinde, hvis blot du betaler. Er der noget særligt du søger?"

[Theodore Blanchett]

Theodore betragtede den unge assistent foran sig med et roligt smil, og selvom at hun netop stillede ham et spørgsmål om hvad han søgte, så kunne han ikke lade være med at bide mærke i hendes accent.

"Undskyld, miss, men jeg bliver nød til at spørge, hvor i Amerika du er fra," sagde han med et skævt smil og lagde hænderne i de mørke bukser, "Det er så sjældent man hører en amerikansk accent her. Det får én til kort at mindes om det derhjemme," afsluttede han ganske roligt. Godt nok vidste han ikke hvor længe hun havde befandt sig i England, men accenten gav stadig et hint om Amerika.

[Claire Dawlish Avery]

Ire havde været klar til at finde mørke artefakter frem, men hun stoppede op ved spørgsmålet, som fik det til at skurre lidt i hendes optagede tanker. Hun huskede dog øjeblikket efter og trak på smilebåndet.

"Vestkysten," svarede hun. "San Francisco. Hvor kommer du selv fra?"

Hun havde været for kort i landet til at føle hjemve, men det var altid rart med et stykke af noget velkendt.

[Theodore Blanchett]

"Mh," lød det kort fra ham med et roligt smil og et vagt nik; en bekræftelse på, at han havde hørt hendes svar, og samtidig en bekræftelse på, at det faktisk interesserede ham. Hans blik sagde i hvert fald alt, der var nærværende og fast i hendes.

"Boston," svarede han kort for hovedet og virkede først nu en smule fraværende. Blikket fløj en anelse i lokalet. Godt nok savnede han Amerika, men på den anden side havde han heller ikke brug for at blive mindet om sin hjemby. Det var hans egen skyld når han spurgte ind til hendes accent.

"Jeg beklager -- artefakterne," afbrød han sin egen tankestrøm og rystede kort på hovedet, "Har du noget med en forbandelse over sig?" spurgte han, og lød som om, at konsekvenserne ikke havde nogen betydning.

[Claire Dawlish Avery]

Ire var blevet distraheret af den ekstremt korte udveksling af bynavne, men da manden vendte tilbage til handlen snappede hun tilbage. Hun var der jo heller ikke for at småsnakke, men for at betjene ham. Alligevel var hun en smule overrasket over det meget korte intermedium.

"Hvis vi havde haft den slags, så ville vi naturligvis have afleveret det til ministeriet," forsikrede hun, selvom de begge vidste det var løgn. Hun havde dog lært hurtigt. "Vi har kun det mest banale her i butikken."

[Theodore Blanchett]

"Selvfølgelig, hvad tænkte jeg dog på," svarede Theodore med et vagt smil i mundvigen, inden at han gik de enkelte skridt hen mod pigen med det farverige hår; hans skikkelse høj og ryggen rank.

"Du har heller ikke en enkelt liggende i baglokalerne? Jeg betaler gerne det dobbelte, og afleverer det selvfølgelig i ministeriets varetægt efterfølgende," afsluttede han med den rolige stemme og amerikanske accent.

[Claire Dawlish Avery]

Ire klarede halsen. "Hvis jeg et sted havde en halskæde, der var forbandet til at kvæle enhver, der tog den på, imens de sov, så kunne jeg naturligvis ikke sælge den, før jeg havde talt med min overordnede," pointerede hun sigende. De vidste begge hvorfor det var nødvendigt at tale hypotetisk.

"Hvis du kan vente her - uden at røre ved noget?"