Undvigelse

[Henrietta Fletcher]

Rabbie Fletcher

Henrietta kom mest i Hogsmeade i beruset tilstand. Det var i hvert fald det mønster, der var ved at tegne sig. Denne dag var dog anderledes. Hun havde godt nok fået et par krus, men det var også det og hun følte sig helt klar i hovedet, som hun rettede lidt på blomsterkronen og så sig rundt.

Hun havde tabt June Chang-Masters af syne, men havde sidst set hende gå i retning af den ende af Hogsmeade, som hun ellers meget bevidst forsøgte at undgå. Veninden måtte kunne klare sig selv, endte hun med at komme frem til og rystede fornemmelsen af sig. Nej, hun havde tænkt sig at blive stående sikkert der på hovedtorvet, for i aften var ikke en aften til at gentage berusede fejltagelser.

Det fortalte hun sig selv, som hun kvalte fristelser med en lun bannock og med et svagt smil betragtede lykkelige par, der strøg ind gennem hullet i trædøren.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie var nærmest blevet sparket ud fra Vildsvinet for at more sig lidt og være ung. Han havde ingen blomsterkrone på håret, men det var til gengæld strøget væk fra hans ansigt i sin sædvanlige tilstand og en enkelt, meget ung gæst (på fem) havde tilføjet to af sin egen blomster til det tidligere på aften. Dem havde han glemt alt om, men de passede fint ind, som han snoede sig gennem fyldte gader, tyggende på en lammas bannock med honning indeni og kiggende på alt og intet.

Han ville egentlig hen og se om de havde tændt bålet, men passerede hovedtorvet først og fik et glimt af en han langt hellere ville se. Han standsede brat op til brok fra flere bagved, men snoede sig dernæst rundt og var snart efter sikker. Da først han stoppede op, bannock dybt nede i lommen, holdt han begge hænder op foran hendes øjne. "Gæt hvem," hviskede han i hendes ene øre og håbede hun ikke ville give ham tæsk.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var helt afslappet, som hun så på det glade par og gumlede på sin lune bannock. Helt afslappet, men også aurorlærling på tredje år og da uventede hænder lukkede sig over hendes øjne, var reaktionen komplet og fuldkommen instinktiv.

Foden skød ned ovenpå mandens fod, kvartsekunder før hendes stemme overhovedet registrerede at stemmen var bekendt.

[Rabbie Fletcher]

Smerten var umiddelbar, skarp og Rabbie slap en halvkvalt lyd af punkteret smerte, imens hans hænder faldt fra Henrietta og han humpede bagud.

"Av ved alle troldepis og unghh," bandede han højlydt og tiltrak sig en god del opmærksomhed. Den humpende krodreng med blomsterne i håret.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta indså sin fejl nærmest med det samme, men da hun snurrede rundt til synet af krodrengen, der tiltrak sig en temmelig god del opmærksomhed, var det kun salt i såret. "Sssch," var hendes instinktive reaktion, som hun holdt begge hænder frem og priste sig lykkelig for at kunne gemme sig halvt bag det løse hår.

"Ssch, undskyld," lød det igen, lidt desperat, men også lavmælt. "Pis. Undskyld..."

[Rabbie Fletcher]

Det gjorde satans ondt, men Rabbie var ingen svækling og efter ti sekunders banden og svovlen satte han foden ned med blot en dæmpet lyd af undertrykt smerte. Han greb fat i Henriettas skulder som støtte og tog en hastig indånding, før han blinkede lidt md øjnene og bed tænderne sammen.

"Ungh. Det... Det er okay. Beskeden er sevet ind," tvang han ud imellem tænderne i et tørt tonefald. "Du er pisse farlig."

Hvis ikke hans mundvige havde sitret svagt ville det have virket ekstremt afvisende.

[Henrietta Fletcher]

Det gav et lille sæt i Henrietta, da han greb fat i hende, men denne gang reagerede hun ikke på samme måde. Hun kæmpede med at finde en grimasse, der skjulte det lille smil, som truede med at bryde frem. Det var ikke for alvor sjovt, men hans dans havde været det og da han talte, slap en halvkvalt, munter lyd hende alligevel.

"Undskyld," gentog hun igen, lidt mere bestemt den her gang, men også stigende bevidst om at de pludselig stod sammen midt i offentligheden. Hun rømmede sig og rankede sig lidt. "Jeg er ikke så god til overraskelser..."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie grinede tørt og ømmede sig lidt. "Aye, det siger du ikke," svarede han.

"Du kan sikkert kysse det bedre," foreslog han uskyldigt. "Eller måske bare hjælpe mig hen til en bænk for nu...?"

[Henrietta Fletcher]

Det var første gang de mødtes uden at Henrietta var mere beruset end godt var. Af samme grund var hendes reaktion ikke at smile smørret over hans ord. I stedet så hun en kende beklemt ud, men valgte decideret at ignorere det første.

"Selvfølgelig. Her," svarede hun og tilbød ham støtte, nærmest professionelt og uden nogen form for nærhed, der på en eller anden måde indikerede hvor tætte de ellers havde været tidligere. Hun satte kursen mod en bænk.

"Jeg ville have troet, at du skulle arbejde i aften..."

[Rabbie Fletcher]

Rabbie humpede lidt, før han sank ned på bænken og tog en dyb indånding. Det var allerede ved at føles bedre, men han havde ikke tænkt sig at sige det og risikere, at hun stak af, nu han havde fanget hende. Han klappede lidt ved siden af sig på bænken.

"Jeg fik fri en enkelt time for at 'være ung' som min da' sagde," svarede han muntert. "Og så så jeg dig og du ved... Kunne ikke holde mig væk."

[Henrietta Fletcher]

Henrietta kastede et blik ned på bænken. Hun kunne ikke sætte sig. Én ting var at forvilde sig ind i hans arme i fuldskab på en tom kro. Noget helt andet var at tage plads ved siden af ham nu, hvor hendes familie helt sikkert var at finde i landsbyen. Hun rettede sig lidt op og ved hans sidste ord var det helt klart, at hun ikke kunne sætte sig. Maven slog en kolbøtte og hun var sikker på, at det måtte være i mild panik.

"Det her var uden tvivl ikke den gode måde at bruge den time på," konstaterede hun og rømmede sig lidt, uden at vide, hvordan hun skulle opføre sig. Usikkerheden var til at tage og føle på. "Skal jeg finde noget koldt til din fod...?"

[Rabbie Fletcher]

Rabbie så op på Henrietta. Det var ikke fordi han havde glemt hvor mærkelig hun havde været den første morgen eller det faktum at hun var stukket af den anden morgen. Han var dog ret insisterende, også i dag.

"Det her var præcis den bedste måde at bruge timen på," konstaterede han. "Og hvis ikke du snart sætter dig ned med mig, så giver jeg mig til at synge dig en serenade hernede fra."

[Henrietta Fletcher]

Henriettas øjenbryn gled op over den direkte trussel og hun fnøs over den. Øjnene kneb sig lidt sammen over den luskede rad, men til sidst endte hun alligevel med at sætte sig. På nåle, føltes det som.

"Det kaldes afpresning og er typisk ikke noget, man bliver populær af," bemærkede hun tørt, da hun først sad der- med en afslørende sitren i den ene mundvig.

[Rabbie Fletcher]

Rabbie var ret tilfreds med sine metoder, fordi de havde virket. Han lagde den ene hånd på bænken, så lillefingeren lige netop strejfede hendes ben. Et muntert fnys forlod ham over hendes tørre bemærkning.

"Och, aye," svarede han. "Men det er mere gentlemanagtigt end at drikke dig fuld og vente på, at du tropper op på Vildsvinet, er det ikke...?"

Han smilede drillende.

[Henrietta Fletcher]

Bevidstheden om hans hånd nær sit lår var helt skarp. De modstidende følelser var helt levende og hendes mave slog en lille kolbøtte over hans ord. Henrietta var ikke typen, der brugte meget tid på at skamme sig, men hendes kinder antog alligevel farve nu.

"Det ér begyndt at minde farligt meget om en vane," erkendte hun og klarede halsen en enkelt gang. Hun så op, kun for at mærke sin mave slå endnu en kolbøtte over det drillende smil. Hvorfor? Hendes eget smil falmede og hun rømmede sig igen.

"Hør, Rabbie..."