I ly for torden

[Hannah Abbott]

Hos Ollivanders i Hogsmeade

Selvom solen stod højt på himmelen i de fleste lyse timer, så følte Hannah alligevel at en tordensky bragede over hovedet på hende, som om alle kunne se hvad hun havde gjort, og hvilken skam og smerte hun havde påført sin familie med det valg som hun havde truffet. Det var derfor en lettelse for hende at Osbert stadig havde lyst til at se hende.

Hun sank sammen i den polstrede stol og drak lidt af sin te. De blågrønne øjne flakkede som blikket søgte rundt i stuen. "Du har nu altid haft det så nydeligt Osbert" kom det smilende fra Hannah som opmærksomheden gled tilbage på sin gode kammerat.

"Jeg føler mig så helt umulig i de her dage. Susan er så sød ikke at beklage sig, men jeg kan se at hun ønsker for mig at jeg får mit eget sted. Jeg lever mit liv gennem dem" sagde hun med et suk og måtte le lidt af sig selv. Hun strøg en gylden lok om bag ved øret og satte den tomme kop fra sig på bordet. "Nu bliver nødt til at lærer mig hvordan man er skilt." kom det så en smule mere alvorligt fra hende.

Til Osbert Ollivander

[Osbert Ollivander]

Han rejste sig fra sin egen stol, da hun satte sin kop og fyldte den igen efter et spørgende blik "Jeg prøver." svarede han med et lille smil da hun kommenterede på stuen. Så satte han sig igen og selvom antydningen af et smil stadig hvilede på hans læber, var minen alvorlig "Jeg er ikke sikker på det er noget man kan lære. Eller at jeg i så fald ville være nogen god læremester." hans bryn trak sig overvejende sammen "Er du helt sikker på der ikke er mere at gøre?"

[Hannah Abbott]

Hannah lukkede sine øjne. Hun ville ikke beskrive sig selv som afklaget, selv var hun stadig mærket af sorgen og angsten over at skulle stå alene, men hun vidste også at beslutningen havde været undervejs og at det i sidste ende var bedst for både hende og Neville. Frank var den eneste hun var reelt bekymret for.

Hun rystede langsomt på hovedet. "Det jeg gjorde er utilgiveligt, jeg forstår godt at Neville tog valget, selvom jeg ikke gav ham andet valg" hun så op på Osbert og tog imod endnu en kop te.

"Nu glæder mig bare til at få lidt mere styr på min tilværelse så jeg kan have mine børn på besøg.. Når de beslutter sig for at ville se mig" sagde hun og sukkede.

[Osbert Ollivander]

Han lænede sig tilbage i stolen, med koppen mellem hænderne, og lyttede opmærksomt mens hun talte. Han kunne ikke billige hvad hun havde gjort, men det ændrede ikke på, at han bekymrede sig om hende og den situation hun stod i "Så længe du er sikker, og har alle muligheder udtømt." hans bryn trak sig sammen igen før han fortsatte "Jeg siger ikke man skal være sammen for enhver pris, men i min optik, er der er utilgiveligt et stærkt ord. Forkert, ja.." han slap koppen med den ene hånd og slog ud i luften med den "..men ikke utilgiveligt. Du gjorde det ikke for at såre ham med fuldt overlæg."

[Hannah Abbott]

Selvom hendes bedste venner havde været der for hende med det samme hun havde vist sig i deres pejs, var det godt for Hannah at komme lidt ud. Hun følte sig i den grad godt tilpas i Osberts stue.

Et lille smil trak op i den ene mundvige. "Jeg ville naturligvis tage det tilbage hvis jeg kunne, men jeg er bange for det blot var et spørgsmål om tid før det gik den vej" Hannah havde det forfærdeligt, men forsøgte ikke at lægge mere vægt på hendes skuldre end højst nødvendigt, dem der havde brug for at være vrede på hende og bebrejde skulle have lov til det.

Hendes skuldre snak tilbage over hans ord og langsomt nikkede Hannah med hovedet og drak af sin te. "Det var en stresset periode, ikke at det er nogen undskyldning, for der findes ingen. Det der rammer mig mest er at jeg gik bag om ryggen; sårede min bedste ven" sagde Hannah sørgmodigt med et dybt suk. "Nu håber jeg bare at vi kan være endnu bedre forældre" sagde hun så til sidst i opmuntrende tone.

[Osbert Ollivander]

Han nikkede med et lettere sørgmodigt blik. Selvom det var flere år siden han selv stod i en lignende situation, bragte det alligevel følelser op, som han helst var foruden. Der var ikke så meget han kunne sige. Hun havde ret og det var tydeligt hun havde tænkt meget over hele misæren. EN bitter stemme i hans baghovede musede over, om deres turbulente skoletid havde gjort dem ude af stand til at få forhold til at holde.

Han skød den fra sig med et dybt suk og så spørgende på hende "Hvor vil du flytte hen?"

[Hannah Abbott]

Hannah sad længe og nød stilheden. Tankerne havde for længst langt sig, og hun følte ikke længere nogen ubehag ved at tale om alt hvad der var sket. Der var alligevel ikke noget hun kunne gøre, og i stedet forberedte hun sig på fremtiden.

"Det skal helst være en femværelseslejlighed eller et lille hus med have" sagde Hannah der gerne ville have en have hun kunne rode rundt i. "Hvor der er plads til at børnene kan få sit eget værelse" Det var nok noget af det vigtigste, at de tre unge mennesker havde deres egen dør at smække når de var på besøg hos hende.

"Men i forhold til mit arbejde har jeg faktisk overvejet at se efter noget, her i Hogsmeade" et lille smil spillede op på hendes læber og hun rettede sig en smule op i stolen.

[Osbert Ollivander]

Han havde intet problem med tavshed, ikke i hendes selskab, for de kendte hinanden godt nok til, at den ikke blev akavet eller intimiderende. Så han nød sin te og lod hende om at tage ordet igen. Det var tydeligt nok, at hun havde brug for at tænke, eller måske det modsatte - at kunne slå tankerne fra, bare for en stund.

Han var dog straks opmærksom da hun talte igen og hævede brynene i mild overraskelse "Virkelig? Har du fået noget tilbud om job heroppe?"

[Hannah Abbott]

Hannah rystede lidt på hovedet. "Det er jo gå afstand fra Hogwarts, så jeg kan nemt have besøg af Augusta og Frank i Hogsmeade weekenderne, og hvis jeg ikke føler at være på skolen, kan jeg også nemt tage hjem" sagde hun og smilte næsten ved tanken.

Hun holdte vejret for en stund som blikket dvælede mod Osbert. "Men jeg har tænkt mig at blive på Hogwarts. Jeg opholder mig jo mest på Hospitalsfløjen" sagde hun og nikkede for sig selv.

[Osbert Ollivander]

Han smilede skævt og nikkede. Måske havde han læst noget andet i hendes ord, men hvorfor skulle hun også forlade et allerede godt job "Så længe I stadig kan være på god fod og arbejde sammen, er der vel heller ingen trold på isen." hans ansigt faldt i overvejende folder et øjeblik "Jeg kan stikke nogle følere ud og se om nogen har noget de vil sælge, med mindre du foretrækker at leje?" han så spørgende på hende. Hvis ikke man skulle trække lidt på at kende byen og dens indbyggere for en gammel ven, for hvem skulle man så?

[Hannah Abbott]

"Det ved jeg faktisk ikke om vi kan, jeg håber da at det er en mulighed, og hvis ikke er jeg sikker på at kan få et job på den Utætte kedel som jeg før selv bestyrrede" sagde Hannah med et lille grin. Tanken om at skulle forlade Hogwarts var dog ikke en god tanke.

Men hele grunden til at hun tog jobbet i første omgang var for at være mere sammen med Neville, og da det ikke længere var tilfældet var der ikke noget der længere bandt hende til skolen, og måske hendes børn måske ville sætte pris på at de havde en forældre mindre på skolen.

"Åh. Jeg fortryder at det blev så indviklet."

[Osbert Ollivander]

Han kunne alt for let følge hende, også selvom han ikke selv havde stået overfor at skulle arbejde sammen med sin eks. Til gengæld havde de været på så godt som ikke eksisterende talefod. Det var blevet bedre nu, men ind i mellem var det stadig lettere akavet, at møde hende på gaden nu hun boede, og arbejdede i Hogsmeade "Erfaring siger mig, at det er næsten umuligt det ikke bliver det." han kløede sig tænksomt skægget før han fortsatte "Du trænger til noget andet at tænke på. Hvorfor tager du ikke med mig til høstfesten? Jeg kunne trænge til lidt luftforandring selv." foreslog han med et lille smil.

[Hannah Abbott]

Hannah ville forsøge at forberede sig så godt på fremtiden som hun kunne. Hun havde lagt et par planer skulle det gå helt galt, men håbede naturligvis ikke at det skulle komme til det.

"Jeg opholder mig heldigvis det meste af min tid på fløjen, og til en start vil jeg nok også spise min mad deroppe. Jeg vil gøre alt for at gøre det nemt for Neville at færdes på skolen" sagde hun som et sorgmodigt smil spillede frem på hendes læber og hun sank langsomt sammen i stolen.

Hendes tanker havde slet ikke strejfet den kommende Høstfest, og i et kort øjeblik så hun helt fornøjet ud. "Jeg er helt rørt over at du tænker på mig Osbert. Jeg vil rigtig gerne tage med dig!" sagde Hannah der lyste helt op bare ved tanken.

[Osbert Ollivander]

De små rynker ved hans øjenkroge stod tydeligt frem da han sendte hende et varmt smil, eller i hvertfald så varmt som han kunne. Han havde aldrig været en mand der slog om sig med følelser eller følelsesudbrud ”Hvor mange år har vi efterhånden kendt hinanden? Tredive år eller deromkring, og så tvivler du på, at jeg tænker på dig.” han rystede på hovedet, men smilede stadig ”Selvfølgelig gør jeg det, Hannah, men så er det en aftale. I mellemtiden skal jeg nok holde følerne ude efter et muligt sted at bo her i byen, der passer til dine behov.”

[Hannah Abbott]

Smilet hvilede længe på Hannahs læber. Fingrene gled mod den farvede porcelæns kop og hun kunne mærke at ordene lå tørt i hendes mund. Selvom hun pludselig havde så meget tid, så rev og stak det stadig i hende, mest af alt var det hendes børn hun tænkte på. Hvor måtte de hade hende.

"Selvfølgelig ikke, det var dårligt ordvalg" Lo Hannah der rystede på hovedet. Hun tømte sin kop for te og satte koppen fra sig på bordet. Hun lænede sig tilbage og satte sig godt tilrette i lænestolen.

"Det ville være dejligt hvis du ville." Susan havde sagt det samme, og Hannah var sikker på at der ikke ville gå så frygtelig længe før hun havde et sted at bo.