Den der ler sidst

[Roy Jenkins]

Antoinette Millefeuille

Roy havde en fortræffelig aften. Det var umådelig underholdende at være til en fest, hvor han var så lidt ønsket fra så mange parter og alligevel havde han lov til at spise lige ved siden af dem. Deres diskrete hadske blikke gjorde ham intet. Han var i godt humør. Han fulgtes med en smuk kvinde og det var såmænd godt nok for ham.
"Nåmen min lille Antoinette, hvad siger du til en dans hm?" Foreslog han mens hans overskæg dansede fordi han var igang med at fjerne et par madrester fra sine tænder med tungespidsen.
"Jeg er tit blevet komplimenteret for mine udemærkede danseevner." Han smilede tilfreds og rakte ud efter sit glas med bobler.
"Dine danseevner er vel også glimrende?" Spurgte han og mødte hendes blik, mens han lagde en hånd på hendes skulder og lænede sig ind mod hende.

[Antoinette Millefeuille]

Antoinette ville utvivlsomt havde nydt festen en helt god del, hvis ikke hun havde været påtvunget at følges med den betændte svulst, der var hendes ækle - hun knapt holde ud at tænke ordet - forlovede. Hun kunne være det mest charmerende væsen, men nu havde hun et ansigtsudtryk som en anden isdronning og formåede kun lige ikke at trække sig væk i væmmelse, da han rørte ved ham. Ingen tvivl om at hun havde lyst til det dog.

"Alle civiliserede mennesker forstår at danse," svarede hun afmålt, uden at opfordre til mere, men også uden at decideret bede ham om at gå. Det havde hun ellers mest lyst til. Blikket søgte langt og vidt efter en hvis lyshåret troldmand.

[Roy Jenkins]

Roy lod sig ikke slå ud af hendes iskolde attitude, han satte pris på hvordan hun opførte sig, fordi han bedst kunne lide arrogante damer. Derfor gjorde det ham blot mere ivrig og han rejste sig entusiastisk op over hendes ord.
"Men så lad os vise hvor civiliserede vi er ved at danse!" Udbrød han og rakte hende sin hånd og forventede at hun ville sige ja til hans forslag. Ellers ville han jo blive nødt til at beklage sig til hendes familie og det ville kun ende dårligt.

[Antoinette Millefeuille]

Antoinettes fine næse krøllede sig lidt op i væmmelse og hun overvejede at afslå, hvis ikke hun havde nægtet at ydmyge sig selv med en offentlig konfrontation. Selvom det også var ydmygende og ækelt at være så tæt på en mudderblods.

Modvilligt tog hun mod hans hånd og lod ham føre sig ud på dansegulvet, ryggen rank og uden et ord.

[Roy Jenkins]

Ude på dansegulvet trak Roy Antoinette ind i et tæt greb og smilede bredt, mens han nynnende førte hende rundt på gulvet. Han glædede sig til den dag de ville blive gift og de skulle have en masse skønne børn.
"Hvordan ønsker du dit bryllup skal blive min skat? Jeg har penge til at betale for lige præcis det du vil have." Bemærkede han og smilede bredt.

[Antoinette Millefeuille]

Antoinette var kvalm over nærkontakten og ydmygelsen brændte i hendes nakke. Hun opretholdt dog facaden, selvom et giftigt svar spøgte i hendes tanker.

“Noget småt med kun de nærmeste,” svarede hun sukkersødt og komplet modstridende med sin personlighed.

[Roy Jenkins]

"Noget småt?" Udbrød han overrasket og rystede på hovedet. "Det er sødt at du forsøger at være beskeden min kære, men jeg kunne umuligt gå med til noget småt. Dog skal jeg gerne sørge for at der ikke bliver for mange gæster. Kun dem der har fortjent det." Sagde han med et tilfreds smil.
"Og du kan bruge ligeså mange penge på kjolen som du har lyst til. Jeg har rigeligt." Selvom han egentlig var fornuftig når det kom til sin økonomi, ville han gerne give hende den mulighed, at gøre det helt som hun ønskede.

[Antoinette Millefeuille]

Antoinette tvang et lidt anstrengt smil frem, selvom hun mest af alt havde lyst til at forbande ham. "Hvor er jeg heldig," svarede hun i det samme, kvalmende søde tonefald, selvom der ikke var snerten af varme følelser i de klare, grønne øjne.

Havde han været fuldblods ville sagen have været en hel anden. Måske havde hun endda giftet sig med ham uden at blinke. Desværre var han alt andet end fuldblods og det gjorde hende kvalm.

[Roy Jenkins]

"Ja du er min egen. Vores børn vil få det mest pragtfulde liv og kommer til at kunne gøre lige hvad de har lyst til." Sagde han og smilede bredt, mens han svingede hende muntert rundt. Det var rimelig store løfter at komme med, men han troede reelt på dem. Han var rig og hun var smuk, hvad kunne gå galt?

[Antoinette Millefeuille]

Antoinettes mave vendte sig, som hun lod sig svinge rundt. Hun ville hellere springe ud fra en klippe eller drikke gift end nogensinde at lade ham komme så tæt på, at de kunne få børn sammen.

Maximilian Yaxley ville ikke lade det ske. Så meget forsikrede hun sig selv om. Af samme grund fik hun et enkelt "hvor skønt," frem, som på ingen måder var oprigtigt.

Lukket