Afstand

[Philippa Carrow]

Henrietta Fletcher

På trods af hun havde inviteret veninden til brylluppet havde hun nærmest ikke talt med hende. Philippa havde været beskæftiget det meste af aftenen, først til ceremonien og derefter under middagen og dansen. Det var dog et stykke tid siden nu. Hun havde dog stadig ikke opsøgt Henrietta, nervøs for at Charles ikke ville bryde sig om at hun talte med en som hende.
Først da han var blevet trukket væk af nogle af sine venner, turde hun nærme sig den jævnaldrende heks.

[Henrietta Fletcher]

Selvfølgelig var Henrietta til brylluppet. Ikke fordi hun brød sig udpræget om Carrowfamilien. For så vidt hun vidste havde de intet gjort, men hun genkendte flere tendenser i dem fra de mørkets troldmænd, som hun allerede havde været med til at sætte bag lås og slå. Det bekymrede hende at veninden skulle giftes ind i den klan og hun havde tilbragt en god portion af aftenen med at holde nøje øje med Philippa.

Af samme grund så hun det, da først opmærksomheden skiftede og hun tøvede ikke med at krydse afstanden. "Tillykke," lød det lavmælt fra hende, selvom blikket var undersøgende og tydeligvis gemte på et spørgsmål.

[Philippa Carrow]

Philippa formåede, trods Charles tvivlsomme opførsel, at ligne den lykkelige brud som alle forventede hun skulle være. Da veninden mødte hende, gik hun igang med at tage sit slør af håret. Det havde generet hende en hel del tid nu.
"Tak." Sagde hun smilende og lagde sløret over ryglænet på en tom stol.
"Jeg håber du har en nogenlunde aften" Bemærkede hun og så lettere spørgende på hende. Forhåbentlig ville det blive sjovere senere.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta så fortsat undersøgende på sin veninde, men kunne ikke helt gennemskue hende. Det var ulempen ved at være fra den type familier, som de begge var fra. Man lærte lidt for godt at skjule sine følelser - og Phillippa var klart den overlegne af de to.

"Det er altid godt at blive tvunget til lidt kvalitetstid med familien," svarede hun diplomatisk, men smilede dog afvæbnende. Det var ingen hemmelighed mellem de to, at der var flere til stede til festen, som fik auroren i hende til at rejse børster.

"Har du en god aften?"

[Philippa Carrow]

Philippa smilede en anelse, hun satte pris på hendes pæne svar. Henrietta kunne sagtens beklage sig over mange ting, men Philippa kunne ikke gøre for at der var mange tilstede som veninden ikke brød sig om.
"Åh ja, den er skam fin." Sagde hun med en anstrengt mine. Hun forsøgte at sluge den skuffelse hun følte over Charles' opførsel. Den måde han havde siddet og skulet på under talerne og det han havde sagt til hende, da de dansede. Han drak også alt for meget.
"Det er stadig lidt mærkeligt at være gift med nogen man slet ikke kender." Hun sukkede, men havde dog et smil på læberne.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta slap en lille lyd i halsen over venindens konstatering. "Det siger du ikke," konstaterede hun og kastede et enkelt blik ud over menneskemængden. Hendes far havde allerede forsøgt at præsentere hende for flere af de mandlige gæster og hun var på ingen måde tilfreds med konceptet.

"Jeg ved ikke, hvor længe, jeg kan undgå det endnu," konstaterede hun faldt, før opmærksomheden var tilbage på Philippa. "Du har virkelig været imponerende i dag, Phil."

[Philippa Carrow]

"Nok ikke så længe." Sagde hun tænksomt. De var trods alt den rette alder nu, hverken for unge, eller for gamle. Hun smilede svagt til veninden, i et forsøg på at lette stemningen lidt, selvom det ikke hjalp så meget.
"Det er hårdere end hvad man tror." Bemærkede hun og bed ned i sin underlæbe.
"Men jeg forsøger bare at gøre min familie og Charles tilfredse." Forklarede hun og sukkede dybt. Det var ikke nemt. Charles var en krævende mand, det fornemmede hun allerede.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta vidste det godt. At det nærmede sig. Det betød ikke, at hun havde tænkt sig at følge villigt med. Det var tydeligt, at hende og Phillippa prioriterede forskelligt. Men det kom heller ikke som noget chok.

"Jeg er imponeret af det," konstaterede hun reelt og smilede selv, fordi hun heller ikke kunne overskue alvoren i det hele. "Min reaktion er mest af alt bare at flygte. Og nogle gange drikke mig en kæp i øret."

[Philippa Carrow]

Philippa bed sine tænder sammen over venindens svar. Det var måske imponerende udefra, men indeni følte hun sig en anelse ulykkelig. Hun spillede skuespil på sin egen bryllupsdag. Det var en smule tragisk.
"Åh. Jeg kan ikke flygte." Sagde hun afdæmpet. Hun var sikker på at Charles ville gøre noget voldsomt, hvis hun ydmygede ham ved at forlade ham ved alteret.
"Min familie ville aldrig tilgive mig." Bemærkede hun og med den sætning, talte hun også om sin nye svigerfamilie. Charles' far var endnu mere iskold end sin søn.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde svært ved at acceptere det hele. Hun så lidt sammenbidt ud.

“Du kan ikke lade det stoppe dig fra at kunne leve dit liv,” konstaterede hun, ligefremt.

[Philippa Carrow]

Philippa løftede forbløffet øjenbrynene. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige.
"Jamen, jeg lever da også mit liv." Sagde hun lidt forvirret. Hun forstod ikke hvad veninden mente. Hun var jo lige blevet gift, var det ikke noget som hørte under kategorien 'at leve sit liv'?

[Henrietta Fletcher]

Henrietta blev tit bekræftet i at de var forskellige. Hun havde altid vidst det, men det var tydeligere nu end nogensinde. Et lille, forsikrende smil rørte hendes læber.

“Det er godt. Jeg mener bare, at jeg håber at du ikke vil lade noget stoppe dig fra at gøre hvad du vil.”

[Philippa Carrow]

Philippa havde ikke tænkt meget over hvad hun selv ville her på det sidste. Da de havde fortalt hende at hun skulle forloves med Charles, havde hun sagt ja, fordi hendes familie ønskede det. Til forlovelsesfesten, var hun dog blevet fascineret af ham, men det var forsvundet lidt efter han overfaldt tjeneren på kroen.
"Åh, nåeh, nej nej. Selvfølgelig ikke." Hun smilede anstrengt. Hvis Henrietta vidste hvad Charles havde fortalt hende, den aften de havde spist middag sammen, ville hun nok have arresteret ham på stedet.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta var ikke ligefrem overbevist, men hun vidste også godt at der ikke var meget at gøre. Det efterlod hende et lidt underligt sted, hvor hun ikke helt vidste, hvordan hun skulle forholde sig til veninden.

Hun fandt aldrig frem til flere ord, før bryllupsgæster havde lokaliseret bruden og krævede hendes opmærksomhed. Henrietta smilede svagt, men trak sig.

"Tillykke igen, Phil."

Luk?