På visit

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth var overlykkelig over at hun havde fået lov til at crashe på sofaen hos Henrietta og June. Hun havde et stort behov for at komme væk hjemmefra, og der var endnu et par dage til at hun skulle besøge Meredith. Hun endte sikkert med at blive hængende resten af ferien, hvis det stod til hende.

Hun slæbte sin kuffert ud af pejsen og trådte ind i krostuen på den Utætte kedel. Det tog hende ingen tid at finde lejligheden der lå overfor iscaféen. Måske hun endda kunne overtale Henrietta til et besøg der den kommende dag. Hun kæmpede sig op af trappen inden hun forpustet bankede på døren. "Hennie!" kaldte hun.

Til Henrietta Fletcher

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde startet morgenen ud ubehageligt tidligt på et snusket værtshus med gedigne tømmermænd. Nu var hun væsentlig mere menneskelig, selvom de moralske tømmermænd ikke var langt væk. Hun druknede dem i en stærk kop kaffe, da en kendt stemme lød på den anden side af døren. Med løse bukser svingende let om benene, gik hun på bare tæer over og åbnede for sin lillesøster.

"Lizzie," svarede hun i et drillende tonefald, som modsvar til søsterens hilsen. Hun tøvede dog ikke med at læne sig frem og give hende et kram med den ene arm. "Kom indenfor."

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth smilede en anelse sløvt til sin storesøster. I forhold til at det var ferie var det stadig ret tidligt for hende at være vågen. Hun forsøgte at sove langt op af dagen så det langt hurtigere kunne blive mørkt.

Hun omfavnede Henrietta og sukkede svagt mod hendes skulder. "Åh jeg er så glad for at jeg måtte være hos jer. Jeg kan ikke holde far og mor ud" mumlede hun og trak hovedet væk så hun kunne se på hende.

Hun slæbte sin kuffert ind i lejligheden og satte den fra sig da hun kom helt ind og kunne lukke døren bag sig.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde brugte den første del af dagen på en tiltrængt lur og et langt bad i et forsøg på at skrubbe nattens hændelser lidt på afstand. Det betød ikke at hun ikke stadig så temmelig træt ud, selvom hun havde gjort et hæderligt forsøg på at hindre det. Et muntert fnys lød dog fra hende, som søsteren klagede sin nød.

"Hvad er ældre søskende ellers til for? Selvom jeg vil fraråde dig, at hænge alt for meget ud ved Ben. Jeg har hørt, at han flytter sammen i et eller andet drengekollektiv. Det bliver uden tvivl mange former for sundhedsskadeligt."

[Elizabeth McLaggen]

"Du ser ud til at have haft en hård aften?" kom det spørgende fra Elizabeth og fulgte med sin søster ind i stuen. Hun strøg en hånd gennem det rødblonde hår og gned let sine øjne.

"Dét havde jeg heller ikke tænkt mig. Jeg tager hjem til Meredith når jeg er døden nær." sagde Elizabeth med et bredt grin og rystede let på hovedet. "Jeg forsøger dig at trække det så meget ud for Emmers skyld" sagde hun og satte sig i sofaen.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta havde virkelig gjort sit ypperste for ikke at se komplet hærget ud, men selvfølgelig så Elizabeth lige gennem det. Pokkers til betænksomme Hufflepuffere. Hun slap en lyd som det eneste svar, som ikke for alvor egentlig besvarede spørgsmålet. Heldigvis talte lillesøsteren da også bare videre.

"Det sætter han helt sikkert pris på," konstaterede hun muntert. Hun havde ikke selv de store problemer med deres forældre - men det hang nok sammen med at hun ikke boede hjemme længere. Og at hun indtil videre havde undgået Cormacs forsøg på at præsentere hende for potentielle ægtemænd...

"Du kan sætte kufferten ind på mit værelse. Er du sulten?"

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth havde et lille smørret smil på sine læber over sin søsters måde at svare på, hvilket blot bekræftede hendes spørgsmål. Hun vidste dog ikke hvor træt Henrietta egentlig var, og hvor meget hun ville dele af sin aften, men det var et emne der ville komme op igen hvis det stod til Elizabeth. Hun manglede noget andet end sig selv at gå op i.

Hun rejste sig fra sofaen igen da Henriettas ord lød. "Jaeh. Jeg har ikke fået andet end en bolle" sagde hun på vej ud efter sin kuffert som hun slæbte ind på søsterens værelse. Hun gjorde hende selskab i køkkenet. "Jeg håber det. Jeg ofrer så meget for ham" kom det sarkastisk fra Elizabeth.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta gik ud i køkkenet efter de havde deponeret kufferten og gav sig til at rode køkkenet gennem efter noget spiseligt. Hun var ingen stor kok og afsatte ikke tiden til at blive det heller. Hun formåede dog at skrabe lidt rester af et af Junes projekter sammen, som hun rakte til sin søster på en tallerken.

"Så. Hvordan er det at vente på U.G.L-resultaterne?" spurgte hun med et drillende glimt i de brune øjne, selvom det måske var en kende ondsindet at spøge med. Hun var dog ikke Slytherin for ingenting. Selv havde hun fået topkarakterer i alle sine.

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth betragtede sin søster som hun biksede rundt i køkkenet. Hun måtte indrømme hun selv kun mestrede de simpleste æggeretter og pastaretter. Hun tog tallerkenen og satte sig hen til bordet og begyndte lystigt at spise.

"Det er faktisk ikke særlig sjovt" sagde Elizabeth og sukkede en anelse. Hun havde haft hovedet en anelse i skyerne og vidste ikke hvad hun skulle forvente af resultatet. "Det kan gå begge vejen." sagde hun og skrabede lidt til maden på sin tallerkenen. Hun havde altid stået i skyggen af sine to ældre søskende.

[Henrietta Fletcher]

Der var ikke noget der hed fejltagelser og underpræstationer i Henriettas verden. I hvert fald ikke når det kom til det rent faglige. Af samme grund var det en lidt uforstående lyd, der undslap hende over lillesøsterens svar. Af samme grund nikkede hun blot en enkelt gang, mens hun selv brækkede en bid brød i stykker og stak et stykke i munden, som hun ændrede emnet lidt.

"Savner du skolen allerede?"

[Elizabeth McLaggen]

Det var ikke altid at Elizabeth brød sig om at tale skolerelaterede emner med sine ældre søskende. De havde utrolige høje forventninger til gode resultater, og det vidste Elizabeth ikke om hun kunne.

"Nej det.. ikke den sidste tid, jeg er glad for at der er over en måned til at jeg skal tilbage" kom det tungt fra hende som hun strøg en lok om bag øret. Hun havde endnu ikke fortalt andre end Meredith om episoderne med Aaron og overvejede om Henrietta overhovedet ville være til nogen rigtig hjælp.

[Henrietta Fletcher]

Henrietta hævede et øjenbryn. Det lød som om at der var mere i ordene end lillesøsteren gav klart udtryk for. Det kunne dog også være slet og ret skoletræthed. Det var ikke noget hun selv havde døjet meget med, men hun vidste at det skete for andre. Hun kunne dog i sidste ende ikke lade være med at være din fars datter og blikket tog endnu en gang en svagt drillende karakter.

"Ingen drenge, du har travlt med at komme tilbage til?"

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth skævede til sin søster og kunne ikke helt blive enig med sig selv om hvorvidt hun skulle fortælle hende om Aaron og hændelserne der fulgte efter. Hun holdte vejret og kneb øjnene let sammen.

Hun trak tænktsomt brynene sammen og udåndede tungt. "Der er en dreng." konstaterede hun så ærligt inden hun fortsatte "Men jeg har ødelagt det hele." pev hun og gemte ansigtet i sine hænder.

[Henrietta Fletcher]

Henriettas øjenbryn gled op. Den første tanke der gled gennem hendes hoved ikke så omsorgsfuld. Den bar mere præg af fortrydelse over at hun havde spurgt. Hun var dog ikke så egoistisk, at hun ikke selv korrigerede den lige efter og rakte en hånd ud efter søsterens arm.

"Hey," lød det mildt, men også en kende strengt - rettet mod den dreng, der potentielt havde gjort Elizabeth ked af det. "Hvad er der sket?"

[Elizabeth McLaggen]

Elizabeth havde brug for at hendes søster var der for hende, til trods for at hun godt vidste det ikke var hendes stærke side at sætte sig selv til side på den måde. Hun sukkede dybt og frustreret og gned hænderne mod ansigtet før hun så op på Henrietta.

"Jeg dummede mig totalt overfor min bedste ven Aaron, ved først at kysse ham fuld til en fest uden at han gav noget noget, bagefter tilstod jeg at jeg var vild med ham, med en tilgang som Lachlan havde sagt jeg skulle" sagde hun og skar en grimasse ved tanken om hvor nærgående hun havde været.

"Men da han afviste mig, valgte jeg at søge trøst, hos Lachlan. Vi kyssede lidt i søen, og næste dag vidste hele skolen det." pev hun og gemte ansigtet endnu engang. "Den måde han så på mig på. Vi talte kun én gang efter det, og det var ikke nogen god samtale" hun kunne mærke klumpen i halsen og tårerene presse på.