Glansbilledet[S][TW]

[Philippa Carrow]

Charles Carrow

Nattesøvnen havde været begrænset, men Philippa havde dækket sine rande under øjnene med en smule pudder. Hun sad på stolen foran toiletbordet mens andre mennesker hjalp hende med at gøre sig klar, hun følte sig ikke rigtig til stede i øjeblikket. Det var som om hun svævede en halv meter over sig selv.

Kjolen havde hun fået på og de var igang med at sætte hendes hår, mens hun kiggede sig selv i spejlet. Til sidst placerede de sløret i hendes knold og foldede det fine stof ind over hendes ansigt. Hun kunne knapt nok se ud af det, men der måtte ikke spares på noget når hun skulle giftes med en mand som Charles.
Da hun rejste sig op tog hun sine smalle hvide sko på som hun havde arvet fra sin mor. Hun vidste allerede nu, at hun ville gå rundt med ømme fødder hele aftenen. Alligevel gjorde hun det fordi hun ville ligne glansbilledet på den perfekte brud. Ingen skulle kunne sætte en finger på hendes opførsel i aften, ikke engang Charles' uforudsigelige adfærd skulle få hende til at bukke under.

Den unge heks sukkede dybt og så ud af vinduet. Udenfor var vejret heldigvis godt, det var en mild og frisk sommerdag, med et par skyer på himlen. Det var dog stadig mærkeligt for hende, at blive gift her på fremmed grund, som om hun var en ting man kunne flytte rundt med. I aften, ville hun skulle tage med Charles til deres nye hjem og bruge resten af sit liv sammen med ham.
"Er du klar Philippa?" Spurgte hendes far der åbnede døren på klem. Hun nikkede, selvom svaret var nej.

[Charles Carrow]

Charles havde tømmermænd. Hovedet summede svagt. Skuldrene var anspændte. Tømmermændene var ikke så slemme, som de kunne have været, fordi Charles' bedste ven @julio havde disket op med en eliksir, der virkede effektivt mod den slags. Det manglede også bare, eftersom Julio og Maximilian Yaxley havde været skyld i selv samme tømmermænd. De havde sørget for at tage Charles med på værtshus og drikke ham fra snøvsen, så ikke han fandt på at spektraltransferere sig selv beruset til Rusland og dermed misse sit bryllup. 

Penelope havde rusket ham vågen om morgenen og pylret vredt omkring ham indtil han iførte sig sine bryllupsgevandter.
Et permanent skulende blik var klistret til hans ansigt. En del af ham havde intet imod at gifte sig med Philippa. Hun var smuk og kunne tilfredsstille ham. Men han hadede at skulle være i centrum en hel dag, omgivet af aristokratiske, papirstørre fuldblodsfamilier med fanatiske smil, der ikke interesserede sig et hak for hans lykke. De ville se ham fejle. Gøre sin familie til grin. Og han var tilbøjelig til at have lyst til det samme.

Nu stod han alligevel for enden af den lange løber under pavillonen. Det var en smuk dag. Kun få skyer gled kedsommeligt over himlen. Gæsterne havde fundet sig til rette på de fremtryllede stole. Feer var forhekset til at svæve rundt i loftet og kaste glimmer ud. Penelopes værk. Han var ved at brække sig.
De mange ansigter stirrede på ham, inklusiv Penelopes grædefærdige øjne og Alasdairs jernhårde blik på forreste række. Han ignorede dem. Sørgede for at se så kedsommelig ud som muligt frem for den spirrende nervøsitet, der lurrede i maven.

Orkesteret spillede op. Det rykkede i hans mellemgulv, og han var tilbøjelig til at række ud efter lommelærken Julio trofast havde proppet ned i hans inderlomme. Han afstod og rykkede lidt på på sig.

[Philippa Carrow]

Philippa gik langsomt i de stramme sko, men hendes far var heldigvis ikke så uvenlig at han ikke støttede hende så godt han kunne. Det var trods alt til alles fordel, at hun ikke lignede en klovn på gulvet. Efterhånden som de nåede hen til teltet, blev hun dog mere sikker i sin gang og hun rettede sig lidt op. Da alles øjne vendte sig mod hende, så hun hen mod Charles og begyndte at gå mod ham. Hun strammede grebet lidt om den blomsterbuket hun bar på.
Det var svært at se hendes ansigtsudtryk gennem sløret, men hun havde trods alt formået at få et smil frem på sine læber, der kunne anes gennem det sarte stof.

Troldmanden der ville udføre ceremonien smilede venligt og beroligende til dem begge, da Philippa nåede op ved siden af Charles og hendes far satte sig ned på den forreste række bag hende.
Hun vendte diskret ansigtet mod sin kommende mand. Lugtede han af spiritus? Hun var ikke sikker. Han så dog langt fra glad ud, bemærkede hun og skyndte at se hen mod troldmanden i stedet.

Ceremonien gik igang og efter en kort tale om kærlighed og ægteskabet, vendte troldmanden sig først mod Charles og så spørgende på ham.
"Så tilspørger jeg dig, Charles Bartholomew Carrow, tager du Philippa Yaxley som din hustru og vil du elske og ære hende og leve med hende i medgang og i modgang, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru indtil døden skiller jer ad?" Spurgte han.

[Charles Carrow]

Tiden var kommet. Forventningen i teltet steg da alle blev tavse og vendte hovederne. Charles stirrede hypnotiseret på begyndelsen af løberen. Det var for sent at flygte nu. Fremtiden var fastlagt som den i grunden altid havde været.

Og så var hun der.
Philippa klædt i hvidt fra top til tå. Et tykt slør hang foran øjnene. Han kunne ikke se hende. Vidste ikke hvem han giftede sig med. En snert af panik rørte sig i ham. Hans liv passerede for hans øjne, og han mærkede halsen snørre sig sammen, inden han tog et par dybe indåndinger. 
Det var jo bare Philippa, som han efterhånden havde gjort bekendtskab med. Friheden kunne stadig findes i et ægteskab. Kunne den ikke?

Da først hun kom tættere på, opdagede han, at hun smilede. Han kunne ikke selv præstere et. Sank en klump. 
Ceremonien gik igang, og inden Charles fik set sig op, blev han tilspurgt de ældgamle, bindende ord, næsten som var de den ubrydelige ed. Mange års træning i skuespil fik ham endelig til at sende hende et forelsket blik inden han højt og tydeligt sagde, "ja." 

[Philippa Carrow]

Philippas hænder blev en smule svedige da hun ventede på at Charles svarede. Hun følte sig lettet, da hun mødte hans blik gennem sløret og hørte hans ord. En del af hende havde været bange for at han ville springe fra i sidste øjeblik, nu brylluppet rent faktisk var gået igang, ville hun hellere undgå ydmygelsen af at blive efterladt ved alteret end at slippe for at gifte sig med Charles.

Da troldmanden vendte sig mod hende, smilede han venligt og gik derefter igang med at stille hende det samme spørgsmål.
"Ja." Sagde hun med en spinkel stemme, selvom det var høj nok til at gæsterne ville kunne høre det.
Derefter løftede troldmanden sin tryllestav og cirkulerede med den over parret, mens Philippa lod Charles tage sin hånd. Mere glimmer dansede ned over dem fra hans stav.
"Eftersom i har lovet og tilsagt hinanden, at I vil leve sammen i ægteskab, og nu har bekræftet dette for os, som er her til stede, og har givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer nu at være ægtefolk." Sagde troldmanden og ventede derefter på at de ville udveksle ringene.

[Charles Carrow]

Charles noterede sig hvor spinkel Philippas stemme var, som fortrød hun allerede ægteskabet inden de overhovedet var viet. Hendes usikkerhed sendte en gnist af irritation gennem ham, der druknede nervøsiteten. Var kvinden ikke lykkelig over, at hun skulle giftes med en af Storbritanniens rigeste arvinger? Måske var hun bare nervøs. 

Han tog Philippas hånd og betragtede glimmeret regne over dem. Ved troldmandens næste ord tog Charles imod ringen, som @julio rakte ham; et gammelt arvestykke fra Penelopes side af familien. Med et lille, stift smil lod han den glide ned over Philippas ringfinger, hvorefter hun satte den på hans. 
Endelig kunne han løfte sløret. I et overraskende sekund slog det ham hvor smuk Philippa var. Hun strålede som kun en brud kunne på sin bryllupsdag. Kinderne glødede, og måden hun kiggede uskyldigt på ham fik hans puls til at stige og længes efter at være alene med hende om natten.
For første gang på dagen bredte et naturligt smil sig på hans læber. Måske kunne de blive lykkelige. Måske kunne han elske hende... 

Tilskyndet af troldmanden trådte Charles et skridt tættere på hende. Hænderne fandt forsigtigt hendes hofter. Hun var så spinkel under ham. Han lænede sig fremover og kyssede hende fast og en anelse længere end det var passende. Da han endelig slap kysset hviskede han, så lavt at kun Philippa ville kunne høre det,
"Nu er du min. For evigt."

[Philippa Carrow]

Da ringene blev bragt frem, kunne Philippa ikke lade være med at lade sig rive med af stemningen. Derfor smilede hun oprigtig da Charles løftede hendes slør væk fra hendes ansigt. Hun så ham i øjnene med en tydelig kærlighed, der var opstået fordi han havde sagt ja til at være hendes mand. Pludselig følte hun sig som den lykkeligste kvinde på jorden og tænkte, at hun ville danse gennem aftenen som var det et paradis.

Kysset fik hendes hjerte til at banke hårdere i hendes bryst. Hun tænkte slet ikke over at længden var upassende, hun havde næsten glemt at der var andre til stede end dem. Da han slap hende, brændte hendes kinder helt rødt og hun havde et strålende smil på sine læber.
Hun var i så godt humør at hun ikke fandt hans ord ildevarslende, smilet forsvandt ikke fra hendes ansigt, i stedet dæmpede hun bare stemmen og sagde: "Ja."
Derefter vendte hun ansigtet lidt mod de klappende gæster og så smilende hen over sin familie og venner.

[Charles Carrow]

Charles rettede sig tilfreds op til lyden af klappende gæster. Han vinkede dovent til dem, om end ansigtet skinnede af en hvis portion tilfredshed. Nu var det værste overstået. Charles Bartholomew Carrow havde fået sin brud.

Hans hånd flettede sig ind i Philippas så de ikke blev skilt ad i vrimlen af mennesker, der kom hen for at lykønske dem. Håndtryk blev erstattet af kindkys og lykkebringende ord. En vrimmel af ansigter.
Snart slog troldmanden et slag med staven, hvorefter alle stolene blev rykket hen omkring opdækkede borde. Tjenere strøg frem og bød gæsterne høje glas med dyre dråber.
I et lille ophold mellem lykønskningerne fangede Charles Philippas blik. Han sendte hende et lille, skævt smil. 
"Har jeg fortalt dig, hvor fantastisk smuk du ser ud? Du stråler."

[Philippa Carrow]

Philippa vendte sig mod vrimlen af mennesker der mødte dem. Hendes smil var ikke til at tage fejl af og det virkede ikke påklistret. Hun tog imod folks knus og kys, mens hun sørgede for at holde fast i Charles' hånd. Hun blev så rørt af stemningen, at hun fik et par tårer i øjnene som hun diskret tørrede væk, mens hun forsøgte at samle sig selv. Da omgivelserne gik igang med at ændre sig, vendte hun igen ansigtet mod sin mand og mærkede sit hjerte springe et slag over, da hun mødte hans blik.
"Tak." Sagde hun med rødmende kinder, hun var alt for genert til at gengælde komplimentet.
Da det var blevet tid til at sætte sig og spise, fulgtes hun med ham hen til bordet hvor de satte sig ned ved siden af hinanden. Middagen var en langsommelig process på grund af talerne og de tre retter der blev serveret. Da den var overstået, blev det tid til den mere løsslupne del af festen og orkesteret gik igen igang med at spille. Det var selvfølgelig brudeparret, der måtte træde først op på dansegulvet.

[Charles Carrow]

Snart blev middagen serveret: de mest udsøgte, magiske retter anrettet på fine arvetallerkener fra gamle slægtninge. Èn ret indebar endda et mindre fyrværkeri, når man slog hul på butterdejen.
Under desserten (brændte, karameliserede bær og figner med skum og trøffelchokolade) holdt Alasdair sin tale til parret. En tale om ansvar, at man høster som man sår, og om fremtidens glæder. Charles fnøs adskillige gange med korslagte arme, hvilket forårsagede misbilligende blikke fra de nærmeste. Han overlevede vældet af taler med hjælp af den luksuriøse alkohol, der fyldte sig selv op i glasset.

Endelig blev det tid til dans og musik. De fleste borde blev tryllet væk, mens enkelte blev tilbage til dem, der foretrak at sidde ned.
Charles var ikke sen om at byde sin brud op til dans. Folk samlede sig rundt om dem mens orkesteret spillede an. Efter mange års dansetræning, til Charles' store fortrydelse, havde han intet problem med at føre Philippa an. Med den ene hånd om hendes liv, og den anden i hendes udstrakte hånd, førte han hende elegant rundt på dansegulvet i den traditionelle troldmandsdans, og sørgede for ikke at træde på hendes fine kjole.
Snart bevægede brudeparrets forældre sig ud på dansegulvet, efterfulgt af resten af gæsterne. Charles betragtede sin brud.
"Nyder du festen? Personligt kan jeg ikke vente til den er slut," sagde han lavmælt og lo dæmpet. Med alkoholen havde han sluppet noget af sin stivhed og fået sjofle tanker.

[Philippa Carrow]

Philippa var ikke helt glad for hvordan Charles opførte sig, men hun forsøgte stædigt at blive ved med at opfylde glansbilledet på den perfekte brud. Hun havde egentlig lyst til at græde hver gang han drak, men i stedet smilede hun og forsøgte at lade som ingenting.

Dansen var intet problem for hende og hun havde tilmed gjort det med ham før. Det føltes ikke så fremmed som første gang. Nu vidste hun at hun skulle være forberedt på at han ville tage hårdt fat.
"Jeg har en dejlig aften." Sagde hun og så lidt undrende på ham. Hun forstod ikke helt hvorfor han så frem til at den var slut. Så var festen jo overstået og det så ud til at han godt kunne lide at more sig.
"Hvorfor kan du ikke vente til det?" Spurgte hun og så ham spørgende i øjnene. Ingen havde fortalt hende hvad der skete, det havde aldrig været noget hun turde bringe på banen overfor sin mor og heller ikke sine veninder.

[Charles Carrow]

Hendes sårede ansigt ved hans kommentar afslørede, hvor naiv hun var. Charles hævede et lettere overrasket øjenbryn.
"Til jeg kan tage dig med hjem til vores nye hjem og se dig nøgen i vores seng... og jeg ser frem til alt det, der følger efter," hviskede han i hendes ører. Han trak sig væk og smilede skævt til hende. Fingrene nussede hende over lænden, inden hånden gled længere ned på hendes bagdel.
"Er du jomfru, Philippa?" Spørgsmålet var direkte og sikkert langt over hendes grænse, men Charles var nysgerrig og ligeglad med, om det forargede hende. Det var alligevel for sent for hende, at bakke ud nu.

[Philippa Carrow]

Da Charles forklarede sig, kom de få ting frem i hendes hukommelse, som hun havde hørt om aftenen efter et bryllup. Det var ikke meget hun vidste, men hun havde håbet på at han ikke havde forventet det af hende, siden de kendte hinanden så dårligt. Hun så forvirret på ham, da han trak sig væk og vred sig en smule, da han lagde hånden på hendes bagdel. Hun brød sig ikke om det, ikke her, foran alle gæsterne.

"Ja og måske burde vi derfor tage det lidt med ro. Vi behøver jo ikke gøre det i aften? Og vil du ikke godt fjerne din hånd? Du gør mig pinligt berørt." Hviskede hun med røde kinder og mødte hans blik med et lettere bedende udtryk i sine øjne. Forhåbentlig, var det nu hun ville finde ud af at han var god nok på bunden.

[Charles Carrow]

Charles' blik blev mørkt, men han fortrak ikke en muskel, da han løftede hånden fra hendes bagdel op til lænden. Han forsøgte at holde sit temperament i ro, men hans stemme var kølig da han sagde, "jeg troede, at du var glad for mig, Philippa. At du vidste, hvad du gik ind til. Hvad der forventes af dig." Han forsøgte at appellere til hendes dydige side, hendes trang til at tilfredsstille, som han vidste var stor.

[Philippa Carrow]

Philippas blik blev kun mere forvirret, da hans mine pludselig skiftede og blev helt tilbagetrukket. Hun følte hun havde gjort et eller andet forkert, men forstod ikke helt hvad det var. Forklaringen kom dog ret hurtigt og hendes øjne blev blanke over hans kølige attitude.
"Jeg er glad for dig Charles." Sagde hun med en hviskende stemme og så ham i øjnene.
"Men jeg. Jeg tror ikke jeg har været helt klar over hvad der forventes af mig." Sagde hun, der var i hvert fald ingen der havde informeret hende om noget.
"Hvad forventer du af mig?" Spurgte hun med et lettere spørgende blik.