Tusmørke.

[Josephine Oswald]

Roderick og Josephines hjem i Hogsmeade.

Til Roderick Oswald

Det hvide hus kunne næsten så ses på lang afstand. Trærene var nænsomt og nøje plantet langs grusvejen der ledte op til egendommen. Der var store prægtige vinduer som ville oplyse hvert et rum. Indretningen var klassisk og lyst og Josephine havde gjort meget ud af at atmostfæren forblev god. Hun havde distanseret sig fra det tradisionelle rustikke som mange ældre magikere hjem havde. De mødte en ny tid i møde og hun vidste at det ikke kun var fuldblods der skulle inviteres hjem i privaten hos familien Oswald.

Hun havde brugt lang tid i starten af deres ægteskab på at finde sig til rette, hvilket i store omgang handlede om indretningen. De lange bløde krøller lå og hvilede ned langs hendes skuldre. De brune øjne søgte spejlbilledet af den unge kvinde. Hun så ikke ligefrem lykkelig ud.

Som hun gik ned af trappen overvejede hun om Roderick overhovedet havde tænkt sig at komme hjem i tide.

[Roderick Oswald]

Som han nærmede sig det hvide hus, med de perfekt plantede træer og den fine grusvej, kunne han mærke at han bare ønskede at forsvinde.
Alt, hvad dette hus signalerede, var at de var det perfekte par - og jo, de kunne sagtens enes til tider og de kunne sagtens finde en glød - men det var bare ikke sandheden det meste af tiden.

Hans tur på De Tre Koste havde efterladt Rod en anelse beruset, og blomsterne han havde købt til sin kone for nogle timer siden, var nu ikke nær så yndige, efter at han havde været på baren.
Det var ikke fordi han ofte kom fuld hjem - men det skete, især når han faldt i snak med nogen, og de endte med at snakke om noget der faldt i hans smag.
I det mindste vendte han ikke hjem med lugten af en anden kvindes parfume.

Han trådte ind i huset, og blikket søgte automatisk efter Josephine i hvert et rum han kom ind i. Han så hende til sidst ved trapperne og han stod et øjeblik og betragtede hende, før han rakte de lettere slatne blomster ud mod hende, “undskyld jeg er sent på den..”

[Josephine Oswald]

Josephine kunne mærke hvordan vreden havde spredt sig i hele hendes krop og nærmest brændte mod hendes hud. De grønne øjne var blanke og små da de rettede sig mod hoveddøren. Hun kvalte en grimasse og fortsatte sine trin det sidste stykke ned af den snoede tappe.

Hun skænkede blomsterne et enkelt blik. Et ligegyldigt et. De så ud til at have været smukke for et par timer siden, men lige nu mindede de mest af alt sørgelige. Et køligt fnys forlod hende som hun tog imod dem. Men i stedet for at takke ham, valgte hun at slå ham med dem, hårdt. "Ved du hvor mange gæster jeg måtte underholde i dit fravær!" hvæsede hun.

[Roderick Oswald]

Selvom hans unge og lige-nu iltre kone virkede noget så arrig, så tog hun alligevel mod de triste blomster, hvilket i et kort sekund lettede hans fulde hjerte, før han mærkede dem blive dasket hårdt imod ham.

Han holdte et ‘av’ tilbage og trak sine arme beskyttende op foran sig for sørge for at han ikke blev ramt i ansigtet.

“Gæster?” Han overvejede hvad hun mente til først, før han kom i tanke om at det var meget sandsynligt at der havde været åbent hus i dag - med unge mennesker, der strømmede til, for at socialisere.
“Havde vi åbent hus i dag?” Han turde næsten ikke at spørge... hvis ikke det var åbent hus, så var den næste frygt at han måske havde glemt hendes fødselsdag.

[Josephine Oswald]

Josephine kunne have bidt hovedet af ham. Hun var så rasende at hun knapt kunne være i sin egen krop. Hun blev ved med at slå ham med blomsterne selv efter han åbnede munden for at tale. Først da den sidste grønne stilk røg ud af hendes hånd holdte hun op.

Hun stod med knyttede knæve med et faretruende blik. Men så lo hun. Ud af det blå lød en latter som gav ekko i hallen "Åh, min egen." nærmest bed hun af ham. "Ja. Og gæt hvem der valgte at tage imod dit tilbud om at kigge forbi." vrissede hun og lagde armene over kors. "Hr. og Fru Gale-Whitley troppede op med den frækhed at spørge efter dig." Kom det sarkastisk fra Josephine.

"Ja jeg beklagede naturligvis at du havde glemt din invitation. Men lovede at vi ville inviterer dem til en eksklusiv oplevelse på Den Kælne Kimære, der har du vel stadig lov at komme?" Hendes bryn trak sig sammen.

[Roderick Oswald]

Oswald kæmpede ikke imod, som Josephine lod slagene falde mod ham, med den bukket han havde givet hende. Han havde glemt alt om indflydelsesrige gæster i dag.

Hans øjne lyste en smule op, som han hørte navnet Gale-Whitley, for de var et fuldblodspar, med børn, som snart var gamle nok til at blive giftet væk – det var et par man gerne ville åbne sindet på, så de ikke også giftede deres børn væk til en eller snobbet fanatisk familie.

”Hr. og Fru Gale-Whitley?” nærmest stammede han af bare iver, men han prøvede så på at falde ned igen, for ikke at vise hvor stor en betydning det havde for ham, at gøre et godt indtryk på dem.
Selvom Josephine virkede gal, så havde hun i det mindste fortsat brugt sin charme omkring dem, og det betød meget for ham – ”Selvfølgelig har jeg stadigvæk lov til at komme der – jeg er Roderick Oswald,” han smilede et stort smil, selvom han ikke var sikker på at det ville varme hjertet på Josephine, som det til tider kunne varme hjertet på andre kvinder.

Han begyndte at trække sin jakke af, hvilket han ikke havde fået lov til, før nu.

[Josephine Oswald]

Det var en af de bedre dage. Josephine havde endnu ikke haft lyst til at stikke ham en knyttet næve lige i ansigtet. Det var vist kun sket én gang før. - Mest af alt var hun rasende over at han havde ladet hende i stikken til et arrangement der uden tvivl var hans idé.

Hun stirrede dumt på ham, da han gentog hendes ord, hvilket dog bare indikerede vigtigheden i netop dén familie. Josephine hævede et uimponeret bryn. Armene blev lagt over kors. "Som om at det skulle betyde noget" sukkede hun og rystede på hovedet.

Hun slog ud med sine arme. "Du er helt utrolig Roderick." sagde hun og begyndte at gå mod den store dagligstue.

[Roderick Oswald]

Jakken kom af og blev smidt fra ham, på en stol i et hjørne.
Han fulgte efter sin kone med hastige skridt, som hun begyndte at bevæge sig fra ham, og de gik mod den store dagligstue.

Helt utrolig. Han ville mene at det kun kunne være en positiv ting, så han smilede over det.
”Josephine… Undskyld,” han rakte sin hånd ud efter hendes, søgende. Han var hele tiden et skridt bagved hende, med øjnene hvilende på hende.
Det var ikke nemt for nogen af dem, dette ægteskab, det var han sikker på.
”Nogen gange stiger mit arbejde mig til hovedet, og jeg glemmer min hverdag her i huset… tag det nu ikke så nært,” han kunne ikke forstå konens arrighed.

[Josephine Oswald]

Josephine havde egentlig bare lyst til at gå op for sig selv. Hun var udmattet over hvilket galehus det havde været i flere timer. Hun trykkede en finger mod sit øjenbryn i et forsøg på at massere hovedpinen væk.

Hun sukkede svagt idet hun satte sig i sofaen, med den ene arm strakt langs ryglænet, og den anden hvilede mod armlænet. Lænet tilbage med hovedet løftet.

Blikket holdte hun på Roderick. Man kunne ane et lille smil sitre i mundvigen. "Især på det sidste" kom det fra Josephine der stadigvæk ikke så helt tilfreds ud. Når hun ikke selv var ude at træne eller spille så var det enormt ensomt i det store hus.