Post by Malik Norman on Jul 3, 2018 7:38:57 GMT 1
Tråd til Keiron Buchanan
Tidspunkt: Over sommeren
Sangen til tråden: Klik her
“We must embrace pain and burn it as fuel for our journey.”
Kapitel 1 – Afrejsen
Malik slog øjnene op og stirrede op i det tomme og intetsigende loft i sin sovesal. Mange af eleverne fra Ravenclaw havde stadig ikke fået tøj på, og lå bare i sengen og prøvede at sove så længe de nu kunne tillade sig selv, uden at få skideballe af en professor. Mange af de elever havde også været sent oppe og snakket til natten forsvandt og blev erstattet af morgen. Det var dog ikke i Maliks tilfælde, som var gået tidligt i seng, da hans humør ikke passede med festen. Hans savn til Orion var blevet så stort at hans hjerte føltes tomt, tomt for kærlighed og alle andre rare følelser. Og dog. Han skulle stadig bruge sin ferie alene i Orions families sommerhus, hvilket gjorde han ikke skulle hjem. Hjem til den mand som skulle elske ham for den han var, men ikke gjorde det. Manden som ønskede ham død, død i hans egne hænder. Brevene fra ham kunne ikke lyve, og de lå der i stakkevis. Gemt væk fra de andre elever, sikkert i hans kiste, hvor ingen andre kunne finde dem.
På ydersiden virkede Malik meget hård og ligeglad med andres følelser, men inderst inde var han den skrøbelige dreng som ikke havde noget sted han kunne kalde sit ’hjem’ de mange år med Mr. Normans psykiske tortur havde sat sine spor og havde gjort ham til en tom skal, med et ødelagt hjerte på indersiden.
Malik sad på kanten af sin seng og gned søvnen ud af hans øjne. Selvom han havde fået mange timer på øjet, var han langt fra udhvilet, og Malik vidste godt hvorfor. Mange elever brugte tiden på at tælle ned til hvornår de skulle hjem, mens Malik talte ned til dagen hvor han skulle stå på egne ben og gemme sig, og leve hver eneste dag med angsten om hvornår Mr. Norman ville finde ham. Malik prøvede at forholde sig rolig, han havde luftet brevene for Elijah, som lovede ham at der aldrig ville ske ham noget, men kunne man stole på det? Kunne man overhovedet stole på en mand? Alt hvad Malik havde oplevet indtil nu, var mænd der ødelagde og smadrede hjerter på stribe.
Malik rejste sig fra sengen og kiggede på sin kiste som han allerede havde pakket dagen inden så han var klar til at rejse. ”klar” til at rejse var et vidt begreb. Klar til at rejse til et tomt hus og leve i skjul de næste par måneder inden skolen begyndte igen. Ikke ligefrem noget at se frem til.
Han tog et håndklæde fra bunken af tøj som han havde lagt klar til i dag, og bevægede sig straks mod badeværelset, i håb om han måske ville være den eneste elev der var oppe og bade lige nu. Og til hans overraskelse var han skam den eneste elev. Badeværelset havde den velkendte duft af fugt, samt den kølige luft fra det åbne vindue så det ikke blev dugget helt til derinde.
Malik stoppede ved spejlet og kiggede sig selv i øjnene og lod en hånd glide over hans kind, mens han bed sig i læben og kiggede ned i gulvet og sukkede dybt. Vandet lod sig glide over hans nøgne krop, der var altid et eller andet forfriskende over et bad, man kunne glemme alting i bare 10 minutter. Og koble fra. Igen da han kom ud af badet kiggede han i spejlet og gav sig selv et smil, hvor det kom fra vidste Malik ikke engang selv, og som timerne langsom gik, blev han mere og mere angst.
Morgenmaden var yderst lækker og man kunne godt mærke at der var blevet gjort lidt mere ud af den end de plejede, selvom det som regel altid var luksus. Der var stille i Maliks ende af bordet, han snakkede ikke rigtig med de andre elever, han nød bare freden omkring sig mens hans langsom sad og spiste, mens blikket var rettet koldt ind i væggen. Måske var han måske ikke den mest indbydende elev at sætte sig hos lige pt. Og det var pænt tydeligt for alle omkring ham at nok ikke ville snakke. Malik slog dog kort blikket op på professorerne hvor han spottede sit overhoved. Elijah. Han nikkede kort og smilte stort til ham med det mest falske smil han kunne lave. Der var ingen grund til bekymring, der var styr på alting. Eller det skulle folk helst tro.
Formiddagen gik meget hurtigere end Malik selv havde forventet, der var stress blandt eleverne som ikke kunne få pakket de sidste ting hurtigt nok, Malik var dog klar og stod på perronen med sin kiste som om han skulle med det tog, men det skulle han ikke. Han skulle jo bare videre ind i Hogsmeade til det sommerhus som han havde fået nøglen til. Det var en lang tur for Malik, ikke fysisk, men psykisk og skridtene mod huset virkede som en lang vandretur i de store skotske fjelde. Sommerhuset i sig selv var flot, men man kunne tydeligt se at der ikke havde været nogen der i et stykke tid, og belejligligt nok så var Maliks kiste allerede ankommet til huset.
Huset stod som en flot kontrast blandt de andre huse, det var hvidt med et flot sort tag, med en stor smuk sort dør med et gyldent håndtag. Håndtaget bandt lidt da han endelig havde fået låst døren op og da den endelig slog op holdte Malik vejret, hvad nu hvis hans far allerede sad derinde og ventede på ham? Adrenalinen pumpede i hans krop, og hans hænder rystede, mens der var små svedperler på hans pande. Der var mørkt inde i huset, men pænt. Der gik ikke længe før lyset i huset tændte af sig selv og Malik smilede, det var jo slet ikke så slemt, her kunne han sagtens bruge sin sommer uden problemer. Han så det store soveværelse hvor hans ugle sad og kiggede i et bur, den peb en smule og ville gerne ud og flyve. ”Ikke nu, min ven. Vi skal ikke have noget opmærksomhed” sagde han og smilede til uglen og nussede den bag hovedet. Det var så småt begyndt at blive aften og han havde ikke været inde og købe varer, så han tjekkede skabet i køkkenet og til hans held var der nogle dåser med mad som han kunne spise til aftensmad, det var ikke luksus, men bedre end ingenting.
Malik fik hurtigt spist sin mad og fortsatte op i soveværelset som lå på første sal. Han satte sig på sengen og kiggede ud af vinduet hvor han kunne se mørke skyer trække indover Hogsmeade. Det var rart med lidt regn efter den varme de havde haft på det seneste. Han smed hurtigt sit tøj og hoppede under dynen og inden længe var han faldet i søvn af ren psykisk udmattelse.
Kapitel 2 – Dagligdag
Den første nat var hurtigt overstået, og regnen havde skyllet indover byen hele natten og efterladt landet med store vandpytter, samt en dejlig fugtig duft. Malik gryntede lidt og rettede på sit hår før han blinkede med øjnene og fjernede søvnen i sine øjne. Solen havde vækket ham med det kraftige lys og den dejlig varme som blev kastet over ham gennem vinduet. Han hostede kort og gik ud i badet som han hurtigt fik overstået. Det var en super smuk dag, som forhåbentlig ville være super god. Morgenmaden bestod af dåsemad igen, men Malik havde allerede besluttet sig for at han ville tage hen til det lokale marked og handle ind så han i det mindste kunne få noget ordentligt at spise i stedet for dåsemad hele sommeren. Desuden havde et par af professorerne fra Hogwarts også lovet at kigge forbi for at se om Malik ville klare sig og ikke leve som en lus.
Døren smækkede bag Malik og han tog en dyb indånding før han fortsatte ind mod markedet, det var en kort gåtur hvor han kunne få samlet tankerne, samt smide lidt af angsten fra sig. De fleste mennesker der var der smilede og vinkede til ham som om de havde kendt ham i evigheder.
Markedet var fyldt med mennesker og Malik nød at være ude blandt andre, hvor han faktisk kunne gemme sig en smule og ikke drage sig for meget opmærksomhed, han faldt dog i snak med et par mennesker mens han kiggede på diverse grøntsager og kød.
Før Malik vidste noget han havde allerede fået fyldt 4 poser med diverse ting som han kunne leve af de næste mange uger. Og en sød dame fulgte ham hjem med tingene. Hun kaldte sig selv Miss Norburry. Malik havde fortalt meget lidt ang. Sin situation, hvis nu skulle være en spion hvilket han ikke ville risikere. Dog var der ingenting sket endnu, og det gav ham en indre ro.
Kapitel 3 – Sommerfesten
Et par uger var nu gået med en ganske alm. Ferie. Malik var faldet mere til ro og var faldet i snak med en del lokale som havde fået lokket ham med til en sommer grill fest, på trods af han stadig var en smule bekymret om de folk som ville deltage, hvad nu hvis en af dem var Mr. Norman?
Malik stod foran spejlet i sit fine sommertøj med håret sat, mens han rettede det ned til mindste detalje for at virke som en fyr der havde styr på sit. I aften ville han bare nyde sin ferie og omringes af mennesker som ikke ville have ham noget ondt. Han var meget ængstelig da det var en del nye mennesker og han ikke helt vidste hvordan han skulle opføre sig, men Miss Norburry havde forsikret ham om at der var en masse søde mennesker og at hun havde fortalt dem en smule om ham.
Turen hen mod festen var lang, og Malik var for første gang rigtig nervøs, det var en hel surrealistisk følelse i det han var vendt til at være den som havde styr på andre mennesker, han var jo en puppet master?
Indgange til haven hvor festen skulle forgå hvad pyntet i de flotteste hvide blomster, og en ældre dame stod ved indgangen, da Malik kom nærmere kunne han se Miss Norburry’s varme smil, hun vinkede til ham og Malik løb over til hende og gav hende et kram. Selvom det var gået meget hurtigt, holdte Malik meget af hende. Hun var en moderlig figur som passede på Malik. Festen var stille og rolig, med musik, grill og en masse drinks. Dog drak Malik kun vand, selvom han havde fortalt alle at han var 21 år og var på ferie fra USA. Og folk hoppede i med begge ben. Malik var god til at skjule sin engelske dialekt.
Malik var faldet i snak med en troldmand fra Rumænien som var på rejse gennem de forskellige lande i norden, og Hogsmeade var blot endnu et stop på hans tur. Det var rart for Malik at lytte til hans fortællinger, det fik ham til at drømme om hans eget eventyr han ville have engang når han var færdig med Hogwarts.
Stemningen var også blevet en hel del bedre efter at folk var begyndt at blive en del småfulde, og det gjorde det hele lidt nemmere for Malik at passe ind. Miss Norburry bad ham endda om en dans på et tidspunkt, og Malik dansede med glæde med hende. Hun var en spøjs kvinde med et godt hjerte og Malik ville næsten ikke have at den skulle ende. Men klokken var allerede ved at være 23.00 og festen var så småt slut. Det var ingen hemmelighed at Miss Norburry måske havde fået lidt for meget at drikke, og måtte følges hjem af Malik. Han smilede med et hånd om hendes skulder mens han langsomt gik mod hendes hus og åbnede døren for hende. Hun kiggede tilbage og nussede ham på kinden ”Tusinde tak for en dejlig aften Malik. Og tak fordi du ville følge mig hjem. Du er en god dreng, med hjertet på det rette sted. Jeg har haft en del syner her på det seneste omkring dig. Du har en lys fremtid foran dig. Du er en unik og speciel ung mand.” sagde hun en smule pløret før hun gav Malik et kram og lukkede døren efter sig.
Malik smilede ned i jorden og nussede sin egen kind der hvor Miss Norburry havde nusset ham. ”Unik og speciel…” sagde han med et varmt smil. Det var rart at få ros fra en kvinde med sådan et moderligt hjerte. Det gav Malik en del håb for fremtiden. Ja, Miss Norburry var måske speciel men hun havde passet godt på Malik indtil nu, på trods af hun slet ikke vidste sandheden, det var hvad man kaldte hjertevarm. Han grinte kort for sig selv før han kiggede op mod himlen som var blevet mørk, det var begyndt at trække op til storm. Så Malik bevægede sig ”hjem” i et hurtigt tempo
Kapitel 4 – Konfrontationen
Malik braste nærmest ind af døren fuldstændig gennemblødt af stormen som havde ramt Hogsmeade. Lynene slog ned som om guds vrede var sluppet løs, mens det buldrede som et helt trommeorkester. Malik skyndte sig at tage sin våde bluse af og skiftede den med et en tør t –shirt og et par afslapningsbukser. Selvom det havde været en lang dag, så var Malik ikke træt endnu. Han gik ind i stuen og kiggede ud af vinduet, selvom det rasede sådan udenfor havde det en slags skønhed over sig. ”Sikke et fint sted du har fundet dig, Malik.” Malik frøs i sit sted, og hans øjne blev store. Det var den stemme. Stemmen han ikke ville høre. Alle hårene på Maliks ryg rejste sig i ren angst, mens han adrenalin pumpede. Hans hænder knugede sig, og hjertet gik amok. Hans sind blev mørkt og vendte sig om og så en mørk skikkelse i lænestolen, det var svært at se hvem det var, men der var ingen tvivl, det var Mr. Norman.
”Du skal forlade stedet nu. Jeg er 17 år. Du har ingen ret til at bestemme over mig længere. Jeg vil ikke være din boksebold længere far – du kan ikke behandle mig sådan længere. Jeg er ikke din fange længere” sagde Malik med en stor fortvivlelse i hans stemme, hvordan havde Mr. Norman dog fundet ham, og ville han slutte det hele nu?
Mr. Norman fløj op af stolen og greb fat i Maliks hals og skubbede ham op af væggen, mens de sorte øjne hvilede mod Maliks skræmte blik ”En ting der er helt sikkert unge mand er at du aldrig kommer til at bestemme noget som helst. Din mor prøvede at stikke af med dig, og se hvad der er sket med hende. Du er min. Og ingen andres. Og nu skal vi hjem.” sagde Mr. Norman og trak i Maliks t-shirt hen mod pejsen for at suse tilbage til deres eget hjem. Malik slog til hans arm og kiggede vredt på ham ”Hørte du ikke hvad jeg sagde? Jeg følger ikke med dig, jeg er færdig med dig og du kommer ALDRIG til at bestemme over mit liv igen. ALDRIG! HØRER DU MIG?!” råbte Malik vredt af ham og greb sin tryllestav. Han kunne nok ikke gøre så meget i en evt. duel mod sin egen far, men Malik ville ikke følge frivilligt med og hvis det blev nødvendigt, måtte han skade sin egen far.
Mr. Norman rystede blot på hovedet og smålo over Maliks reaktion. ”Malik… Malik… Malik… Lød det som om det var en spørgsmål?” Mr. Norman svingede sin stav og med et fløj Malik hårdt ind i muren bag ham og landede på gulvet hårdt, Mr. Norman grinede højlydt i baggrunden ”Svag. Svag som hende.” udbrød han hånligt. Malik ømmede sig og rejste sig op ”Du har ingen ret til at nævne hende. Hun elskede dig og du stak hende i ryggen. Du tæskede hende hver dag, du udnyttede hendes godhed – Du bliver aldrig en mand i mine øjne. Du er bare en skræmt lille dreng som udnytter dem omkring dig til at komme ud med dine aggressioner. Og jeg er færdig med det.” svarede Malik og sukkede. Det var befriende at få sagt de ord til ham. Malik havde brændt inde med dem længe.
Det var tydeligt at Mr. Norman blev ramt af ordene og i samme øjeblik svingede han sin stav som dannede 3 blå kugler der fløj direkte imod Malik, men Malik havde hørt efter i sine timer og lavede hurtigt en ”Protego” besværgelse til at beskytte sig selv imod hans angreb. Mr. Norman fortsatte hans række at nådeløse angreb, mens Malik svingede sin stav for at undgå at blive ramt, men det var klart at han ikke kunne holde til meget mere. Malik hoppede til siden og pegede sin stav mod loftet over Mr. Norman ”Bombarda!” udbrød han og i samme øjeblik eksploderede nærmest loftet og gav efter. Hvilket begravede dem begge i støv og træbjælker. Støven lagde sig og alting blev stille. Det eneste der kunne høres var regnen udenfor, og de mange lyn i det fjerne.
Kapitel 5 – Farvel
Malik hostede og fjernede et par brædder som havde lagt sig ovenpå ham, han kiggede straks i retningen af hvor hans far var, han kravlede hurtigt bagud og mødte væggen, mens hans stav var peget mod ham. Malik var forpustet og bange. Han rejste sig og kiggede mod døren som var blevet blokeret af en træbjælke. Den eneste vej ud var bag sin far, en lille havedør som førte ud i den store have. Malik rejste sig forsigtigt og fulgte væggen og greb fat i havedøren, men blev chokeret over hans far greb fat i hans ankel ”Du går INGEN STEDER!” hvæste han, Malik trådte på hans håndled der fik ham til at slippe, mens han skreg af smerte. Malik udnyttede muligheden til at hoppe ud af døren. Haven var mørk, og det våde græs gjorde det svært at løbe.
Malik kiggede tilbage mod døren som var et stykke væk nu, og han kunne tydeligt se sin far gennem ruden der svingede sin stav og fik nærmest døren til at forsvinde i en eksplosion. Malik gik baglæns mod den lille port som førte ud mod en klippe, et sted han havde brugt tiden til at spejde udover det flotte vand.
”MALIK! KOM HER!” brølede Mr. Norman at fulde lungers kræft mens han jokkede gennem græsset og porten som Malik var løbet gennem.
Malik kiggede forvirret rundt da han var nået ud til spidsen af klippen. Hans tanker var paniske og ikke rationelle på nogle måder. Han kunne ikke samle dem. Han kiggede rundt og måtte erkende at han var trængt op i en krog, enten kunne han lade Mr. Norman tage ham, eller hoppe udover kanten og lade et par sekunders smerte, blive til en evighed kærlighed med sin mor. Hvad skulle han gøre?
”Ravenclaw, og alligevel trænger du selv op i krog som en lille mus. Sødt.” sagde Mr. Norman med et hånligt grin mens han gik mod Malik. Et lille sving med sin stav og Maliks stav fløj hen til Mr. Norman som smed begge på jorden og nærmest satte i spurt mod Malik.
Malik var frosset i stedet og før han vidste det lå han på jorden med hovedet udover klippen og hans fars hænder presset om hans hals. Dråberne fra himlen piskede imod hans ansigt, mens han hev efter vejret. ”Du giver mig intet andet valg Malik!” skreg Mr. Norman mens han sad på Maliks brystkasse. Malik var gået i panik og prøvede at kradse hans ansigt for at komme fri, men efter kort tid mærkede han hvordan dråberne blev fjernere og fjernere og blev erstattet med et varmt hvidt lys.
Inde i lyset stod en smuk kvinde, en kvinde han kunne genkende. Hans mor. Malik kunne mærke hvordan tårerne løb ned af kinderne på ham. ”Mor? … Er jeg død?” spurgte han forvirret og mærkede varmen fra hendes hånd mod hans egen kind.
”Du er ikke død Malik. Du holder fast i livet, og udviser en styrke selv jeg ikke kunne udvise. Jeg er så stolt af dig min søn. Men du står overfor et svært valg nu. Du kan overgive dig og tage med mig… eller kæmpe og leve videre.. Bare husk på Malik… Jeg er stolt af dig og min kærlighed til dig forsvinder aldrig. Jeg vil altid elske dig” sagde kvinden til Malik som græd endnu mere end før.
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal blive ved med at kæmpe. Jeg har mistet alt. Orion, dig og den elskede far jeg havde som lille, som nu er et monster. Mor, hvad skal jeg gøre? Vis mig … vejen. Jeg kan ikke kæmpe mere. Jeg savner dig så meget at jeg får ondt i brystet… Please… ” sagde Malik halvkvalt i sine egne tårer, men han mødte dog bare et smil fra sin mor.
”Jeg ved du kan finde styrken, jeg stoler på dig min skat.”
Malik mærkede hvordan hans hjerte blev varmt og kvinden forsvandt ud i det blå og blev erstattet af synet af Mr. Norman på hans brystkasse. Malik tøvede ikke et enkelt sekund og skubbede ham nærmest af sig med en styrke Malik ikke selv vidste han havde. Mr. Norman fløj om på siden og greb fat i græsset, og hang nu udover klippen. ”Malik! Hjælp mig!” udbrød Mr. Norman.
Malik hostede og kravlede langs jorden over mod sin far, selvom han var det rene monster kunne han ikke lade ham falde, et fald han helt sikkert ikke kunne overleve.
I samme øjeblik som Malik greb ud efter hans hånd, gav Mr. Norman slip og sendte et smil mod Malik, som fløj hen mod kanten for at gribe ud efter hans hånd. Det var dog for sent. Maliks øjne blev store og hans arms strakte sig ud efter ham. Men han blev mindre og mindre og forsvandt til sidst nede i klipperne. Der blev helt stille og Malik mærkede hvordan tårerne begyndte at trille over hans ansigt. ”Nej… NEJ! NEEEEEJ!” skreg Malik. Selvom monsteret var dødt. Gjorde det ufattelig ondt. Minderne om hans far havde ikke altid været onde og grufulde, men noget havde fået det til at slå klik i hovedet på Mr. Norman.
”HVORFOR GAV DU SLIP? AAAARGH! HVORFOR?!” skreg han udover kanten af klippen med en hæs stemme. ”Jeg kunne have reddet dig…” sagde Malik med en stille stemme og faldte på knæ foran klippen. Han kiggede ned i jorden mens tårerne sprudlede frem som et springvand. ”Undskyld Mor…. Far… Jeg kan ikke mere…” sagde han halvkvalt og holdte sin arme ud på begge sider og kiggede op mod himlen, han smilede kort og forberedte sig på det øjebliks smerte han skulle opleve, og lænede sig derefter fremad. ”Undskyld Orion… Jay… Marco… Elijah…” hviskede han kort og lukkede sine øjne. Han var forberedt på at møde sin mor, forberedt på et evigt liv badet i kærlighed. En kærlighed han længtes efter. En kærlighed der aldrig stoppede.
Velkommen
Velkommen til Theblessedchildren, et rollespil sat i året 2027 i den magiske verden og centreret omkring den magiske verden på de britiske øer. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten?
Nyheder
Socialt
På BC bruger vi primært c-boxen til hverdagskommunikation. Der er vejledning til at oprette en bruger og boxens øvrige funktioner, hvis du trykker 'hjælp'.
Derudover har vi en discord, der både bliver brugt til at highlighte plots og nyheder. Det er også her, vi afholder virtuelle træf, hverdagssnakkehygge og øvrige begivenheder.
Admins
Tak til
Tusind tak til taut for kodning af boardet og til Beedle og Gwen for alt det hårde arbejde, der har banet vejen hertil.