Kan man få lidt fred?

[Melanie Burton]

Caelie Dunn

Melanie havde ikke ligefrem den bedste fest. Det var svært at slappe af, med Liams blik hvilende lige i nakken. Hun havde det som om hun blev overvåget af en panter i et bur.
Til sidst havde hun brug for en pause fra den intense atmosfære og hun havde derfor taget Caelie i hånden og trukket hende med sig ud bagved huset, hvor de kunne sidde i fred. Melanie havde et par denim shorts ude over sin bikini og hendes hår var vådt, fordi hun lige havde været i poolen.
"Jeg har savnet dig." Sagde hun, selvom det ikke var mere end et par dage siden de havde forladt skolen.

[Caelie Dunn]

Caelie måtte nok indrømme, at hun følte sig lidt ukomfortabel i sin bikini. I hvert fald når hun så på alle de piger, der fyldte deres meget bedre ud, end hun selv gjorde. Så udover den grønne bikini, havde hun trukket en t-shirt, som forhåbenligt skjulte de manglende bryster.

"Og jeg har savnet dig!" Sagde hun og åndede tungt ud. "Du drømmer ikke om, hvor mærkeligt det er at være hjemme! Mor og far... De vimser om os, og varter os op hele tiden..." Hun rystede på hovedet. Hun og Skylar var ved at få spat. "Men hvad med dine tv-serier? Og... Den mystiske Talbot?"

[Melanie Burton]

Melanie forstod ikke hvordan Caelie kunne holde ud at have en t-shirt på. Det var så varmt at hun var tæt på at smelte.
"Varter jer op?" Hun forstod ikke helt, men snart havde veninden kommet med en masse andre spørgsmål.
"Jeg er en idiot Caelie. Vi fik snakket sammen i toget. Jeg har misforstået alt han har gjort nærmest. Og så ud over det er Liam vild med mig og mere end bare hans sædvanlige 'hende-vil-jeg-gerne-knalde'." Hun sukkede dybt og satte sig ned i græsset.

[Caelie Dunn]

Caelie nikkede og prustede, som om hun havde det hårdt. I virkeligheden var hende og Skylar nok møgforkælede, når det kom til stykket.

"En idiot? Hvorf..." Hun nåede ikke at stille sit spørgsmål færdig, før hendes mund formedes i et overrasket o. "Ååååh..." Lød det fra hende, og hun faldt lidt sammen. "Liam virkede ellers sådan... Nogenlunde som han plejer, da jeg mødte ham forleden." Hun havde ikke mærket noget på ham i hvert fald. "Men hvad skete der så? Altså... Talbot er jo nærmest ved din side hele tiden!"

[Melanie Burton]

"Har du mødt ham?" Udbrød hun og så op på Caelie. Hun kunne ikke håndtere situationen længere, den var ved at vælte ned over hende.
"Som han plejer?" Gentog hun med et dybt suk. Det betød, at hans følelser ikke havde eksisteret. Højst sandsynligt havde han bare forsøgt at komme i bukserne på hende, som han havde gjort med alle andre piger.
"Grunden til at han er det, er fordi jeg næsten kyssede med Liam til festen. Og så havde vi en lang snak i toget og.. nu er vi sådan, rigtig sammen, som kærester."

[Caelie Dunn]

Caelie nikkede. "Samme charmetrold, som han plejer," bekræftede hun. "Han fulgte endda med mig ind i H&M, da jeg skulle bytte min bikini," hun rystede på hovedet. Den dag havde forandret sig ganske hurtig.

"Og det er godt, ikke?" Spurgte hun, med hensyn til Talbot. Hun skulle lige være helt sikker på, at Melanie nu var glad. "Jeg mener... Det var jo det, som du savnede, ikke?"

[Melanie Burton]

Melanie himlede med øjnene over Caelies historie om Liam. Den gjorde hende en smule ked af det. Tilsyneladende havde Talbot haft ret. Han var ikke noget at samle på, men det gjorde hende trist, at hun havde været så naiv at tro på det.
"Jo. Det er rigtig godt. Jeg håber bare ikke at hans far finder ud af det og gifter ham med en eller anden fuldblodsprinsesse." Sagde hun en anelse bekymret.
"Jeg har ikke rigtig forstået alvoren i det før nu. Måske er jeg bare for priviligeret." Sagde hun og skar en grimasse.

[Caelie Dunn]

Caelies ansigt fortrak sig i en grimasse, der tydeligt fortalte, hvad hun mente om fuldblodsprinsesser. "Sådan en som Tabitha Goyle. Afskyelig pige," fnøs hun og rystede sig lidt. Hende og Nathaniel Goyle var ubehagelige som bare pokker.

"Jeg tror nok mere det er fordi, at vi ikke er født ind i samfundet. Men er det ikke noget med, at arrangerede ægteskaber er helt naturligt endnu for fuldblodsfamilierne?"

[Melanie Burton]

Melanie skar en grimasse ved tanken om Talbot sammen med en som Tabitha. At han skulle bruge resten af sit liv, i familie med Nathaniel. Det skræmte hende mere end noget andet lige nu. Hun var ved at se, hvad det var han havde forsøgt at beskytte hende imod.
"Jo. Det er derfor. Hvis hans far finder ud af det, så ja, arrangerer han et ægteskab." Hun sukkede lidt. Der var stadig noget tid til at han var myndig. Det kunne godt holde hende vågen om natten.

[Caelie Dunn]

Caelie havde stadigvæk svært ved at forholde sig til så oldnordiske metoder. Men hver gang hun brugte tid sammen med en fuldblodsmagiker, så mindede de hende om, hvor lidt de havde udviklet sig gennem tiderne.

"Hvad har du tænkt dig at gøre så?" Spurgte hun og så på Melanie. "Jeg mener, det er ret åbenlyst for alle og enhver her, hvad der sker?"

[Melanie Burton]

Melanie så lidt uroligt på Caelie og bed ned i sin underlæbe.
"Jeg tror ikke der er så mange fuldblodsfanatikere til den her fest." Sagde hun, selvom hun langt fra så sikker ud. Hun følte hun var blevet rodet ind i noget hun slet ikke forstod. I virkeligheden burde hun nok tale med Talbot, men Caelie var hendes tætte veninde og havde kendt hende i lang tid.
"Har du nogle ideer?" Spurgte hun og trak øjenbrynene spørgende sammen.

[Caelie Dunn]

Caelie var enig, og det viste hendes ansigt. "Jeg tror, at du kan være rolig i aften. Så længe Talbot bare kan klare skærene," sagde hun og havde som altid medlidenhed med de der fuldblodsmagikere.

"Du spørger mig til råds? Mig der lige har fået sin første kæreste, og jeg aner i forvejen ikke, hvad jeg skal stille op med ham," hun lo lidt. "Det skal nok gå. Mor dig med Talbot og ignorer Liam. Han hygger sig alligevel med de andre piger her." Hun forstod ikke de der drengen særlig godt.

[Melanie Burton]

Caelies ord var beroligende, de var så simple i forhold til den mængde bekymringer der var gledet gennem Melanies tanker.
"Du har ret. Tænk at han fik mig til at tro på at han havde ændret sig." Sagde hun og rystede på hovedet.
"Hvordan går det med dig og kæresten?" Spurgte hun så, fordi hun ikke gad tale mere om sine egne problemer.

[Caelie Dunn]

Caelie vidste ikke meget om drenge, det måtte hun indrømme. "Er det ikke noget med en leopard og at man ikke kan ændre dens pletter?" Spurgte hun og kløede sig lidt i nakken.

"Cole? Tjoh..." Hun rømmede sig lidt. "Jeg er ikke særlig god som kæreste tror jeg. Hvad forventer en dreng af en pige, når de er kærester?" Spurgte hun, og hendes fregnede kinder rødmede lidt over hendes uvidenhed på området. "Skylar er virkelig dårlig til at give råd. Hendes virker kun på piger!"

[Melanie Burton]

Melanie nikkede. Hun havde hørt den udtryk før, noget med skindet på et dyr, men for at være ærlig var hun ikke sikker på hvordan det præcist lød.
"Hm." Sagde hun og tænkte lidt over Caelies ord. Hun var ikke sikker på hun havde et svar, men hun kunne da prøve.
"Jeg tror ideen er at man er der for hinanden og støtter hinanden. Jeg mener, ikke at man skal være den andens psykolog, men bare du ved. Ja, måske ved jeg heller ikke hvad det er." Sagde hun og trak øjenbrynene sammen. "Og så kysser man vel og gør andre ting."