Two Broken Hearts are Better than One

[William Knight]

Patsy Murray
Senere på aftenen (Omkring 23:15)
Indenfor

Han havde utvivlsomt allerede drukket for meget.
De mørkebrune øjne svømmede i hvert fald en smule, og man kunne hinte en blanding mellem rastløshed og udmattelse over hans skikkelse, som han lå, lidt henslængt, på en af sofaerne i et rum, indenfor. Her kunne man spotte, fra et vindue, poolen hvor den største del af festen fandt sted. Ja, foruden dén fest visse personer ovenpå syntes at holde på gæsteværelserne. Det havde været en begivenhedsrig aften. Sanseløs og alligevel så fucking smertefuld. 
Selvfølgelig havde Liam Knight forsøgt at dække over sit forliste hjerte, ved at feste igennem. Han havde haft nogle run-ins med nogle lækre piger, hængt ud med nogle 'bro's' han intet forhold ellers havde til, og havde drukket en betydelig mængde alkohol ligesom mange andre havde. Desuden, havde han basically undgået sine nærmeste venner. For han havde jo intet fortalt... Ikke siden afslutningsfesten.

[Patsy Murray]

Outfit

Det havde til en start krævet en del overtagelse for Patsy at tage med til Poolparty i første omgang, men hun havde håbet på hun her kunne snakke med Liam, som ikke havde været til at få fat i siden afslutningsfesten. Hun ville gerne høre hvordan det gik.

Hun havde brugt aftenen med at snakke med lidt forskellige, nogen havde forsøgt at skubbe hende i poolen, men heldigvis undslap hun dem. For en gang skyld havde hun drukket en anelse alkohol, ikke noget vildt dog og hun var derfor heller ikke så påvirket som andre til festen her. Hun var derimod ved at være træt. luften og varmen gjorde hende lidt ør, så hun valgte at trække indenfor.

Derinde fik hun hurtigt øje på Liam og en stort smil voksede hurtigt frem i hendes ansigt. "Liam, der er du. Du har været væk hele aftenen. Man skulle tro du undgik mig." Sagde hun i sjov og gik hen til ham. Han havde tydeligvis fået lidt mere indenbors end hun havde.

[William Knight]

Som han lå dér, iført et par lange sorte badeshorts, og en tilsvarende sort skjorte der sikkert havde fået spildt både klorvand og alkohol på sig, overvejede han hvorvidt han blot burde tage hjemad. Men for hvad? Trods han måske tog en lille time-out til festen, vidste han, at kun smerte og tankespind ventede derhjemme. Så hvorfor overhovedet tage hjem, når festen først nu, for alvor, ville begynde at tage en markant drejning?
Lidt dovent vendte han blikket mod den velkendte stemme. Trods han altid kunne genkende Patsy Murray's betoning, var det som om det tog ham et sekund for meget, lige at placere det i hovedet. Et tegn på fuldskab måske. Eller blot komplet benægtelse af sandheden."Jeg har ikke undgået dig," Løj han. Fuck, kunne hun ikke bare gå ud igen? Han håbede at intet krydsforhør ventede sig. At det her ikke ville blive en af de typiske Patsy/Liam samtaler hvor de begge diskede op med deres problemer.
Han satte sig en smule op, og rakte efter den næsten-tomme øl der stod på kanten af sofabordet, "Jeg har bare... Slået hjernen fra. Er det ikke det man bør gøre til en fest?" Der var noget lidt snøvlende over hans 'kunstpauser', og noget mildt distanceret i hans stemme.

[Patsy Murray]

Han virkede underlig og fuld.. Anderledes end hvad hun før havde oplevet ham. Det bekymrede hende at se ham sådan. "Liam, er alt som det skal være?" Lød det meget bekymret fra hende, før hun satte sig en en stol ved siden af ham. Han lignede absolut ikke en der burde drikke mere. Mest af alt lignede han en der skulle på hovedet i seng hurtigst muligt. "Jeg ved ikke hvad normalen er for fester, men det der ser altså lidt halvfarligt ud." Fortalte hun bekymrende. Hun vidste hvad der kunne ske, hvis man drak for meget og det var da hun ekstra slemt, når der så samtidig var en pool man kunne falde i.

[William Knight]

Liam, er alt som det skal være? Så snart spørgsmålet ramte luften, ønskede han, at han enten blot kunne forlade situationen, eller være født en bedre løgner. "Jeg er til en fest, og har en øl i hånden - hvad fanden kan jeg klage over?" Lød det lidt jokende, men også lidt tørt fra ham, som han satte øllen til sine læber. Han havde klaret det godt til festen op til dette punkt, hvor han havde haft brug for en pause fra at glo på Melanie Burton og Talbot-fucking-Bletchley.
Han sank den store tår, og satte, den nu tomme, øl fra sig på gulvet. Dernæst kiggede han lidt sarkastisk på hende, "Farligt? Du burde vist gå til flere fester, Pats..."

[Patsy Murray]

Det var længe siden Liam havde talt så hårdt til hende, det gjorde ondt. Men Patsy prøvede at overbevise sig selv om at det var nødvendigt for Liam, hvad end der trykkede. Hun forstod det bare ikke, han havde været så glad inden ferien. “Liam jeg er jo bare bekymret. Du opføre dig som om alt er ligemeget. Det... skræmmer mig” forklarede hun så ærligt og så på ham. 

“Du ved godt jeg ikke går til mange festen. Jeg kom egentlig mest for at tjekke til dig. Det kan jeg se var godt, for den er da helt galt med dig” selvom ordene nok var hårde, så var de badet i bekymring så de dryppede. Der var noget helt galt hos Liam!

[William Knight]

En halv-irriteret rynke blev frembragt i den unge pande, ved hendes 'såkaldte bekymring'. Normalt ville han ikke betvivle den, men hans nuværende selvdestuktivitet og lette fuldskab fortalte ham, at alle ventede på at se ham falde.
"Du overanalyserer, Patsy," Afviste han lidt køligt, før han sendte et blik ud af vinduet, og dermed mod festen ved poolen.

"Der er intet galt med mig, okay?" Der var en tørhed i hans stemme, som han tvang øjnene mod hende, "Og selv hvis der var, har jeg ikke brug for råd fra én, som selv inviterer drama ind af døren, når hun kan."

[Patsy Murray]

Patsy fortsatte med at se bekymret på sin ven så lå der og lignede noget katten havde slæbt ind. hvad var der sket? Hun skulle lige til at gå over til ham og lægge en trøstende hånd på hans skuldre, da han igen åbnede munden. "Undskyld hvad gør jeg? inviterer drama ind ad døren? hvis du tænker på det med Elvira, så har jeg jo løst det for længst." Det var den eneste gang hun kunne komme på hvor der havde været direkte drama. Og så måske et par episoder med Duncan, men de var jo løst og ikke noget problem.

[William Knight]

"Elvira?" Han fnøs. Ikke på en typisk knotten teenage-agtig måde, men istedet med en stærk tyngde af sarkasme, "Jeg taler om alt det drama du lader Duncan udsætte dig for." Det blev pludselig mere personligt. Frem for at fokusere på sin egen smerte, ville han forsøge at belære Patsy om hendes. Hvis det kunne være dét der skulle til, for at han kunne skubbe hendes bekymring ud af øjnene, var det det værd.

"Hvis jeg er ustabil, skulle du måske tage et grundigt kig på dig selv."

[Patsy Murray]

"Duncan? men du..." Patsy havde altid følt at Liam var den der bedst forstod hendes forhold til Duncan og følt han support i det, men nu... hvad var det her? "Jeg har da ikke snakket noget om at være ustabil? hvorfor blander du overhovedet Duncan ind i det her? Du ved hvad han betyder for mig." en knude begyndte at stramme sig i hendes mave, Havde hun gjort Liam et eller andet siden han var sådan? Hun sad og kiggede på ham tydeligt påvirket af hvad han netop havde sagt.

[William Knight]

Det var nemt for ham at manipulere sandheden til sin egen fordel. For, underligt nok, havde han brug for at lade det gå ud over nogen andre, så han ikke var alene om smerten. Han ønskede ikke hendes medlidenhed eller bekymring -, for så skulle han også indrømme sit eget nederlag. Selvom han direkte så hvordan hans fordrejning af sandheden langsomt ødelagde hende, var det som om en knap i ham var slukket.
"Hvorfor er du så naiv, Patsy?" Der var en opgivende tone i hans lidt hæse stemme, "Hvordan kan du konstant holde fast i noget, der hele tiden ødelægger dig?"

[Patsy Murray]

Patsy måbede over Liam. Hvad var det der skete lige nu? Hvordan kunne han overhovedet tillade sig at være sådan over for hende. Hun mærkede en klump i halsen og fokuserede på at synke den. "Han mener det ikke. Han er bare ked af noget" sagde hun til sig selv, men hun kunne ikke lade være med at tage det på sig, slet ikke da han så kaldte hende naiv. 
"mener du jeg er naiv nu?" hendes stemme rystede lidt men hun forsøgte at bevare roen. det var nok ikke så slemt som det lød. Måske havde hun misforstået noget. "Lad være med at sige sådan Liam. Duncan er sød og jeg elsker ham. Hvorfor skal han overhovedet blandes ind i det her?" bare det ikke begyndte ligesom mellem Fergus og Liam, det var hun ikke sikker på hun kunne holde til.

[William Knight]

Egentlig burde han bare flytte sig fra situationen, så han kunne få tid. Tid til at blive rationel, og ikke lade sig dykke ned i selvdestruktiviteten. Men såret var stadig nyt, og han havde et behov for at skubbe dem han holdt mest af, væk. Det var nærmest instinktivt. Som kunne han ikke klare at han var den svage, og derved burde skubbe andre i vandet først, så de ikke så at han også druknede.

"Hver gang jeg har snakket med dig, har du nærmest tudet over den knægt." Mumlede han, "Så, ja. Jeg synes du er naiv, for at holde fast i det." Der var noget køligt i hele hans udtryk. En detachment. Trods han havde betrådt dé ideer lidt førhen, havde han aldrig blandet sig mere end højest nødvendigt.
"Fordi kærlighed er noget fanden har skabt. Og det bør du måske indse."

[Patsy Murray]

Ordene der forlod Liana læber gjorde ondt langtbind i hende. Var det sådan han havde det med det hele?  Det havde hun alligevel ikke troet, omvendt sagde man at man skulle høre sandheden fra børn og fulde folk. Det var Liam helt sikkert lige nu. “Du glemmer alt det gode han gør for mig! Han så mig da ingen ellers gjorde. Han ved altid hvad der gør mig glad! Og han giver mig så meget plads så jeg ikke behøver vælge mellem mine venner og ham!” Hun var blevet mere bestemt nu, skønt stemmen bævrede megre en nogensinde. Hun følte sig dårligt tilpas. Varm i kinderne og som om hun ikke kunne trække vejret. Hun rettede lidt på sig, måske det ville hjælpe. 

[William Knight]

"Måske er du bare så forblændet, at du ikke kan se skoven for bare træer." Fnøs han lavt. Det var en mærkelig situation. Nok havde han sine problemer med Duncan, netop fordi han havde insuneret ting om Patsy grundet hendes tøj, og havde sendt pigebarnet i tårer ad flere omgange. Alligevel, burde han ikke dømme hende. Han kunne faktisk bare ikke lade være. Han var så indebrændt, at han ikke kunne slippe ud af den onde cirkel igen. For trods aftenen også havde ført med sine velsete distraktioner, var détte en af dé stunder, hvor han mærkede frustrationen. Sikkert grundet den opbyggede promille.
"Jeg gider ikke samle dig op, hver gang den fyr slår dig ned."