Kunsten at Skjule et Knust Hjerte

[William Knight]

5. juli, varm eftermiddag
Parken ved forden af Edinburgh Castle
Emilia Rosario

"Det er egentlig ikke fordi jeg ikke kan lide dig, du vil altid have en plads i mit hjerte, 

men vi kan ikke være sammen."

Det føltes stadig som et åbent sår, - hell, det var det jo også. Selveste William Knight - en fyr der havde kæmpet i en god del af skoleåret for at få slebet sit dårlige ry væk - var faldet for en tøs, der åbenbart, ifølge hans optik, skulle vise sig at være det mest manipulative væsen på Hogwarts. En Sirene der åbenlyst lurede ham mod de farlige, bølgende klippeskrænter, frem for at vise sin sande natur for ham, og give ham en chance for at undgå et betydeligt nederlag. Hvordan skulle han se sine venner i øjnene efter det her? Han ønskede ikke deres medlidenhed. 
Da han, for et par dage siden, havde modtaget et brev, havde hans brødre joket med hans 'kæresteri', blot at dømme efter en feminin håndskrift. Efter at have læst brevet, havde han knapt nok været hjemme. For det her var blot endnu en ting han havde fejlet i -, og det skulle de ikke plage ham med. Han havde været sekluderet, hidsig, tvær, og hævngerrig. Vigtigst af alt, havde han brug for at distrahere sig selv, fra den smuldrende fornemmelse i hans bryst.

"Må jeg sætte mig her?" Efter at have vandret rundt i den velbekendte park, i hvad der føltes som en evighed, var han stoppet op ved sin ynglingsbænk. En bænk, der tronede sig fint på en lille plet græs, med en god udsigt til Edinburgh Castle: Et slot der, på mange måder, mindede ham om Hogwarts.
Der sad en pige på bænken. Køn, bleg - og med mørkt hår. 

[Emilia Rosario]

Det var et fremmede land, med fremmede mennesker, der talte engelsk på sådan en sjov facon. Ingen ud over familie at tale med og kun meget lidt velkendthed.
Selvom Emilia allerede savnede vingården i Portugal, havde det ikke gået hendes næse forbi, hvor smukt, Skotland var. De lange vider, højlandene. Slottene. Det var anderledes fra Portugal, og alligevel følte hun sig mere hjemme her i dette åbne park område, end med sin familie.
Med Border Collie’en, Jupitér, i snor, satte hun sig på en bænk, hvorefter hunden lagde sig for hendes fødder, hvor der var lidt skygge. Øjnene lukkede sig mod den skarpe sol og håret fik frit, lov til at blæse i den milde sommervind.
Da en skotte (Hun havde hurtigt lært at genkende dialekten) spurgte om han måtte sidde, kiggede de grå øjne på ham et øjeblik. “Ja… Endelig…” Hendes egen accent skar tydeligt igennem, selvom kun få gættede rigtig hvor hun kom frem.
Jupitér var en smule mere skeptisk overfor den fremmede og rejste sig op, og begyndte at snuse til hans ben. “Oh!” Der kom et par portugisiske ord fra hende, som fangede hundens opmærksomhed, selvom den stadig sendte blikke til den fremmede skotte.

[William Knight]

Dialekten var nærmest som et frisk pust, for den unge skotte, som han tog plads ved siden af pigen - ja, og hunden, på den gamle bænk. Han havde dog ikke just tid til at studse meget over pigens oprindelse, eftersom hendes følgesvend gav sig grundigt til at snuse til hans jeans-beklædte ben, med en halv-våd næse. Han havde altid elsket hunde, men af forståelige årsager, havde hans forældre ikke ønsket at inkludere en i Knight-familien.
"Det er okay," Lød det, lidt halv grinende fra ham, i en klar overbevisning om at pigens fremmed-ord utvivlsomt kunne være et sæt bandeord eller formaninger til den kære Collie, "Vi har to kneazles derhjemme, såe jeg forstår dens interesse."
Wauw... De sidste par dages frustrationer havde tydeligvis taget alt fornuft fra ham. Kneazles?! Ja, lad os lige nævne en magisk huskat til en fremmet muggler.
"Det er en slags... Skotsk kat." Han forsøgte at møde hendes øjne, trods de latterlige, og desperate, forklaringsmodeller der flød over hans læber.

[Emilia Rosario]

Kneazles? Emilia kendte godt de kattelignene magiske væsner, der var ret populære som kæledyr i det magiske samfund. Men at en tilfældig fremmede, pludselig rablede løs omkring dem? Det kunne have været set som en joke, hvis ikke han prøvede at redde den igen. Som om han godt vidste, at han havde talt over sig.
Emilia så ret så forbavset ud, og løftede brynet i en lidt forvirret grimasse.
“Ahh… Vi har også skotske katte i Portugal. Lidt spidse øre og en spøjs hale. Meget større end andre racer. ” udfordrede hun. Sandsynligheden for at den fremmede skotte, var en magiker, var urimelig lille, men alligevel kunne det kun, undre at han snakkede om Kneazles. Måske var de dog en del af en eller anden skotsk myte…
Hunden lagde sit hoved på Emilias skød, og begyndte skrabe med poten, mod hendes lår. En godbid blev fundet frem, og fik hurtigt hunden til at ligge sig i tilfreds i skyggen. Dog med snuden lige ved den fremmedes fødder.

[William Knight]

Pull your sorry self together, Liam, Tænkte han, som han bed tænderne mildt sammen, for at forhindre at flere forhastede ord gled over de lidt bidte læber. Afværgende bevægede han de mørkebrune øjne væk fra både Collien og den mørkhårede pige ved sin side, for at lade dem vandre op mod slottet der tronede sig i horrisonten. Sandheden var, at han var ude af sig selv. Nok var han blevet relativt dygtig til at skjule det, eller rettere - det var ganske nemt at skjule det, når man gjorde et aktivt forsøg på at fjerne sig fra alle der kendte ham -, men turbulensen i hans indre havde vist nuppet noget af dømmekraften væk.
Trods pigen sammenstykkede hans løgnhistorie om kneazlen, huskede han sig selv på, at der ganske vist også var mugglerhistorier om magiske væsner. Alligevel måtte hun, uundgåeligt, tro at han havde en skrue løs. Hvilket måske også var tilfældet, de sidste par dage.
"Er du lige flyttet hertil, eller er du på ferie?" Spurgte han snart, for at skifte emnet ind på noget andet, og afværge stemningen en smule. For trods han blot kunne holde munden lukket og lade pigebarnet være i fred, ønskede han sgu selv ikke at fremmede rynkede på næsen over ham.

[Emilia Rosario]

Der var noget mærkeligt ved den fremmede fyr. Som om han prøvede at gemme et eller andet væk, skjule sig på en måde. På det punkt var Emilia lige sådan. Hendes væremåde var blevet stemplet som mærkelig, så hun måtte lade som om hun var en anden…
“Min familien er lige flyttet hertil. De har åbnet en vinbutik… Måske har du hørt om den? Rosario vine?” sagde hun glad, men følte lidt at det faldt til jorden, fordi butikken var ny og lille og lå slet ikke inde midt i byen.
Emilia havde meget hurtigt afgjort med sig selv at den fremmede måtte være en muggler, så 90 % af grundene til at hun var flyttet hertil, var hun nødt til at lyve om, selvom vinbutikken var en sandhed. “Min søster bor i byen med sin forlovede, så vi tænkte at vi også ville flytte til landet.” Endnu en sandhed. Det var svært at vurdere den fremmedes alder, så Emilia lagde hovedet lidt på skrå, og vurderede ham ret åbenlyst. “Går du i skole her i byen?”

[William Knight]

Det lød nærmest melodisk som hun snakkede, og trods han nok aldrig ville kunne udpege en Portugisisk dialekt ud af en mængde, følte han sig nærmest overbevist om at han ville kunne genkende den nu, med dets små krøllende betoninger.
Som hun nævnte vinbutikken, vendte han de mørke øjne mod hende igen, med et lidt undskyldende udtryk, "Jeg er mere en whiskey person." Når han altså, til sjældne lejligheder, fik lov at drikke. Han kunne vel næppe snuppe en flaske af dén whiskey fra husalferne på Hogwarts, der normalt blev brugt til madlavning.

"Velkommen til Edinburgh then," Skotten sendte den mørkhårede pige et mildt smil, før han, selv, måtte finde en balancegang mellem sandhed og løgn. Liam havde aldrig været den bedste løgner. Han var trods alt typen der ofte bar sine følelser uden på tøjet. Af netop dén grund, var det når han sekluderede sig selv, at man måske burde fornemme at noget var galt.
"Nej, jeg er her faktisk kun i ferierne," Svarede han, med en rolig tone i den halv-dybe stemme, "Jeg er en kostskole-dreng," Tilføjede han forklarende, med et lidt selv-ironisk smil. Som vidste han hvilken priviligeret klang dét ord sommetider kunne have hos mugglere.

[Emilia Rosario]

Der blev nikket til velkomsten og et lidt genert smil kom frem. Den fremmede havde et flot smil og noget roligt over sig. Det gav ikke meget mening at de to sad og snakkede sammen lige nu, men det var en rar afveksling.
“Que legal!” Hun tog sig til munden over sin portugisiske udtryk, selvom det var ret tydeligt at det var som en reaktion på at han gik på kostskole . Det gjorde hun jo faktisk også selv… på en måde. Det var dog ikke den samme. “Også mig… Altså pige... Jeg starter her efter ferien… Men øh det er en særlig skole, kun for piger.” Emilia ville nødig have at fyren lige pludselig ville finde ud af om det var den samme skole de skulle gå på.
“Jeg hedder forresten Emilia Rosario.” Hun rakte en hånd frem. Det virkede fjollet, at de sad og snakkede og slet ikke kendte hinandens navne.

[William Knight]

Selvfølgelig strejfede det ham, at dette var en større tilfældighed, end han først antog. Dog havde han lært, gennem de sidste par måneder, at håbefuldhed kunne være bedragende. Som hun rakte ham sin lille hånd, tog han den instinktivt, og gav den et venligt klem.
"William Knight," Hvor fanden var 'Liam' forsvundet hen? Det var kun hans forældre der kaldte ham William, og han insisterede altid på at rette på dem der forsøgte at bruge det om ham. Alle forsøg på at afvikle sandheden en smule og være en anden person, syntes dog at komme naturligt til ham. Som ønskede han ikke at være 'Liam, der fik sit hjerte knust' eller 'Liam der var for dum til at se igennem sin egen naivitet' - selv, overfor denne fremmede pige.
"Rart at møde dig, Emilia." Han slap hendes hånd, og lænede ryggen tilbage mod lænet, som han kortvarig sendte et blink ned mod hunden ved sine fødder. Dens snude hvilede mod hans ene sko, og i et sekund overvejede han hvorvidt hunde virkelig kunne mærke når man var trykket af noget.
"Er du nervøs for at starte på kostskolen?" Spurgte han så, "Jeg mener... Dit engelske er godt. Den klarer du snildt." Han gruede selv for at komme tilbage til Hogwarts. Ja, selvom han havde haft så tårnhøje forventninger om sit sidste skoleår.

[Emilia Rosario]

”William” gentog hun, for ligesom bedre at huske det… Selvom de nok aldrig kom til at se hinanden igen. Navnet virkede så britisk… Mon folk kaldte ham Will?
Emilia fulgte Williams blik ned til Jupitér og kom til at smile. Hunden var meget menneskeglad, men det var imponerende at den sådan mente at skulle ligge så tæt ved den fremmede, som om den skulle vogte over ham. “Jeg har gået på kostskole hele min barndom, det er mere alle de nye mennesker. Hvis de ikke... kan lide mig” sagde hun og så undskyldende på ham. Emilia skyndte sig dog at løfte hænderne forsikrende op, fordi hun ikke ønskede medynk. “Jeg mener… Jeg har bare aldrig været… kostskole typen… Måske bliver den nye bedre.” Hun smilte stort og kørte en hånd gennem hundens manke, det fik hende altid til at slappe lidt af. “Jeg skal gå der i to år… Men det havde været rart at kende nogen inden, fordi alle kender hinanden der.”

[William Knight]

Der var noget kært i hendes rableri. I hvert fald forsøgte den unge knægt at fokusere på det, frem for at tænke på et andet hunkønsvæsen. Emilia var en velkommen distraktion. For, frem for at nyde omgivelserne omkring sig, og udsigten til det gloværdige slot, var Liam's fokus nærmest holdent på pigens ord. Det var vel skønheden i at få et andet individs' livshistorie. For når man startede fra bunden, var der indhold nok til at distrahere én fra alverdens problemer for en god stund.
"Din nervøsitet er da forståelig," Bemærkede han, med et venligt og relativt jordnært smil. I forhold til hvor tæt han havde været på at sende en knytnæve i ansigtet på sin storebror til morgen, var det nærmest bemærkelsesværdigt, hvor afslappet han følte sig i den Portugisiske piges nærvær.
"Men nervøsitet bemærkes også," Tilføjede han, som hans blik netop bevægede sig ned mod hendes hånd der begyndte at kæle hundens pels en smule, "Så, måske er det bedst at smide forventningerne over skulderen, så du ikke har meget at miste." Om det var et godt råd, vidste han ikke. Men Liam's taktikker var jo heller ikke altid lige 'gode'. De var dumdristige og forhastede.

[Emilia Rosario]

William fik det hele til at lyde så let. Mon han var en af de der typer med mange venner på sin skole? Det kom vel bare lettere for nogen? Emilia havde aldrig været mester til det, men endte ofte ud med at få nogle venskaber alligevel, heldigvis.
“Når jeg bliver meget nervøs… eller begejstret, så går jeg over i mit portugisiske… Så skal folk nok ryste endnu mere på hovedet af mig” sagde hun og lød mere opgivende end nervøs. Der var dog ikke noget opgivenhed i hendes smil, der stadig lå på læberne. “Men i det mindste starter min lillesøster samtidig. Det var for hendes skyld, at jeg skiftede skole.”
Det virkede så lettende at snakke med nogen om alt det her. En part som ikke kendte til hende, eller viste til hvad hun var.
“Din skole. Hvordan er den?” Mugglerskoler var vist meget anderledes.

[William Knight]

Med en rolig glød i de mørkebrune øjne betragtede han hende mens hun snakkede. I et kort sekund måtte han dog skæve ned mod hunden, der syntes at prikke lidt til hans bukseben, før den lagde hovedet, hvilende, mod jorden igen.
"Særheder er sgu da det der gør folk interessante," Kommenterede han blidt, og halv-opmuntrende. At Emilia væltede hen i et andet sprog, skulle måske anses som noget kært, frem for en belastning. Som hun fortalte at hendes lillesøster også startede, nikkede han venligt, "Så, er der i det mindste andre i samme båd."

Da hun spurgte ind til hans skoleliv, måtte han, på det kraftigste, afholde sig selv for at diske op med et suk. "Jeg elsker skolen. Højt..." Svarede han derfor, "Men dets beboere..." Han sendte korvarig et blik rundt i parken, før han trak på skulderne, "- Sommetider er de alt-ædende. Så, man skal virkede navigere sig godt, så man ikke bliver involveret i åndsvagt pubertets-drama."

[Emilia Rosario]

William fik det hele til at lyde så let. Som om at særheder var en god ting. Måske var briterne bare anderledes på den måde. Måske var hun ikke en særling her. Man kunne ikke andet end at håbe.
“Der er bare stor aldersforskel, og hun er mere udadvendt end mig.” Emilia var ikke det mindste i tvivl om at hendes søster ville falde til, efter lidt tid, hun havde bare brug for noget tryghed i starten.
“Din skole eller... eleverne lyder også lidt… Hvad siger man… louco.”
Der blev sendt et venligt smil, og det var åbenlyst sagt i sjov.
“Jeg tror dog lidt at min skole kommer til at slå din. Det er en lidt speciel skole… Men teenage drama er der sikkert nok af!” sagde hun og prøvede at lyde dramatisk.
Emilia havde slet ikke lagt mærke til den korte interaktion mellem hunden og William forinden, men lagde godt mærke til da hunden rejste sig op og begyndte at gø lavmældt.
“Jeg tror han er tørstig… Den her varme er også lidt hård.” Emilia blev dog siddene og så ned i sit skød. “Du vil vel, ikke med hen og have en
sorvete… Jeg mener is.” fremstammede hun.

[William Knight]

Louco; Han antog at ordet var grundigt dækkende over Hogwarts' mangfoldighed af elever. Én ting havde ufatteligt mange af dem tilfælles - enten elskede de at lave drama, eller elskede at sprede det. Han sendte hende et ærligt smil, og tvivlede da ikke et sekund på at andre skoler var værre. Især uden dem magi.
"Man slipper ikke ud af teenagedramaet, medmindre man desideret vokser sig ud af den slags," Kommenterede han, før et tragisk-komisk smil plantede sig om hans læber. Trods han elskede sin skole, var hans behov for at komme derfra, og flygte hen i sammenhænge hvor rygterne om ham ikke var kendt, blevet mere omfattende. For hvad fanden ville han komme tilbage til nu? Poolfesten ville måske give ham en større idé om hele den sociale situation.

De mørkebrune øjne gled mod hunden igen. Ja, dens tunge hang ude af munden, som tørstede den efter nogle dyrebare dråber vand. Derfor nikkede han. Hvorfor ikke tilbringe dagen sammen med en køn fremmet, som ikke spurgte ind til hans forliste kærlighedsliv? "Jeg kender et godt sted." Han rejste sig op, og begyndte at eskortere hende ned ad en af parkens stier. Han ønskede ikke at følge hovedgaden, når der lå fantastiske og overkommelige cafeer i parken.
"Har du så andre planer i din ferie?"