Vildfaren

[Phyllis Murtaugh]

Collab af Gwen og Night

Vinteren 1998
Phyllis Murtaugh og Madoc Baines

Byen var næsten helt stille. Det var så tidligt om morgenen, at folk endnu ikke var stået op. Phyllis var ankommet for et sekund siden, efter at have transfereret sig væk i sidste øjeblik. Hun vidste ikke helt hvor hun var, men efterhånden regnede hun ud at hun måtte have taget til en af de walisiske byer hun havde holdt ferie i da hun var lille. Skiltene fortalte hende i hvert fald at hun var i Wales. Hun åndede lettet op og satte sig ned på en bænk. Reaktionen ramte hende først nu. Hele hendes krop begyndte at ryste. Hun var så udmattet at det eneste hun formåede at gøre, var at lægge sig på bænken og lukke sine øjne. Hun havde dog ikke tænkt sig at sove, det turde hun slet ikke. I stedet hvilede hun sig, som en mus der hvert øjeblik kunne blive angrebet af et rovdyr. Hun lå sådan længe og efterhånden stod solen op og der begyndte at komme liv på gaden. Forsigtig, løftede hun sig fra bænken og åbnede øjnene en smule.

Det var ikke en god tid for nogen. Madoc havde i stille sind overvejet helt at rejse fra landet, men han kunne ikke få sig selv til at rejse fra sin familie. Han var fanget i intetheden, hvor han hver dag ventede på at få mere dårligt nyt og selv prøvede at holde sig så langt fra søgelyset, som han kunne, indtil nogen havde brug for ham. Brug for hans hjælp.

Han var ikke klar over, at den dag var kommet, da han stod op den morgen. Først tænkte han ikke meget over skikkelsen på bænken, andet end at den stakkels sjæl måtte fryse. Han havde tænkt sig at tilbyde sin kappe, da han indså, at han kendte den unge kvinde.

“Phyllis,” lød det chokeret fra ham og han stivnede brat.

Forvirret forsøgte Phyllis at se klart på personen der talte til hende, det lød som om det var en hun kendte. Da hun fik øjenkontakt med ham, lyste hendes ellers trætte blik lidt op.

"Madoc." Hviskede hun sagte og rejste sig en smule vaklende op, men blev pludselig bevidst om hvor beskidt hun var og stoppede sig selv inden hun gav ham et kram. Tryllestaven havde hun stadig i sin ene hånd, det var den eneste ting hun aldrig gav slip på.

Madoc var mere end chokeret over at se Phyllis. Han havde tænkt på hende flere gange. De havde aldrig været helt fortrolige men de havde gået på samme årgang og færdedes lidt i de samme kredse og han havde vidst, at hun var mugglerfødt. Uden at tænke over hendes tilstand, trådte han frem og gav hende et kram. Måske i rent chok og lettelse over at se hende, tilsyneladende uskadt.

“Hvad laver du her?” spurgte han til sidst, forvildet og trak sig væk, uden at slippe hendes skuldre. Før hun kunne svare, havde han stillet endnu et spørgsmål. “Hvor er Osbert?”

Phyllis smilede en anelse, det var rart at blive krammet af en ven. Hun så derefter lettere forvirret rundt, mens hun forsøgte at samle sig nok til at svare på hans spørgsmål.
“Jeg blev forfulgt og transfererede mig hertil. Osbert er i London, vil jeg tro. Jeg har boet hos mine forældre indtil for noget tid siden.” Forklarede hun og overvejede hvor lang tid hun havde været på farten. Hun vidste det ærligt talt ikke. Hendes tidshorisont var blevet forkortet, hun tænkte ikke meget længere frem end et par minutter ad gangen.

Madoc var stadig overrasket over at se hende, selvom det første chok var ved at lægge sig. Han var lidt mundlam over hendes ord, men fra hvad hun sagde, tolkede han at Osbert ikke længere var i hendes liv. Hvorfor skulle han ellers have ladet hende rejse alene?

“Her,” konstaterede han og løsnede sin kappe, som han svang om skuldrene på hende. Han trak hætten op. “Det er alt for farligt at blive herude, Phyllis. Der er snappere over hele landet. Har du noget sted at tage hen…?” Han så granskende på hende og følte, at han allerede kendte svaret. “Hvis ikke, så tag med hjem til mig.”

Phyllis udmattelse havde været så stor at selv frygten for snappere var gledet i baggrunden. Da han nævnte dem, blev hun dog straks opmærksom og så lettere nervøst på ham.
“Også her?” Hviskede hun. Hans næste ord havde hun intet svar til, kun et meget sørgmodigt blik der fortalte at hun var på egen hånd.
“Til dig?” Hun forsøgte at protestere, men hendes krop skreg efter hvile og mad og hun formåede ikke at sige ham imod. “Så lad os tage hjem til dig.” Sagde hun og lænede sig ind mod ham, for at få lidt støtte.

Madoc bed lidt sammen, men nikkede. Der var gode penge i at komme med mugglerfødte og det betød, at alle steder, hvor der var kendte magikere, blev endevendt. Af samme grund gjorde det ham ængstelig at stå ude i det åbne og han var lettet, da hun accepterede. Han havde egentlig heller ikke tænkt sig at tage nej for et svar, men han var ikke typen, der kommanderede rundt med folk.

Han støttede hende tavst og fulgte hende det korte stykke hjem til den lille lejlighed han havde i stueetagen. “Sid ned,” bad han og ledte hende over til en lettere slidt sofa. Blikket på hende var bekymret. “Er du okay? Hvad kan jeg gøre?”

Phyllis fulgte tavst med ham og overvejede efter at have hørt hans ord om hun burde have flygtet over havet. Hun troede Wales ville have været nok. Åbenbart ikke.
Inde i lejligheden satte hun sig og så op på ham med et sårbart blik.
“Tak Madoc. Det er så sødt af dig.” Sagde hun og blev så rørt af hans venlighed at hun begyndte at græde. Det var længe siden nogen havde spurgt hvordan hun havde det.
“Har du noget brød?” Spurgte hun mens hun tørrede tårene væk fra sine kinder.

Det gjorde lidt ondt på ham og han var splittet mellem behovet for at forsøge at trøste hende på en eller anden måde, ikke at det var hans stærke side, og samtidig at sørge for at hun havde, hvad hun gerne ville have.

“Phyllis…” sagde han lidt håbløst, men så så opmuntrende på hende, som han kunne. Der var ikke meget at være munter over. “Du kan være her. Vi sørger for, at der ikke er nogen, der kan finde dig.” Han lød mere overbevist end han følte sig, men han vidste at han ville gøre alt i sin magt for at overholde det.

“Jeg finder noget mad til dig.”

Phyllis havde egentlig ikke behov for at blive trøstet, hun havde blot brug for at sidde i sikkerhed og få lov til at give slip. Hun smilede dog taknemmeligt til ham gennem sine blanke øjne og mødte hans blik.
“Tak.” Sagde hun og lænede sig tilbage i sofaen, mens hun et kort sekund lukkede sine øjne i og åndede ud. Hun ville forhåbentlig være mere selskabelig, når hun havde fået lidt mad.

Madoc var lidt ved siden af sig selv og det var nok ikke så mærkeligt. Det kunne have konsekvenser at skjule en mugglerfødt, men det var ikke en mulighed for ham at lade være. Det vidste han med sig selv, som han hurtigt fik fundet et eller andet spiseligt. Det var ikke noget videre imponerende, han var trods alt ikke mere end lige flyttet hjemmefra og magikere lærte ikke meget om madlavning på Hogwarts.

Alligevel tilbød han Phyllis en tallerken med lidt brød og ost, sammen med en kop varm te. Blikket forblev stadig lidt bekymret på hende og han havde lyst til at stille en masse spørgsmål.

Phyllis havde glemt det meste om bordskik og var desuden så sulten, at hun spiste maden alt for hurtigt. Teen rakte hun først ud efter til sidst og på det tidspunkt, var den stadig varm. Hun drak forsigtig af den, mens hun langsomt begyndte at falde til ro.
“Måske vil jeg gerne tage et bad, når jeg engang har drukket min te.” Sagde hun og smilede lettere undskyldende. Hun ville udnytte tiden her så godt hun kunne, det var ikke til at sige om Madoc ville skifte mening. Hun ville ikke tænke dårligt om ham, hvis han gjorde.

Madoc endte med bare at sætte sig og betragte hende i tavshed, mens hun spiste. Da hun endelig talte igen, røg hans øjenbryn lidt op. “Selvfølgelig,” konstaterede han, som om det først var nu at han indså, at hun var møgbeskidt. “Jeg gør klar til det.”

Og med det forsvandt han for at finde et håndklæde og et sæt rent tøj. Det var godt nok hans, men så var det da ikke for småt.

Phyllis skulle lige til at stoppe Madoc, hun havde ikke ment det skulle være med det samme, men hun havde lige taget en tår af sin te og nåede ikke at sige mere. Imens han var væk, drak hun teen færdig, selvom den var lidt for varm.
“Hvor er badeværelset?” Spurgte hun da han kom tilbage og tog imod håndklædet og det rene sæt tøj. En svag rødmen var dukket op på hendes kinder, hun var en smule blufærdig over at tage bad hos ham, selvom han var hendes ven.
“Og jeg.. Hvis du skifter mening.. Jeg mener.. Du kan sige til mig jeg skal gå hvert øjeblik det skal være, så skal jeg nok smutte.” Sagde hun og knuede armene lidt tættere om håndklædet og tøjet og vendte tøvende blikket op mod hans øjne.

Madoc spærrede øjnene lidt op. “Jeg skifter ikke mening,” svarede han i et tonefald, som havde hun lige antaget et eller andet frygteligt om ham. “Det kunne jeg ikke.”

“Okay.” Sagde hun og så derefter overvejende på ham.
“Men kan du så ikke vise mig, hvor jeg kan tage et bad?” Spurgte hun og så på ham med et skævt smil. Da han havde gjort det, lukkede hun døren efter sig og tændte for bruseren. Det tog hende et stykke tid at få vasket al skidtet af og hun igen dukkede op i den lille stue. Nu var hun iført hans lidt for store skjorte, som nærmest var en kjole for hende og havde sat håret i en håndklædeturban. Hun smilede lidt til Madoc, satte sig ned og modstod trangen til at dufte til sin hud, som ikke havde lugtet så godt i lang tid.

Madoc brugte al tiden på at gruble, mens han lyttede til lyden af bruseren. Det var farligt at skjule en uregistreret mugglerfødt i disse tider, men han var ikke i tvivl om, at det var det eneste, der var at gøre.

Da Phyllis kom ud igen, fulgte han hende med blikket og lod hende komme ned at sidde, før han til sidst talte. “Vil du fortælle mig, hvad der er sket?”

“Hvad mener du helt præcist? Alting siden jeg gik ud af Hogwarts eller bare sådan, de sidste fireogtyve timer?” Spurgte hun og smilede antydningsvist.
“Det første er en rimelig lang historie.” Bemærkede hun og så ham flygtigt i øjnene. Hun ville egentlig helst glemme det, men samtidig følte hun at hun skyldte ham lidt informationer.

“Hvordan har du undgået snapperne?” spurgte han, lidt mere konkret. “De siger så mange navne i radioen. Jeg var ikke sikker på, at der overhovedet ville være nogle frie mugglerfødte tilbage.”

“Jeg har nok bare været heldig og mine forældres hus er ret afsides. Desuden, var jeg på hesteryg da de fandt mig.” Sagde hun med et lettere mørkt blik.
“Jeg nåede at transferere mig væk. Så har jeg levet på gaden og nærmest ikke brugt min tryllestav. Jeg ville ikke have nogen fattede mistanke. I et stykke tid havde jeg penge, men ja. Ikke længere.” Sagde hun mens hendes blik blev fraværende.
“Jeg ved ikke hvorfor jeg er overlevet, nogle gange føler jeg næsten, at det er min skyld de andre er døde og jeg ikke er.” Hviskede hun.

Et lidt forvirret udtryk gled over Madocs ansigt, da hun nævnte en hest, men han fik ikke spurgt ind til det, før hun fortsatte. Så så han chokeret ud for anden gang, før hans blik blev både gravalvorligt og indtrængende.

“Det er ikke din skyld,” sagde han bestemt og lænede sig frem mod hende. “Intet af det her er din skyld.”

Phyllis så på ham da han lænede sig frem og så ham i øjnene, mens hans ord slap hende fri. Lettelsen skyllede over hende og hun begyndte at ryste en anelse, som om hun frøs.
“Jeg forstår ikke hvorfor jeg ikke er død, det burde jeg være, jeg ved slet ikke om jeg egentlig stadig lever.” Sagde hun og gemte sit ansigt i sine hænder, dog uden at græde. Hun følte sig slet ikke som sig selv, nærmere som et jaget dådyr i skoven, altid på flugt, altid så hun sig over skulderen.

Madoc tøvede ikke mange sekunder, før han havde flyttet på sig og trukket hende ind i en omfavnelse. Han holdt hende tæt. “Du er i sikkerhed her,” sagde han bestemt og troede helt reelt selv på det. “Det lover jeg.”

Phyllis havde hårdt brug for den fysiske kontakt og den fik hende langsomt til at slappe af. Forsigtig, tog hun fat om hans arme og knuede sig lidt ind til ham, inden hun gav slip. For første gang siden hun kom troede hun reelt på det.
“Tak.” Hviskede hun og lagde panden mod hans skulder og lukkede sine øjne i. Den trygge fornemmelse hans nærhed gav hende, fik hende til at føle sig mere udmattet. Et øjeblik senere var hun faldet i søvn i hans arme.