Klar til ferie

[Patsy Murray]

Tråd til William Knight
Tidspunkt: den forkerte side af midnat

Patsy havde haft en meget turbulent aften og da hun ikke havde kunnet overskue at gå i seng, havde hun bevæget sig rundt på skolens område, for at bearbejde sine tanker. Hun vidste godt det var forkert, men hun kunne ikke rigtig finde jo nogen steder. Hun havde brudt en tradition med sin bedste ven og savnede egentlig Liam meget lige nu. Hendes aften med Duncan Brown havde ikke været nogen succes, men hun havde da fået styr på sit venskab til Fergus igen, og hun havde danset med sin bror.

Efter at have været både i sin hule og i ugleriet, besluttede hun sig for endelig at tage tilbage til gryffindortårnet. Stille listede hun sig op ad trapperne så hun ikke blev hørt og hviskede kodeordet til Den fede dame.

[William Knight]

Der var ikke gået lang tid siden den mørkhårede løve selv var trådt ind i Opholdstuen. Stedet var stille; når man bortså de få elever der sneg igennem rummet, efter deres eventuelle eskapader og midnatsmøder efter afslutningsfesten. Liam var derfor nok ikke den eneste der følte energien snurre i håndfladerne. Burde han gå i seng? Ja, - men han kunne ikke tvinge sig selv til det. Derfor sad han bare i en af de tunge møbler, og betragtede ilden i kaminen. Der var noget varmt i hans udtryk, og det var tydeligt, at, trods aftenen havde haft sine bump i vejen, gjorde udfaldet af det hele, alt andet meget ligegyldigt.
Nysgerrigt hævede han blikket, som portræthullet åbnede sig. "Patsy?" Han havde ikke set meget til hende til festen, og havde faktisk formodet at hun var gået til køjs for længst, "Hvor fanden har du været henne?" Der var ikke noget bebrejdende i hans stemme. Blot blidt drilleri.

[Patsy Murray]

Da indgange åbnede sig trak hun det røde tæppe tættere omkring sig og gik indenfor. Hun nåede ikke langt, for hun hørte en velkendt stemme sige hendes navn. Liam... Hun så i retningen af, hvor lyden kom og mærkede straks en klumb i maven. 
Langsomt gik hun hen til ham og satte sig i en lænestol tæt ved. "Undskyld Liam.. Undskyld jeg brød vores tradition." Hun mærkede allerede hvordan det begyndte at svige i øjnene, ved bare at nævne det. 
Så kom hun i tanke om at han havde stillet hende et spørgsmål. "Lidt alle steder og ingen steder tror jeg."

[William Knight]

Roligt fulgte han hende med øjnene som hun, med et tæppe over skuldrene, dumpede ned i den nærmeste lænestol. Først, skulle han lige registrere hvad fanden hun fablede om. Hans oplevelser med Melanie havde vist helt fået ham til at glemme om alle andre bekymringer, der var hersket til aften.
"Det skal du ikke tænke på," Han smilede ærligt, og rystede blidt på hovedet, "Jeg har ikke just ondt i røven over det."

Snart satte bekymringen sig en smule i hans udtryk. Det var vist på tide at lægge hans egen success bag sig; "Er der noget galt?"

[Patsy Murray]

Det betød meget at Liam ikke bar nag over hendes valg tidligere. Hun var ikke tivivl om at det havde været det rigtige valg hun havde taget ved at løbe efter Duncan, men hun havde savnet sin ven. Det måtte også være at se på hende, for der gik ikke længe før han spurgte til hende.
patsy trak lidt på skuldrene og vidste ikke helt hvordan hun skulle sige det, men hun var også træt. “Duncan og jeg har bare... jeg ved ikke rigtig...” mere sagde hun ikke rigtig, men mærkede bare tårerne begynde at trille lige så stille.

[William Knight]

Så snart han bemærkede tårerne samle sig i hendes øjne, var han på fødderne. Ja, faktisk siddende foran hende, på knæende på gulvet foran lænestolen, med en hånd fanget om hendes, nærmest som den første tårer trillede ned.
Han havde haft så travlt med at tænke på sig selv og sin egen personlige lykke denne aften, til at skænke Patsy mange tanker. Hvilken slags ven var han dog?
"Fuck, det er jeg ked af at høre Pats..." Han gav hendes hånd et klem, og så op på hende med en stærk medlidenhed i blikket. Hende og Duncan's forhold virkede som et af de mere turbulente af slagsen, og han ønskede bestemt ikke at hun skulle udsættes for den slags, "Er du i tvivl om ham?"

[Patsy Murray]

Patsy rystede omgående på hovedet ved Liana spørgsmål. Nej hun var ikke et sekundet i tvivl om hende og Duncan. Ikke endnu. “Jeg elsker ham og holder meget af ham” lød det helt sandfærdigt fra hende. Der var bare så mange ting hele tiden der spillede ind og hun var nervøs for om de kunne blive ved med at komme sammen ud af det. 
Hun tørrede øjnene med den frie hånd, eller hun forsøgte, straks efter var der nye tårer på vej. Det var svært mellem hende og Duncan, men hun kunne ikke bare gå fra ham. Det ville hun ikke. “Vi burde slet ikke snakke om mig. Du så så glad ud før og afslappet... jeg tænker din aften har været god?” Hun ville gerne høre om den, men lige nu var det mere for at slippe for at fortælle om Duncan. 

[William Knight]

"Patsy..." Der var en tydelig empati i hans stemme, og han mærkede den velkendte frustration over, ikke at være i stand til at gøre meget, for at gøre hende i et godt humør igen. Snart rejste han sig op, for at tage plads, halvt på lænestolens ene armlæn - netop balancerende med den anden fod på gulvet. Herverd slog han en blid arm om hendes skuldre, for, forhåbentlig, at give hende en trøstende forsikring om at han var der for hende.
Afværgende rystede han på hovedet. Selvom han gerne ville fortælle Patsy om hvad der var hændt med Melanie, følte han ikke at han skulle tale om sig selv, i dette scenarie. Ikke før hun var blevet mindre oprevet i hvert fald.
"Vi kan altid tale om min aften, men lige nu virker din mest kritisk..."

[Patsy Murray]

Patsy rykkede sig lidt så der blev bedre plads til Liam, og lagde så armene om ham og søgte trøst hos ham. En ting hun altid havde gjort siden sit første år når hun havde savet sin bror, som var et helt andet sted på slottet eller sine forældre, der var endnu længere væk. Hun var stille og nød bare roen og trøsten, før hun så lænede sig lidt ud fra ham igen, så hun kunne se på ham og rystede på hovedet. "Nej fortæl, jeg vil gerne høre om det." Sagde hun og tørrede øjnene, det kunne kun være bedre end hendes aften. "Hvem var pigen du kiggede efter? er det hende der får dig til at smile sådan?" Hun håbede. Liam fortjente virkelig en sød pige som gjorde ham glad.

[William Knight]

Trods han hellere ville fokusere på Patsy, kunne han da bestemt fornemme hvordan hun forsøgte at praje samtalen over på ham. Det var vel også en afværgende metode han selv benyttede sig af lidt for ofte.
"Melanie Burton," Svarede han endelig, og trods han forsøgte at få det til at lyde henkastet i første omgang, afslørede han sgu også at situationen ikke ligefrem var 'normal', "Hun går på årgangen under os. Og..." Han strøg blidt sin tommelfinger over Patsy's skulder, som han holdt trøstende om hende, "Jeg har haft noget for hende i noget tid. Men -, ja, jeg ønskede ikke at fortælle dig om det, fordi hun havde en anden fyr." Forklarede han ærligt.
"Men åbenbart føler hun det samme som jeg gør."

[Patsy Murray]

Patsy smilede ud igennem tårerne. "Melanie? Så bliver det hende der endelig får dig til at slå rødder?" spurgte hun så. Det fortjente han virkelig. Melanie var sød, det var sikkert, men ja hun havde vist nok en anden. "det er dét du har holdt hemmeligt så! jeg vidste der var noget." Der havde været flere gange på det sidste hvor de havde snakket, at hans øjne havde flakket særligt hvis de havde været i større folkemængder. Han havde altså kigget efter hende. 
Patsy rynkede dog brynene lidt, hvorfor havde han ikke villet sige det? "var du bange for jeg ville blive sur?"

[William Knight]

Slå rødder... Beskrivelsen skabte en naturlig distance i ham, og det kunne ses. Nok havde både han og Melanie indrømmet deres følelser for hinanden, men de havde også aftalt at tage alting ganske langsomt. Og, havde de overhovedet sat et markat på noget? Han håbede at den overordnede uvished var nok nu.
Han smilede blidt, og lidt halvkejtet til hende. Dette var ikke ligesom at snakke om en eller anden tilfældig pige man var tiltrukket af - og af dén årsag, var det sværere for ham, at smide en påtaget selvtilfredshed over skuldrene.

"Jeg ville ikke blande dig ind i det, når ikke jeg selv var hundrede på hvad fanden der foregik," Svarede han med en blid trækken på skuldrene, "For.. Jeg ville heller ikke have nogen til at råde mig til at lade være. - For en gangs skyld, ville jeg måske bare kæmpe for det helt selv."
I hans fortid gik han jo altid til vennerne, eller sin storebror Marcus for at rode ud i problemerne. Så, han følte sig faktisk næsten stolt over at kunne gøre det selv denne gang.

[Patsy Murray]

Hun bed godt mærke i hans reaktion på, at hun havde ment han var ved at slå rødder, og hun kiggede undskyldende på ham. Hun var bare glad for at han havde fundet en, der kunne gøre ham glad. “Undskyld. Uanset så håber jeg på det aller bedste for jer” sagde hun så og fandt et smil frem. 

Egentlig var hun måske lidt stolt af at Liam havde klaret det selv, så var det gjort på hans måde, og havde det virket var det jo det vigtigste. “Uanset er jeg glad for at du fortæller mig det nu” kom det fra hende med et smil. Melanie virkede som en sød pige. “Jeg håber på det bedste for dig. Men det gør jeg jo altid” sagde hun så med et smil. 

[William Knight]

Det gjorde han bestemt også : Håbede på det bedste.
Der var noget taknemmeligt i hans udtryk, som han kiggede ned mod sin bedste veninde. Det var dejligt, at hun ikke følte sig for klemt af at han intet havde fortalt, men han havde ikke ønsket at nogen skulle se på ham med medlidenhed i blikket hvis 'selveste William Knight' ikke blot oplevede sin første forelskelse, men potentielt også sit første knuste hjerte.
"Det sætter jeg pris på Pats," Han sendte hende et blidt smil, "Og jeg håber også på det bedste for dig. Det gør mig ondt, at du føler dig så stresset over dit kærlighedsliv."

[Patsy Murray]

Patsy smilede til Liam, som han fortalte at han satte pris på hvad hun havde sagt. Smilede blegnede dog lidt efter, da han igen næbbede hendes kærlighedsliv. “Vi må se hvad der sker. Jeg tror det går okay. Måske er det godt at Duncan skal til London og jeg til Irland lidt. Jeg glæder mig hvert fald til at kommen hjem” kommenterede hun så. Hun elskede Irland særligt om sommeren og glædede sig hvert år på denne tid at skulle tilbage hvin lavede altid en masse spændende ting med sin bedstemor. 

Men det var først i morgen lige nu var hun stadig her. Hun var vildt træt men ikke klar til at gå i seng endnu. Hun trak vejret dybt og så på Liam. “Tror du det er forkert det jeg gør?”spurgte hun så og tænkte på sit forhold med Duncan.