Rank ryg

[Millie Thomas]

Millie trådte ind i storsalen med Persephone på armen, hjertet i halsen og en rank ryg. Hun knugede venindens arm og gik med selvsikre skridt i hæle der normalt ikke passede til Hogwarts’ gange. Verden snurrede en enkelt gang og blikke blev vendt over synet af en af fjerde årgangs mest populære piger med en pige som ledsager.

Selv ignorerede hun bravt opmærksomheden, lod som ingenting og styrede retningen direkte imod Slytherins langbord. Måske ville det være angstprovokerende for Percy, men det var på tide at se frygten direkte i øjnene for dem begge to.

Persephone Shacklebolt

[Persephone Shacklebolt]

Selvom hun aldrig havde erklæret det højlydt foran alle, så havde det i et stykke tid ikke været en hemmelighed for dem, der rent faktisk havde en eller anden form for interesse i hende eller bare i sladder, at hun var til piger. Derfor var det ikke en stor ting for Persephone selv, da hun troppede op i storsalen sammen med Millie Thomas - i hvert fald ikke på dét punkt.

Der var så meget andet ved det, der var vildt og hun strammede grebet lidt om venindens(?) arm, som hun smilede forsikrende op til hende og forsøgte at lade sit mod glide gennem deres kontakt. "Er du okay?" spurgte hun lavmælt, så kun Millie kunne høre det.

[Millie Thomas]

Millie ledte med selvsikkerhed, men rystede ganske svagt og så ned på Percy med taknemmelighed, før hun nikkede lidt. "Så længe vi holder sammen," svarede hun selv afdæmpet, før hun slap hende for at de begge kunne sætte sig ned på en af bænkene.

Der var blikke. Flere af dem. Men ikke alle fra Slytherin var optaget af slægt eller køn og Percy var fra en god familie. Hun var ankeret i stormen for Millie, der hurtigt fandt venindens hånd under bordet og knugede den let.

[Persephone Shacklebolt]

Persephone smilede opmuntrende og gav Millies arm et forsikrende klem. "Altid," lovede hun mildt, før hun selv så lidt intimideret på slangebordet. Hun indtog dog en plads, uden nogen mærkbar trang til at stikke af og rettede sig selv lidt op. Hun kendte ikke mange af de omkringsiddende og forsøgte ikke at starte en samtale, men så til gengæld over på Millie, da hun mærkede en hånd lukke sig om sin under bordet.

Uden at tøve flettede hun fingrene ind mellem Millies og klemte let om dem. "Vil du have lidt at spise...?" tilbød hun, for at bryde stemningen lidt. Selv var hun temmelig sulten. Men det var hun også altid...

[Millie Thomas]

Fingerflettende, intime og talende lavt til hinanden, lignede Percy og Millie så meget et nyslået par, at alting hoppede lidt rundt i Millies mave og hun smilede svagt til veninden.

"Lige så snart talen er ovre," forsikrede hun lavmælt. "Indtil da er det her meget rart, ikke?"

[Persephone Shacklebolt]

Persephone vidste ikke, hvad de var. Hun havde mange blandede følelser omkring Millie, men hun havde en klar fornemmelse af, hvilken retning det gik i. "Oh. Ja," svarede hun lidt dumt, uden helt at vide, hvordan hun kunne havde glemt talen. Hun kunne skyde skylden på at hun sad ved det forkerte bord og det hele føltes lidt omvendt.

"Men jo. Det er det. Og ikke så farligt...?" Hun så undersøgende på Millie.

[Millie Thomas]

Millie klarede halsen lidt og strammede grebet om Percys hånd. Hun trak svagt på skuldrene. "Lidt farligt," svarede hun dæmpet.

"Men jeg har jo en modig løve ved min side, så det går nok."

Hun gav veninden et blidt lille puf, uden at slippe hendes hånd i sin. Den gav hende lidt tryghed.

[Persephone Shacklebolt]

Persephone kom til at le lavmælt, selvom hun slet ikke var sikker på, at det var tilladt ved Slytherinelevernes bord. Hun var dog selv væsentlig mindre nervøs og endte bare med at smile varmt.

"Jeg er glad for at kunne hjælpe," bemærkede hun muntert, men også varmt.

[Millie Thomas]

Millie smilede lidt over Percys latter og klemte om hendes hånd. Hun havde åbnet munden for at sige noget mere, men i det øjeblik rejste rektor sig op og hun klappede i stedet i.

Under talen sad hun bare og holdt løven i hånden og følte sig lige dele tryg og helt udstillet.

[Persephone Shacklebolt]

Persephone blev naturligvis også helt tavs under talen, som hun lyttede opmærksomt til. Det begyndte at føles mere og mere naturligt bare at sidde der med Millie, selvom det var spøjst at se professorbordet fra den vinkel.

Da det var slut, bugnede fadene af mad og Persphone kunne ikke lade være med at se begærligt ud over det hele. Hvis hun havde siddet ved sit eget bord havde hun nok kastet sig over det med det samme. I stedet så hun på Millie.

"Er du sulten?" spurgte hun og så på Millie med et næsten håbefuldt blik.

[Millie Thomas]

Millie kom til at grine over blikket fra Percy og hun slap hendes hånd efter at have givet den et klem mere.

"Er du?" Hendes tonefald var drillende. Hun havde allerede sagt at hun synes Percys bløde krop var så fin. Hendes egen var anderledes og hendes sult tydeligvis også mindre.

[Persephone Shacklebolt]

For en sjælden gangs skyld var Persephones smil næsten komplet skamløst og hendes blik skinnede lidt, som hun ventede på at de første havde taget og derefter langede til. "Helt vildt," konstaterede hun, som hun skænkede en eller anden form for krydrede ris op på sin tallerken.

"Og min mor siger altid, at man bedre kan klare verden med et solidt måltid mad i maven."

[Millie Thomas]

Millie kom til at grine. Hun havde ikke set Percys mor - men rigeligt billeder af hendes far i avisen som barn. Han lignede heller ikke den slankeste mand i verden.

"Det kan jo altid prøves af," musede hun, før hun selv gav sig til at øse suppe op i en skål og tog et enkelt stykke brød til. "Din mor lyder sød. Fortæl om hende?"

[Persephone Shacklebolt]

Persephone var glad for mad, men begrænsede sig da alligevel nogenlunde - selvom hun havde et svagt punkt for festmåltiderne. Et varmt smil gled over hendes læber, som hun satte tallerknen foran sig og rakte ud efter en karaffel. Nærmest uden at tænke over det, skænkede hun op til Millie.

"Hun er sød, men også lidt skræmmende til tider," konstaterede hun med en munter lyd, der afslørede at hun ikke for alvor var bange. "Hun er auror, så hun finder sig ikke i så meget. Hvilket egentlig kan være meget rart, når det ikke lige går ud over mig. Ikke at det sker så tit... Det bedste jeg ved er at lave mad sammen med hende, når jeg er hjemme i ferierne."

[Millie Thomas]

Millie sagde ikke nej til at få skænket op og nød det lidt. Hun lyttede med interesse og smilede over Percys ansigtsudtryk, imens hun fortalte. At være stolt af sin mor på den måde måtte være rart. Hun selv skammede sig lidt for tit over sin.

"Jeg ville tro din far var den mest skræmmende," pointerede hun. "Det er meget fornemt. Tidligere minister. Føler du dig presset over det?"