Når det nærmer sig

[Talbot Bletchley]

Lucas Selwyn
Afslutningsfesten

Talbot forlod bordet med drikkevarerne sammen med Lucas, efter at have overværet noget, der efterlod ham med kvalme, vrede og skuffelse. Dyb, dyb skuffelse.

"Hvor efterlod du Celeste?" Spurgte han, og drejede hovedet for at se på vennen. Hans stemme var dog lidt fraværende, mens han forsøgte at holde blikket rettet stift frem for sig, så han ikke kom til at se sig over skulderen, for at finde Melanie med blikket.

[Lucas Selwyn]

Lucas havde først ikke anede hvad der foregik, da hans opmærksomhed havde ligget fuldt og fast på Celeste, som han ikke nød at slippe af syne. Men han kunne ikke slå sine sanser fra, og havde også undskyldt sig da han havde fået øje på Talbot ud af øjnkrogen. - Hvad fanden foretog han sig?

Skulle han ikke være ligeglad med hvem mugglerfødte Melanie Burton dansede og kyssede med. Hans øjne blev en anelse små og han forlod Celeste, med et løfte om at han ville love de resterende danse til hende. Da hun var ude af syne og med sikkerhed fandt en god plads med Punchbordet og sine veninder tog Lucas de afgørende skridt mod sin ven.

Han fulgte med Talbot efter den meget korte konfrontation. "Hun står hende ved Punchbordet med et par veninder. Jeg fortalte hende at jeg nok ikke lod hende ude af syne resten af aftenen, så det var et passende pusterum for hende til at få snakket" sagde han og trak på sine skuldre. Hans bryn trak sig sammen. "Men jeg er langt mere interesseret i hvad fanden der går af dig." sagde han kort og fattet.

[Talbot Bletchley]

Talbot havde ikke ligefrem forventet, at Lucas ville tale om Melanie. Men det var vel uundgåeligt, når han havde fortalt den jævnaldrende omkring den mugglerfødte heks. Som den eneste. Han rømmede sig og trak på skuldrene.

"Det ved jeg ikke," svarede han undvigende og forsøgte at trække tiden ud, ved at tage en tår af den afskyelig søde punch. "Jeg var vel forblændet," mumlede han til sidst og rystede på hovedet.

[Lucas Selwyn]

Lucas så på sin ven med hævet bryn. Han var stadig ikke videre imponeret over Talbots bedrifter. Han tog en tår af sit bæger og vendte opmærksomheden mod troldmanden.
"Ja de kan noget de mugglerpiger" sagde Lucas med et fornøjet smil. "Jeg er dog aldrig blevet lokket i fordærv" forsikrede han vennen om som han lo lav meldt.

"Du skal bare lade være med at forelske dig i de forkerte piger Talbot"

[Talbot Bletchley]

Talbot fnøs af Lucas' ord. "Ja, det burde du jo vide noget om," prikkede han til vennen. Af de to var Lucas meget mere om sig, end Talbot nogensinde havde været. Ikke at den mørkhårede Bletchley-dreng var uskyldig. Langt fra. Han skiltede bare ikke med sine partnere. Ikke som Lucas.

"Og hvad er så definitionen på en forkert pige?" Spurgte han, og løftede det ene øjenbryn, ganske nysgerrig efter at få svaret.

[Lucas Selwyn]

Lucas så på sin ven og brynene trak sig sammen over at Talbolt ville have en forklaring på den forkerte pige, og kunne på stående tidspunkt ikke finde ud af om han var seriøs, eller om det var for at blusse lidt sjov op.

"Du kan ikke for alvor tro at det rigtige valg er en mugglerfødt pige? De er intet i vores samfund. Det rigtige samfund" bemærkede. Okay, måske var Lucas ikke helt i det samfund, men han havde ikke kendt til andet, og det tog ham en krig om at bryde fri fra alt det snæversynet.

[Talbot Bletchley]

Talbot burde ikke være forbavset over, hvor snæversynet og hjernevasket Lucas lød, da han svarede på spørgsmålet. Et dybt suk forlod Talbots læber, samtidig med at han rystede opgivende på hovedet af Lucas.

"Mener du et forstokket og oldnordisk samfund, som aldrig fornyer sig?" Spurgte han og så granskende på Lucas. Vennen burde vide bedre end at slynge den slags tom snak i hovedet på Talbot.

[Lucas Selwyn]

Talbot kunne hellere ikke forvente at Lucas i et så offentligt forum ville fortælle om sin tvivl. - Det kunne komme næste gang de var på tomandshånd, og han følte for det. På det plan levede Lucas ikke noget nemt liv når han så let som ingen ting kunne tabe alt det han havde opbygget på gulvet.

"Jeg kan ikke tage mig af at mægtige troldmænd engang valgte at stå på den forkerte side" sagde Lucas fast og skar en grimasse. "Der er vel grunde til når man vælger at holde et forhold hemmeligt til en mudderblod" sagde han spidst. Hans blik flakkede, og Lucas regnede, - håbede på at vennen ville opfange måden han sagde det på; man gjorde alt for at opret holde det gode ry.

[Talbot Bletchley]

Talbot fnøs. "Sjovt nok den samme side, som du foregiver at stå på," kommenterede han og var lige ved at tilføje noget, da han i stedet reagerede instinktivt på det forbandede ord, der røg ud over vennens læber.

På under et splitsekund strøg hans hånd frem, og standsede kun ganske få centimeter fra Lucas' hals. Hvis ikke Talbot havde standset sig selv, ville han have lagt den rundt om halsen. "Du er så latterlig ynkelig og snæversynet," lød det køligt fra Talbot, mens han langsomt sænkede hånden.

[Lucas Selwyn]

Lucas så en smule utilfreds ud. Han behøvede ikke ligefrem at gribe ud efter ham som var han ved at kvæle ham. Han skar en grimasse og tog et skridt tilbage.
"I det mindste lever jeg ikke i nogen fantasiverden." sagde han i en kold tone.

"Jeg syntes du skal tage at se dybt ind i dig selv og finde ud af hvor du selv står Talbot" sagde han halv irriteret. Måske var de begge to i et dårligt hjørne. "Du burde da vide allerede nu at jeg selv er lige så stuck som dig" nærmest hvislede han før han himlede med øjnene. Han orkede ikke hvis de skulle stå at skændes.

[Talbot Bletchley]

Der var visse tidspunkter, hvor Talbot ikke helt vidste, hvad Lucas havde gjort med sit hoved. Og dette var et af de tidspunkter.

"Jeg ved, hvor jeg står," sagde han roligt, og mødte uden tøven vennens blik. "Jeg er ikke stuck."

"Men spørgsmålet er, om du selv ved, hvor du står, Lucas." Talbot så sigende på ham. "At være kæreste med Celeste er jo som at være kæreste med resten af Weasley-klanen. Og de er jo så vidt jeg er orienteret... Ikke ligefrem på samme hylde, som dig selv, vel?" Enhver vidste, at Celeste var i familie med Weasley-klanen.

[Lucas Selwyn]

Lucas blinkede ikke en eneste gang, samtalen var ved at bevæge sig et sted hen hvor han ikke længere ville have den fulde kontrol, det var ukendt farevand og han brød sig langt fra om det. - Var det så underligt at han ikke helt forstod Talbot? Selv var han ved at have et ben i hver lejr og det kunne på længere sigt være farligt.

Det rørte noget i ham ved hans ord. Han havde aldrig nogensinde tænkt i de baner som han nu løb i. Han havde jo ret i at Celeste var i familie med Weasley. Det vidste han ikke om han kunne have på samvittigheden og byde sine forældre. - Selvom man langt fra kunne mærke det på hende, hun var jo langt mere en Delacour. Hans bryn trak sig sammen, og det eneste der kom fra ham som svar var et fnys.

[Talbot Bletchley]

Talbot vidste, at han havde ramt en nerve, da Lacus nærmest klappede i som en østers og ikke gav anden respons end et fnys. Vennens udtryk fik Talbot til at nikke tilfreds. Han havde gjort sin pligt. Og selvom han og Melanie måske ikke var sammen længere, så var der andre på skolen, som ikke fortjente titlen som mudderblod.

Det gjorde ingen.

I stilhed løftede han sit punchglas op til læberne, og tog en tår, da en jævnaldrende Rosana dukkede op foran ham og rakte sin hånd frem. Han drejede langsomt hovedet og så hen på Lucas med en undskyldende skuldertrækning, før Talbot lod sig trække med ud på dansegulvet.

[Lucas Selwyn]

Lucas var fint tilfreds med at samtalen ikke førte videre. Det ville ikke nytte noget at begynde at skratte op om netop det emne. Han var derfor ganske lettet da Rosana kom hen for at byde Talbot op til dans.

Selv var han på vej hen efter mere at drikke da en Gryffindor elev stak en arm i siden på ham så han spildte punch ud over sig selv. Til trods for at han forsøgte at få øje på Celeste, gik han forgæves og valgte i stedet at forlade storsalen.

Tråd afsluttet.