Nu eller Aldrig [P]

[William Knight]

Melanie Burton

Aftenen havde været fantastisk, såvel som rædselsfuld.
En tradition mellem venner var blevet brudt, en veninde var blevet rådgivet, en rival var blevet konfronteret, og en smuk og fortryllende pige var næsten blevet kysset. Forventningerne havde været tårnhøje, og trods et par nederlag gennem aftenen, følte han stadig et spinkelt håb i sit indre. Et håb der ikke var blevet slukket af Melanie's fravær, eftersom hun blot havde antydet at en senere samtale ville finde sted. Penelope's ord rungede i hans sind, og holdt hans energi ved live; 'Det er godt at være håbefuld. Det betyder at du er klar til at kæmpe'. Han ville ikke stoppe med at kæmpe. Ikke før, Melanie havde truffet et valg. Eller, havde Talbot truffet det for hende?

Festen var afsluttet, og eleverne stuvede mod deres kollegier. De summede stadig af energi, livsglæde, eller skuffelse i kærlighed. Liam spejdede selvfølgelig kun efter brunetten, efter at have løsrevet sig fra et par af sine venner, der var på vej op mod Gryffindor kollegiet. Nogle var vist fastlået på en mindre efterfest, for at slukke den resterende energi efter vindingen af kollegiepokalen. Som de var nået et par etager op, bemærkede Liam at Melanie var én af dem der gik bagerst. Derfor stoppede han op for at lade som om han bandt sit snørrebånd. Netop som hun passerede, rejste han sig, og greb varmt og kontrolleret hendes arm, 
"Melanie? Kan vi... Snakke?" Han talte netop ved hendes øre, som han forsøgte at trække hende lidt med sig ind på den tilstødende korridor.

[Melanie Burton]

Melanie var tilfældigvis endt i de sidste grupper af elever der forlod storsalen. Hun havde lige skulle snakke færdig med en veninde fra et andet kollegie, men da hun gik rundt om hjørnet til sin opholdsstue, var hun alene. Det gjorde hende dog ikke så meget, den ensomme gåtur op gennem etagerne gav hende tid til at tænke over det der var sket. Hun var så optaget af sine egne tanker, at hun var lige ved at passere Liam uden at lægge mærke til ham. Det skyldtes nok, at slottet var ret mørkt på dette tidspunkt.
Da hun mærkede nogen gribe om hendes arm, stoppede hun naturligvis op og vendte blikket på - Liam. Han var dukket op ud af det blå og da hun mødte hans blik, slog hendes hjerte et slag over og hun smilede.
"Her, nu?" Spurgte hun lidt overrasket. Hun gik dog med, selvom forbløffelsen i hendes øjne stadig var tydelig.

[William Knight]

Smilet der blødt lå om Melanie's læber, da han greb hendes arm, forsikrede ham, på en eller anden måde, om at alt håb ikke var tabt. Alligevel var han også nervøs for at Talbot havde opsøgt hende, for at kæmpe sig tilbage i hendes hjerte. På den anden side, var han der vel stadig? Et faktum, William Knight, hellere end gerne ville lave om på.
"Hvornår ellers? Vi skrider jo fra slottet imorgen." Svarede han, som han blidt trak hende ind mod den øde korridor. Et par fakler oplyste korridoren på en varm, men dunkel måde, som kun blev opløst af det blålige skær fra nattehimlen, som vældede blødt ind fra et højt vindue.

Så snart han stoppede op, foran vinduet, slap han hendes arm. I et sekund overvejede han hvorvidt de burde sætte sig ned på den nærtstående bænk, men han vidste at han ikke ville kunne sidde stille.
"Er du okay?" Spurgte han snart, med en mindre bekymret rynke mellem øjenbrynene. Noget i hans øjne vidnede dog om, at han havde andre ønsker, end blot at tjekke op på hende.

[Melanie Burton]

Liams valg af ord fik hende til at smile. Det lød næsten som om han betragtede slottet som et fængsel mere end en skole. Hun kunne dog ikke sige ham imod, selvom hun egentlig havde tænkt de stadig havde masser af tid, gik det op for hende ved nærmere eftertanke, at tiden nok ville løbe fra dem.
Da de stoppede op foran vinduet strøg hun sit hår væk fra ansigtet og bag ved skuldrene, mens hun smilede en anelse til ham over hans spørgsmål. Et øjeblik søgte hun ind i sig selv for at finde ud af hvordan hun havde det.
"Jeg føler mig som et fjols." Sagde hun og så ham i øjnene, inden hun sukkede frustreret.
"Lidt som et røvhul og lidt ked af det over, at jeg spildte så meget tid på en dreng der så opfører sig så ligegyldigt." Bemærkede hun. Hun ville ikke lyve for Liam. Aftenen havde nok været mere rosenrød for ham end for hende.

[William Knight]

Hænderne fandt vej ned i lommerne på de sorte bukser, som han betragtede hende. Hellere dét, end at stå og fumle utålmodigt med dem. Det var svært for ham, at have en fuldkommen empati i blikket, eftersom han nu endelig hørte dét han havde drømt om så længe. Ja, trods de blev sagt i frustration. At Melanie lod til at have indsét sin fejltagelse i Talbot. Nok var Liam ikke just forholdstypen, men at forestille sig Melanie og Talbot sammen, indebar en jalousi han ikke ønskede at bære.
"Du har kæmpet med det så længe, at jeg forstår at det kan virke... Rædsomt, at han ikke vil kæmpe mere for det selv," Sagde han tænksomt, som han lavede en blid trækning på skuldrene. Han sendte hende et mildt, og forsøgende smil. Måske var det for tidligt, at sige noget, når hun kæmpede med sine egne problemer. Men, det her var også den sidste mulighed han havde.
"Du fortjener en der kæmper, Mel." Han betragtede hendes øjne i en rolig søgen. Som ønskede han desperat om han var i stand til at kommunikere med hende her. Før han vidste af det, rakte han en smule ud efter hendes hånd. En gestus der kunne virke venskabelig, sigende, men også kunne vidne om noget... Måske dårligt timet.

[Melanie Burton]

Melanie havde ikke så meget mere at sige, så hun smilede blot lidt over hans ord og trak langsomt på skuldrene, inden hun lagde hovedet til den ene side. Hun slog blikket ned og lod sine fingre glide hen over sin nakke, mens hun forsøgte at tænke sig om. Hun havde muligvis aldrig stået i en så svær situation før, hvilket sagde en hel del om hvor beskyttet hun havde levet sit liv.
Hun så ned på hans hånd, mens han tog hendes og løftede derefter sit blik. Et smil hvilede på hendes læber.
"Gør jeg det?" Spurgte hun mens hendes øjne gled ned over ham. Hun havde en fornemmelse af hvad han havde på hjertet, men hun var ikke sikker. Hendes smil blev en anelse større og hun rødmede let i det dunkle lys.
"Det er sødt sagt." Bemærkede hun og gav hans hånd et blidt klem.

[William Knight]

Det var umuligt for ham at modstå trangen til at blotte tandrækken en lille smule, som han bemærkede den milde rødmen i hendes kinder, og det bløde smil om hendes sikkert lige-så-bløde læber. Der var noget anderledes over det charmerende smil han sendte hende. Som var der et fremmet lag af nervøsitet over fyren, der som regel altid var rimelig hæmningsløs når det galt piger han havde et godt øje til. Men Liam havde trods alt aldrig haft det sådan her. Som krængede hans hjerte sig på vrangen, samtidig med, at han mærkede en trang til hele tiden at komme hende nærmere.
Og nærmere kom han da.
Som hun gav hans hånd et klem, trådte han et enkelt skridt tættere på hende. Der var noget ufattelig betagende over hendes skikkelse, selv efter en lang fest; som lyset faldt naturligt og stemningsrigt ind af vinduet.
"Jeg har mine øjeblikke," Lød det lidt drilagtigt fra ham, som han, med sin frie hånd, hævede den en smule mod hendes ansigt, for, uendelig blidt, at puffe en enkel lok hår om bag hendes venstre øre.
"Min timing er ikke ideel, Melanie," Det var nemmere at få det sagt, for at forhindre at læberne lukkede stædigt sammen, før en bekendelse var nået over dem, "Men du gør noget ved mig..." Det var svært at bruge ordet 'forelsket', men han håbede hans blik kunne afsløre mere end blot en attraktion.

[Melanie Burton]

Liams berøring havde en brændende effekt på hende, på trods af at den var så blid at hun næsten ikke kunne mærke den. Hans flabede kommentar fik hende til at smile skævt, mens hun gengældte hans drillende blik. Hun bed overvejende ned i sin underlæbe, mens hun holdt vejret.
"Gør noget ved dig?" Spurgte hun igen. Hun ville ikke hjælpe ham, ikke gætte på hvad han ville prøve på at sige. En del af hende var stadig lidt nervøs for hans intentioner, en lille stemme forsøgte at prikke til hendes fornuft, at gå sin vej og ikke se sig tilbage. Hendes krop reagerede bare anderledes, hun blev stående og så på ham mens sekunderne gik. Det var ikke sikkert de kunne stå her meget længere uden at blive opdaget af en lærer.

[William Knight]

De mørkebrune øjne, der havde fastholdt hendes blik op til nu, gled flygtigt mod hendes læber, netop som hun bed lidt ned i dem. Der var ingen tvivl om at de begge var nervøse over situationen, men han kunne ikke undgå at overveje hvorvidt han blot skulle gøre hvad han havde været så uendelig tæt på tidligere på dansegulvet. Og dog... Han ønskede ikke at chokere hende med sin dumdristighed; for var det her ikke dumdristigt nok?
Han skilte læberne en smule ad, for at give hende et svar. Et svar der ville feje benene væk under hende, som ved hjælp af ren magi. Netop som han dog skulle forme et par ord over tungen, hørte han fodtrin passere fra dén gang de før havde vandret på. Hastigt, ved hjælp af grebet hendes hånd, hev han hende med ind i de kontrasterende skygger, ved siden af det høje vindue. Herved placerede han en arm over hendes hoved, som han puffede hende lidt diskret ind mod væggen. Blikket vendte han ud mod korridoren, netop da en vejleder passerede. Passerede og forsvandt.
Igen vendte han ansigtet mod hende. Hun var så ufatteligt tæt på, at han kunne mærke hendes vejrtrækning mod sin hud, "Du gør mig vanvittig..." Hans stemme var blid, og der var intet ondartet i hans tone, "Jeg... Tror jeg er forskelset i dig, Melanie Burton."

[Melanie Burton]

Melanie havde knapt nok nået at tænke tanken færdig, før fodtrin dukkede op på en gang i nærheden. Hendes hjerte slog hurtigere, mens hun lukkede sine øjne og lod Liam skjule sig med armen. Hun håbede vitterligt de ikke ville blive opdaget, hun havde ikke lyst til flere problemer i aften, specielt ikke hvis de manifesterede sig i form af Professor MacFusty. Samtalen rumsterede igen i hendes tanker, men den forsvandt hurtig til fordel for Liam. Sidst hun havde været så tæt på ham, var da de næsten kyssede hinanden på dansegulvet, men nu stod hun her igen, pressede op mod ham med læberne mod hans hals.
Hans ord fik hende til at føle sig som vand, der langsomt væltede ned på gulvet i en bølgende bevægelse. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Forventede han, at hun ville sige det tilbage?
"Liam." Hviskede hun afdæmpet og omfavnede ham pludselig rundt om halsen, mens hun havde det som om hun skulle græde.
"Og jeg i dig." Sagde hun hvorefter hun pressede sin næse ind mod hans skulder.

[William Knight]

Aftenen havde været så begivenhedsrig, at han, i et sekund, overvejede hvorvidt det hele blot var indbildning. At Melanie ikke indrømmede at have følelser for ham, som hun pressede ansigtet ind mod hans bryst og skulder, og at han blot syntes at høre hvad han ville. En brændende fornemmelse satte sig i brystkassen, som han lagde armene omkring hende. Nok var han en fyr der ofte gik efter hvad han ville have med selvtillid og ambition, men aldrig havde han forventet at hun ville gengælde hans ord. Måske acceptere, -og overveje dem, men ikke gengælde dem.
"Fuck mand..." Mumlede han mod hendes hår, med et svagt grin. Det var måske ikke en romantisk kommentar, men den var tro mod hans karakter. Et smil formede sig trygt og helt naturligt over hans læber, som han lukkede øjnene og holdt hende tæt ind mod sig. Det her handlede ikke om at vinde over Talbot, som han engang havde overbevist sig selv om. Det handlede kun om Melanie.
"Jeg burde have sagt det noget før," Det var sandt. Han havde dog ikke været klar før i dag, men... De skulle jo hjem imorgen.

[Melanie Burton]

Muligvis havde aftenen ikke gået som forventet, men der var ikke så meget at gøre ved det. Livet tog af og til en uforudsigelig drejning og hun havde ikke forudset at Liam havde så stærke følelser for hende.
Hun smilede lidt over hans ord, som på en eller anden måde var kære, på trods af at han bandede. Måske netop fordi de var så ærlige i forhold til de 'rigtige' ord som hun havde hørt så mange gange fra mænd der bare forsøgte at få hende i seng med dem.
"Det er ligemeget Liam. I morgen tager vi hjem. Jeg gider ikke begynde at tale om hvad vi skulle have gjort anderledes." Sagde hun derefter og smilede en anelse. Hun var ikke sikker på hvordan hun ville have det med at være hjemme i London, men i det mindste ville hun have en ugle hun kunne skrive breve med. Det var ikke ligefrem fyldestgørende, men det var den eneste vej nu de boede så langt væk fra hinanden.

[William Knight]

Nu, hvor han havde fået afklaret, at Melanie rent faktisk... Følte noget for ham, vidste han, at sommerferien ville føles endnu længere end normalt. Han var ikke den tålmodige type, men det var måske godt for ham, at de fik noget tid til at lære hinanden at kende, uden at han ville blive for fristet til at dykke for hurtigt ud i alting. For, hans ønske om at være intim med Melanie havde hersket siden festen i påskeferien, og var nærmest kun forstærket nu, trods han - samtidig - vidste, at Melanie burde få en smule tid, efter Talbot. Normalt sprang han ud i alting med begge ben; men han huskede sig på, at han, for en sjælden gangs skyld, måtte være lidt kalkuleret. For, han ville ikke lade hende glide ud af sit greb.
"Om kort tid bliver jeg myndig,-" Fortalte han, som han adskilte sig en smule fra hende, for at kunne møde hendes øjne. Han lagde en varm hånd mod hendes ene kind, "Så kan min familie ikke holde fast på mig i Edinburgh. Jeg vil ikke lade en hel sommer gå, uden i det mindste at se dig."

[Melanie Burton]

Melanie havde aldrig gået hele vejen med en dreng før, på trods af at hun lod som om, at hun var en erfaren pige. Der herskede derfor ingen tvivl i hendes sind om at der ikke ville ske mere i aften. Desuden, skulle hun bruge lidt længere tid på at finde ud af om Liam rent faktisk havde det som han sagde nu. Hendes tillid til drenge var generelt ret dårligt, så hun tog sine forholdsregler.
"Så må du komme til London." Sagde hun og smilede en anelse, mens hun lagde en hånd ovenpå hans. Hun kunne ikke selv tage nogle steder, både fordi hun var ung, men også fordi hun havde svært ved at bevæge sig rundt i verden uden en hel del planlægning. Det ville højst sandsynligt blive nemmere, så snart hun blev myndig.

[William Knight]

Blidt strøg han sin tommelfinger over hendes kind; som forsøgte han at stryge en imaginær tåre bort. Der var en varme i hans blik, og han fandt en underlig tryghed i hendes. Der var utrolig få faste punkter i Liam's liv; Patsy og Kala var vist nogle af dem - og hans evindelig fokus på Melanie gennem de sidste måneder, gav ham et indtryk af, at hun måske også kunne være som et anker for ham.
"Jeg vil besøge dig så snart jeg kan," Lovede han. I et sekund overvejede han at kysse hende, men hvad hvis det overrumplede situationen? Fuck, det var sjældent han overvejede sine impulser. Snart plantede han derfor blot et blødt kys mod hendes pande.
"Selvom det vil blive svært at vente så længe.." Smilet han sendte hende var en anelse skævt - som forsøgte den mere karismatiske Liam at træde til igen, og opløse lidt af sårbarheden. Han ville blive myndig i August. Det var ikke langt væk, men stadig mere end han ønskede.