Søskendedans

[Deleted]

Patsy Murray
29. Juni 2025, kl. 21:12
Solskin
Storsalen, stuen
Fyldt med elever og professorer
Påklædning

Scott var blevet lidt væk fra Molly, som havde skulle op efter noget punch, så nu stod han helt alene.

Der gik dog ikke længe, før han fik øje på nogen, som han kendte: Patsy, hans søster. Hun så bestemt ikke glad ud, måtte han indrømme.

Hvad havde Duncan nu gjort? Tænkte han og vinkede af Patsy, så hun kunne komme hen til ham, hvis hun ville.

[Patsy Murray]

Patsy havde brugt lidt tid hulen på at finde ud af både hvad der var sket og hvad der skulle ske nu mellem hende od Duncan. Det havde ikke just gjort hende gladere, men han skulle ikke få lov til at ødelægge hendes aften bare fordi han ikke kunne holde til at tage en konflikt. Det ville være så meget lettere hvis de bare kunne tage konflikten når den opstod. 

Hun havde dog valgt få det bedste ud af aftenennog stod derfor igen i stortalent. Her fik hun hurtigt øje på sin bror hvilket fik hende til at smile. Da han vinkede hende over til sig gik hun hurtigt derhen. “Hvor er Molly?” Spurgte hun nysgerrigt. Hun havde hørt han endelig havde fundet en at følges med. 

[Deleted]

Påklædning

Scott så til, med et lille smil, mens Patsy kom nærmere ham. Han vinkede kort igen, og smilede større, da hun kom hen til ham.

"Hun skulle vidst øh... have noget punch." forklarede han og så sig rundt.

Han synes ikke at kunne se nogen Duncan, men det var ikke nødvendigvis en dårlig ting. For Scott var det faktisk en god ting. Han havde nemlig lyst til at slå ham, hver gang han så ham.

"Hvor er Duncan?"

[Patsy Murray]

Selvfølge spurgte Scott ind til Duncan noget af det første og Patsy mærkede straks den svigtende fornemmelse i øjnene. Hun forsøgte dog at holde tårerne væk. Det ville ikke gavne dem hvis Scott så at Duncan igen havde gjort hende ked af det. “Han er lige... han skulle øhm... væk”endte hun med at få sagt ikke særlig overbevisende overhovedet. 

[Deleted]

Påklædning

Scott så på Patsy, som hun begyndte at se nærmest usikker ud. Hun lignede faktisk en, som var lige ved at græde.

Det gjorde ham stram i ansigtet, og han knyttede den ene næve, mens han nærmest knurrede:

"Hvad har den nar nu lavet?"

[Patsy Murray]

Patsy så på ham med et undrende øjenbryn og rystede på hovedet. “Nej Scott han er ikke en nar. Du lovede at være sød ved ham” hun bed sig i læben og koncentrerede sig om ikke at græde. Men gav hun efter for Scott havde hun for alvor tabt. Hun ville ikke miste Duncan og var ikke klar til at hive slip endnu. “Vi løser det” sagde hun så. 

[Deleted]

Påklædning

Scott så stadigvæk vred ud. Han synes jo sådan set, at Duncan var en nar, også selvom hans søster ikke gjorde det. På det punkt blev de nok aldrig enige.

Hans ansigtstræk formildnedes dog lidt, da han så på Patsy.

"Teknisk set lovede jeg bare ikke at tæve ham, igen." Det sidste ord sagde han meget lavt, så han var sikker på, at ingen ville overhøre det.

Det var for farligt hvis nogen gjorde. Han kunne risikere at blive smidt ud!

"Men han har gjort dig ked af det, Pats. Det kan jeg altså ikke se gennem fingre med," forsøgte han at forklare hende.

Han bekymrede sig jo for hende. Særlig meget når Duncan var... ja, Duncan. En nar.

[Patsy Murray]

Patsy satte så stor pris på sin bror og hans beskyttertræng, men hun var også mødt til at forsvare Duncan, for hvem skulle ellers gøre det? Han havde ikke rigtig andre virkede det til. Hvor ville hun ønske at Scott en dag så Duncan for den søde fyr hun så. “Du rører ham ikke Scott.” Det lød næsten som en trussel, hvilket det måske også var. Men han vidste jo ikke hvad der var foregået. 

Lidt efter kiggede Patsy på sin bror. “Helt ærlig Scott, er det nogen fyr her du ville mene var god nok til mig?” Det virkede ikke altid sådan, og hvis ikke kunne han så ikke bakke op om den ene der havde stjålet hendes hjerte. 

[Deleted]

Påklædning

Scott smilede med et grin, og trak på skuldrene.

"Jeg lover ikke at slå eller sparke ham, men så kan jeg heller ikke love mere." Endte han med at sige med et lille nik til Patsy.

Han havde trods alt lovet ikke at tæve Duncan igen, også selvom fyren var en nar, som gjorde Patsy ked af det 90% af tiden. Hvilket han egentlig synes var synd. Patsy skulle have en sød fyr.

Det fik hun nok også på et tidspunkt.

"Ja, hvem som helst, stortset, som ikke er Duncan. Den fyr er altså en røv. Han gør dig jo konstant ked af det," forsvarede han sig med, igen med et lille nik.

Han ville jo gerne, at hun fandt en fyr, som ikke var Duncan. En fyr som gjorde hende glad. Det var det han ønskede for sin søster.

[Patsy Murray]

Det var hårdt for Patsy at alle havde så meget imod Duncan. Kunne de ikke bare forstå at hun elskede ham. Betød det da ingenting? "Du rører ham ikke. Det var bare... en lille misforståelse" Det var måske en stor underdrivelse, men Patsy havde brug for, at Duncan følte noget medvind fra andre end hende. Hvordan skulle hun dog hjælpe Duncan ellers.

Det gjorde ondt at Scott nærmest mente at enhver anden end Duncan ville være bedre. Hun mærkede tårerne røre på sig, men kæmpede for at de ikke skulle trille ned over kinderne på hende. "Så... Du ville helst have... at jeg... ikke var sammen med ham længere?" Ordene gjorde ondt, meget ondt! men hun måtte vide hvordan det var. Nu måtte alt dette her simpelthen være nok. Hun ville ikke stå imellem for det her hele tiden. 

[Deleted]

Påklædning

Scott nikkede bare af hendes ord. Han lovede ikke at røre et hår på Duncans hoved. Men han lovede ikke, ikke at tage en snak med ham. Det trængte Duncan vidst til.

"Pats," sukkede han, og lod en hånd løbe gennem håret "Jeg vil bare gerne have, at du er glad og ikke konstant bliver såret af en dum fyr."

Han smilede til hende, og rakte hende et papirslommetørklæde, så hun kunne tørre øjnene.

[Patsy Murray]

Det virkede ikke rigtig til Scott forstod hende, eller også var hen bare alt for overbeskyttende, hvad vidste hun. Da han så rakte hende et lommetørklæde begyndte hun at græde. Det var simpelthen typisk, men hun kunne ikke gøre for det. “Måske er du heldig. Måske... er det forbi nu” lød det så fra hende mens tårerne løb. Hun savnede Duncan og var bange for om det var slut. 

[Deleted]

Påklædning

Scott trak med det samme Patsy ind til sig, da hun begyndte at græde. Han aede hende over håret og holdt lommetørklædet for hende, når der var behov for det.

Han aede hende forsat over håret, og holdt egentlig bare om hende, så hun kunne få lov til at græde.

Selvom hun fik blikket fra nogle af de andre elever, sendte han dem bare vrede blikke, som fik dem til at kigge væk.

[Patsy Murray]

Hun lagde armene om sin bror og lod hovedet hvile på hans skulder. “Hvis bare folk ville være lidt mere åbne for ham” som hun selv var. Selvom det fejlede nogen gange men hun havde altid troen på at Duncan var et godt menneske. “Vil du ikke nok give ham en chance for min skyld?” Bad hun så Scott. 

[Deleted]

Påklædning

Scott aede hende forsat over håret, men løftede hovedet, da hun talte til ham.

"Jeg prøver jo bare at passe på dig," sagde han med en håbløs gestus, som hun alligevel ikke kunne se, pga måden hun stod på.

"Men hvis det betyder så meget for dig, så kan jeg godt love det." Endte han med at sige, og trak hende lidt ud fra sig, så han kunne smile til hende.