Fest og jalousi

[Elliott Rhydderch]

Tag: Astoria Flint

Dagen for afslutningsfesten havde endelig oprunden, og Eli havde i den anledning iklædt sig sine fineste rober, bestående af et jakkesæt i rigtig Ravenclawblå farve. Han havde som mange andre på sin årgang tilegnet sig en date til festen, og tilmed en han rent faktisk fandt underholdende og indtil videre hyggede sig med til spisningen. De havde grint, snakket og selvom der ikke var lagt op til nogen romance mellem de to festende teenagere, så havde Elliott i sinde at give hende en god uforglemmelig aften.
Derfor, da måltidet var overstået, og de yngre årgange var sendt i seng, bød han også sin date op til dans så snart live musikken gik på. Da sangen var ovre, kom datens veninder over. Hun undskyldte sig og fulgte med veninderne på toilet. I mellemtiden gik Eli lettere åndeløst over for at hente noget at drikke.

[Astoria Flint]

Astoria havde givet Alastair den opmærksomhed han krævede. Hun opførte sig eksemplarisk og havde ikke haft i sinde at forlade hans side. Det var dog noget der ret hurtigt ændrede sig, da hendes opmærksomhed ufrivilligt spottede Elliott tage en pige med ud på dansegulvet. En pige der ikke var hende. Jalousien voksede, men hun formåede at holde den bobblende vrede inde.

Hun undskyldte sig, efterlod sin partner for at gå hen til det lange bord efter forfriskninger. Som hun bevægede sig elegant over store salens gulv, holdte hun øje med de vilde mørke krøller ud af øjenkrogen.

Hun blev stående. Med blikket stirrede ned i den ferskenfarvede punch. Spejbilledet var utydeligt da hun drejede rundt med opøseren. Måske skulle hun bare gå tidligt til ro? Forberede sin kuffert til hjemrejsen? Hun holdte sit glas mellem fingrene og nippede lige knapt til væsken som hun vendte sig rundt. Lænede op af bordet spejdede hun blikket mod de dansende par.

[Elliott Rhydderch]

Da Eli nåede bordet med forfriskninger, stoppede han så brat op at en fyr gik ind i ham bag ved og bandede af ham. Eli fik en mumlende undskyldning frem, men hans opmærksomhed var stadig på det der havde stoppet ham til at starte med. Astoria stod ved bordet, smuk som altid. Han havde skimtet hende tidligere på aftenen i selskab med Alastair fra årgangen over ham selv. Han kendte til ham fordi han også spillede Quidditch. Elliott løsnede sig lidt op, og gik hen til punchbowlen hvor Astoria stod.

Kysset som han og Astoria havde delt ude på plænerne for ikke så lang tid siden hjemsøgte ham stadig, og selvom han bestemt satte pris på at tænke på have tankerne andetsteds end hans stedsøster, som han bevidst havde undgået siden jul, så var hans forhold til Astoria ikke mindre kompliceret... han havde glædeligt taget hende med som sin date i aften, havde det ikke været fordi at hun ikke ville ses med ham.
"Har du en god aften? Du følges med Alastair, ikke?" Spørgsmålene var helt sikkert henvendt til Astoria, selvom han stod og øsede punch op i et glas mens han stillede dem, i et forsøg på at respektere hendes regler om at ses i det skjulte. Han løftede kortvarigt blikket til hende da glasset var fyldt og forsøgte at virke henkastet og diskret. "Du ser smuk ud i aften."

[Astoria Flint]

Astoria havde ikke haft i sinde at skænke ham hverken blik eller tanke. Da han så endelig stod ved siden af hende, i fuld gang med at skænke punch op, drejede hun alligevel hovedet et par få millimeter, så hun kun lige akkurat kunne skimte krøllerne. Den hvide blonde kjole sad perfekt på hendes spinkle krop. Hun gik ikke i høje sko til dagligt, men i anledningen af festlighederne havde hun gjort en undtagelse. Det gjorde hende højere, og mere rank.

Hun ville ikke indrømme hvor smerteligt det var for hende. Ikke nok med at hun så ham med en anden, så forbød hele hendes opdragelse at hun havde nogen former for kontakt med ham. Hun var mors pige; hun gjorde hvad der blev forventes af hende. - Hun kunne dog glæde sig selv over med at hun ikke var forlovet med en anden, som hendes bedste veninde Tabitha var. Hun gøs ved tanken om retten til ikke at bestemme. Det huede hende ikke.

Astoria havde lyst til at skære ansigt. Hvor vovede han overhovedet at tale til hende? I så fuld en offentlighed? Hendes grønne øjne blev små, og hun ønskede kort at hun var en direkte efterkommer af Medusa. - Han ville pynte som statue. Hun var dog ikke så dum som Edward Nott og lod derfor Elliott blive levende. Til en start svarede hun ikke. Hun var alt for optaget af en samtale med sit bedre jeg til at kunne finde de rette ord frem.

At der stod to glas med punch gjorde hende blot mere arrig. Så kom det stramme smil. “Ja. Alastair er en forrygende partner” bemærkede hun ganske fattet og i kontrol. Godt nok kunne hun ikke få øje på ham lige nu, men det havde heller ikke den største betydning. “Også i dag.” lød ordene som svar til hans åbenlyse og dumme konstatering.

[Elliott Rhydderch]

Selvom Astoria egentlig havde givet ham relativ klar besked om at de ikke skulle ses eller blive til noget andet end det ene kys, så måtte han indrømme at det ikke var nemt for ham at se Astoria i selskab med en anden. Specielt ikke når det helt bevidst var en fuldblodstroldmand som Alastair, som han spillede Quidditch mod.
Da han havde løftet blikket til hende, og så hendes blik, ville han næsten ønske at han ikke havde sagt noget. Selvom han havde spurgt hende uden åbenlyst at kigge på hende, så så det ud som om at han lige så godt kunne have gjort det. Det ville måske have fået andre til at skynde sig at kigge væk, men ærlig talt, så gjorde det bare Eli mere trodsig. Han stillede sig ligeledes med ryggen til bordet, og tog en tår af sin nyophældte punch.

Hvorfor gjorde det ondt at Astoria fortalte at Alastair var en forrygende partner?Kunne han ikke være ligeglad? Han var her selv med en sød pige, som ikke skammede sig over at være der med ham.
Hendes næste ord fik ham bare til at trække på smilebåndet. Hun var i sandhed noget for sig selv. Han kunne ikke sætte ord på om hun bare var kæk eller om det bare var ren og skær selvtillid. Men det smittede som bare pokker.
"Dans med mig," kommanderede han lavt, mens han betragtede hende med dybt alvorlige øjne.

[Astoria Flint]

Astoria måtte vel mingle sig med hvem end hun havde lyst til? Samme regel gjaldte naturligvis ikke for Elliott. Hun var æder rasende over at se ham med en anden. Det var komplet ulogisk det vidste hun selvfølgelig godt, men hun kunne ikke helt gøre rede for hendes følelser på stående fod. Alastair var et godt modstykke, endda et rigtig godt passende parti, hvis hun selv skulle sige det. Hun var beæret over at følges med ham. Til trods at han var ude at syne.

Deres øjne mødtes, det føltes som en evighed, selvom Astoria lige så hurtigt havde flyttet blikket fremad. Det var farligt at dvæle for længe, hvor meget lyst hun end havde. Hun sippede langsomt fra glasset. Hun så tænksom ud. Det pinte hende at stå i hans nærvær og hun overvejede stadig at marchere ud. Så han pludselig mere selvsikker ud. Astorias blik søgte tilbage mod det lange bord. Det var dog om end ikke nok til at han fortjente nogle ord fra hende.

Hun stivnede. Ordene gav genlyd, og hun mærkede hvordan glæden ved hans ord spredte sig. Men det var forbudt. Hun holdte derfor kort vejret før hun udåndede tungt. Hun tømte sit glas men punch og satte det fra sig i en hurtig og fast bevægelse. Så drejede hun sig, så fronten var mod Elliott. “Hvor vover du.” nærmest hvislede hun. Hendes øjne var små og hun lignede et rovdyr der var parat til at angribe. “Vel vil jeg ej.” Næseborene udvidede sig en anelse. “Og nu, hvis du vil have mig undskyldt” Hun kunne slet ikke være i det lige nu, og var kort efter at have afvist Elliott på vej ud af storsalen med hastende skridt. Med hånden mod sin hals, som gispede hun efter vejret.

[Elliott Rhydderch]

Det ville være løgn, hvis Elliott havde sagt at han ikke vidste at Astorias reaktion ikke just ville være imødekommende eller at han havde forventet at hun ville bukke under for hans charme og glemme alt om hendes fjollede fuldblodsfanatiske stolthed. Tværtimod.

Selvom det burde være det sidste i hans tanker i det øjeblik at han fik dræberblikket og blev afvist på det groveste, så var han fængslet af hendes læber, og havde mest af alt lyst til at gøre hende tavs med et kys. Det nåede han dog ikke, for før han vidste af det, vendte hun ryggen til ham og begyndte at gå. Hans hjerte sprang et slag over, og han fik en synkende fornemmelse. Han havde ikke engang nået at ytre et ord eller en forklaring. Han tog sig selv i at ville gribe ud efter hende for at stoppe hende, og stoppede sig selv midt i bevægelsen. Det ville kun forværre situationen lige nu, og selvom det ikke betød noget for Eli om de lavede en scene inde midt i spisesalen, så ville Astoria formentlig aldrig tilgive ham for det... og tanken gjorde ærlig talt ondt.

I stedet lod han hende gå. Han efterlod sin punch, både den til ham selv og til hans date, på bordet og satte i bevægelse efter 5 sekunders tid. Forhåbentligt var der ingen der havde lagt mærke til dem eller bemærkede at han fulgte hende. Han forsøgte at holde afstand, men ville samtidig ikke miste hende af syne.
Da de var nået ud af storsalen havde han indhentet hende og tog fat i hendes arm for at trække hende om bag en af de to store piedestaler med fakler, som stod på hver sin side af indgangen til storsalen.
"Astoria stop," startede han åndeløst.

[Astoria Flint]

Hun havde ikke kendt til andre reaktionsmuligheder. Selvom lysten havde været der, så havde hun ikke kunne stille andet op end at afvise ham. Astoria forsøgte at ryste det af sig; ingen måtte se hende med bøjet nakke og sved på panden. Hvordan kunne han overhovedet få sig selv til at bringe hende ud sådan en pinlig situation? Han var åbenbart komplet ligeglad med hendes rygte.

Hendes høje støvletter gav genlyd som hun hastede hen over sten gulvet. Hun løb dog ikke og forsøgte at virke så rolig som overhovedet muligt. Men det var svært ikke at være påvirket af det hele. Hun havde intet imod at sende dramaet videre til en anden. Det lettede dog en anelse da hun bed mærke i at Elliott ikke strøg efter hende med det samme. Så havde han i det mindste lidt respekt for hendes person.

Hun nået knapt nok at tage fat i porten der ledte ud, før Elliott havde grebet fat om hendes arm og trukket hende væk. Hun stoppede sig selv i ikke at lave en scene og foldede i stedet armene over kors og så på ham med et hævet bryn.
“Du er du gået for vidt” prustede hun. Hun blev alligevel stående, ude af stand til at rive sig ud af stedet. Hun ville ikke indrømme at han havde givet hende lidt frirum; et øjeblik hvor hun kunne trække vejret ordentligt, uden at skulle holde øje med alles blikke.

[Elliott Rhydderch]

Hånden slap Astorias arm da hun gav udtryk for at hun ikke ville forsøge at kæmpe imod og løbe videre. Det var en blanding af skyldfølelse og forvirring der rumsterede i hans unge teenagerkrop. Han følte at han var gået over stregen, men samtidig kunne han ikke lade være med at tænke, at hvis det havde været enhver anden pige, så havde han enten fået et høfligt nej tak eller et måske endda smilende ja.

"Nej, du er gået for vidt," startede han måske en smule overmodigt ud. Ordene kom bag på ham selv, men han undlod at tænke for meget over det før han fortsatte, "den eneste grund til at jeg bød dig op, er fordi at jeg ikke har kunnet tænke på andet end dig siden kysset." Indrømmelsen, fik ham til at bryde den øjenkontakt han havde holdt op til nu, og han mærkede en svag varme stige ham til kinderne. Hvorfor gjorde Astoria ham så nervøs og... ja, teenager nu? Hun kunne virkelig vække nogen følelser han aldrig havde haft behov for at tackle før. Hun var så frustrerende... og han havde en uforklarlig, men dog urokkelig trang til at kysse hende lige nu.
Han lod prøvende sin hånd strejfe hendes håndled og tog modet til sig og løftede blikket til hende igen.

[Astoria Flint]

Atorias fingre kriplede og lysten til at tage fat i portens håndtag var stor. Alligevel blev hun stående med de brune øjne rettet direkte mod Elliott. Heldigvis var der ingen blinde sider hvor hun stod hun havde derfor det perfekte udsyn til hvis nogen var på vej til at stikke deres næse alt for langt ned hvor den ikke hørte hjemme. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være? Naturligvis vidste hun godt at hun også ville være sur over det, ærligt talt havde hun sat sig selv i en rigtig dum situation som hun ikke kunne finde ud af at slippe af med.

“Nu må jeg le” kom det sarkastisk fra Astoria der rystede på hovedet. De grønne øjnene skinnede og de mørke bryn var trukket tæt sammen. “Du er en komplet idiot” bed hun spydigt af ham. Som hånden strejfede hendes håndled løftede hun den instinktivt for at skubbe porten op og nærmest vælte ud af den. Blikket flyttede fokus, og Astoria var nu på vej ned af trappen og ud på det mørke græs.