En Frygtelig Forelskelse

[William Knight]

Afslutningsfesten | Omtrent midt på aftenen

Melanie Burton

Outfit

I sekunder overbeviste han sig om at den levende musik, vindingen af pokalen, den fortryllende belysning, og den summende energi, ville få ham til at samle mere mod til sig. Mod der måske kunne gøre det lettere at bevæge sig over gulvet og hen mod brunetten, og trække hende væk med sig, for at fortælle hende hvad han havde på hjerte. For det føltes virkelig som der sad bakterier på hans hjerteklapper og åd stump for stump væk. Da han endelig, med en pokal fyldt med punch, vandrede hen mod hende, som hun syntes at stå alene i et øjeblik, vidste han, at dénne chance skulle han benytte sig af. Trods benene lydigt fulgte hans hjerte, sank den typiske dumdristighed en smule i hans bryst, så snart han var et par meter fra hende. Hvad fanden var det her? Nervøsitet? Inderligt forsøgte han at skjule det bag et charmerende tandsmil.

"Hey..." Hilste han, før han rømmede sig en smule, "Undskyld hvis jeg... Sagde noget til at fornærme dig tidligere." En undskyldning fra Liam Knight var et særtilfælde. Især når det specifikke ord indgik.

[Melanie Burton]

Melanie havde haft en ret blandet aften. Først samtalen med Liam og derefter var hun blevet sendt op til opholdsstuen af Michael, for at skifte tøj. Nu stod hun i en rimelig simpel sort kjole og drak lidt af et glas med ingefærøl. Professorens ord gav genlyd i hendes tanker og nu hun var alene, var det som om de fik større betydning.
Da han dukkede op ved siden af hende så hun op, en anelse overrasket, men smilede derefter.
"Det er fint Liam, jeg har allerede glemt det." Sagde hun, med en anelse sørgmodigt blik. Hun forstod ikke hvorfor han talte med hende, når han kunne gå ud og score en mere tilgængelig pige.
"Desuden, overgik Professor MacFusty dig bagefter." Bemærkede hun og så ned i sin ingefærøl. Det frustrerede hende, at hans ord havde så stor effekt.

[William Knight]

Udtrykket i hendes øjne bortforklarede, på mange måder, dé ord hun formulerede ; Det er fint Liam. Ganske vist, forklarede hun snart sagen med MacFusty, men det beroligede ham kun delvist, at han ikke alene bar skylden.
"Ja, jeg så ham godt trække dig til side," Kommenterede han roligt, som han tog et enkelt nip af sin punch-pokal. Sødmen ramte ganen, men syntes ikke at få den til at føles mindre tør. Efter, at have slynget et kort blik rundt i lokalet omkring dem, vendte hans fulde opmærksomhed tilbage til Melanie, "Han var ikke for hård ved dig vel?" En mild beskyttertrang spredte sig i ham. Ja, trods det omhandlede en Professor. Sommetider var det bare lettere at puste brystet lidt op - selv for syns skyld, end at ignorere dé føleler man gik og kæmpede med.

[Melanie Burton]

Melanie åndede dybt ud og forsøgte at smile en anelse beroligende, selvom hun ikke helt formåede at sætte et smil på sine læber.
"Nok ikke mere end andre. Da jeg kom ned efter at jeg skiftede tøj, ville han ikke lade mig komme indenfor. Så brugte han de næste minutter på, at belære mig om at drenge ikke ville være interesseret i mig hvis jeg gik sådan klædt." Sagde hun og hentydede ret åbenlyst, til den kjole hun havde haft på tidligere.
"Og sagde at jeg ville blive behandlet billigt." Bemærkede hun og stirrede ned i sin ingefærøl.

[William Knight]

Det var ikke just fordi han forsøgte at se overrasket ud over hendes statement. Faktisk, kom det bare af ren automatik. For, hans egen interesse havde bestemt været aktiv, siden han så hende i kjolen. Faktisk... Var interessen jo vel sjældent i bero, når det galt Melanie Burton. Kjolen havde blot givet mere til hans allerede alt for aktive fantasi. Dén der havde trukket en usynlig snor - hvis ikke et reb - i ham, igennem de sidste par måneder.
"Det kan han sgu da ikke sige!" Lød det lidt halv-forurettet fra Liam. Som påtog han sig Melanie's ret til at være fornærmet, trods hun nærmere lignede en der skammede sig. Fuck, hvor havde han lyst til at vippe hendes ansigt en smule op fra ingerfærøllen med et par fingre under hendes hage, så hun vendte øjnene mod ham. Istedet, måtte han tage til takke med, at forsøge at fange hendes blik.
"Du lignede en fucking million," Lød det opmuntrende for ham, hvorefter han forsøgte at håndtere sin entusiasme en smule, "Tvivl ikke på det, okay?"

[Melanie Burton]

Melanie havde egentlig gået og tænkt over om Michael havde haft ret. Det var ligesom om hun ikke kunne slippe ordene igen, hvilket undrede hende en smule. Hun så lidt overrasket på Liam over hans reaktion og rynkede sine øjenbryn sammen lettere spørgende. Hun var forvirret, MacFusty var jo professor og i hendes verden havde han ret ligemeget hvad han sagde. Hun fik lidt blanke øjne over hans ord, mens hun så ham i øjnene. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige, så i stedet smilede hun bare og forsøgte at acceptere hans ord.
"Men hvorfor føler jeg mig så, så dårlig tilpas?" Spurgte hun og sukkede dybt.
"Jeg har slet ikke så meget lyst til at danse som jeg plejer." Hun følte et underligt behov for at skjule sig selv og ikke gøre sig så meget bemærket som hun plejede.

[William Knight]

Det var sandt, at Liam kunne have en smule mere respekt for sine professorer i dette øjeblik. Ligeledes, var måtte han derfor også tage et diskret blik bag sig, for at forsikre sig selv om, at han ikke blevet taget ved skjortekragen i næste øjeblik. Kollegiepokalen, forventningerne, og skoleårets afslutning, havde vist taget lidt af den skrøbelige rationalitet fra ham. Men hvem kunne han narre? Det meste handlede om Melanie Burton. Især nu, hvor det var en af hans sidste chancer med hende før ferien.
"Fordi dit tøjvalg bliver set som havende en moralsk betydning," Svarede han blot, som en afmålt forklaring. Snart forsøgte han sig dog med et opmuntrende smil, "Men hey... Det er noget dragemøg, right?" Der var en varme i hans blik. Dette var ikke tidspunktet. Hendes bekymringer var for tunge til at han ville påtrænge mere på hendes smalle skuldre.
"Hvad har du så lyst til?" Spurgte han venligt, og fortsatte med en forsøgt-humoristisk klang i sin stemme, "Skrige bandeord af MacFusty? For så kan vi nok finde ud af en lyd-dæmpende besværgelse."

[Melanie Burton]

Melanie rynkede øjenbrynene en anelse over hans ord. Hun havde slet ikke tænkt på det på den måde før. Det var ikke noget hun normalt gik så meget op i. Da han smilede, kunne hun dog ikke lade være med at gøre det samme og hun grinede en anelse over hans valg af bandeord, som virkede så uskyldig i hendes øjne.
"Åh nej, jeg tror ikke jeg skal begynde på mere med MacFusty." Sagde hun og skar en diskret grimasse.
"Hvad med den der dans som du har talt så meget om?" Spurgte hun og fik lettere røde kinder. Hun burde nok ikke, men det eneste der kunne gøre hende glad igen, var at komme ud og røre sig lidt. Det ville aldrig blive mere vovet, end det som professerne tillod.

[William Knight]

Det var som om et lille julelys fik de mørkebrune øjne til at gløde en smule varmere, som hun nævnte dansen. I hans øjne, var det måske et bogstaveligt skridt i den rigtige retning. Måske... Måske kunne han virkelig drage fordel af at Talbot ikke ønskede at ses med hende i offentligheden, selvom det måske ikke virkede som den mest reelle taktik.
Med et drenget smil om læberne, holdt han dog kortvarig sin pegefinger op foran sig, før han tog en tår af sin punch, og satte glasset fra sig. Dernæst, knyttede han højre hånd en smule, for at føre den op til sin mund, mens han rømmede sig.
"M'lady," Det buk han diskede frem med, var måske ikke det bedst udførte, eftersom han trods alt var en knægt der ikke just var blevet belært i mange formaliteter. Som han rettede sig op, spillede et klædeligt tandsmil om hans læber, og en udfordrende, og sikkert ganske velkendt, glød befandt sig i øjnene.
"Så skal der fandme danses." Han rakte hende sin udstrakte hånd.

[Melanie Burton]

Melanie smilede en anelse over hvor han glad han så ud til at blive. Hun forstod det ikke helt, mest fordi hun ikke fattede hvad der foregik inde i ham, men det var da sødt at han blev så glad over det. Hun betragtede ham derefter med et lettere overvejende blik og blottede sine tænder i et større smil, mens han gestikulerede. Hans næste bevægelse gjorde hende kun mere overrasket og hun overvejede et øjeblik hvad hun havde gjort for at fortjene den galante gestus.

Derefter huskede hun sig selv på, at Liam nok var vant til at få piger til at smile og at hun ikke var den første, der havde fået en glød i øjnene over ham. Hun grinede derefter og gav ham sin hånd, mens hun rystede på hovedet og gik ud på dansegulvet med ham.
"Ja." Udbrød hun smilende og løftede hagen lidt, mens hun gled ind i musikkens rytme på dansegulvet.

[William Knight]

For en gangs skyld var en fest på slottet ikke hans personlige 'playing field'. Hvis det var, havde han altså kun et 'mål' i sigte.
Som han mærkede hendes hånd i sin, følte han nærmest en skrøbelig triumf i sit indre, før han trak hende med sig ud på dansegulvet. Først måtte de lige navigere rundt om et par dansene elever; nogle med mere tvivlsomme moves end andre. Musikken var højere på dansegulvet - eller effekten af de summende og dansene elever fik det i hvert fald til at virke sådan. Den bløde bas i det halv-livlig musiknummer der var ved at finde sin afslutning, fik nærmest nerverne til at vibrere en smule, men Liam anede ikke hvorvidt han skulle slå det hen som endnu et tegn på hans forventningsfuldhed.
"Bare husk på, at jeg danser bedre med en promille," Grinede han blidt, før han fandt en plads, hvor de nødigt ville blive skubbet til. Her vendte hans lidt mod hende, før han selv begyndte at blive fanget af stemningen. Nok, var der intet alkohol i hans blod, men noget i ham følte sgu nærmest at han var.

[Melanie Burton]

Melanie grinede let mens de cirkulerede rundt på dansegulvet. Der var efterhånden en del der dansede og hun følte allerede, at hun svævede. Måske ville det ikke blive en så dårlig aften alligevel, Liam havde i hvert fald formået at gøre hende helt elektrisk.
"Og du har ingen promille?" Spurgte hun lettere skeptisk, hvorefter hun smilende drejede rundt om sig selv. Derefter vukkede hun blot lidt til musikken, uden at tænke særlig meget over hvad hun gjorde. Det var jo en af hendes yndlingsting, at danse og hun holdt sig ikke tilbage, ikke nu hvor hun havde glemt Professor MacFustys ord. Smilet var i hvert fald ikke blegnet fra hendes ansigt endnu, hun ville ønske de kunne danse hele aftenen.

[William Knight]

Et fløjsblødt grin formede sig på hans læber, ved hendes skeptiske bemærkning.
"Jeg har dog ikke sneget en lommelærke ind til denne fest." Svarede han, med en munter tone i stemmen, som han bevægede sig lidt til den levende musik. Det var sandt, at det havde været tilfældet til påskefesten, men dette var langt mere kontrolleret. Og, truthfully, selvom han gerne ville dæmpe nerverne med alkohol, forsøgte han desperat ikke at fucke denne aften op.
Som de dansede, bemærkede han smilet om hendes læber. Det var klædeligt, og mindede ham om hendes frie sind til netop påskefesten. Hvis bare han kunne lægge armene omkring hende som sidst. Netop dá, sluttede den mere livlige sang, og blev erstattet af noget mere dæmpet. Som alle andre enten forlod gulvet for en drink, eller rokkede sig lidt tættere sammen, sendte han hende et skævt og lidt undskyldende smil. Selvfølgelig med et inderligt ønske om, at en langsommere dans kunne være en mulighed.

[Melanie Burton]

Melanie mindedes dengang de havde siddet på trappen og delt whiskeyen fra hans flaske. Det var et godt minde og det gjorde hende glad at tænke på det. Hun ville næsten ønske, at hun havde muligheden for at gå tilbage og gøre nogle ting om. Det kunne hun dog ikke, men hun kunne danse glædeligt nu og nyde den gode musik og Liams selskab. Tingene ændrede sig dog pludseligt, da musikken gjorde og hun stoppede et øjeblik op og så en smule overvejende på løven. Det kunne dog ikke skade, de var jo venner ikke? Hun ville ikke efterlade ham på dansegulvet, det var ikke en ting Melanie gjorde. Derfor lagde hun bare sine hænder om hans hals og trak grinende på skuldrene, som var der ikke så meget de kunne gøre ved det.

[William Knight]

At hun tog initiativet ved at træde tættere på og lægge armene om hans hals - ja, selv hvis det havde været for at undgå en akavet situation - sendte en varm bølge gennem hans bryst. For ham, var det lidt af en gestus i det offentlige rum, selvom han da snildt kunne snuppe en sådan dans med en veninde. Melanie føltes dog som meget mere end det. Hun havde aldrig blot været en ven for ham, gennem de måneder han 'rigtigt' havde kendt hende.
"Du ser gladere ud..." Sagde han lidt dæmpet, som den øverste tandrække blottede sig en smule i et venligt smil. Øjnene var rettet ned mod hendes yndefulde skikkelse. Han lagde hænderne, hvis håndflader han nærmest følte var brændende varme, mod hendes liv, som han fredsommeligt lod dem vugge lidt til musikken. På en eller anden måde, ønskede han at Talbot skulle se dem sådan her.