Når musikken er stoppet og lyset slukker

[Delilah Stone]

Selvom aftenen stadig var ung, var festen slut for Delilah. Hun havde ganske vist hygget sig, især da hun havde fundet et par af sine veninder. Sammen havde de danset til fødderne var ømme. Af samme grund gik hun nu på bare tæer på det kolde stengulv og bar skoenes stropper i hånden. Efter nogle timer havde hun fået nok af larmen, svedlugten og de mange teenagehormoner, der florerede i luften. Hun længtes efter sin himmelseng i Ravenclaws tårnværelse, og sit krøllede eksemplar af Stolthed og Fordomme, der ventede på at blive læst for syttende gang.
Hun nynnede en af Helmut og Hipogriffernes sange mens hun passerede det ene kyssende par efter det andet. Først et par etager længere oppe, da gulvet ikke længere rungede af musikkens bas, var hun overladt til sig selv.


Edward Nott

[Edward Nott]

Edward havde holdt øje med Delilah i en uges tid nu og fulgte forsigtigt efter hende, da hun forlod salen alene. Han havde siddet en tid og observeret rummet alene - som han nu havde for vane - og var derfor ikke sen til at gå efter hende.
De var dog nået et par etager op, inden han indhentede hende og sørgede for at gå ind i hende med vilje. "Hov. Ej det må du altså undskylde," sagde han med et undskyldende smil og støttede hende med hænderne, så hun ikke skulle falde om.

[Delilah Stone]

Delilah var overladt til sine egne tanker, indtil hun pludselig nær blev væltet omkuld. Kun ved hjælp af et par hænder undgik hun at falde. Hun drejede hovedet og fik øje på Edward Nott, hendes klassekammerat fra Slytherin. Instinktivt trådte hun et par skridt fra ham og samlede sine sko op. 
"Åh, hej Nott. Det gør ikke noget." At det var lykkedes ham at støde ind i hende uden nogen som helst omkring dem, fik hende til at mistænke ham for, at have gjort det med vilje. Men hvorfor skulle han det?
"Er du allerede færdig med festen?" spurgte hun en smule mistroisk. 

[Edward Nott]

Han sukkede let og slap hende, da hun trak sig væk fra ham. Så forsøgte han sig med et lille smil igen. "Jeg trænger bare til at få lidt ro i hovedet," svarede han og fandt hendes blik med et tilsyneladende åbenhjertigt ét af sine egne. "Jeg var på vej op i ét af tårnene for at komme lidt væk fra larmen. Nede på min sovesal var jeg tydeligvis stadig for tæt på storsalen." Han så ned på hendes sko, som hun havde i hånden. "Du er måske også færdig for i aften?"

[Delilah Stone]

På et niveau kunne hun nemt relatere til Edwards behov for at få lidt fred fra larmen - men hvorfor skulle han op i tårnene for at finde det? 
"Der er ellers også stille på de her sale. Biblioteket er for eksempel lige i nærheden. Der er altid roligt," sagde Delilah i et håb om, at han ønskede at blive. Noget ved Edward gjorde hende utilpas, og hun havde ikke lyst til at følges med ham hele vejen op til sit kollegium. 
"Ja, jeg skal op og læse lidt, inden jeg går i seng." 

[Edward Nott]

Han trak lidt på skuldrene og fornemmede godt, at hun ikke var helt tilpas i hans selskab. "Jeg kan godt lide højderne," svarede han bare roligt og uden at give yderligere forklaring, som han selvfølgeligt slog følge med hende op af trappen. "Hvad skal du læse, nu hvor skolen er overstået?" spurgte han roligt. "Skønlitteratur?"

[Delilah Stone]

"Åh, javel," svarede Delilah og mærkede kinderne blive varme. Hun ville nødig virke uhøflig, og begyndte derfor at gå op ad trappen ved siden af ham. 
"Ja." Delilah tøvede. Hun vidste ikke om Edward var en af de ekstremistiske fuldblodstroldmænd man ofte så på Slytherins kollegium, men hun besluttede sig for at være ærlig. 
"Jeg skal læse Stolthed og Fordom. En mugglerroman af Jane Austen," fortalte hun og betragtede ham undersøgende for at se hvilken reaktion, det udløste på hans ansigt.

[Edward Nott]

Edward var måske nok ekstremist, men han havde altid lært sig selv, at han ikke viste kulør ved andre, end dem han stolede på. Han brød sig ikke om at opsøge problemer og unødigt drama. Han var en observatør af sine omgivelser og brød sig aldrig om at få sit rigtige jeg sat under observation af andre. Så selvom han indvendigt vrængede hånligt af hendes valg af bog, smilede han venligt udadtil. "Spændende," svarede han. "Den tror jeg aldrig, jeg har hørt om. Er den god?" spurgte han, mens han forsøgte at lodde, om hun var så blåøjet og naiv, som han mente at have set tidligere.

[Delilah Stone]

Delilah tøvede et øjeblik, men så besluttede hun sig for at følge sin mors bedste råd; giv alle en chance for at vise den bedste side af dem selv. Måske var Nott ikke så ekstremistisk, som hun havde troet? Der var ikke nogen grund til at tage sine fordomme på forskud.
"Ja, det er min yndlingsroman. Selvom den er fra 1800tallet indeholder den stadig mange relevante emner i dag," fortalte Delilah og svingede sine sko en smule omkring sig. Hun drejede hovedet mod ham og sendte ham et lille smil. "Kan du godt lide skønlitteratur?"

[Edward Nott]

Han lyttede med interesse. Ikke fordi emnet interesserede ham, men fordi hun gjorde. Eller i hvert fald dele af hende gjorde. Til hendes spørgsmål trak han let på skuldrene. "Jeg læser det gerne, når jeg har tid. Men det er snart længe siden, jeg har sat mig med en skønlitterær bog." For øjeblikket var det mest udvidet læsning om eliksirer, der var spændende for ham. "Læser du mange bøger?"

[Delilah Stone]

Delilah nikkede forstående. F.U.T'erne havde taget al sjette og syvende årgangs tid, så hun kunne godt forstå hvis Edward ikke havde haft tid til at læse i lang tid.
"Ja,min far er mugglerfødt og har altid læst mugglerromaner højt for os, for at få os til at sove. Helst Charles Dickens, selvom far altid lo så meget eller tabte sig i fortællingen, at det varede lang tid. Men jeg kan bedst lide kærlighedshistorier. Austen, Wilkie Collins, Brontë søstrene..." Hun rødmede en smule over afsløringen. "Undskyld jeg plaprer. Når først jeg taler om litteratur, kan jeg ikke stoppe."

[Edward Nott]

Han smilede og trak lidt på skuldrene. "Jeg synes ikke, du plaprer," løj han hjemmevant og smilede venligt. "Jeg læser ikke ret meget af mugglerforfattere," indrømmede han så med et lille undskyldende smil. "Jeg læser meget mere MacTinna, Nöele og Litchen." Der var rent faktisk forfattere, som han havde læst en del af og han mente derfor ikke, at der var noget særligt farligt ved at bruge dem til at bonde over. Heller ikke, selvom disse forfattere skrev mere historisk realisme, end de skrev romantiske historier.

[Delilah Stone]

Jo mere Edward talte, jo mere blødte Delilah op for ham. Måske var det blot det faktum, at emnet var litteratur, hendes store passion, og enhver, der læste skønlitteratur, kunne ikke være helt skidt i hendes øjne. Hendes blik fæstnede sig i hans. Hans smil var indtagende. Dragende.
"Dem kender jeg ikke," indrømmede hun og følte sine kinder blive varmere. Det var pinligt, eftersom hun netop havde annonceret, at hun læste meget.
"Hvad skriver de om?"

[Edward Nott]

Han trak lidt på skuldrene. "Mest historisk realisme," svarede han og smilede lidt. "Jeg er ikke så god til at læse romantik. Det bliver hurtigt for ens, hvis du spørger mig." Han forsøgte at se undskyldende ud, fordi han vidste, at hun jo lige havde fortalt, at det var dette, hun godt kunne lide.

[Delilah Stone]

"Åh, det lyder... interessant," sagde hun, mens en lille rynke mellem øjenbrynene afslørede at hun ikke fandt det synderligt interessant, selvom hun altid var åben for ny litteratur. 
"Sådan er vi jo forskellige." Hun smilede lidt opmuntrende til ham inden hun strøg en hånd gennem håret. "Min smutvej er her." Hun pegede på et stort portræt, hvor der gemte sig en trappe bagved. "Du må have en fortsat god aften og god ferie." Inden han kunne følge efter hende trippede hun afsted.

//Luk