Over en græskartærte

[Corbinius Yaxley]

Esther Haines
Afslutningsfesten

Corbin havde nærmest været tvunget til at invitere Tabitha med til afslutningsfesten. Ikke noget der helt havde huet ham. For uvilkårligt var hans blik blevet ved med at vandre hen til en lyshåret pige, der sad på den anden side af bordet. Og da borderne var skubbet til side, for at efterlade rum til noget, der åbenbart skulle være et dansegulv, så Corbin sit snit til at gå lidt væk. Tabitha kunne godt klare sig selv. Hendes bror var jo til festen, og hun kendte alle ved bordet.

Et tungt og opgivende suk forlod hans læber, da han vilkårligt rakte ud efter et glas med punch. Det var rart med lidt ro til bare... At stå der og ikke skulle underholde sin partner.

[Esther Haines]

Esther havde danset den første dans med Nicholas og var stadig varm i kroppen ovenpå det. Smilet var stadig på hendes læber, som hun kom over for selv at hente et nyt glas punch at køle sig ned på. Skridtene tabte en smule fart, da hun genkendte den massive skikkelse, men efter deres sidste møde på tomandshånd, vendte hun sig ikke direkte om og gik i den anden retning.

Smilet blev mere modereret, som hun stillede sig ved siden af Corbin og rakte ud efter et glas. Hun klarede halsen lidt. "God aften?"

[Corbinius Yaxley]

Corbin stod og tænkte på alle de mulige måder, hvorpå han kunne slippe fra at gå tilbage til Tabitha, uden at skulle få Nathaniel på nakken dagen efter. For der var garanteret ikke en chance for, at hans forlovede ville lade denne episode gå i glemmebogen.

Derfor så han heller ikke Esther, før hun henvendte sig til ham. Og inden han nåede at få paraderne op og den sædvanlige attitude, havde han svaret hende. "Nej. Jeg forsøger at skjule mig for Tabitha."

[Esther Haines]

Esther var decideret overrasket over, at Corbin rent faktisk svarede hende. Hun havde halvt forventet, at han ville gå direkte tilbage til at være ubehøvlet over det og det var i ren chok over det, at hun kom til at slippe en lille, uventet munter lyd.

"Du gemmer dig ellers ikke så godt," bemærkede hun og kastede et enkelt, diskret elevatorblik over ham. Han var ret massiv. "Er hun ikke din date?"

[Corbinius Yaxley]

Corbins kæbe blev spændt, da Esther tydeligvis morede sig over hans fortalelse, og han fjernede blikket fra hende igen. Han kunne ikke tage ordene i sig. Så ville han bare fremstå som en løgner. Og det var han trods alt ikke, ikke i hans egen optik.

"Date," fnøs han. "Jeg var tvangsindlagt til det," svarede han så.

[Esther Haines]

Esther hældte punchen op i sit glas, mens hendes blik diskret gled over mod ham en enkelt gang mere. "Åh," konstaterede hun og fugtede sine læber. Hun løftede glasset op til sig, men drak ikke af det.

"Det... Er jeg ked af?" sagde hun prøvende. Uden helt at vide om det i det hele taget havde været en god idé at tale til ham. Hun skævede op mod ham. Fuldblodsmagikere havde sådan nogle mærkelige idéer.

[Corbinius Yaxley]

Corbin trak på skuldrene. Når man var fuldblodsmagiker var det ens lod ikke altid at blive gift med en kvinde, som man fandt særlig interessant. Men Tabitha var et barn. Ikke som Esther. Han rømmede sig.

"Tak," mumlede han lavmælt, og håbede egentlig, at hun ikke hørte hende. "Jeg kan ikke se din partner," konstaterede han, og var ganske klar over, at hun havde fulgtes med røvsyge Nicholas Boot.

[Esther Haines]

Esther var mildt forbløffet over hans tenderende høflighed. Det fik hende til at smile ganske let, før de næste ord inspirerede hende til at se sig kort rundt. "Nej..." musede hun og kunne heller ikke selv få øje på ham.

"Jeg ved heller ikke, hvor han blev af. Vi har ellers lige danset," konstaterede hun og tog en tår af sin drink.

[Corbinius Yaxley]

Corbin brummede lavmælt. Han kunne også danse. Han havde fået undervisning i det som barn. Det fik næsten alle ærværdige fuldblodsmagikere, så de ikke gjorde sig til grind på et dansegulv.

"Virkelig?" Han havde ikke set det. Men han havde nok stået med ryggen til i det øjeblik. Han havde forsøgt at danse med Tabitha. Men hun var for lav og spinkel i forhold til hans egen kropsbygning. "Og han trådte dig ikke over tæerne?"

[Esther Haines]

Et ufrivilligt muntert fnys undslap Esthers læber og hun kom til at se op på ham med et muntert, men også mildt irettesættende blik. Fordi hun kom til at glemme, at de jo ikke var venner.

"Selvfølgelig gjorde han ikke det," forsvarede hun Nicholas, mens læberne buede lidt op mod et smil. "Han var ganske gallant."

[Corbinius Yaxley]

Corbin var af den opfattelse, at dem der ikke satte deres eget ophav øverst på sin prioritetsliste, ikke var særlig galante. Men han holdt tand for tunge. Nicholas Boot gik dog i det mindste op i, at fremstå bedst muligt. Selvom han kun var halvblods.

Han anede dog ikke, hvordan han skulle reagere på hendes muntre humør, nu hvor han selv var knap så munter. Det var nærmest uretfærdigt. "Jeg kan ikke anbefale punchen," valgte han i stedet at sige. Vildt random og akavet, følte han sig.

[Esther Haines]

Esther vidste ikke helt, hvad det var der var mellem Corbin og hende. De var ikke venner, men det var som om at de heller ikke helt var fjender længere. Det var nok det, der fik hende til at blive stående. En eller anden form for morbid fascination.

"Jeg har ikke så meget imod den," indrømmede hun og så op på ham. "Men jeg kan også godt lide søde ting."

[Corbinius Yaxley]

Corbin rømmede sig lidt. Det her var sært. Akavet og en hel masse andre ting, som han ikke kunne sætte ord på. Men det var også forbudt. Og den tanke fik ham til at røre lidt uroligt på sig. Hverken Goyle, Tabitha eller Lysandra skulle opdage ham stå her med Esther.

"Jeg er ærlig talt ikke så vild med huller i tænderne," kommenterede han, og kom utilsigtet til at sige noget, der godt kunne minde om en spøg.

[Esther Haines]

En overrasket latter undslap Esther over det, som hun helt klart tolkede som en morsomhed. Hun havde ikke de samme skrupler over at blive set med ham, som han havde. Det var mere en personlig frygt for, at han ville vende på en tallerken når hun mindst ventede det.

"Det tror jeg ikke, at der er mange der er, Corbin," bemærkede hun lavmælt, men med en snert af morskab endnu klar i den lyse stemme.

[Corbinius Yaxley]

Corbin så uforstående på Esther, og havde ikke den fjerneste idé om, hvad det helt præcist var hun lo af. Det var efterhånden ved at gentage sig et par gange.

"Hvad er det, der er så morsomt?" Spurgte han og kløede sig lidt i nakken med sin frie hånd. Han havde da ikke sagt noget morsomt, havde han? "Selvom man heldigvis nu om dage bare kan fjerne dem med en eller anden drik fra Bobbin-apotekerne."