Den sidste dans [P]

[Madeline Allen]

D. 29 Juni 2025

Spændingen havde været intens. Det hele forblev uvirkeligt; til trods for at mange af hendes venner og veninde glædeligt mindede hende om at de endelige var færdige med skoleåret. Nu kunne deres liv skydes i gang. - Mange af dem havde til og med også planlagt fremtiden, om end de var blevet skubbet ind i den af deres forældre, eller havde selv valgt karriere vejen. Madeline var ikke samme sted. Det eneste hun tænkte på var hvor lækkert det ville blive at rejse rundt med en rygsæk på ryggen sammen med Tristan. Hun havde knapt kunne tænke på andet.

Det brune hår var sat op i en hestehale, en af dem hvor det øverste hår var puffet et smule op for at give det mere fylde. Hun bar sit signatur mærke; røde læber. Farven passede til kjolens mønster. Piercingerne hang dog stadig ved; selvom det var blevet bemærket at hun var bedre tjent uden. Da festmåltidet var indtaget og bordene blev rykket ud, trak Madeline Tristan til side.

“Jeg har hørt at man ikke kan få eftersidning eller få fratrukket på point i aften” hviskede hun mod hans ører. - Det var ikke dansen hun hentydet til da blikket spillede og smilet bredte sig over hendes læber.

Til @tristanplainwood

[Deleted]

Det røde og sorte jakkesæt sad perfekt på den unge løves krop. Håret, hvor to hænder igennem de brune lokker havde formået at ordne frisuren, sad også lige i skabet. Men, Tristan havde aldrig kunne bære looket hvis det ikke havde været for Madeline ved hans side; de havde fulgtes arm i arm ind i storsalen, siddet side om side under festmåltaget og derefter gået en smule hver til sig for at snakke med både deres fælles men også egne venner.

Flere gange havde han hørt talen om, at nu var det endelig slut og at folk skulle ud og nyde livet på den ene eller anden måde. Og ligeså mange som der havde planer, ligeså mange anede heller ikke hvad der skulle ske. Tristan havde planer, planer med Madeline og at rejse rundt og så var der andre planer der omhandlede hans familie, men derefter stod det uklart.

Midt i det hele mærkede han hånden om hans arm og til Tristans overraskelse stod Madeline pludselig ved hans side igen. Det skæve smil havde indtaget hans læber og derefter var han gået med hende. Som Madeline gjorde tegn på at hun ville hviske noget, havde han lænet hovedet ned imod hende og ellers lyttet opmærksomt til hendes ord. Smilet blev hurtigt bredere som han samtidigt rettede hovedet op og vendte ansigtet imod hendes. ,,Ja? Hvad har du i tankerne?" Spurgte han dæmpet, også selvom han allerede vidste hvad Madeline snakkede om - han ville bare gerne høre hende sige det højt. Der var jo også temmeligt mange muligheder.

[Madeline Allen]

Scenen var sat, som i en gammel film fra tyverne. Den klassiske musik der fyldte rummet og blandede sig med snak og grin. Madeline følte sig elegant, og særligt godt tilpas som hun fandt sin manglende brik. Alt faldt altid på plads når hun var i nærheden af Tristan, og når han var så tæt på kunne hun ikke nænne at være for længe væk fra ham.

De blå øjne skinnede, som smilehullerne blev synlige. Opmærksomheden blev ved med at ligge på Tristan som hun afventede hans respons. Det var svært for hende ikke at skjule begejstringen ved festlighederne. Næsen gled mod hans hals, og hun plantede et par enkle kys mod hans hud. Til Tristans held så var det en der ikke smittede af. Hvilket Madeline selv syntes var verdens geniale opfindelse. “Jeg vil have du skal rører ved mig” hviskede hun nærmest lydløst. Naturligvis ikke i Storsalen. Men lige så snart Helmut og Hippogrifferne begyndte at sætte gang i festen var der rig mulighed for at de kunne snige sig væk.

[Deleted]

Gemt væk, og så alligevel ikke helt, stod de og hviskede hinanden i ørene som to nyforelskede - eller det lignede det i hvert fald. Hørte man derimod hvad de hviskede om ville man tænke noget helt andet. Næsen som hun lod glide op af halsen og derefter lod læberne glide over bagefter, nød han, og stod det til Tristan fik Madeline samme tur. Dog kunne hun gøre det langt mere diskret end ham og derfor lod han være.

Forsat med det skæve og charmerende smil på læberne, ventede han på Madelines svar. Og som hun afslørede det, så blev han ikke skuffet - det blev han aldrig når det omhandlede hende. På nul komma fem kunne hun få ham i fyr og flamme, og dette var præcis også hvad der skete. Han ville hjertens gerne røre hende og gerne nu, men de måtte hellere vente, i hvert fald til at der kom lidt mere gang i festen og de så kunne finde et lidt mere... passende sted.

Selvom de næsten ikke kunne komme tættere på hinanden, tog han alligevel nogle skridt, hvilket resulterede i at deres kroppe blev presset op imod hinanden. Og med hånden indersiden mod væggen de stod gemt op af, lod han den finde plads på hendes hofte. ,,..Hvad mere?" Hviskede han mod hende og lod langsom hånden glide ned af låret, selvfølgelig ude på kjolen lige nu. Hvad Madeline ønskede skulle hun få, eller, hun kunne i hvert fald få en smagsprøve til at starte med.

[Madeline Allen]

Madeline elskede Tristan, på sin helt egen særlige måde. Hun vidste at han aldrig ville føle den form for kærlighed fra nogen anden. Om hun havde været, sådan rigtig forelsket i ham kunne hun ikke huske, da overgangen til denne kærlighed altid havde eksisteret så længe hun kunne huske. Måske blandede de to følelser sig med hinanden og skabte det stærke bånd de delte til hinanden? Hvis det virkelig hang sådan sammen, ønskede hun at alle skulle opleve det. Hun havde nærmest ondt af dem der ikke ville føle som hun gjorde, netop nu.

Hun tog sig ikke af hvad andre måtte mene, det var jo ingen hemmelighed at de var tætte, men ingen så ud til at skænke forholdet nogen særlig stor tanke, da det var alle andre der blev talt om, end netop de to. Madeline skabte ikke opmærksomhed omkring sin person med vilje. Det hørte folk med lavt selvværd til.

Madeline var glad for at de kunne dele øjeblikket sammen. De startede sammen, og sluttede sammen. Nu stod de her, tæt omslynget med luften fuld af endorfiner. Det var svært at få de usynlige arme ned. Selvom hun sagtens kunne have valgt at være åbenlys upassende så virkede det ikke som en idiotsikker plan. Hun var ikke dum, og hele meningen med at snige sig lidt væk, havde jo netop været så det endelig kunne nyde festen til fulde.

Et henført suk forlod de røde læber som deres kroppe blev presset mod hinanden, så meget at der ikke herskede noget luft mellem dem. Den ene hånd var placeret mod hans liv, for den anden hvilede mod hans nakke. Hovedet blev lagt en smule tilbage. “.. Du skal kysse mig” Det var måske ikke helt dét hun havde i tankerne, men hun trak den så længe det overhovedet var muligt. “Du skal kræve mig”

[Deleted]

Fanget i situationen, eller, måske mere i sit rette element, ignorerede Tristan de blikke der muligvis havnede på dem - ja, folk vidste at de var tætte, men ingen anende hvor tætte. De begge havde et ry, så i sidste ende undrede det vel ikke folk at netop de to havde lange pilfingre.

Madelines krop tæt imod hans var som altid ubeskrivelig og det føltes altid som om at han blev hel og fuldført så snart hun trådte ind i samme rum. De havde været sammen fra dag et af, hvilken nu passede perfekt da de ville slutte den sidste dag af sammen; de var ikke længere små børn men ungvoksne der skulle til at erobre verden - og endda sammen.

Hun krævede kys; hun krævede, at han skulle kræve hende. Det var intet problem. Hånden gled længere ned og til sidst, da kjolen stoppede og den bare og sårbare hud på hendes ben kom i kontakt med hans håndflade, lod han hånden glid op igen, dog denne gang inde under kjolen. Men inden at det blev alt for risikabelt stoppede han sig selv og trak både hånden og sig selv en smule væk fra Madeline.
,,Skal vi få noget frisk luft?" Spurgte han og tilbød samtidigt Madeline armen, som den gentleman han en sjælden gang kunne opføre sig som. Der herskede ingen tvivl; han ville have Madeline, mærke hendes krop mod hans, bore hans læber mod hendes hals og fylde hende ud og få hende til at skrige af nydelse som hun så mange gange havde gjort før.

[Madeline Allen]

Madeline havde mere eller mindre altid været ligeglad med andres meninger om hende. Normalt var hun dog ikke kendt som hende der åbenlyst gjorde dumme ting. Hun bar selvsikkerheden som en kappe, og var ikke bange af sig. Intet kunne få hende ned med nakken. - Hun var i hvert fald selv at den overbevisning. Men at se de to sammen, ville overhovedet ikke komme som nogen overraskelse.

Det var næsten altid et spil mellem dem, og legen var først rigtig god når der var spænding involveret. Når man var tvunget til at være stille, forblive i kysset en allersidste gang. Læberne blev skilt ad, da den behagelige følelse af Tristans hånd der bevægede sig ind på velkendt territorium. Et enkelt gys sprang frem, da han fortsatte op under kjolen. Et drilsk smil dukkede så frem, og det var tydeligt at se at hun nød det.
“Nu driller du.” hviskede hun og kunne ikke lade være med at trykke sig tættere på Tristan så han lige akkurat nået at føle lidt mere, før han trak sig væk.

“Ja” sukkede hun. “Her blev pludseligt også så varmt” lo hun mildt. Hun tog imod den fremstrakte arm med et smil og lod Tristan eskortere hende ud i den behagelige sommerluft.

[Deleted]

Legen, kampen eller den såkaldt dans som foregik imellem dem var konstant - de hvilede aldrig, selv ikke engang når de ikke befandt sig i samme rum. Blikke kunne gøre meget, men sommetider så var det også som om at selv den simpleste duft spillede sit puf med Tristans sind når det omhandlede Madeline.

Tristan elskede at drille og gjorde det gerne på de værst tænkelige tidspunkter. Han var fan af at bruge feje kneb, og det vidste hun. Han var dog knap så fan af selv at blive udsat for det, men det handlede også meget om hvem der gjorde det og i dette tilfælde indrømmede han glædeligt at han elskede når Madeline gjorde det. De skulle ud af den storsal og det var nu.

Hun tog hans arm og med et sit skæve og altid charmerende smil tog han det første skridt hen imod de store døre som ville føre dem ud af storsalen. Hvor skulle de dog vandre hen og afslutte deres allersidste tid sammen på Hogwarts? De passerede mængden og inden længde nåede de forbi dørene og havnede ude på gangen. Trods lysten måtte Tristan holde sig tilbage - der var stadigvæk alt for mange på gangen til at han bare kunne skubbe Madeline mod den nærmest væg og løfte hende op af den.

[Madeline Allen]

Madeline kunne ikke lade være. Når ikke hun kunne være omkring ham hele tiden, hjalp det at drille ham. Pirre ham så han blev helt vanvittig. De måtte jo på en eller anden måde minde hinanden om hvem de var, og hvor de var. Hvem havde den nuværende kontrol? Det var svært at sige på nuværende tidspunkt. Begge fik point i legen. Måske stod de altid lige? Det var underligt når man tænkte over det, hvor lidt påvirket de blev af hinandens sengepartnere, og hvor de aldrig rigtig havde været træt af hinanden. Det var nok også en del af spillet og søge andre steder hen for natten.

Spillet blev ikke spillet rigtigt, hvis ikke feje kneb blev brugt, og det ville blot sænke spændingen. Ingen af dem havde i sinde at tabe, og det kunne også være en del af den drivkraft der holdte det kørende. Man skulle altid finde en måde at skubbe den anden, ud over kanten. Hun gav slip på Tristans hånd lige så snart de kom ud, og lod ham bære hende på ryggen det sidste stykke. Hun lo fornøjet.

Hun roede ham i håret og pressede læberne mod hans nakke. “Skynd dig lidt” hviskede hun og bed ned i hans øreflip.

[Deleted]

Ugeneret og upåvirket lod Tristan Madeline komme op på ryggen af ham. Med armene om hendes ben holde han hende oppe og havde heller ikke i sinde at slippe før de fandt stedet de nu endt ledte efter. Han var fan af det spontane, ligeså meget som Madeline var. Og så lige så meget var han en stor til hænger af, at bryde reglerne og leve livet en smule farligt.

Den hviskende stemme som derefter blev efterfulgt af et bid i øreflippen fik hårene til at rejse sig på nul komma fem. Det kildede, hvis ikke sitrede i hele kroppen - helt ud i finger- og ned i tåspidserne. Suget i maven blev kun større som han tog skridt for skridt og kom længere væk fra storsalen og menneskemængden. Målrettet var Tristan gået imod trappen som kunne føre dem til første sal, men på sin vej havde han ombestemt sig og drejet ind af den første lille gang der havde mødt dem på deres vej.

Armene slap grebet så Madeline kunne glide ned og der gik ikke mere end 2 sekunder før Tristan fik vendt sig om og stod og pressede hans krop imod hendes og Madeline ind imod væggen bag hende. Han indåndede den søde duft samtidigt som læberne blev presset imod den sårbare hud mod hendes hals. Hænderne hvilede ikke et sekund og fandt også lynhurtigt frem til og på hendes krop. Kjolen gjorde, at det ville blive nemt at komme til.

Efter nogle minutters både ivrige og bløde kærtegn gled hænderne om bag på hendes bagdel og derefter blev hun løftet op og deres kroppe kom langt tættere på hinanden end det burde være lovligt. Der var ikke længe tilbage.

[Madeline Allen]

Madeline lo og hujede som var Tristan en rigtig hest som hun skulle have i mål, eller bare ville få ham til at ride hurtigere. Hun holdte godt fast rundt om Tristan som han fortsatte sin gang mod trapperne. Det var generelt bare dejligt at komme lidt væk fra menneskemængden så de rigtigt kunne være alene og nyde deres sidste aften som skoleelever. Madeline havde aldrig været en regelrytter, men hun vidste dog hvornår man skulle teste skæbnen, og hvornår man skulle gemme eventyret til en anden god gang. I aften handlede det om det sidste.

Madeline blev ved med de små kys som turen fortsatte. Det var ikke længe efter at de havde taget et par trin, at Tristan drejede om på hælen og tog en smutvej ned af en lille gang. Ganske hurtigt, og uden at Madeline kunne nå at reagere mærkede hun hans arme omkring hende, og muren der stødte mod hendes ryg. Hun lo dæmpet og kiggede op på ham med par skinnende blå øjne. Et lavt suk forlod hende som han trådte tættere på, og kun ved hjælp af feje kneb kunne undslippe.

Madeline gemte hovedet mod Tristans hals og bed drillende ned i den tynde hud, som var hun en af nattens børn ude efter bytte. De skulle være hurtige og stille.

//Blackout

[Deleted]

Det skulle gå hurtigt, og så skulle de også være stille, to ting som Tristan ikke ligefrem var fan af - men der var desværre øjeblikke hvor det var en nødvendighed.
Som Madeline blev løftet op og gjorde det muligt for Tristan at komme til, fangede han først hendes trussekant under kjolen og trak derefter trusserne helt af og formåede derefter at åbne sine egne bukser og trukket sine underdrenge ned. Og uden tøven forenede han dem derefter.

//Blackout

Et suk blev presset imod Madelines skulder som de begge nåede klimaks. Det var gået hurtigt, men det havde hverken lykkedes Tristan eller Madeline at være helt lydløse. Han lod Madeline ramme jorden igen og diskret blev underdrengene hevet op og bukserne knappet i igen. ,,Sikke noget af en afslutningsfest, hva?" Spurgte han med et drillende smil og bukkede sig derefter ned og samlede hendes underdel op. Skulle han beholde den? Proppe den ned i jakkelommen som en ekstra souvenir? Kendte man ham ordentligt, hvilket Madeline jo gjorde, så vidste man udemærket godt hvilke tanker der strejfede igennem hans hoved på nuværende tidspunkt.

[Madeline Allen]

Madeline havde intet problem med den hurtige seance. De to unge mennesker var vant til at tilpasse sig deres omgivelser, og der var også et eller andet udfordrende ved ikke at have så lang tid; hele placeringen ned af den lille gang opbyggede lysten et godt stykke.

Hendes vejrtrækning var tung og hæs. Hjertet bag brystet galoperede afsted som havde hun lige afsluttet et maraton. Hun sukkede svagt mod hans læber og kyssede ham en sidste gang før hun lod fødderne dumpe med stengulvet. "Det var helt perfekt" Det havde været hele ventetiden værd, selvom man ikke skulle tro det om hende.

Et bryn skød op som hun så ham stå med sine røde blonde trusser. Hun tog den ud af hans hånd og stoppede dem ned i hans brystlomme. "Så kan du tænke på mig når du taler med de andre piger" kom det fra Madeline i en rolig og ganske forførende stemme.