Uskylden selv

[Caleb Evans]

Det var svært, sådan at koncentrere sig om sine lektier, når man aller helst bare ville være uden for i sneen. Caleb sad i den sædvanlige skoleuniform, selvom skjorten var uden for bukserne og slipset sad løst. Ved sin side ,havde han en af de andre fra Hufflepuff, også sjette årgang, som allerede havde givet op. 
Nogle krøllet notater lå og rodet på bordet, og tryllestaven skreg for at få lov at blive brugt.Om det var indbilding eller ej, så føltes det, som om den sitrede i hans lomme, hvilket var umuligt at modstå. 
Et par Gryffindor piger, sad ved et bord længere væk og virkede mere engageret i deres arbejde. Cale, genkendte dem alle, og lagde specielt mærke til Roxanne... Hvem gjorde ikke det, hun var jo en Weasley? 
Trangen til ulykker var for svært, og lige så stillede, listede staven sig op og svang en lille fortryllelse, der fik de små papirskugler til at blive våde, hvorefter de blev sendt i retningen af pigernes baghovedet. 
Smilet var nok ikke så godt skjult, men tryllestaven, var hurtigt tilbage i lommen. 

Roxanne Weasley

[Roxanne Weasley]

Roxanne var lige midt i et meget vigtig projektarbejde med nogle af sine veninder fra kollegiet. De skule skrive om at transferere sig og om de ting man skulle være bevidst om når man udførte besværgelsen. Det var utrolig vigtigt at de lavede en god opgave, for det var ikke nem magi.

Roxanne fik et chok da noget vådt og hårdt ramte hendes hår. Hun sukkede frustreret og så sig omkring i biblioteket, mens hendes øjne kneb sig sammen.
En af pigerne fra den anden ende af bordet fik øjenkontakt med hende og pegede på Caleb Evans. Det var selvfølgelig ikke nogen overraskelse.
Roxanne kiggede på ham, men himlede blot med øjnene og rystede på hovedet, inden hun vendte sig om og forsøgte at arbejde videre.

[Caleb Evans]

Caleb sad unaturligt stille, da pigerne kiggede i hans retning. Hans så nok ret skyldig ud, eller måske var det bare fordi, det ikke ville komme bag på nogen at knægten lavede narestreger.
Som de begyndte at arbejde igen, kiggede de to drenge et øjeblik på hinandnen, før noget pergament blev krøllet sammen lydløst. (Omend et opmærksomt øre ville opfange lyden) og samme fortryllelse som før blev kastet på det, og sendt i mod pigerne.
Da det ramte, flækkede drengene af grin, og alle i biblioteket så deres vej.
Selv biblotikaren kom susende deres vej, for at tysse dem ned.
Deres latter var dog ikke et til at stoppe og selv et dræber blik, kunne ikke stoppe de tos grineanfald.

[Roxanne Weasley]

Da Roxanne så endnu en papirskugle lande på bordet foran hende, rynkede hun øjenbrynene sammen i vrede og vendte sig om med det samme. Hendes handling blev dog stoppet af bibliotikaren, som tyssede på drengene.
Frustreret gik hun over til Caleb og knyttede hænderne. Det var et stort spørgsmål hvordan han havde formået at blive vejleder.
"Tror du at du kan lade være med at være irriterende bare et øjeblik?" Spurgte hun afdæmpet, for ikke at forstyrre de andre elever, selvom de allerede stirrede på optrinnet.

[Caleb Evans]

Det gjorde kun situationen sjovere at bibliotikaren også tyssede på pigerne. Caleb holdte sig for munden, men hele kroppen afspejlede hans latter, gennem små hop.
Selv uden Legilimensi, ville enhver kunne se at Roxanne var irriteret. Hun prøvede vidst at skjule det, men andet ville også være mærkeligt.
Da hun kom hen til bordet, med sin lavmælde efterspørgsel, kom et glimt i øjet hos grævlingen, og selvom han så meget - eller prøvede på at se uskyldig ud, så havde blikket skiftet til noget der var mere flabet, for nogen endda en smule charmerne.
"I så så koncentreret ud, at man skulle tro i var en samling Ravenclaws. Lidt sjov i ny og næ kunne alle vel trænge til" Et hvidt tandsæt viste sig i et skævt smil. Et der tit blev brugt for at komme ud af ballade.
"Man kan jo godt have det sjovt uden for Quidditch banen også" tilføjede han, hele tiden hviskende. Nok fulgte Caleb kun med hvis det omhandlede hans egen hus, men han vidste da at Roxanne var en del af Gryffindors hold.

[Roxanne Weasley]

Calebs bemærkninger gjorde ikke Roxanne mindre vred. Han syntes åbenbart han var morsom, men det gjorde hun ikke. Samtidig, var hun meget bevidst om at hun var på biblioteket. Et sted hvor hun ikke kunne give sig til at råbe af folk.
"Og du ser så dum ud at du næsten ligner en.. Hmm.. Hufflepuff!" Sagde hun og slog ud med armene.
"Hvad med at være lidt mere Huffelpuff og tænk lidt mere over at der er andre mennesker i verden og andet end sjov og ballade? Nånej. Ej det kan du jo ikke." Sagde hun og himlede med øjnene, mens hun slog hånden mod hovedet.

[Caleb Evans]

Der blev gjort klar til en mindre skideballe, men at blive kaldt en Hufflepuff, selv hvis det var ment som en dårlig ting, så var det jo bare fakta. "Virkelig kreativt" mumlede han med et lille smil, men lyttede så videre til hvad hun sagde.
Nok modsagde løven sig selv lige nu, men beskeden blev dog fanget. Ikke noget Caleb tog tungt, men hovedet blev alligevel lagt på skrå og han så en smule uskyldigt op på hende, siden han stadig sad ned. "Du har faktisk nogle flotte øjne frøkken Weasley" sagde han så smøret, og lænede hovedet mod sin hånd. Nogle piger havde svært ved at være sure, når man gav dem komplimenter, om det virkede på Roxanne, var ikke til at vide, men det var ikke alle der var lige gode til at modstå Hufflepuff charmen.

[Roxanne Weasley]

Roxanne var ikke en af de piger, der blev mindre vred på grund af komplimenter. Faktisk det stik modsatte. Hun blev så irriteret at hun knyttede sine næver og havde lyst til at kaste en besværgelse efter ham, men det gjorde hun ikke, for hun ville ikke få problemer med bibliotekaren.
"Og du har for mange tomme ord i din mund." Sagde hun, inden hun fnøs, drejede om på hælen og gik tilbage til sit bord. Hun pakkede derefter sine ting sammen og gik sammen med sine veninder mod udgangen af biblioteket. De måtte jo gå et andet sted hen, hvis der var fyldt af idioter her.

[Caleb Evans]

Tricket virkede faktisk ret godt, for hele ideen med at være charmende var jo at slippe for skæld ud. Der blev sendt endnu et smil til Roxanne, som hun kom med sine ord, men Caleb blev blot siddende og så ryggen af gruppen forlade biblioteket.

//out