Delte meninger

[Melanie Burton]

William Knight

Det var stadig tidligt på aftenen, men Melanie havde besluttet sig for at sætte sig i læsesalen, hvor der heldigvis ingen mennesker var. Det var nemmere at være der. Alle pigerne gik hele tiden og snakkede om den kommende fest og hvem de skulle følges med. De blev ved med at spørge ind til hvem hun skulle gå med og det blev efterhånden svært at forklare hvorfor hun ingen partner havde. Derfor havde hun gemt sig i læsesalen, bag en høj stak af bøger. Hun forsøgte at studere, men det eneste hun kunne tænke på var hvad hun skulle gøre. Talbot kunne ikke følges med hende, men skulle hun så kommer alene? Hun var aldrig nogensinde kommet til sådan en slags fest alene og hun havde ikke tænkt sig at begynde nu.

[William Knight]

Lidt provokativt fløjtede den sekstenårige Gryffindorelev en tåbelig, gammel jingle fra en muggler-reklame, som åbenbart havde snoet sig ind i hans hjerne, på trods af hans fuldblodsopvækst. Men når der intet øje var i nærheden, og intet dømmende øre, hvorfor skulle han så ikke benytte lejligheden til at trodse områdets eneste regel om stilhed. Det var vel den barnligt trodsige natur der slog igennem hér, men i en periode hvor alle var mere besatte af eksamenerne end af hinanden, var det en af de små glæder Liam havde i sit liv.
Well, indtil han opdagede at han ikke var alene. Skjult bag en stak bøger var ingen andre end Melanie. Den tøs havde en særlig virkning på ham for tiden. Jovist, havde han forsøgt at skubbe tankerne om hende ud af hovedet, ved at vende tilbage til sin gamle friends-with-benefits; men den pokkers brunette, havde vandret ind i hans sind på selv de mest upassende tidspunkter. Når man ikke kunne få det, ville man have det mere -right?
"Er du igang med at bygge et tårn op mod loftet, Mel?" Sagde han, som han var kommet tættere på. Han satte en enkelt finger mod en af de øverste bøger i stakken, som et drilsk bud på at skubbe dem over kurs, "Eller forsøger du at skjule dig for nogen, der vil dømme dig for dit stræberi?"

[Melanie Burton]

Melanie så flygtigt op, da hun hørte nogen fløjt en melodi som hun vidste var fra en reklame. Den var så velkendt, at hun blev irriteret fordi den nu ville sidde fast i hendes hoved - og det var jo meningen hun skulle studere. Det gjorde det ikke meget bedre at det var selveste Liam, der dukkede op bag bøgerne, som hun ellers havde forsøgt at gemme sig bagved. Hun sukkede lettere irriteret over hans bemærkning og himlede med øjnene, mens hun lukkede sin bog sammen.
"Kan du huske da du sagde jeg skulle fokusere på mine eksamener?" Bemærkede hun tørt.
"Jeg prøver faktisk du ved, men hvis du gerne vil modarbejde mig skal du da være velkommen." Pointerede hun og smilede skævt til ham.

[William Knight]

En intentionel, falsk undren blev smidt over hans ansigt, ved hendes ord. Som forsøgte han virkelig at ransage sin hukommelse for at finde ud af om han virkelig havde givet hende dé rådgivende ord.
"Hvis jeg har sagt det, må du have fanget mig i et af mine mest rationelle øjeblikke til dato," En lidt melodisk latter blev slynget ud i luften, som han tog plads, ikke ved bordet, men derimod på det. Nysgerrigt fangede han et par af bøgerne i stakken med sine hænder, som han straks gav sig til at undersøge lidt rastløst.

"Modarbejde?" Han sendte hende et semi-uskyldigt forsøg på et smil, trods det nok forekom mere kækt, "Er det ikke sundt, at tage en lille pause mellem studierne, så man ikke begynder at læse den samme sætning om og om igen?" Det drillende humør havde vel stået på det meste af dagen. Well... For tiden var han vist blot lidt af en hormonbombe.

[Melanie Burton]

Melanie løftede sine øjenbryn over hans ord og sendte ham et skeptisk blik. Hun var ikke sikker på hun ville høre om hvad han nu havde fundet på. Det var sikkert blot endnu en ung pige, som troede hun havde forelsket sig i ham.
"Pauser er sunde, men jeg er sikker på at du leder mig i fordærv." Sagde hun og betragtede den bog, han havde taget op. Hun var en smule forsigtig med sine bøger, på trods af hun havde råd til alle dem hun kunne ønske sig.
"Men det kan være du er kommet for at bevise hvor pragteksemplarisk du har opført dig siden sidst." Melanie forsøgte at smile og lade som om hun ikke rigtig var interesseret, men det var svært når hun inderst var ved at gå i spåner ved tanken om hvis han havde været sammen med en.

[William Knight]

Eftersom han bemærkede hendes øjne hvile på bogen han holdt i sine hænder, og strøg lidt undersøgende over kanterne, som følte han hvert lille bump eller ridse der måtte være i indbindingen, besluttede han sig for at lægge den trygt tilbage i stakken.
"Fordærv? Du har sørme ikke megen tillid til mig," Kom det fra ham med et lille humoristisk fnys. Sandheden var jo, at han tydeligvis hellere-end-gerne ville lede Melanie i fordærv. Var der overhovedet noget han hellere ville for tiden?

"Har du da hørt noget..?" Spurgte han en anelse for hurtigt; frem for at tænke over, hvad det mistænkelige toneleje måtte insinuere. Det var sandt, at Liam var blevet taget i næsten at have sex med Kala, en af hans nærmeste venner og occational 'hygge-makker', af Professor Longbottom. Trods visse rygter måske havde måtte være blevet floreret, var det helt sikkert, at ingen vidste, at Liam havde opsøgt Kala for at glemme alt om en hvis Melanie Burton, og at han faktisk havde været lettet over at blive opdaget, før der skete mere: Et faktum, han selv forsøgte at afvise.
"Jeg har faktisk været meget eksemplarisk."

[Melanie Burton]

Melanie havde ikke meget tillid til ham nej, det var jo hele problemet for så vidt. Hun stolede simpelthen ikke på at alle hana flotte ord om at han var igang med at ændre sig holdt vand. Efter hendes erfaring ændrede drenge sig sjældent, men det var blevet sværere at huske på i forhold til Liam fordi hun så ham som sin ven.
"Nej?" Sagde hun og så lettere overvejende på ham, mens hun gik igang med at pakke resten af sine ting sammen. Hun ville tydeligvis ikke komme til at studere mere i aften.
"Eksemplarisk? Virkelig? For det lyder som om jeg burde have hørt noget?" Sagde hun og lagde hovedet let på skrå med et skeptisk blik. Det frustrerede hende at hendes hjerte bankede hurtigere.

[William Knight]

Selvfølgelig fortrød han sit forhastede svar. Faktisk, bandede han ganske højt indvendigt, da Melanie, lidt spørgende, benægtede at have hørt et pip. Med det samme, gik hjernen selvfølgelig på højtryk, som han forsøgte at stykke et par semi-acceptable svar på banen. Ganske vist kunne han bare sige sandheden, men en del af ham, efter deres sidste møde, så stadig en mulighed for at vinde hende over på sin side. For... Måske var den bedste kur til at komme over Melanie, at komme 'under' hende, så han kunne få sat lidt handling på sine latterlige fantasier.

"Okay, udover en enkelt eftersidning, har jeg altså været eksemplarisk," Argumenterede han, som han blottede den øverste tandrække en smule, i et mildt smil. Det var vel sandheden, trods han, af gode grunde, ikke nævnte grunden til eftersidningen, "Sværger." Liam Knight var verdens dårligste løgner, så det var godt, at han nu kunne have et sandfærdigt udtryk i blikket.

[Melanie Burton]

Det var svært at være nysgerrig når hun hellere ville fremstå som om hun var ligeglad med hvad han lavede. Spørgsmålet om hvorfor han havde været til eftersidning brændte på hendes læber. Alligevel stillede hun ham det ikke, hun ville ikke give ham det forkerte indtryk.
"Så er alt ved det gamle." Sagde hun smilende og gik derefter igang med at sortere bøgerne mellem sine egne og bibliotekets så hun kunne sætte dem hun skulle levere tilbagr over i vognen.

[William Knight]

"Ja..." Lød det fra ham, med et lidt henslængt suk. I det næste sekund følte han sig tabt for ord: En sjældenhed når det galt hans samtaler med Melanie, nu da han tænkte over. Stilheden mellem dem havde førhen været langt mere fredfyldt end den var nu. Var han for påtrængende? Well... Dét at han havde sat sig direkte på bordet, midt i hendes studier, svarede vist på spørgsmålet. Én ting han dog ikke kunne besvare var hvorfor han, i stilheden, begyndte at føle sig direkte akavet til mode. Som var han nervøs over noget, han ikke kunne sætte en finger på. Men siden hvornår var han den nervøse type?

"Hvordan går det med dig?" Spurgte han snart, for at bryde stilheden. Trods læsesalen var ment til netop det 'stille' formål, nød han virkelig at bryde den atmosfære, "Du virkede temmelig forvirret sidst vi snakkede. Er det begyndt at falde på plads?"

[Melanie Burton]

Melanie følte sig også tabt for ord, men hun var tilgengæld ikke nervøs. I stedet var hun irriteret, men ikke rigtig på Liam, nærmere på alle på hele skolen. Hun var i det hele taget bare frustreret og magtede ikke rigtig at tale med nogen, slet ikke Liam, når han var i det der humør.
"Nej, det er kun blevet værre nu alle har fundet på at man skal følges med nogen til festen. Hvem har nogensinde fundet på sådan noget? Det er super dumt. Talbot kommer selvfølgelig ikke til at spørge mig så derfor bliver jeg nødt til at gå afsted alene, som en eller anden upopulær pige." Hun fnøs og bankede en af bøgerne lidt for hårdt i biblioteksbunken.

[William Knight]

Hovedet var tippet lidt ungdommeligt på skrå allerede før Melanie besluttede sig for at smække en af bøgerne ned mod de andre i bunken, med et stort bump. Det unge kvindemenneske, havde virkelig en torn i siden på afslutningsfesten. Ja, og velnok på Talbot - hvilket i det mindste var et godt tegn for Liam. Nok var han nok lidt mere hooket på den legesyge, lattermilde Melanie Burton, men, nu hvor hendes ord strømmede rundt i en bølge, og hendes frustrationer skinnede igennem hvér betoning, følte han sig blot mere nysgerrig på hende.

"Upopulær ligefrem?" Han kløede sig lidt i nakken, "Wauw... Nu begynder jeg jo næsten at betvivle min egen beslutning om at gå til festen alene." Han så på hende, og diskede op med et lidt tragisk-komisk smil, "Siger du at der så kommer til at stå 'loser' i panden på os begge?"

[Melanie Burton]

Melanie så lettere forbløffet ud, da han fortalte at han ville gå til festen alene. Det forstod hun slet ikke, hun vidste godt at han var den største selvudnævnte don juan på skolen, men lige netop derfor burde han da også finde en dum tøs.
"Måske på dig, jeg har ikke tænkt mig at se 'loser' agtig ud til festen. Hvis ikke Talbot vil følges med mig, så skal han tilgengæld få lov til at lide fordi han ikke kan røre mig." Sagde hun og løftede endnu en bog over i den ene stabel.
"Jeg har allerede bestilt min kjole og den bliver smuk som en drøm." Sagde hun og satte næsen i sky.

[William Knight]

Som hun talte, betragtede han hende tavst. Fuck, hvor ville han hellere end gerne være med til at gøre Talbot jaloux. Faktisk... Hvorfor gav tanken om at Talbot rørte hende, ham dén effekt? Måske kunne han vel ikke slippe udenom, at han stadig mærkede efterfølgerne af dén afvisning hun havde stukket i hænderne på ham. Ved deres sidste møde, var han, uheldigvis, begyndt at tro at han havde en chance.

"Hvis du vil gøre ham mere jaloux...-" Liam fortrød allerede sin sætning en smule, som han begyndte at lade den glide ud over læberne. Det var som om hans tunge ytrede ord, før han nåede at stoppe den. I det mindste ownede han det, ved at lade et mildt smil folde sig om sine læber, som han strøg en ridse i bordets træ, "I don't know - Vi kunne følges som venner?" Han sendte hende et blidt, men lidt opfordrende smil.

[Melanie Burton]

Melanie var slet ikke klar over de tanker hun havde sat igang hos Liam og hvad det ville ende ud med. Hun havde måske følt sig tryg nok til at sænke paraderne, men måske havde det været en fejl. Hun stoppede brat op i en bevægelse, da han begyndte at tale om jalousi og hun stirrede lettere nervøst på ham. Det var egentlig ganske uskyldigt det han foreslog, men hun kunne ikke acceptere det.
"Jeg ville ønske jeg kunne sige ja, men du er den eneste jeg ikke kan følges med uden at Talbot rent faktisk bliver ked af det og det ønsker jeg ikke." Sagde hun, denne gang mere ærligt.
"Han har så lidt tillid til folk, at jeg tror det ville være uopretteligt, men hvis du vil kan vi tage en dans." Sagde hun og smilede skævt. Det var da det mindste hun kunne gøre, nu hun så blankt havde afvist ham.