Balancegang [S]

[William Knight]

Kala Patil-Fawley
Tidlig aften
April

Solen stod stadig højt på himlen, og badede Quidditchbanen i et behageligt, lidt rødglødet lys. Slytherin's quidditch-hold dominerede dog omgivelserne, som de var ifærd med at afslutte en god omgang aftentræning. De fløj rundt over det utroligt grønne græs; kastede et par bolde mellem sig, og både heppede og råbte formaninger efter hinanden.
En mørkhåret, sekstenårig fyr, havde fundet sin vej hen til Quidditchbanen, med ét mål i sigte. Og det var ikke et af de tre runde mål, der var i hver sin ende af banen. Tværtimod omhandlede det pigen der bevogtede dem. Netop som han trådte ind på banens græs, blev han stående i porten, og lænede sin skulder en smule ind mod denne, mens han observerede de trænene elever. Han løftede hånden en smule, da han følte at Kala's ansigt drejede sig en smule i hans retning. Heldigvis gik der ikke længe før holdet afsluttede deres træning, og plantede fødderne på græsset, for at gå mod porten:
"Pokalen bliver jeres i år, hvis I bliver ved med al den træning," Sagde han til Kala, med et varmt udtryk i øjnene, "Bare rolig... Jeg er ikke en Gryffindor-spion. I så fald ville jeg være den værste af slagsen."

[Kala Patil-Fawley]

Endnu engang greb Kala tromleren med sikre hænder og kastede den så tilbage til Corbin. De var blevet fuldkommen tværet ud af Hufflepuff, mindede hun sig selv om, da musklerne i hendes arme begyndte at brokke sig lidt.

Solen stod væsentligt lavere på himlen, da hun igen havde jord direkte under fødderne og efter et par udvekslede kommentarer med holdet bevægede hun sig direkte mod Liam. Et dovent smil lå allerede om hendes læber.

"Du ville også meget hurtigt være den værst tilredte, hvis du var," konstaterede hun med et skævt smil og nikkede lidt i retningen af nogle af de mere tætpakkede fyre på holdet. "Hvad så? - Undskyld, jeg er svedig." Hun trykkede sig ind til et kram.

[William Knight]

Tænderne blottede han i et selvtilfredst og kendetegnende smil ved Kala's udfordrende kommentar. Han tvivlede vel ikke på hendes ord. En bunke slanger, mod en enkelt dumdristig løve, ville kun have ét tragisk udfald.

Han lagde armene omkring hende i et hurtigt kram, og trodsede den eventuelle svedighed hun nævnte. Det skulle jo ikke være første gang dén havde indtrådt mellem dem. Som han brød krammet, lænede han igen ryggen lidt ind mod porten bag sig. Et varmt udtryk begravede sig i de mørke øjne.
"Jeg havde lyst til at se dig," Sagde han lidt henkastet, som han trak på skuldrene, "Det er lang tid siden, vi bare har hængt lidt ud."

[Kala Patil-Fawley]

Kala lagde fingrene om det magiske hårband, der straks bandt sig selv op og foldede sig sammen i hendes hånd, så det mørke hår faldt ned om hendes skuldre. Hun trak en stor lok bag øret.

"Ja, alt for lang tid siden," svarede hun med et skævt, indforstået smil og kastede et flygtigt blik tilbage mod holdkammeraterne. "Men du ved.. Quidditch." De sidste uger var det alt, der havde været plads til i hendes liv.

"Jeg skynder mig lige ind og klæder om. Er du her, når jeg kommer tilbage?" Slangen ventede ikke på svar, før hun blinkede til ham og drejede om på hælen. Så satte hun i løb og indhentede de andre, før hun forsvandt ind i omklædningsrummet.

Der gik ikke lang tid, før hun dukkede op igen. Håret var vådt nu og målmandsuniformen skiftet ud med et par shorts og en stribet t-shirt. "Så!"

[William Knight]

"Så, jeg må ikke komme med ind?" Tilføjede han med et kækt blink, som hun nævnte omklædningen. Deres venskab var vel et besynderligt ét af slagsen, men han nød at vandre ind over grænsen i ny og næ, netop fordi... Ja, fordi grænsen måske ikke var så konkret mellem dem, "Jeg venter." Sagde han dog endelig, før hun forsvandt i et stykke tid - altimens han lod nakken glide lidt tilbage, og betragtede himlen.

Så snart hun vendte tilbage, gled hans blik kortvarig, og tilfredst, over hendes krop. Så åbenlyst som han kunne præstere. Sandheden var, at han virkelig ønskede at Kala, med hendes skønhed og fantastiske væsen, skulle distrahere hans tanker væk fra en anden tøs, som hun havde gjort så mange andre gange før. For måske ville dét bekræfte, at hans interesse i Melanie Burton ikke var andet end blot en normal fascination. En fascination der kunne opløses af en anden kvindes selskab.
"Kom," Han sendte hende et varmt smil, før han nikkede mod den nu tomme Quidditch-bane. Græsplanen hér var et godt sted at catche up. Især fordi der var så frit fra elever lige nu, "Så... Går det godt med dig?" Han dumpede ned i græsset, og klappede ved sin side, som tegn til at hun skulle slå sig ned.

[Kala Patil-Fawley]

Liam lagde ikke skjul på sit blik over hendes krop og Kala lagde derfor heller ikke skjul på sin tilfredshed over det. Inderst inde vidste hun jo godt, at hun var køn, men et blik fra en flot fyr hjalp bestemt på at minde hende om det.

Græsset var varmt af eftermiddagssolen, da de dumpede ned i det. "Det går fint. Ben har været ulidelig de sidste par uger, men det er jo heller ikke som sådan gået skide godt." Hun trak på skuldrene.

"Hvad med dig? Jeg føler, det er evigheder siden, vi har snakket?" Hendes hånd strejfede hans arm i et blidt klem, før hun satte den i græsset igen.

[William Knight]

Han lagde sig halvt ned; støttende på sine albuer, så han kunne læne nakken lidt tilbage. Den ene mundvige trak sig op, som i ledsag af en usynlig snor, og fik et skævt smil til at trone sig over læberne.
"Han prøver vel bare at presse jer, til at gøre jeres bedste?" Foreslog han. Ben, var lidt af en mundfuld, men var, samtidig, en af hans bedste venner. Ja, hvad end han så begyndte at føle, at de måske var ved at vokse fra hinanden. En god ting - hvis man spurgte mange af hans andre venner.

"Vi har vel begge blot haft meget kørende," Tilstod han, som han hev en lille mængde græs op af jorden. Han smilede, "Det er dog godt at se dit kønne ansigt, Kala..." Han blinkede lidt kækt til hende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnøs muntert og trak op i t-shirten, så et stort, mørkt mærke blev blotlagt. Et lille kys fra en smasher. "Ja, og vi har alle mærkerne til at dokumentere, hvor gerne han vil det," grinede hun og lod stoffet falde ned over maveskindet igen.

"Det er nu heller ikke værst at se dig igen, Liam." Hun smilede koket til ham og trak en mørk lok bag øret. "Hvad skylder jeg så æren?"

[William Knight]

Synet af det store mærke, fik ham til at løfte det ene øjenbryn lidt højere end det andet, "Nu er jeg pludselig glad for at jeg ikke spiller Quidditch," Sagde han med et sarkastisk grin. Endnu gladere var han dog også for at han ikke var en Q-spiller fra Slytherin, eftersom han klart ville kyle noget i hovedet på Ben.

"Behøver jeg have et formål med at se dig..?" Kom det fra ham, som han sendte hende et henkastet smil. Det var da sandt at han mere end én gang var gået til hende for andre grunde, end blot venskabelige.
"Jeg mener...- Vi er jo venner, right?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala lo varmt og blinkede kækt til ham. Som quidditchspiller lærte man hurtigt at få et par knubs og mærker. Det var bare en del af det.

"Aldrig, men en pige har vel lov at håbe, ikke?" konstaterede hun med en drilsk undertone og lænede sig op af ham. "Og selvfølgelig er vi det, baby. Det er der sgu intet, der ændrer på."

[William Knight]

Som hun lænede sig lidt ind mod ham, mærkede han den velkendte fornemmelse i kroppen. En form for tryghed, og et behov for nærvær hos én, der ikke ville skabe problemer hos én, og hvor intet ville tages for alvorligt.

"En dag må du da blive træt af mig," Grinede han mildt, som han lagde en arm om hendes skuldre, og trykkede hende drilskt ind til sig, "Eller kan du bare ikke få nok?" Den højrøvede kommentar, blev skjult i et tykt lag varm humor.

[Kala Patil-Fawley]

Liams arm fandt selvfølgeligt om hende og hun trykkede sig lidt tættere ind til ham, faldt ind på samme naturlige hak, hvor hun plejede at sidde lænet. Ryggen som altid halvt ind mod hans overkrop.

"Jo, op til flere gange dagligt af og til, men det lader ikke til, at jeg kan slippe af med dig," pillede hun ham ned med i samme drilske tonefald, som han selv havde lagt for dagen. "Så hvem er det, der ikke kan få nok?"

[William Knight]

Modspillet hun gav ham, gav ham en velkommen, og ganske fræk, distraktion i en forvirrende periode. Derfor, var det som om hans øjne allerede begyndte at genfinde en energi, som havde været gemt på afstand i et par flygtige uger.

"Min appetit er nok ganske normal for en fyr på min alder," kommenterede han, mens han strøg et par fingre over hendes overarm, "Men hvis det er for meget for dig, skal jeg nok huske at sige pænt nej, næste gang du kommer til mig"

[Kala Patil-Fawley]

Kala fnes lavmælt og fulgte hans vandrende fingre over sin overarm. De kildede behageligt og tilbød et kærkomment afbræk fra quidditch.

"Siger du det? Nu har jeg jo aldrig været en fyr på din alder," konstaterede hun og fortsatte, "men jeg synes da ikke at have brokket mig? Altså hvis du gerne vil sige nej, skal jeg da ikke få dig til at gøre noget du ikke har lyst til." Hun vidste præcis, hvad hun havde gang i med den uskyldigt søde stemme og de store, drilske øjne, hun vendte mod ham.

[William Knight]

"Twister du mine ord, Kala?" Spurgte han drilskt, som han fangede de store øjne, med sine egne. Der var altid noget dejligt udfordrende i hendes øjne; én af de faktorer der vel havde draget ham ind i første omgang.
"For jeg tror godt du ved at der er få ting jeg ikke har lyst til..." Linjen mellem venskab og flirteri, betrådte de vist konstant. Det var også længe siden, efterhånden... Måske var det hvad han behøvede?