Et uheldigt møde

[Leander Aurum]

Tidlig eftermiddag

@tristanplainwood

Det var ikke sommer, men vejret var varmt og undervisningen var ovre. En hel del elever var søgt om bag Hogwarts, for at slappe af ved de åbne arealer fyldt med græs. Her var virkelig smukt og Leander var rimelig sikker på at intet kunne ødelægge hans dag i dag.

Han sad nede i græsset med nogle venner og nød en samtale, med et græsstrå hængende fra hans mund, samt et stort smil, for at se lidt ekstra fjollet ud. De hyggede sig gevaldigt. Tankerne om Davinia fyldte hans hoved og gjorde ham nærmest svimlende glad - selvom han også huskede Keiths advarsel. 

[Deleted]

Som så mange andre var Tristan sammen med en mindre gruppe jævnaldrende smuttet om bag Hogwarts så snart undervisningen var ovre. Det havde været en god dag, en stille og rolig dag, havde været. En gammel ven dukkede dog op, hvilket fik Tristan og dermed den mindre gruppe til at stoppe. Et smil dukkede op, et langt mere lumsk smil et af slagsen. ,,Leander” sagde Tristan, både for at afsløre at han var kommet, men også for at hilse på sin gamle barndomsven. ,,Længe siden” forsatte han og gik over til den lille gruppe som Leander havde slået sig ned med. Græsstrået som Leander sad med
I munden irriterede Tristan, og der skulle også meget til for at han ikke bare gik over og rev det ud. Han ville dog vente lidt endnu..

Men det var i sandheden længe siden. Førhen havde de gået op og ned af hinanden og nu... nu talte, ja hverken så de på hinanden når de passerede hinanden på gangene, eller hvis de havde timer sammen. 

[Leander Aurum]

Da Leander hørte den bekendte stemme, kunne solen lige så godt være gået ned og regnen kunne være skyllet ind over dem - det var den følelse han sad med, da han hørte sin gamle vens stemme.
Samme årgang, samme kollegie, og stadigvæk var de nærmest som usynlige for hinanden. Hvorfor skulle det lige pludselig ændres på?
Tristan var ikke andet end en bølle, som troede han kunne tillade sig alt, fordi hans forældre ikke elskede ham - eller det var i hvert fald Leanders overbevisning.

Han rettede sig op i græsset og pillede strået ud ad sin mund, som han kiggede op på ham. “Længe siden af en god grund. Hvad vil du, Tristan?” Spurgte han i en lettere fjendtlig tone. To hanløver var ansigt til ansigt - og det kunne næsten kun ende grimt, med mindre den ene trak sig. Leander ville ikke trække sig.

[Deleted]

Den tydeligt fjendtlige tone var som sød musik i Tristan's ører. Hvad ville han egentligt sin gamle barndomsven? Som sådan intet, eller det havde i hvert fald ikke været Tristan's plan da han havde forladt klasselokalet og målrettet var gået om bag Hogwarts. Men nu... nu var det jo næsten oplagt.
,,Jeg ville da bare høre hvordan min gamle ven har det" sagde han med et smil og inviterede derefter sig selv hen og sidde ved siden af Leander. Græsset var højt, det duftede godt, og bare for at være endnu mere irriterende, så rev han et strå fra hinanden og efterlignede Leander ved at putte det i munden - også selvom han allerede havde taget sit ud. Men det var selvfølgelig en løgn; ærligtalt så var Tristan fløjtende ligeglad med hvordan det gik Leander, og Leander kendte sikkert også Tristan godt nok til at vide, hvornår han løj og ikke løj. Muligvis havde de ikke talt længe, men de var alligevel vokset fra hinanden på det tidspunkt hvor de begge havde udviklet sig allermest.

[Leander Aurum]

Leander måtte tage en dyb indånding, fordi han havde svært ved at tolerere Tristans latterlige opførsel. “Tjo, meget fint. Jeg klager ikke.” Han havde ikke meget mere at sige, før han fik en idé. Han bukkede sig ned og tog sin ene sko og sok af, “jeg ved ikke om du er her, fordi du mangler din frihed... men her,” han kastede sin sok til Tristan med et lunefuldt smil, “du er fri! Og hvis det ikke var derfor du kom, så kan du eventuelt give den til din far. Grunts, mener jeg han hed?”
Han prøvede tydeligvis at stikke til det faktum at hans forældre ikke tog sig af ham - og at han var komplet uønsket i denne gruppe.
Det kunne godt være han ikke gav Tristan en chance, men han følte heller ikke at han fortjente en. Nu afventede han bare en reaktion.

[Deleted]

Tristan sad der, med strået mellem læberne og lod det skiftevis vippe op og ned som om han intet bedre havde at give sig til. Han ventede selvfølgelig på svaret fra sin tidligere ven, og til sidst åbnede Leander da også munden, og kom med et svar der tydeligt indikerede, at han ikke ønskede Tristan i nærheden.

Det næste han gjorde fik dog Tristan til at hæve brynet en smule overvejende og til at starte med, anede han ikke hvad Leander havde i sinde at gøre med den sok han så flittigt var igang med at tage af sin fod. Sokken blev dernæst kastet over til Tristan og så snart den ramte ind i hans brystkasse sagde Leander tre tåbelige ord. Noget overrasket kikkede han ned af sig selv og ned på sokken der nu lå på hans lår. Leander forsatte sine latterlige ord og det at han blandede Grunts ind i det var dét der fik Tristan til at måtte tage en, to, ja tre dybe indåndinger før han atter lod blikket glide op på Leander han. Han smilede, men øjnene viste et tydeligt had. ,,Fint nok, jeg kan høre når jeg ikke er ønsket" sagde han og spyttede derefter græsstrået ud. Han rejste sig op vendte sig om, men inden han tog flere skridt skævede han sig over skulderen og kikkede på hans nu ærkefjende nummer to. ,,Forresten Leander.. Hvordan går det med din mor? Er hun stadigvæk ligeså sindssyg som da hun blev sendt til Azkaban?" Spørgsmålet var selvfølgelig retorisk da det egentligt ganske enkelt bare handlede om, at ramme Leander så lavt under bæltestedet som muligt.

[Leander Aurum]

Leander hørte flere af dem han sad med, der nærmest nynnede ‘oooooh’ i kor, da Tristan kom med sin mor-kommentar. De anede nok ikke at det var sandheden, og at det ramte Leander hårdt. Hvordan Tristan havde fundet ud af det, var ham en gåde. Leander havde selv kun lige fundet ud af det for... ikke lang tid siden.

Han kom meget hurtigt op at stå. Vreden havde skyllet over Leander, ved de ord. Før han vidste af det havde han trukket sin stav frem, rettet den mod Tristan og hørte sig selv råbe “Flipendo!” så hans gamle ven forhåbenligt ville ryge et par meter bagud. Lige nu tænkte han slet ikke over konsekvenser.

[Deleted]

Med et tilfreds smil og en ren samvittighed drejede Tristan rundt på hælen og begyndte allerede at gå. Om hans egne venner og Leanders venner anede, at det var sandt, ragede Tristan en høststak. Leander var muligvis ikke typen der brugte feje kneb, men i dette tilfælde gjorde han og derfor mente Tristan også kun at det var fair at sende tilbage af samme medicin.

Uopmærksomt som Tristan bevægede sig væk, bemærkede han dermed heller ikke Lenader fare op og før han vidste af det, hørte han en besværgelse som sekunder efter sendte ham to meter frem. Han landede hårdt, men det kunne havde været. ,,Leander.." Hviskede han vredt og sammenbidt, idet han rejste sig fra jorden. I en lyn hurtigt bevægelse og ligeglad med konsekvenserne sendte han en besværgelser efter ham; ,,Expelliarmus!"

[Leander Aurum]

Leander måtte indrømme over for sig selv at han nød at se Tristan falde til jorden, og det føltes endnu bedre at se at han nu var blevet vred.
Expelliarmus besværgelsen fulgte – og den fik Leander til at tabe sin stav ud ad hånden, så den landede et stykke væk fra ham. Han skulle nok give Tristan klø, når han havde fået samlet staven op igen… Når han kunne finde den i græsset.

Der var ingen andre tanker der lige nu fulgte ham, end dem der handlede om Tristan. Han havde fornærmet Leanders mor – og havde endda nævnt at hun sad i Azkaban. Han ville ikke vække den opmærksomhed omkring hende… Han var sikker på at hun havde været et godt menneske, trods det der var sket. Det var jo ikke fordi hun havde slået hans far ihjel. Hans tænder var hårdt sammenbidt og han kunne mærke at han snart var nødt til at gøre noget, for at få vreden ud ad sin krop.

[Deleted]

Tristan havde ikke i sinde at holde sig tilbage, specielt heller ikke nu hvor Leander ikke var i stand til at forsvare eller beskytte sig selv imod hans næste overvejende træk. Det var måske et direkte røvhulstræk, men Tristan havde nu heller aldrig været typen der fulgte regler - bestemt heller ikke i sådanne nogle kampe som nu. Han trådte tættere på og forsat med tryllestaven peget imod Leander råbte han ,,Flipendo!" Så kunne Leander får lov til at mærke hvordan det var at blive smidt rundt med.

[Leander Aurum]

Leander nåede lige akkurat at få fat i sin tryllestav, før han fandt sig selv mødt af en ustoppelig kraft, som slyngede ham bagover, så han landede på ryggen i græsset. Det hidsede ham kun mere op, og non-verbalt slyngede han besværgelsen ‘levicorpus’ af sted mod ham, mens han stadigvæk lå i græsset. Besværgelsen skulle gerne få Tristan til at hænge og dingle fra anklerne, hvis den havde virket. Det var altid lidt sværere med de besværgelser man ikke sagde højt.

Han kunne mærke at de her besværgelser snart ikke var nok for ham, hvis han skulle komme af med sin vrede. Frygten for at deres duel ville blive afbrudt af en vejleder eller professor begyndte også at stige i ham - men han havde ikke lyst til at stoppe endnu.

[Deleted]

Leander blev svunget væk, hvilket fik Tristan til at smile triumferende. Han nåede dog ikke at opfange at han fik fundet sin tryllestav i tide og da han rejste sig op og svang tryllestaven i en ivrig bevægelse, men uden ord, fik det Tristan til at stoppe med at træde tættere på. Han havde ventet i nogle sekunder, men intet skete, hvilket til sidst havde fået ham til at hæve brynet og ganske kort grine over Leanders kiksede fejlforsøg på at være en almægtig troldmand.
Tristan forsatte derefter og som han kom tættere på, pakkede han sin tryllestav væk. ,,Hvorfor var jeg overhovedet venner med dig?!" Spurgte han aggressivt som han slog ud efter Leander da han var tæt nok på.

[Leander Aurum]

Leanders besværgelse ramte ikke Tristan, men til gengæld ramte Tristans næve Leander. Den ramte ham på siden af hovedet og den fik ham til at blive en anelse forvirret, og hans hånd røg automatisk over til det punkt han var blevet slået.. en revnet læbe, var det endt i.
“Jeg aner det ikke, Tristan... måske fordi ingen andre gad dig?” Han sprang mod Tristan og fik ham væltet i jorden, så de kunne slåsse rundt der.

[Deleted]

Tristan endte med at ligge nederst efter et par ture med Leander i græsset. De begge var forpustet, men det var vel heller ikke så mærkeligt; ingen af dem ville give sig, det var de begge trods alt for stolte til. ,,Har du nogensinde overvejet, at det var dig folk ikke gad?” Spurgte han lidt forpustet som han greb fat med den ene hånd i Leanders t-shirt, mens den anden havde fat omkring den ene skulder for at forhindre Leanderi at flytte alt for meget på sig og derfra heller ikke kunne slå Tristan med i hvert fald hans højre hånd.

[Deleted]

En elev havde grebet fat i Flora, der ellers havde været igang med at forberede sig til sin næste time, og fortalte om to elever, der var begyndt at slås. Ikke kun med besværgelser, men også fysisk vold. Nervøsiteten havde naturligvis ramt hende, men ikke desto mindre skyndte Flora sig derud. Dette var første gang, hun skulle stoppe et slagsmål, og hun følte sig slet ikke klar, men hun var nødt til at gøre det!

Da hun nåede udenfor og så de to elever, satte hun farten lidt mere op, så hun endte med at løbe. Hun genkendte med det samme Leander fra hendes timer, men den anden havde hun svært ved at placere. "Leander Aurum!"