Tosomhed?

[Edward Nott]

Briony N. Baines

For en gangs skyld var det Edward, som sad og ventede på Briony i stedet for omvendt. Han havde sat hende stævne i det tomme klasselokale og havde rykket et af bordene hen langs med væggen. Det var nu det, han sad på, mens han ventede. Ryggen hvilede mod væggen og han var generelt godt tilpas. Alting gik i det hele taget hans vej for øjeblikket. Det varede måske ikke ved, men han havde tænkt sig at nyde det, mens det stod på.

Han og Briony havde øvet alene sammen nogle gange efter deres første time med Nathaniel og han var generelt godt tilfreds med hende. Hun holdt i hvert fald sin ende af aftalen. Og det satte han meget pris på.

[Briony N. Baines]

Briony havde måske mistet den sidste del af sig selv efter at have givet Edward lov til at få adgang til hendes tanker. At hun medvirkede til at hun for alvor ikke kunne slippe fra ham, havde stort set frataget hende den smule selvstændighed hun havde kendt.

Briony havde lyst til at kaste op da hun gik ind i klasselokalet, men alligevel satte hun sig ned uden at sige et ord. Engang havde hun elsket sin bror, men disse dage associerede hun ham mere med den følelse besværgelsen fremkaldte i hendes sind. At han kom så tæt på hende gjorde hende mere distanceret i virkeligheden, hun kunne ikke længere huske hvordan det føltes at føle sig tryg ved ham.

[Edward Nott]

Edward var på ingen måde uvidende om de tanker, hun gik med. Nærmest tværtimod. Han var blevet bedre til at fokusere på de tanker, som hun forsøgte at skjule for ham og han havde fået en hel del indsigt i hende, som han ikke havde haft før. Derfor smilede han også bare forsigtigt og nussede hende over kinden, da hun satte sig. "Vi skal ikke øve i dag," beroligede han hende med endnu et lille smil. "Se. Ingen tryllestav." Han slog let ud med armene, så hun kunne se, at han ikke havde trukket den.

[Briony N. Baines]

Briony brød sammen i gråd det øjeblik han sagde de ikke skulle øve. Det var som om en kæmpe byrde blev fjernet fra hendes skuldre og hun kunne derfor ikke holde den gennemskærende hulken tilbage. Hun ville ønske at hendes liv ville stoppe og hun ville være fri for alt den smerte hun bar på. Hun kunne ikke huske hun nogensinde havde været glad eller hvordan det føltes. Derfor sad hun nu og græd, mere end hun nogensinde havde gjort før.

[Edward Nott]

At hun brød sammen i gråd, gjorde ham ærligt talt lidt bekymret. Han havde ikke opfattet, at det var så slemt og en alvorlig rynke fandt ind mellem hans bryn, inden han tog fat om hendes liv og med lidt besværlighed fik han lempet hende op at sidde på sit skød. Hans ene arm fandt om ryggen på hende og holdt hende ind til sig, mens den anden strøg hende blidt gennem håret og lagde hendes hoved bestemt på hans skulder. Hans kind fandt hvile mod toppen af hendes hoved som så mange gange før. "Bri, dog," sagde han lavmælt og trøstende. "Er det så slemt det her?"

[Briony N. Baines]

Briony havde måske modarbejdet hans initiativ til kropskontakt hvis ikke hun havde været så optaget af at græde. Hun hulkede så meget at hun rystede en smule og det blev kun værre, da han trak hende op til sig.
"Jeg får så ondt når du gør det." Sagde hun og lagde hænderne over sit ansigt.
"Har du ikke snart øvet dig nok?" Spurgte hun sagte.

[Edward Nott]

Gjorde det ondt?? Rynken mellem hans bryn blev dybere. "Ondt?" spurgte han overrasket og strøg hende blidt over ryggen, indtil hun talte igen. "Jo. Jo, jeg har helt sikkert øvet mig nok på dig, hvis det ligefrem gør ondt. Det vidste jeg altså ikke, Bri." Han strøg hende over håret igen og kyssede hende på panden. Han måtte bare finde en anden måde at øve sig på. Hun havde opholdt sin ende af aftalen, men dette her lå tydeligvis uden for rimelighedens grænse. Han holdt jo rent faktisk af hende og brød sig ikke om at gøre hende ondt, med mindre det var nødvendigt. Og nu hvor han havde lært det basale, så var det jo ikke nødvendigt længere.

[Briony N. Baines]

"Det gør mest ondt hvis du går ind og leder efter noget specifikt. Det er bare.. smertefuldt. Fordi det ikke er meningen hvis du forstår." Sagde hun og holdt langsomt op med at græde.
"Måske bliver det bedre jo dygtigere du bliver." Sagde hun og snøftede let.
"Jeg kan kun mærke Nathaniel nu fordi jeg ved han kan hvad han kan."

[Edward Nott]

Han smilede lidt for sig selv og håbede i sit stille sind, at hun havde ret. "Ja, måske," sagde han dog bare og nussede hende lidt på kinden. "Jeg er ked af, hvis du har været alt for ked af det," sagde han roligt og strøg sine fingre gennem hendes hår igen. "Du ved, at jeg ikke ville have spurgt dig, hvis det ikke var nødvendigt. Du er den eneste, jeg stoler på." Til en vis grænse i hvert fald.

[Briony N. Baines]

Briony lyttede næsten ikke til hans ord. De summede svagt et sted udenfor hendes tanker. Hendes hoved føltes som en sump.
"Mhmm." Sagde hun og gabte en anelse. Hun følte sig pludselig ret træt og fik næsten lyst til at falde i søvn her i hans arme.

[Edward Nott]

Det var så dramatisk mellem dem for tiden, syntes Edward. Hele tiden havde de konflikter og efterfølgende behov for at genfinde roen mellem dem. Men han havde accepteret, at det var en del af deres liv nu og han kunne mærke, at hun havde brug for ro igen. Derfor lænede han bare sit hoved tilbage mod væggen og åndede ud, mens han strøg hende over håret og overarmen. Hvis det var ro, hun havde brug for, så skulle hun også nok få det.

[Briony N. Baines]

Modsat Edward havde Briony ingen kontrol over sit liv. Hun kunne ikke handle og derefter se det bære frugt. Hun løb bare rundt i cirkler som en forvirret lille pige. Nu havde hun dog løbet så meget at hun ikke kunne mere og blev nødt til at tage en pause. Derfor faldt hun i en dyb søvn og vågnede først et stykke tid senere, forvirret over hvor hun var henne.
"Edward?" Spurgte hun og forsøgte at se ud af sine øjne, men alting var en smule sløret.

[Edward Nott]

Han lod hende sove og sad i stedet og kontemplerede ironien i, at det nu var anden gang på kort tid, at én pige var faldet i søvn i hans arme. Han var dog godt tilfreds med, at Briony rent faktisk var tilpas nok til det og han lod hende sove - selvom han hurtigt blev ubehageligt til mode, fordi hendes vægt også pressede ham ned mod det hårde underlag.

Da hun vågnede, strøg han hende ned over kinden og smilede af hende. "Ja? Sov du godt?" spurgte han roligt og kyssede hende på panden.

[Briony N. Baines]

Briony følte sig en smule bedre tilpas efter luren og hun så op på ham og nikkede en anelse.
"Det var dejligt. Undskyld jeg bare faldt i søvn." Sagde hun og lagde hovedet mod hans bryst.
"Jeg vil gerne være en god søster så hvis du har brug for at øve dig mere så sig til."

[Edward Nott]

Edward trak på skuldrene og strøg hende blidt over kinden. "Det virkede til, du havde brug for det," svarede han bare og lænede sig ned for at kysse hende på næsen. Hendes forsikring fik ham til at ryste på hovedet. "Nej, vi skal ikke øve mere. Jeg vil ikke gøre dig ondt. Så må jeg bare undvære." Eller finde en anden at øve sig på. Hans tanker gled til Brianna. Han var dog ikke helt sikker på, at hun ville acceptere det på samme måde som Briony og han stolede ærligt talt ikke på, at hun ville holde mund med det. Han måtte tænke over det.