Fodbold for nybegyndere

[Lily Luna Potter]

Gallagher O'Leary

"Tja, jeg skal vel nok få det lært på et tidspunkt," konstaterede hun med et skævt smil i Ronans retning, før han igen vendte sig mod nogle af de andre. Det havde været meget sjovt, fodbold. Lily havde altid kun hørt om det, et par gange fra Gallagher.

Sammen med hendes tanker gled blikket hen på løven. Det var gået over forventning, forsøget med at opføre sig naturligt omkring ham, så det ikke ville blive akavet igen. De havde endda udvekslet en bemærkning eller to på banen. Så var det bare med ikke at blive suget ind, mindede hun sig selv om, mens hun gik hen mod ham.

Hun fejede en tot bag øret. De strittede altid, når hun fejede håret tilbage i en hestehale og derfor mere eller mindre altid, når hun var fysisk aktiv. "Det var da meget sjovt," bemærkede hun i det mest henkastede tonefald, hun kunne mønstre.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher svedte behageligt, som han stod og strakte sig lidt ovenpå træningen. Det havde været en fornøjelse for alvor at lave noget fysisk igen - og ikke mindst uden at være ved at kløjes i et mandrakblad imens. Han rystede sit ene ben lidt og trak fingrene gennem håret, mens hans blik - uden at han helt selv var klar over det - søgte mod en bestemt, rødhåret skikkelse.

Derfor blev han også lidt overrasket, da han så hende direkte på vej mod sig og han havde temmelig svært ved ikke at danne sig meget levende billeder inde i hovedet over hendes ligeledes svedige form. Han formåede lige at holde blikket på hendes ansigt - i hvert fald da hun nåede helt frem til ham. Blikket var lidt tøvende, men han smilede dog skævt.

"Ja, det er rart med en rigtig sport for en gangs skyld," svarede han, men tydeligvis drillende. Quidditch havde dog aldrig tiltalt ham meget.

[Lily Luna Potter]

Lily fnøs, men smilet forsvandt ikke fra hendes læber. "Hvad ved du om rigtig sport?" gav hun drilsk igen og måtte minde sig selv om, at der var en grund til, at hun ikke skulle lade sig charmere af det drengede smil igen. Ikke at det forhindrede hendes blik i at trække ned over hans skikkelse.

"Du har spillet det før, ikke?" spurgte hun derfor og vendte blikket mod gruppen igen, mens hun ventede på, at hendes kinder stoppede med at blusse.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher grinede bare af hendes første spørgsmål og undlod at uddybe. Han havde gennem tiden haft flere diskussioner med magikere om, hvad rigtig sport var - men han var ærligt talt ikke passioneret nok omkring det til at starte en diskussion op. Måske var der også andre ting, han hellere ville lave med hende...

Han skyndte sig at skyde tanken ud af sit hoved. "Vi spillede det altid som børn i gaderne," svarede han og trak fingrene gennem krøllerne. "Selvom det her vist er en mild version..."

[Lily Luna Potter]

Lily nikkede. Det var ikke ofte, Gallagher talte om sin barndom, men hun vidste efterhånden lidt. Nok til ikke at spørge for meget ind til det i hvert fald.

"En mild version?" spurgte hun i stedet og vendte blikket tilbage mod ham. Hun havde godt nok syntes, det var noget harmløst uden hverken smashere eller voldelige modstandere. "Hvordan har I så spillet det?"

[Gallagher O'Leary]

Hånden fortsatte om og han kløede sig i nakken, før han lod armen falde helt. En munter lyd slap ham og han så kort til siden, før han trak lidt på skuldrene. "Det handlede ikke så meget om at spille efter reglerne," konstaterede han og i et kort øjeblik så han helt fjern ud. Det var ret sjældent at han talte om sit liv i mugglerverden, når han var på Hogwarts. Det var så anderledes.

"Jeg har i hvert fald fået flere blå øjer - og måske også et par brækkede tæer, hvis jeg husker rigtigt..."

[Lily Luna Potter]

Det var altid forbundet med en underlig følelse i kroppen, når Gallagher talte om sit liv uden for Hogwarts. Alligevel bemærkede Lily, at et lille smil havde sneget sig ind på hendes læber, mens han talte.

"Se, dét lyder meget mere som et spil, der ville vække min interesse," kommenterede hun med et lille, indforstået grin i hans retning. Det lød i hvert fald noget tættere på Quidditch.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher fnøs tørt, men absolut ikke uden munterhed. "Voldelige magikere," konstaterede han med et sideblik på hende og en latter, som han ikke helt kunne holde tilbage. Han sparkede lidt med sin ene fod i græsset for at få en klump jord af sålen.

"Men det er uanset ikke et sted for dig..."

[Lily Luna Potter]

Lily kunne ikke lade være at grine med ham. Det føltes dejligt velkendt. "Hykleriske muggler," gav hun igen med et glimt i øjet og gjorde et kast med hovedet, så hestehhalen blev pisket væk fra skulderen.

"Og hvad skal det så betyde?"

[Gallagher O'Leary]

Gallagher var alt andet end upåvirket af Lilys lille manøvre med håret og han fulgte bevægelsen lidt mere intenst med blikket end det var meningen. Ved hendes spørgsmål så han dog ned.

“Du er en pæn pige,” konstatere han, som om det var et simpelt faktum. Blikket gled op uden at han løftede hovedet og læberne krøllede sig op i et skævt smil.

“Og det er ikke et sted for pæne piger.”

[Lily Luna Potter]

Armene blev lagt over kors, mens hoften blev skudt ud. I hendes verden kunne pæne piger også godt spille quidditch, men hun vidste, at det var anderledes i hans. "Hvad ved du om pæne piger?" spurgte hun med et flabet smil og hævede brynene over det afventende blik.

"Jeg troede ikke, du ville være bange for at tabe bare fordi du lærte en magiker et trick eller to."

[Gallagher O'Leary]

Gallagher var ikke for alvor overrasket over, at hun blev fornærmet over ordene og tolkede dem helt anderledes end han havde ment dem. Måske havde han heller ikke for alvor selv prøvet at forhindre det.

"Nok til at vide, at de ikke findes der, hvor jeg kommer fra," konstaterede han dog simpelt og selvom han var munter nok, så klingede det også af en eller anden sandhed. Generelt var ingen fra området blandt Guds bedste børn. Det var en af grundene til at han aldrig for alvor havde fortalt Lily meget om sin egen baggrund. Eller hvad den havde betydert for ham selv.

"Men jeg er ikke bange for at tabe til dig i fodbold, Lil. Hvis du vil have enetimer, så kan du bare sige det..." Ordene slap ud, før han helt kunne nå at tænke sig om. Det var nærmest en refleks. Det flirtende tonefald og det krævede lidt for ham at blive ved med at se rolig ud efterfølgende.

[Lily Luna Potter]

Lily vidste bedre end at komme med indvendinger. Lige som han også vidste bedre end at kommentere på hendes familie og barndom.

Alligevel hævede brynene sig, selvom det kun var kort. Det var så fristende. Hun vidste bedre, men... "Det kunne da godt være, jeg tog dig op på det." Selvom hun havde fundet sig det sted så mange gange efterhånden, flaksede sommerfuglene nervøst rundt i hendes mave, da først ordene havde forladt hende.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher kunne ikke helt skjule sin overraskelse, som han drejede hovedet og så på hende. "Ja?" gentog han, som læberne trak op i et skævt, drenget smil. "Du må altid tage mig," konstaterede han og holdt med vilje en kunstpause. "Op på det."

Blikket var udfordrende. Han kunne ikke gøre for det.

[Lily Luna Potter]

Overraskelsen var tydelig hos dem begge, men der brød alligevel et smil igennem den på hendes læber. Så daskede hun ud efter ham.

"Hold kæft, hvor er du tåbelig, Gal," konstaterede hun, men af en eller anden årsag lød det mere som et kompliment end en tilsvinelse. "Måske." Der var ingen grund til at give ham for meget af det gode. Det havde erfaring vist hende.

Lyden af hendes navn fik hende til at vende hovedet, og hun nikkede og holdt to fingre op i vejret, før hun så tilbage på Gallagher. "Nå, jeg vil smutte." Hånden blev hævet til farvel, før hun snurrede rundt på hælen og løb hen til veninden.

afsluttet