Tomhjernet tåbelighed

[Maggie Hayes]

William Knight

De lyse fingre strøg over uglens tykke fjer, mens hun prøvede at forestille sig, hendes mors overraskede hvin, når den fløj ind af køkkenvinduet eller hendes fars utilfredse brummen. Hendes forældre havde aldrig helt vænnet sig til den magiske verden. Uglen bredte sine vinger og satte afsted. Med blikket fulgte hun den, mens hun overvejede, om hun egentlig havde vænnet sig helt til den. Måske ikke.

Hendes tanker havde generelt været et underligt, ufokuseret og meget ukarakteristisk rod det meste af april. Siden samtalen med Lorcan. Hun pillede lidt ved en spaltet spids. Hun burde få styr på sit rod ellers ville det begynde at gå ud over hendes skolegang. 

[William Knight]

Det havde taget ham ufattelig længe blot at udfatte de få, skrøbelige sætninger i det korte brev, han nu bar i baglommen. Det havde næsten føltes som om hans fjerpen havde taget form af en slags forbandet kvikstribler, der frem for at formulere sætningerne flot, nøjsommeligt og hurtigt, havde holdt hvert bogstav lidt tilbage. Blækket, på grund af de mange pletter der var faldet for fjerpennen grundet hans tøven, havde taget lang tid at tørre, før han havde tilladt sig at folde brevet, stoppe det ned i en konvolut, og nedskrive en kvindes navn på forsiden.

Så snart han havde taget et skridt ind i ugleriet, fiskede han efter brevet i sin baglomme. Det var blevet en anelse krøllet, men Liam Knight var, og blev aldrig, en perfektionist. De mørkebrune øjne gled op fra pergamentet, som han trådte yderligere ind i rummet, og snart begyndte at spejde efter en tilgængelig ugle. - Snart fangede hans øjne dog en bekendt skikkelse længere inde i rummet, og et mildt smil formede sig om hans læber:
"Hey Maggie," Hilste han, med en varm og afslappet tone i stemmen, før han kom nærmere, og begyndte at udsé sig en ugle. Som han stillede sig ved hendes side, rakte han - forholdsvist blidt - ud efter en brun ugle der kiggede lidt søvndrukkent på ham. Netop før det lykkedes ham at røre ved dens fjerdragt, snappede den bidsk ud efter ham. Selvfølgelig begyndte han snart, lavmælt, at bande for sig selv, "Please, fortæl mig at du har ugle-tække..." Kom det fra ham, med et mildt grin, som han forsøgte, lidt desperat, at binde brevet fat om uglens fod.

[Maggie Hayes]

Uglen var for længst forsvundet ud af hendes syn, da lyden af skridt fik skubbet hende ud af den skrøbelige, trancelignende tilstand, hun var endt i. Med tunge øjne blinkede hun lidt, før der som ved et trylleslag kom liv i hende. Hun tumlede fremad mod udgangen.

"Liam!" hilste hun overrasket, næsten en anelse skingert, før hun rømmede sig. "Undskyld, jeg anede ikke, hvor længe siden det var, at jeg sidst havde brugt min stemme." Hun slog en fåret latter op.

Forsigtigt trådte hun et skridt tættere på. "Jeg tror bare, man skal være rolig." Hun rakte en rolig hånd frem, tøvede lidt og strøg så uglen over de brune fjer. "Se." Den virkede en smule roligere nu, selvom den stadig syntes at skule skeptisk på Liam.

[William Knight]

Som uglen blev mere rolig ved Maggie's berøring, forsøgte han at lade en enkelt finger røre dens brune fjerdragt, lige over de store øjne. Fordi han forventede at den ville bide ud efter ham igen, var hans forsøg dog en anelse komisk, eftersom han mere-eller-mindre blot prikkede den blidt mellem øjnene, frem for at stryge dens fjer. Skepsissen i dens øjne blev stærkere, men for Liam, var selv détte blot en sejr. Med et utålmodigt væsen som hans, var det ingen hemmelighed, at hans kyndighed med dyr, ikke var fantastisk. Selv, ikke efter at have været afhængig af dem i årevis.
"Du er jo nærmest en ugle-hvisker," Sagde han, som han blottede den øverste tandrække i et mildt smil, før han bøjede sig lidt ned, for at binde brevet om uglens fod. Efter en kort stund fløj den lille laban hastigt ud af et af de mange vinduer, og fik Liam's opmærksomhed til at rettes mod sin medkollegianer.
"Jeg håber ikke jeg har afsløret dig i, at du faktisk bare nyder at hænge ud blandt ugler, frem for mennesker," Kommenterede han, med en lidt drillende tone i stemmen. Selvfølgelig, havde hun sikkert haft et ærinde her, men han greb da enhver chance for, at komme frem med lidt af sin flabethed.

[Maggie Hayes]

"Åh, det ved jeg nu ikke," lo hun mildt og rystede lidt på hovedet, mens hun fortsat kærtegnede uglen. Så faldt armen igen ned langs hendes side, mens hun igen vendte blikket mod kollegianeren. "Efter næsten seks års undervisning med vilde løver, er en ugle ikke den største udfordring."

Maggie rystede grinende på hovedet. "Det måtte jo komme ud en dag." Hun trak en lok af håret bag øret. "Jeg synes dog ikke, du plejer at være heroppe så tit - er det det manglende ugletække, der gør det?"

[William Knight]

Vilde løver; Et forsøg på et uskyldigt smil prydede frem på hans læber; som var han selv ikke én af dem der bidrag til løvernes ry. Dog var sandheden vel klart en anden, og det kunne nok spottes i gløden i de mørkebrune øjne.
Snart gik han et par skridt hen mod ét af de mange vinduer, som uglerne benyttede til at flyve ud af. Efter at have kastet et blik ud i området, vendte han ryggen til vinduet, så han - igen - stod med front mod hende. Han placerede begge hænder i vindueskarmen bag sig, på de kølige sten, så han kunne stå med et semi-læn bag sig. Snart diskede han op i et underholdt grin, ved hendes sammenstykkende ord, "Got ya." Drillede han; som havde han virkelig taget hende i, at foretrække de fjerprydede væsner, frem for de kappeklædte.
"Jeg er ikke så... Pligtopfyldende når det gælder at sende breve," Svarede han, med et let skuldertræk. Der var selvfølgelig mere til sagen end blot det, men det afværgede han selvfølgelig, "Men jeg tror de gerne vil have lidt livstegn fra mig derhjemme."

Hovedet tippede han snart på skrå, "Vi har ikke snakket sammen i noget tid," - kommenterede han snart, med et venligt smil om læberne. Nok var Maggie ikke dén han ofte have time-lange samtaler med, men de havde da ofte snakket sammen i, og mellem, lektionerne, og når deres veje krydsedes, "Er sjette årgang også ved at tage livet af dig?"

[Maggie Hayes]

Maggie nikkede og tog det vage svar som en lukket dør. "Det vil de jo som oftest gerne," lukkede hun derfor emnet med og lod ham om at starte et nyt op. Og ganske rigtigt.

"Jae, det er vildt hårdt. Godt, det snart er sommerferie, eh?" Hun så op på ham med en let latter. Ud over skolen havde hun jo også sine tjanser som vejleder. "Skal vi følges tilbage?" spurgte hun, men tog det lidt for givet, som hun begyndte at gå mod døren.

Den lukkede tungt bag dem. "Har du nogle planer for sommeren?"

[William Knight]

Hagen bevægede sig ned i et sammenstykkende nik, før han fulgte hende ud ad døren. Det var vel rart med noget friskt luft igen, efter at have været 'buret inde' med et væld af ugler. Han smagte lidt på Maggie's spørgsmål, som han begyndte at rykke på fødderne.

"Jeg bliver myndig i August," Begyndte han roligt, "Så jeg prøver at overbevise min far om, at at lade mig tage en kort rejse alene." Ærlig talt, ønskede han bare ikke at tage hjem. Nok ville mange ønske at gense deres familier, men Liam ville helst undgå det. I hvert fald i en del af ferien.

"Hvad med dig?" Han sendte hende et varmt smil, som han rettede de mørke øjne mod hende.

[Maggie Hayes]

Maggie nikkede. Det var stadig svært for hende at vænne sig til tanken om, at troldmænd og hekse blev myndige som syttenårige. Selvom det jo selvfølgelig på sin vis gav mening.

"Det lyder spændende," kommenterede hun med et lille smil. "Hvor ville du så tage hen?" Selv havde hun aldrig rejst meget. Manchester og London var de eneste steder, foruden Hogwarts og Hogsmeade, hun havde besøgt.

Hun trak på skuldrene. "Det er slet ikke lige så spændende. Bare hjem til mine forældre og min søster."

[William Knight]

Rejse-ideen havde været så impulsiv, at han ikke havde skænket det mange tanker. Eller rettere; måske havde han skænket det så mange, flygtige tanker, at han næppe var kommet til en konklusion. Derfor trak han snart lidt henkastet på skuldrene.
"Hvor som helst, really..." Svarede han, med et afslappet smil. Snart rettede han blikket frem for sig, og så hen mod trækronerne i det fjerne, "Måske et varmt sted, for en gangs skyld," - Dét var vel en idé mange fra de Britiske øer kunne forholde sig til.

Han nikkede ved hendes tilbagesvar, "Men det er vel også rart at 'flygte' fra skolen i ny og næ," Kommenterede han, "Og få lidt luft fra alt det drama..." Personligt, havde han for meget af dén slags i tankerne.

[Maggie Hayes]

Igen nikkede hun. "Yeah." Rejsetrangen var én, de fleste kunne nikke genkendende til. Også selvom det var så meget lettere at tilbagelægge store distancer med magi. Af en eller anden grund syntes det dog stadig at blive i ideernes verden for mange.

"Har du fået rodet dig ud i en masse problemer igen, da?" spurgte hun med et let grin. Liam var blevet bedre med tiden, men klassekammeraten havde haft let ved at havne i fedtefadet på den ene eller anden måde før i tiden.

[William Knight]

Den øverste tandrække blev blottet i et lidt sarkastisk smil, ved Maggie's spørgsmål. Snart proppede han hænderne i lommerne på sin kappe, og trak, igen, lidt på de halvbrede skuldre, med et forsøg på et uskyldigt smil, smurt om læberne.
"Det er problemerne der kommer min vej," Forsøgte han, med en lattermildhed i tonen. Snart rystede han en smule på hovedet, så lidt af det mørke hår bevægede sig lidt ned i panden, "Faktisk, er jeg gået nogle... relativt stille uger i møde," Efter al den turmult i hans liv siden påskeferien, var virkede det næsten som en rekord, at han ikke havde fået hverken slag, eller verbalt tæv gennem de sidste uger.
"Men det betyder ikke at resten af skolen slapper af med deres drama..." Han så på hende med et 'du-kender-det-måske'-agtigt udtryk i ansigtet.

[Maggie Hayes]

Maggie fnøs muntert og rystede lidt på hovedet af ham. "Det siger de alle sammen." På tredje år havde det irriteret hende grænseløst, men med tiden havde hun lært at se det charmerende i Liams mere uslebne sider.

"Nah, det er vel ulempen med en sådan mængde hormonelle teenagers samlet et sted," musede hun og trak på skuldrene. "Men godt at høre, at du tager en lille pause fra det."

[William Knight]

Han nikkede tænksomt, ved hendes kommentarer - håbefuld om, at hans liv virkelig ville få den ro over sig, som han ønskede. Dog var det svært, når udfordringerne altid kom hans vej. Som inviterede han dem ind i sit liv... Ja, det var måske også rigtigt i visse tilfælde.
"Jeg prøver," Sagde han med et roligt smil, som han pillede ved et par sølvsegl der lå i frakkelommen, "Hvad med dig? Er der noget drama i dit liv?"

[Maggie Hayes]

Maggie smilede til ham. Det var nu meget godt, hvis han kunne få ro til sit sidste år. Det håbede hun også for sig selv.

"Det troede jeg efterhånden alle på Gryffindor havde hørt," sukkede hun og kunne ikke længere møde hans blik. Det havde været alt for ydmygende, da Lorcan havde droppet hende midt i opholdsstuen. "Jeg tror bare, jeg skal holde fokus på mine studier."