En søsters kærlighed

[Tabitha Goyle]

Nathaniel Goyle

Spådom. Hvilket tidsspilde. Endnu engang uimponeret forlod Tabitha klasselokalet i tårnet fra det, der havde været dagens sidste lektion. Ikke at hun spildte så meget som et sekund på tåbeligheder. I stedet søgte hun direkte ned mod tredje sal, hvor hun fortsatte direkte ind på sygefløjen.

Ikke en eneste af de andre personer derinde fik så meget som et blik fra hende, da hun ilede hen til sin brors seng. "Nate." Hendes stemme var lys og blid, da hun kaldte på ham.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel kedede sig mildest talt på sygefløjen. Der var ingen personer, som han kunne have en fornuftig samtale med, og de bøger der lå ved hans side, havde han allerede læst. Generelt brød han sig slet ikke om at ligge i en sygeseng og blive passet.

Han skulle lige til at fnyse vredt over sin situation, da en genkendelig stemme brød gennem den lave summen, fra de andre elever. "Tabbie," hilste han tilbage, og satte sig op i sengen.

[Tabitha Goyle]

Smilet skyllede hen over hendes læber og hun tog plads ved hans side, som havde gjort det hver dag, når hun besøgte ham der. "Jeg har taget nye bøger med til dig," fortalte hun ham og fremdrog en mindre stak bøger fra tasken.

"Hvordan har du det?"

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel åndede lettet op, da Tabitha tog en stak nye bøger op ad hendes taske. "Tak," sagde han og tog imod dem. Han lagde dem oven på sit skød, mens han drejede sig rundt, så han kunne tage de gamle bøger, og række dem til Tabitha.

"Her er kun tåber," mumlede han som svar til hende. "Jeg har det som om, at jeg er fanget på Skt. Mungos." Og så lugten!

[Tabitha Goyle]

Før tasken blev lagt væk, pakkede hun de gamle bøger ned og lukkede den. Så vendte hun igen et sæt store, betagede øjne mod ham.

"Det forandrer sig desværre ikke, bare fordi du kommer ud herfra," konstaterede hun med antydningen af et smil i mundvigen. Hun fejede en mørk krølle væk fra øjnene. "Kommer du snart til at kunne komme ud herfra?"

[Nathaniel Goyle]

Ved Merlin hvor havde Tabitha ret. Hele Hogwarts var fyldt med tåber, der troede at de kunne begå sig i den magiske verden på lige fod med rigtige magikere. Det var næsten pinligt at betragte deres prøvelser.

"Madam Longbottom er ved at lave en eliksir, som skal hele næsen og de sprængte blodårer," svarede han med et dybt og opgivende suk. Han var lilla på begge sider af næsen, som om han også havde fået en knytnæve i hvert øje.

[Tabitha Goyle]

Tabitha lyttede opmærksomt og nikkede. Det lød i det mindste som om der var ved at ske noget, selvom... "Man burde da mene, at det kunne gøres hurtigere. Vi er jo ikke mugglere." En væmmelsens fold lagde sig over hendes næseryg, som hun sagde det.

Så rystede hun på hovedet. "Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?" Ingen skulle lægge hånd på hendes bror og slippe af sted med det, så meget var sikkert.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel forsøgte at rynke på næsen i lige så stor væmmelse som sin lillesøster, da hun brugte ordet mugglere. "Ved Merlins skæg Tabbie," mumlede han lavmælt. "Brug ikke det ord!" Det gjorde ham helt utilpas. "Jeg mistænker Madam Longbottom for at forsinke brygningen med vilje."

"Med Fawn og Dunn?" Spurgte han. "De har begge svage punkter. Melanie Burton og Rose Fawn. Hævnen skal nok komme."

[Tabitha Goyle]

Tabithas læber mødtes igen. Det havde heller ikke været nogen fornøjelse for hende at have det i munden, men sådan havde det været. "Prioritering er tydeligvis ikke hendes stærke side," kommenterede hun lavmælt og tydeligt uimponeret.

Hun nikkede. "Du ved, du altid kan sige til." Selvom hun var lille og sød nok til at få det til at synge i tænderne, havde hun et medfødt talent for sabotage.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel var ikke helt uvidende omkring sin lillesøsters evner. De var skam blevet brugt i ny og næ, når han havde haft brug for at udnytte hende til sin egen fordel.

"Du er den bedste lillesøster, som nogen kunne tænke sig," kommenterede han. Men det var jo en naturlighed. Hun var nemlig hans lillesøster. "Du burde nemt kunne finde smuds på de to piger." Han ville have ladet hende gå efter Cole, hvis ikke hendes forlovelse med Corbin ville have resulteret i, at han garanteret ville ligge her med et blåt øje om ganske få dage. Så aggressive de quidditchspillere kunne være.

[Tabitha Goyle]

Tabitha blev næsten et par centimeter højere over brorens ros. Han var alligevel den eneste, der kunne give hende rosende ord, hun rent faktisk kunne bruge til noget.

"Selvfølgelig kan jeg det," forsikrede hun ham sødt og trak det mørke hår bag et lille, strittende øre. "Især Burton gør det jo ikke ligefre let for sig selv." Hun fnes.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel vidste, at han kunne regne med sin lillesøster. Hun var langt mere anvendelig end det fjols til bror, som de desværre delte efternavn med. Hvem kunne have troet, at man kunne være så fladpandet?

Han himlede med øjnene over hendes fnis. "Tabbie!" Lød det irettesættende fra ham. "Hun er en mudderblods, som går rundt og tror, at hun kan tage, havd hun vil. Få hende til at indse, at sådan hænger verdenen ikke sammen, så længe en Goyle er i nærheden."

[Tabitha Goyle]

Hun slog ikke direkte blikket ned, men det nåede at flakke let samtidig med at læberne blev lukket tæt sammen. Nej, det var jo egentlig ikke noget at lave sjov med. "Selvfølgelig, Nate," svarede hun og fangede hans blik igen med et forsikrende smil.

"Jeg har hørt om Corbin Yaxley." Hun så afventende på Nathan. Det var ikke just det, hun havde forventet.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel nikkede, tilfreds med at hun tog imod opgaven. Men han havde heller ikke ventet andet fra hende. Han kendte til hendes tanker, og var ganske overbevist om, at hun ville gøre, som han havde sagt.

Da hun nævnte den noget ældre quidditchspiller, løftede han det ene øjenbryn og så gennemborende på hende. "Hvad er der med Yaxley?" Spurgte han.

[Tabitha Goyle]

Tabitha mødte skamløst sin brors blik, før hun trak på skuldrene. "Intet, ikke umiddelbart." Den ældre kollegianer havde formået at holde sin sti fuldkommen ren. Det kunne blive en ganske god aftale.

"Men.. Jeg stoler ikke kun på rygter." Hendes blik blev indtrængende.