Arcadiuz Zabelle

[Arcadiuz Zabelle]

Arcadiuz Zabelle

KALDENAVN Arcadiuz benægter kælenavne – men dem der kender ham fra Beauxbaton kender ham muligvis ved øgenavnet Snap Tooth.
FØDSELSDATO 16-8-1992.
ALDER 36 år.
NATIONALITET Fransk.
BLOD Halvblod.
SOCIAL STATUS Arcadiuz er henholdsvis velhavende. Stillingen som chefredaktør gør at han ikke mangler noget, og han har et godt netværk i de højere rækker fra tiden med sin mistress. Han er oplært til at imitere fuldblodslægternes elitære opførsel, og man skal kende ham godt for at vide at han voksede op i en borgerlig familie, uden mange penge på lommen.

Udseende

FACECLAIM Domhnall Gleeson.
UDSEENDE Arcadiuz går en del op i sit udseende og hygiejne. Der er sjældent en fold på hans klæder, de fyldige lokker er børstet tilbage med pomade, og han vil hellere fanges død end ikke at fremstå glatbarberet. Han ændrer sin naturlige røde hårfarve hyppigt for variationens skyld, men også fordi det gør det nemmere for ham at forblive uset i menneskemængderne og offentlighedens søgelys. Han bryder sig ikke om at blive betragtet som blødsøden og mener at den røde farve giver ham associationer til Weasleys og deres politik. Ofte er ændringerne derfor til mere blonde eller brune toner.

Arcadiuz er en stor mand på 1,90 meter, med en markeret kropsbygning og lav fedtprocent. Han er klar over at han fylder en del i billedet, og han kan finde på at bruge det til at intimidere og forebygge sammenstød. Mens han ikke er overdrevet muskuløs, gør hans muskulatur ham hurtig og fleksibel, hvilket han drager stor nytte af i duellering. Han prøver at holde sin krop ved lige og forblive aktiv, da han mener en stærk krop og sind er nødvendigt for at udføre magi effektivt.

Hans overkrop er fyldt med ar af forskellige størrelser og former, nogle fra duelleringer, nogle har han tilføjet selv, enkelte strækker sig op på hans hals.

Tøjstil: Traditionel og business casual. Arcadiuz klæder sig konservativt i fine og dyre materialer, ofte i dæmpede farver med enkelte detaljer, der står i kontrast til hans blå øjne og blege hud. Pressede jakkesæt, læderhandsker, veste, skjorter, turtlenecks, læder loafers og manchetknapper kunne være nøgleord der beskriver hans stil.

SÆRLIGE EGENSKABER Kan benytte non-verbal magi. Kan benytte en afart af blod magi.

Praktisk information

ARBEJDE Chefredaktør for Profettidende.
KOLLEGIE Dimitteret fra Beauxbaton.
ÅRGANG 2010.
TRYLLESTAV Fyrretræ, 11”, med en kerne af sirene-stemmebånd.

“My august grandfather, Gerbold Octavius Ollivander, always called wands of this wood ‘the survivor’s wand’, because he had sold it to three wizards who subsequently passed through mortal peril unscathed. There is no doubt that this wood, coming as it does from the most resilient of trees, produces wands that demand staying power and strength of purpose in their true owners, and that they are poor tools in the hands of the changeable and indecisive. Fir wands are particularly suited to Transfiguration, and favour owners of focused, strong-minded and, occasionally, intimidating demeanour”.

ANDRE EJENDELE En violin han ynder at slappe af med i sin fritid. Og nattergalen Daybreak, der lever i et bur.

Karaktertræk

PERSONLIGHED Selv om Arcadiuz er vokset op i trænge kår og har gennemgået meget modgang i sit liv, lader det sig ikke se på ham. Han går og agerer altid målrettet, med blikket hævet og med en ret holdning, der udstråler hans store ego.

Man noterer hurtigt at når Arcadiuz taler, er han meget høflig, og han smiler ofte kattevenligt eller har et neutralt ansigtsudtryk, i en grad der kan få ham til at fremkomme kølig. Det er tydeligt at han er en lærd mand, der har en stor viden, og han bruger denne som belæg for sine påstande. Det er sjældent at han udtaler sig om noget helt impulsivt. Han observerer virkeligheden analytisk, og derfor er det også meget svært at overbevise manden om andre synspunkter, da der ligger meget overvejelse bag dem han har. Men han holder af debatter og intellektuel udfordring og får direkte energi af det.

På trods af den velpolerede facade, kan der af og til anes en anspændthed i den rette holdning. Anspændtheden har kilde i et meget stort temperament, der efterlever stereotypen om det ildrøde hår efter alle kunstens regler. På sit bedste er det en positiv drivkraft der får ham frem i livet, som en tyr der får klasket en rød klud i ansigtet. På sit værste er det en sadistisk aggression der kan skade andre, hvis tingene ikke går som han ønsker, når nogle provokerer hans indre ild.

Hvis man mødte Arcadiuz til en jobsamtale vil ét hurtigt blive meget tydeligt: Manden kan snakke. Han kan fange og fastholde et publikum med mimik og karisma, der får hans berettede fortællinger til at fremstå levende som var de sandheden, uanset om de er det eller ej.

Han udnytter sin stilling til at få privilegier og indflydelse. Magten det medfølger elsker han: Hvis man benægter ham det han efterspørg, risikerer man at der næste dag kan findes en grim artikel trykt om sin person eller levebrød, i Profettidende. Han vægter udbud og efterspørgsel i de artikler der bliver trykt, og det vil sige at han altid balancerer varierende mellem Fake News, den skinbarlige sandhed og propaganda. Han kan være med til at forme virkeligheden igennem folk der læser den.
Regler ser Arcadiuz alternativt på. Han følger dem firkantet og til punkt og prikke – indtil de fratager ham en fordel. Så river han dem ned og får dem omskrevet. Det ses blandt andet, når det er agurketid. Her er Arcadiuz ikke bange for at gå ud og agere som katalyserende agent i marken, for at fremprovokere historierne der skal trykkes, ind i eksistens.

Da Arcadiuz virkelighed og univers er så flydende, er det heller ikke ualmindeligt at han som en sand arbejdsnarkoman tager opgaverne med sig ind i sit privatliv.
Orden er vigtigt for ham. Både på hans skrivebord, hvor diverse filer er systematiseret omhyggeligt i bunker og mapper, men også den samfundsmæssige orden i den magiske verden, som han føler et stort ansvar for at forsvare og opretholde. Som en barnepige der skal fikse andres problemer føler han at blot han ser væk et øjeblik, kan det have konsekvenser for magikere. Og løsner han op i sin stilling risikerer han at en konkurrent tager den eller at et fæ forpurrer hans arbejde og greb i læserne. Alt erfaring viser Arcadiuz at hvis han vil have noget gjort, så skal han gøre det selv.

Hans teknikker og tolkninger er kontroversielle, og han har mange hemmeligheder. Mange års rejser, oplevelser i forskellige samfundslag og observationer af gentagne mønstre i faget har gjort ham utålmodig og ilter. En særlig population lader han det ofte gå ud over i små kommentarer og spalter han sniger ind hist og her: Mugglere. Han mener at de har for frit spil, og at der bør gøres noget ved det. En ny orden er nødvendig. Det nuværende system er ikke effektivt nok. Og han deler gerne sine tanker derom.
Men når alt kommer til alt, er der mon handling bag ordene?

MAGISKE TRÆK
Patronus:
Arcadiuz har aldrig formået at fremkalde en patronus, men den vil tage form som en isfugl (Alcedo atthis), når det engang lykkes ham.

Drømmespejlet:
Arcadiuz ville se et nordlyset midt på dagen. Det er så kraftigt, at det skinner om kap med solen, og som himmellegemerne ændrer deres position og dag bliver til nat, så forbliver nordlyset synligt. Arcadiuz drømmespejl viser at han har et stort behov for at blive set og hørt, og har inderligt ønske om at præstere noget stort, som vil give ham et varigt eftermæle længe efter han ophører med at eksistere, så han aldrig bliver glemt. Ønsket er uspecifikt. Han ved ikke hvordan. Han ved bare at INGEN skal have lov til at tage ham for givet. Det er en evig drivkraft i ham. Men den er også med til at gøre ham utilregnelig.

Bogart:
Arcadiuz ville gense et af de rum han blev spærret inde i, når han ikke samarbejdede med Circe. Det er småt og mørkt, uden vinduer. Fyldt med bøger – alt den viden han kunne tænke sig. På skrivebordet står der et enkelt vokslys. Flammen er magisk og ikke ved at gå ud, men vægen brænder snart op, og han vil blive efterladt i mørke, uden sin stav til at hjælpe. I situationen har han ingen kontrol, og han ved ikke hvornår han vil se et andet menneske igen.


Amortentia: Cognac, petrichor, mint.

Veriteraserum:
Arcadiuz ville indrømme hvor meget han skammer sig over at stjæle blod magien fra landsbyen, og ikke mindst hvor meget han fortryder at have udnyttet Opeyemi.

Baggrund

FAMILIE
Far: Casimir Rousseau, fuldblod, politiker, 59 år.
Mor: Lucinde Blouin, halvblod, skrædder, 54 år.

Angélique Blouin, tvilling til Ariane, halvblod, 34 år.
Helbreder.

Ariane Blouin, tvilling til Angélique, halvblod 34 år.
Maler og musiker.

Aurore Blouin, halvblod. 31 år.
Astrolog.

Marzel Blouin, halvblod, 30 år.
Enhjørninge conservationist.

Matéo Blouin, fuser, 28 år.
Matéo hjælper deres mor med skrædderiet.

Øvrige:
Mistress: Circe Agard, fuldblod, aristokrat, afdød.
Tidligere forlovet: Opeyemi, 38 år.


BOPÆL En villa i Battle, East Sussex, England.
Arcadiuz nyder at have fred til sine tanker, når han har fri. Det gælder både fra troldmandsverdenen og mugglere. Han har derfor valgt en nogenlunde isoleret destination, med rig natur og tilhørende vild grund til huset.
.

Husalf Nancy og Fernanda. Nancy er ansat til at lave mad til Arcadiuz, da han i stressede perioder glemmer at spise og kan leve af rødvin og sine cigaretter, og Fernanda gør rent.

HISTORIE
Tidslinje:
Fødsel, 1992.

Optages på Beuxbaton, 1999.
-Overfald på elev, sjette år, 2005.
-Graduerer, 2010.

Sabbatår i Afrika, 2010-12.
-Søger myten om det overnaturlige menneske.
-Møder Opeyemi.
-Bortføres af landsbyfolket.
-Første forelskelse.
-Undervises i blod magi.
-Forloves med Opeyemi.
-Flygter natten før brylluppet.

Frankrig, 2012.
-Crasher maskebal og møder Circe og Celine.
-Bliver taget ind af enken Circe og bliver hendes elsker.
-Hjælpes af Celine til at bryde fri fra Circe, 2020.
-Anklages for mordet på Circe, men frifindes, 2021.

-Flytter til England og rejser tilbage til Afrika, 2022.
-Tager Celines efternavn i hendes ære.
-Frigiver ”studier” om mugglere og deres adfærd.
-Headhuntes som journalist af Profettidende, 2023.
-Bliver forfremmet til Chefredaktør, 2025.


The Seed
Arcadiuz voksede op i Frankrig ved havnebyen Lorient.
Han var den ældste søn, født af en halvblodsheks og en fuldblodstroldmand, i en børneflok på 5. Da han var født udenfor ægteskabet var hans mor ene om at tage sig af ham. Selv om Arcadiuz aldrig var ukendt for sin far, nægtede han at kendes ved sin søn, og tilstedeværelsen af en mandlig rollemodel var på alle måder fraværende. I dens sted blev der for Arcadiuz efterladt et sort vakuum med visheden om at fravalget var en bevidst handling og at den mand Arcadiuz enkelte gange havde set, ingen interesse havde i hans eksistens. Selv om der ikke manglede kærlighed i det lille hjem, var energien fordelt ulige, og pengene var altid små for enden af måneden.
Han var et stille barn, der ikke råbte op om sine problemer, og derfor tilfaldt opmærksomheden også nemt de mindre søskende, mens han gled i baggrunden. På trods af at han selv var et barn, lærte han tidligt hvad ansvar var, og han forsøgte at hjælpe med at tage sig af de mindre søskende, hvor moderen fejlede. Som konsekvens lavede han ofte praktiske pligter frem for at løbe og lege, og havde ikke mange venner udenfor hjemmets fire vægge.

A Chameleon’s Conquest
Brevet fra Beauxbaton kom som en stum lettelse for moderen, der kunne se hvordan hendes søn mistrivedes, og det var en oplagt mulighed for Arcadiuz til at sprede sine vinger og få noget udfordring og adspredelse.

Der havde han plads til at udfolde sig, og han blomstrede hurtigt op. Han havde en stor interesse i at forstå sin omverden. Hans svar på spørgsmål blev at dykke ned i bøger, hvor han optog deres viden som en svamp opsuger vand. Særligt mugglerstudier, eliksirer og magiens historie interesserede ham.

Med de evner det havde medfødt at være problemløser i en søskendeflok, fandt Arcadiuz også sine tilhørsforhold iblandt sociale grupper tidligt. Men hans opmærksomhed faldt lige så hurtigt på det der var anderledes fra det han kendte. Den verden hans far tilhørte: De rige fuldblodsslægter. Han havde et behov for at se, høre og forstå. Og en endnu større følelse af at ville tilhøre og generobre det der var blevet ham benægtet adgang til. Afslag var ikke noget han tog seriøst eller lod sig rokke af. Fagligt excellerede han og var vellidt af mange undervisere, og han lod dette være sin indgang i de nye grupper, hvor han kunne tilbyde sin viden mod sociale frynsegoder.

Overgangen fra den ene gruppering til den anden var dog aldrig smertefri. Han så til i stilhed, når chikanen blev drejet på mugglerfødte hekse og troldmænd, for at bevare sin position i gruppen. Men han ville have mere.
Da han nåede 6 årgang ønskede Arcadiuz ikke længere at være en følger, men ville lede, og han var selvsikker nok til at han kunne begynde at udfordre lederen af gruppedynamikken.
Han blev det søm der stak ud. Der begyndte at blive kommenteret på hans blodstatus. Og relationen mellem hans mor og far. Slaget der skulle sætte ham på plads, startede en indre vrede, der slukkede forstanden. Der blev aldrig plads til at ordne uoverensstemmelserne med magisk duellering. Det blev en kamp på græsplænen. Og Arcadiuz blev til et vildt uhyre med en styrke han ikke anede at han havde. Resultatet blev voldsomt. Dog ikke for ham. Drengen der snakkede ilde om Arcadiuz mor mistede et halvt øre. Det var blevet bidt af. Arcadiuz blev truet med bortvisning. Men da flere lærere holdt hånden over ham, blev det udtalt at han var en god dreng med strålende fremtidsmuligheder. En bortvisning ville ødelægge dem for ham, så i stedet for at blive en permanent bortvisning, blev den ændret til kun at vare to måneder.
Chikanen var ophørt, da han returnerede til Beauxbaton. Men som udbytte for respekt – eller frygt, havde han fået øgenavnet Snap Tooth og et rygte om at han muligvis var varulv. Det hang ved indtil dagen han graduerede. Og mens hans aggression havde skubbet nogle væk, havde han for en kort stund fået et stabilt følge og var tilfreds med det.

Among Myth, Gods and Men
På trods af gode afgangskarakterer, vidste Arcadiuz ikke hvor hans evner passede ind. Han havde stadig den kraftige lyst til at forstå sin omverden, så I stedet for at søge et job, besluttede han sig for at han ville smage på livet og rejse med de penge han havde. Så kunne han sætte sin interesse for muggler studier og magiens historie i et mere personligt perspektiv.

Han rejste til Syd Afrika. Imens han dykkede ned i mugglernes dagligdag, kultur og overtro.
Hvor mange lød som fiktion, lagde han mærke til et rygte blandt lokalbefolkningen, der beskrev et væsen, der gik som mennesker om dagen, og skiftede til dyr om natten. Med en overjordisk styrke kunne man ikke røre dem. Fænomenet lød bekendt. Rygtet fortalte også at væsnerne havde sin kilde i en stamme, der lå afsides i savannen.

Fascineret af mysteriet om væsnet der gjorde mugglerne så bange, pakkede Arcadiuz sine ting og gav sig til at vandre ud for at opsøge disse overnaturlige mennesker – hvis man kunne kalde dem det.
Da han nåede området, hvor byen skulle befinde sig, var der til hans overraskelse ingen personer og ingen huse.
Skjult i ly af en klippe lagde han sig på lur, på udkig efter noget mistænkeligt. Da mørket lagde sig havde han endnu ikke set noget uhyre, og han overvejede at drage tilbage. Stilheden blev brudt af hvad der lød som en malplaceret kvægklokke, han ikke kunne lokalisere. Da lyden havde ringet 9 gange så han bevægelse ved et stort baobabtræ, og en kvinde vandrede ud af en dør, der forsvandt så snart hun havde trådt ud af den.
Hun forvandlede sig til en sekretærfugl og fløj væk i natten.

Arcadiuz brugte den næste uge på at returnere til stenen det samme sted, på samme tidspunkt hver aften.
Næste gang han hørte kvægklokken, trådte den samme kvinde frem med en lanterne. Arcadiuz rejste sig fra sit skjulested og prøvede at tage kontakt. Som umiddelbart resulterede i at kvinden stillede sig i kampstilling.
Arcadiuz prøvede at præsentere sig selv og at vise sin tryllestav, som om det skulle have en beroligende effekt og begyndte at fortælle hvordan han søgte at dokumentere lokalhistorie og undersøge rygtet om overmenneskelige væsner. -Alt imens han fortalte, gik kvinden uden om ham og fortsatte sin gang, der tiltog i fart jo mere han snakkede.
Da Arcadiuz nægtede at lade hende være, forvandlede hun sig nok engang til en sekretærfugl, greb lanternen i sin klo og forsvandt så hurtigt så han ikke kunne følge med.

Eftersom Arcadiuz kunne konkludere at charme offensiven ikke virkede, begyndte han at overveje hvor vidt kvinden kunne snakke over hovedet.
Da Arcadiuz igen returnerede ved solnedgang havde han medbragt offergaver i form af smykker, chokolade og bøger (hvor mange var på fransk). Kvinden var ikke i syne, men da han havde ventet tredive minutter begyndte det at regne med sten fra toppen af Baobabtræet.

”Gå hjem! Og kom IKKE tilbage. Du er ikke velkommen!”

Arcadiuz dukkede sig og forsøgte at undvige diverse genstande med chokoladeæsken som skjold.
-”AV! Så du KAN forstå mig?” udbrød han, da han lokaliserede kvinden siddende i trætoppen.

”Hvorfor er du her?” snerrede hun med tydelig irritation i stemmen.

-”Jeg syntes du så ensom ud og tænkte at jeg var nødsaget til at vende tilbage. Du ved, bare for at holde irriterende og uvelkomne personer væk”.

”Hvis jeg stopper med at ignorere dig, vil du så lade mig være?”

-”Jeg vil kun forlade området, hvis du giver mig dit navn!”

Efter et par minutter, hvor kvinden tydeligt genovervejede sine livsvalg, sagde hun
”Opeyemi”.

Da Arcadiuz ikke så ud til at ville forsvinde frivilligt, kravlede Opeyemi ned fra træet, når nu skæbnen syntes at han skulle parkeres der. De faldt i snak i mørket, og Arcadiuz tog først hjem, da solens stråler begyndte at danse frem på himmelhvælvingen.

Den følgende aften, da Arcadiuz returnerede var han blevet overmodig, og han satte sig direkte foran baobabtræet og kaldte på Opeyemi. Da kvægklokken lød bag ham, var det dog ikke Opeyemi der kom ud af baobabtræet, men seks sæt hænder, der trak ham ind af døren. Skrigende i vilden sky, befandt Arcadiuz sig på den anden side af træet, der tilsyneladende kun var en illusion, som skjulte landsbyen han havde ledt efter. Hænderne tilhørte tre muskuløse mænd iført krigsmaling. De slæbte ham efter sig ind i en hytte, hvor han fik frataget sin stav og blev bundet for hænder og fødder. – Og dersom han ikke holdt op med at råbe, fik han stukket et klædestykke i kæften.

Mændene stod og diskuterede højlydt på et sprog Arcadiuz ikke kunne forstå.

Opeyemis stemme lød opgivende bag ham.
”Jeg sagde jo du ikke var velkommen her. Det er din egen skyld”. Med et ryk fjernede hun klædestykket og fortrød allerede sekunder efter.

”Det her er vanvid! Vanvid! Dette går imod internationale konventioner. Jeg er en mand af dannelse, jeg kommer i fred og fordragelighed. Denne uciviliserede opførsel er uhørt – Lytter du?!”

Opeyemi fandt det mere interessant at studere sine negle.
”Vær hellere sød. De forstår dig helt fint. De vil bare ikke synke til dit niveau”.
…
”De diskuterer hvordan de vil fjerne din hjerne. Og kaste dig i den nærmeste flod væk her fra”.

”Fjerne min hjerne?!”

”Ja. Dine minder og erindringer. Oooog… han siger at han tager din halskæde. Du kommer alligevel ikke til at huske at den blev taget fra dig, så hvorfor er det vigtigt? Du kunne bare lære at lytte”.

”Det lyder utroligt smertefuldt”

”Det er nok ikke helt komfortabelt, men det vil du heller ikke huske”.

”Nej! Alt jeg har kæmpet for, alt jeg har opnået vil forsvinde og alt mening vil ophøre. Jeg vil være intet andet end en tom skal uden værdig eksistens”.

”Jeg kan godt se at det lyder meget besværligt. Jeg kunne lide chokoladen du skaffede mig, så jeg kunne i princippet prøve på at overbevise dem om andet”.

Opeyemi og fangevogterne snakkede i hvad virkede som en evighed, muligvis fordi Arcadiuz intet forstod.
”De lader være med at fjerne din hjerne… Men fordi du har lokaliseret indgangen til vores landsby bliver du nødt til at blive hos os”.

Humanity Remains
Selv om lyden af tilsyneladende tilfangetagen ikke føltes rigtigt, havde det været Arcadiuz mål at undersøge fænomenet om de usårlige mennesker. Dette ville give ham mulighed for at gøre det tæt på. Opeyemi blev sat til at følge ham og oplære ham i deres skikke, samt agere som tolk, eftersom han ikke forstod dem. I modsætning til Arcadiuz, var Opeyemi ikke tilfreds med hvordan hun skulle være en del af ”straffen”.
Arcadiuz tog noter af samfundsstrukturen i den lukkede by med stor interesse, næsten som en modsætning til det konservative miljø i Frankrig. I hans noter skrev han: ”De ser ingen forskel mellem klanens medlemmer – og der diskrimineres ikke mellem magikyndige og medlemmer der fødes uden. Rang og respekt bliver fortjent igennem handlinger. Ikke medfødt af blod eller evner. Alle har deres plads og yder til fællesskabet med de styrker og svagheder individet besidder”.

På trods af irritation imellem Opeyemi og Arcadiuz tvang den tid de tilbragte sammen dem til at lære hinanden at kende og finde fællestræk de kunne mødes i. De fik følelser for hinanden og dyrkede deres forhold i hemmelighed, da Opeyemi var forlovet væk.

Arcadiuz fandt efter nogle måneder interessante afbildninger i et hus af hvad der lignede krigere, der stod over lig. Når han spurgte ind til dem, skiftede Opeyemi emne. Da han pressede på med ord som ”tillid”, at stole på hinanden og at han troede hun havde lært ham alt hvad hun vidste, fortalte hun at det var en gammel magi, der blev brugt når de var truet udefra. Blod magi, der gjorde brugeren immun for smerte og alle andre følelsesmæssige indtryk end vrede, men med store konsekvenser for magikeren. Dem der brugte magien mest havde mistet forstanden og alle forbindelser til deres følelser. Arcadiuz så det øjeblikkeligt som det mål han havde ledt efter, da han opsøgte mugglernes rygte. Han ønskede at lære det, fuldstændig uforstående for den bekymring det skabte hos Opeyemi, men hun nægtede og forlod rummet såret over hvor egoistisk han kunne være.

Med tiden ønskede Opeyemi ikke længere at holde sin relation eller kærlighed til Arcadiuz skjult, og hun forsøgte at få sin forlovelse ændret hos lederen ved at afpresse Arcadiuz til at indrømme at han havde fået følelser for hende. Men en forlovelse var ikke bare lige til at ændre, da det kunne skabe splid i samfundet. Den eneste måde man kunne bryde sådan et helligt bånd på var ved at besejre Opeyemis forlovede i tvekamp. Og ved at indrømme at han elskede hende, havde han pr. automatik udfordret ham.
Arcadiuz havde to uger til at forberede sig til tvekampen og vandrede imellem stadiet som perpleks og panikslagen over hvad han ufrivilligt havde rodet sig ind i.

Opeyemi fortalte at hendes forlovede allerede mestrede blod magien, men at hun modvilligt ville lære Arcadiuz den, så han stod en chance.

Da tvekampen fandt sted skar både Arcadiuz og konkurrenten deres hænder og brystkasse mens de messede og fordelte blodtegnende på deres krop. Arcadiuz mærkede hvordan hans krop føltes som i brand og at alle tanker syntes at fordampe. Indtil han ikke længere opfattede andet end manden foran sig. Da han igen trådte ud af trancetilstanden kunne han ikke se hvem blodet tilhørte og havde mistet alt fornemmelse for tid, men konkluderede at de begge så ud til at være tilskadekomne. Og at hans modstander lå på jorden og bekæmpede en fjende med arme og ben som kun han kunne se. Arcadiuz knæ gav efter under ham. Opeyemi forklarede at hendes forlovede havde været ham fysisk overlegen, men at Arcadiuz havde haft det stærkeste sind. Det var tilfaldet Arcadiuz en fordel, at hans modstander havde brugt magien for mange gange, og det havde ædt ham op mentalt til den nærmede sig sindssyge.

Natten før Opeyemi og Arcadiuz bryllup skulle stå fik han kolde fødder. Han så sig stå i en situation som han ikke havde haft kontrol over og frygtede at det ville begrænse alt hvad han ønskede at opnå i livet. Han ville have Opeyemi, men ikke sådan der. I nattens mulm og mørke sneg han sig væk og drog tilbage mod Frankrig uden at give et ord til sin forlovede eller andre i landsbyen.

Twofaced Charity
Efter to år i Afrika, gjorde Arcadiuz kort ophold i Paris. Da han gik gennem gaderne i lygternes skær blev han tiltrukket af en elegant musik. En mørk vals. Om det var skæbnen eller andre kræfter der var på spil, så resonerede tonerne med ham, og han mærkede et behov for at følge musikken til dens kilde. En mulighed, en åben balkon for enden af et højt piletræ fristede ham. Da han var sprunget indenfor gik det op for ham at han havde crashet et maskebal i et gigantisk palæ. Han sneg sig afsted langs gangene og observerede farverige klæder stryge hen over gulvene i de mange rum. Den opførsel fangede opmærksomheden af en maskeklædt kvinde i rød, med øjne blå som det indiske ocean; enken Circe. I stedet for at smide den unge mand ud, fandt hun ham interessant. De faldt i snak. Fascinationen var gensidig. Mange timers samtale blev afbrudt af en kvinde han lærte at kende som Celine, der anede at Circe lagde planer. På trods af afbrydelsen aftalte Arcadiuz og Circe at mødes igen under mere private omstændigheder. Hun tilbød ham penge, kost og logi, samt muligheder for den bedste uddannelse der kunne tilbydes, mod seksuelle ydelser og at han flyttede ind hos hende. Og han takkede ja.

Det virkede som om skæbnen nok engang åbnede sit varme favntag for Arcadiuz. Han var tiltrukket af muligheden for at blive en af *dem*. At alle døre ville stå åbne for ham. Og at hans evner ville blive værdsat af et dannet individ. At kvinden var både intelligent, snu som en ræv og smuk som sirene var så et absolut plus. Det skabte en form for ærefrygt i den unge mand.

Den første tid forløb sig problemfrit. Arcadiuz blev taget med til alle større forsamlinger som Circe deltog i. Han observerede hvordan hærskabet gebærdede sig, og når de var alene ville hun oplære ham i alt fra politik, sociale kompetencer, kunst og musik til sovekammerets hemmeligheder.
Hun så ud til at værdsætte det modspil han kunne give hende. Men som tiden gik, strammede hun langsomt den usynlige line om hans hals. Han noterede at deres relation ikke meget længere gik ud på intellektuelt modspil, som det gik ud på at besidde og reagere ham. For Circe var Arcadiuz en flot mand, med et ungt sind, der grundet manglende erfaring havde potentialet til at blive formet som hun ønskede. Og hun gjorde det igennem disciplinering. Circe tvang Arcadiuz til at duellere mod hende. Nægtede han, ville hun blot angribe ham. Det var altid på hans overkrop. Aldrig på synlige steder som hans ansigt. Hans hud blev som malet stribet af snitsår og brændemærker. Besværgelser der indebar ild var hyppige. De værste skader fik hun altid en indviet læge tilknyttet husstanden til at fjerne, så hændelserne aldrig forlod hjemmets fire vægge. Men hun lod altid Arcadiuz beholde nogle af arene for hver kamp, så han kunne huske hvad ulydighed imod hende kunne medføre.
Der gik mange dage - Uger før han blev desperat nok og gik til modangreb på den kvinde han havde blandede følelser for. Og først der begyndte hun at sagtne sine angreb. Når hun spurgte hvad han havde lært, og han kunne fortælle det svar hun ønskede at høre, stoppede hun helt.

Protesterede han over relationens tilstand, eller den behandling han fik, blev han ofte mødt med manipulation. Hun ville give ham dårlig samvittighed eller få ham til at tvivle på egne evner. Hvis han truede med at forlade hende og anmelde hende, ville hun sige at ingen ville tro ham. Han var trods alt en stærk, sund mand i bedste alder. Og hun var en kvinde, der traditionelt blev betragtet som den svagere kønsrolle. En kvinde kunne ikke misbruge en mand. Andre mænd ville betragte ham som heldig.
Circe mestrede kunsten at balancere imellem kærlige ord, forkælelse og smertefuld ydmygelse, så rebelskhedens flammer aldrig fik ilt nok til at blusse, og så hans emotionelle tilknytning stadig blev vedligeholdt. Ønskede han at blive fri for hende, så han kunne studere, ville hun låse ham inde i biblioteket med begrænset adgang til lys, og hun ville sikre sig at lyset på et tidspunkt ville gå ud. Samtidig ville hun begrænse hans adgang til mad og vand. Uden naturligt lys udefra, eller socialisering, mistede han forbindelsen til omverdenen og fornemmelsen af hvor længe han havde været inde i mørket.

Arcadiuz blev formet til at være en lydig tjener, men de lukkede forhold mindede nærmere om en slave. Eller en dresseret hund.

Celine, der havde mødt Arcadiuz den samme aften som Circe, havde fra afstand noteret hvordan han gik fra at være selvsikker, til at synes at have mistet sin gnist. Når de mødtes til arrangementer ville hun spørge ind til ham, hvis de var alene. I starten reagerede den unge troldmand med benægtelse, men så snarest Celine som en fortrolig. Arcadiuz var ikke længere lykkelig eller tilfreds med tilværelsen hos Circe, men følte at alt havde mistet mening og var blevet overfladisk og hult. Alligevel bar han konfliktfyldte følelser om at han ikke var noget uden Circe. Og selv hvis han formåede at bryde fri fra hendes greb, havde han ingen steder at tage hen. Barndomshjemmet havde aldrig været et rigtigt hjem. Celine mindede ham om det væsen han var, da de mødtes første gang og hvad der havde gjort at han tryllebandt andres opmærksomhed. Og hun tilbød ham et sted at være, samt økonomisk bistand til han kunne klare sig selv.

Han accepterede, og der fulgte et omfattende arbejde for Celine med at nære den gnist i Arcadiuz, der så længe var blevet kontrolleret og undertrykt.

I løbet af de to år Arcadiuz var væk fra Circe, blev hun fundet dræbt af ukendte gerningsmænd. Arcadiuz blev mistænkt og anklaget for mordet, men da der ikke kunne findes konkrete beviser i sagen, blev han frifundet.


New Beginning
Arcadiuz ønskede at starte forfra et nyt sted. Han lavede sin nye base i England, med de penge han havde formået at spare sammen både fra Circe og Celine. Der ændrede han sit efternavn til Zabelle i Celines ære og gjorde sit bedste for at fjerne den franske accent, indtil den kun var en delikat detalje.

Da han stadig ikke kunne se sig selv fastlåst i et særligt embede rejste han nok engang tilbage til Afrika, for at dykke ned i sine interesser.
Der lavede han et omfattende feltstudie i forlængelse af muggler studier: ”Magisk mani og dets effekter på mugglere, i Johannesburg”. Det var en undercover reportage omhandlende drab og salg af legemsdele fra individer med albinisme, som del i mugglernes imitation af magisk praksis på det sorte marked. Rapportagens struktur var en afklaring, der grænsede sig mellem historisk basis fra magiens historie, dyk i lokal folketro, hans egne observationer, samt et drys af filosofi.

Flere rapportager blev lavet, bl.a.,”Forfulgt! Når magikere havner i ilden: Frelse eller projektion”, der dækkede mislykkede afbrændinger af magikere i moderne tid, hvor han dykkede yderligere ned i sin teori om magisk mani.
Hans ”studier” var tilstrækkeligt opsigtsvækkende, da han aldrig blandede sig, men stod til som en utroligt passiv observatør. Det medførte at han blev kontaktet af en journalist for Profettidendes internationale afdeling, der spurgte om han ville arbejde for dem.

Det viste sig at han var god til koordination, planlægning og administrativt arbejde, og efter to år blev han forfremmet til chefredaktør.

Andet

CBOX-NAVN Mandarinen
ALDER 29-teen.
HAR DU LÆST INTRODUKTION & REGLER Yas.

[Brezel]

Accepteret

Tillykke! Din karakter er blevet accepteret og du kan nu starte dit spil på The Blessed Children.

Husk, at udfylde din miniprofil, reservere faceclaim, canon og stilling, hvis du ikke allerede har gjort det. Du kan også skrive op hvilke fag din karakter tager her og se hvem de går i klasse med!
Hvis du har lavet en canon familie, der ikke står på canonlisten, skal du huske at få skrevet familien på.

Mangler du søskende, kusiner eller en bestemt karakter til et plot?

Find det hele her